Viser opslag med etiketten Frk Tine. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frk Tine. Vis alle opslag

torsdag den 17. november 2016

Anmeldelse: Paul Cleave - Slagtehuset


Så er der endnu en super suveræn krimi fra Paul Cleave. Hans hovedpersoner skifter lidt, men også denne gang er det Theodore Tate vi følger. Cleaves bøger er anderledes end de fleste andre krimier, idet vi ofte ret hurtigt får at vide hvem morderen er. Det gør vi også i Slagtehuset, og bogen deler sig ligesom i to dele, hvor den ene del fortælles af Tate i jeg-form og i den anden halvdel følger vi morderens tanker, men dog i 3. person. Det fungerer ret effektivt, da vi på den måde kan leve os ind i bevæggrundene for gerningsmandens handlinger. Man kan fristes til at tro, at det kan blive kedeligt, når man ikke skal gætte på morderens identitet, men jeg lover, at det aldrig bliver kedeligt med Cleave!

Som alle de andre bøger i serien, udspiller handlingen sig i den New Zealandske by, Christchurch. Vores morder lægger hårdt ud med et killingspree, som på dansk betyder en morder, der dræber løs til højre og venstre. Bedst som betjentene er nået ud til et gerningssted, bliver de ringet op, at der er fundet endnu et lig. Og sådan fortsætter det, indtil de begynder at ane sammenhængen.

For 15 år siden, blev en lille pige fundet voldtaget og knivdræbt i et forladt slagtehus. Morderen blev fanget og fængslet, men en enkelt person, synes ikke at han og flere andre, fik straf som fortjent. Han er ondskabsfuld og selvom jeg på en eller anden måde godt kan sætte mig i hans sted, så kan jeg det alligevel ikke overhovedet. Det er simpelthen for ondskabsfuldt og der er flere helt uskyldige der bliver straffet på grusommeste vis. Der var masser af følelser der udspillede sig i mig, imens jeg læste Slagtehuset. Selvom Cleave er mester til at drysse humor ind i det dystre, så var glæde ikke en af de følelser jeg var igennem. Hele historien er præget af et dystert tæppe af sorg, vrede, hævn, straf og frygt.

Jeg er helt tosset med Paul Cleaves bøger. Den slags bøger der fylder mig med en indre boblen af iver efter at læse mere mere mere… Slagtehuset er ingen undtagelse, men jeg synes trods alt ikke den har helt så stærkt et plot som de forrige og heller ikke helt den samme uhygge og tørre humor som ellers normalt er kendetegnende for Cleaves bøger. Derfor lander Slagtehuset på 4 krimiperler, men den er stadig en ret fantastisk bog.  




Følg gerne med på Facebook også :)


mandag den 8. august 2016

Anmeldelse: Stuart Macbride - Hilsner fra de døde


Hold kæft det her er en fed bog! Beklager sproget, men jeg er simpelthen nødt til at slå fast, at det her er en af de bedste bøger jeg har læst i længere tid! Den er forholdsvis lang, 446 sider, men ikke en eneste side for meget - faktisk nærmere for lidt.

Bogens hovedperson,  Kriminalbetjent Ash Henderson, er også bogens jeg-fortæller. Det er på alle måder, hans fortælleform, der gør bogen så fantastisk. Hans måde at tænke på, hans ligeglade væremåde og så hans tørre erkendelser af ting der foregår omkring ham. Ordet møgsvin, bliver brugt flittigt. Bogens handling, er alt andet end sjov, men alligevel, havde jeg smil på læben gennem næsten hele bogen. Det er de små detaljer der gør det hele og jeg er dybt imponeret af forfatteren, Stuart Macbrides fantasi! 

Hilsner fra de døde, foregår i en lille by i Skotland. Her har en syg morder med tilnavnet Birthday Boy, hærget gennem mange år. Hans tilnavn har han fået, da han tager pigerne 4 dage før deres 13 års fødselsdag. Året efter på datterens fødselsdag, modtager forældrene et hjemmelavet fødselsdagskort, med et billede af deres datter, levende, skrækslagen og bundet til en stol. Sådan fortsætter det år efter år og billederne viser tydeligt hvad pigerne har været udsat for. Først mange år senere, modtager de det kort, som endeligt giver dem vished om deres datters død. I 8 år, har politiet arbejdet på sagen, men uden spor og også uden lig.  

Hilsner fra de døde, er en af den slags bøger, jeg har lyst til at anbefale til alle. Den er rå og brutal, den er ond og makaber og samtidig er den sjov. Den er støvsuget for alt der omhandler parforhold og sex. Jeg ved godt det er lidt en floskel, men skulle jeg læse én bog denne sommer, så skulle det være den. Det er en af den slags bøger, der sætter sig dybt. Medfølelsen med Ash, som gemmer på den største mest hjertegribende hemmelighed af alle - hans egen datter er blevet taget af Birthday Boy. Da bogen begynder, har han netop modtaget kort nr 5, hvor hun er groft tortureret, men stadig i live. Han ved, at han vil blive taget af sagen, hvis nogen kender hans hemmelighed, så alle inklusiv hans ekskone, tror, at datteren er stukket af hjemmefra. Da bogen var slut, var jeg slet ikke færdig med den og jeg var fuld af uopklarede spørgsmål. Jeg håber lidt, at der er en del mere i serien og samtidig synes jeg det er lidt fedt, med noget at tænke over, som er overladt til min egen fantasi.




torsdag den 31. marts 2016

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Tykkere end vand



Uha altså, det her er en bog lige efter mit hovede. Hvis vi ser bort fra, at jeg altid godt kan bruge flere blodige mord og bestialitet, så indeholder Tykkere end vand et virkelig godt og gennemtænkt plot. Gennemtænkt på den der intelligente måde, som ikke springer over hvor gærdet er lavest og som hele vejen igennem, lader læseren gætte med og spekulere over, hvordan det hele hænger sammen. Og det er snørklet, spændende og ikke lige til at regne ud. Jeg var egentlig sikker på, at jeg havde luret morderen og sad og ærgrede mig lidt over at jeg vidste det forholdsvist tidligt - men der blev jeg så snydt. 

Da jeg startede på Tykkere end vand, havde jeg netop læst Hendes iskolde øjne, og dét at have forrige bog i frisk erindring, gav lidt ekstra nærhed til personerne. 
Vi følger det sædvanlige crew, som vi kender fra de andre bøger i serien og denne gang jagter de en morder, som er optaget af vand og som drukner sine ofre. Her lægger vi ud med en midaldrende dame, som findes druknet i sit eget badekar. Hendes tunge er skåret ud og skæbnen vil, at det er hendes 5-årige barnebarn som finder hende. Samtidig leder de efter en anden galning, som drukner katte og hænger dem op i byen til offentlig skue. Imens holdet har allermest travlt, starter en chikane imod Jamal, som netop har sendt sin ekskone ud på en længere rejse. Inden da, var hun blevet chikaneret gennem en længere periode og hendes forfølger fik det til at se ud som om, at Jamal stod bag. Det lugter lidt af, at være samme person der står bag, men i denne bog, er der så mange twists i plottet, at man aldrig helt ved hvad man skal tro. 

I virkelighedens verden, er jeg egentlig lidt en kylling når det kommer til uhyggelige ting. I krimiens verden kan jeg som nogen måske har fanget, ikke få det blodigt, bestialsk og uhyggeligt nok. Denne bog lagde hårdt ud med at skræmme mig så det rislede koldt ned af ryggen. Jeg elsker når det sker. Resten af bogen holdt da også et jævnt tempo. Skulle jeg sætte fingeren på noget, må det være behovet for at forklare alle detaljer til sidst - Carin Gerhardsen er ikke alene om dette. Jeg synes egentlig det er helt okay at lade noget være op til læserens fantasi. Personligt har jeg i hvert fald ikke brug for at få forklaret hvordan det hele præcist er gået til. Alligevel synes jeg den fortjener 5 krimiperler. Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem!


Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook

lørdag den 18. april 2015

Anmeldelse: Morten Ellemose - Killer Killer




”Jeg spørger igen: hvem vil De have, jeg skal slå ihjel? Deres datter eller Deres søn?”

Dette spørgsmål stiller en grusom bøddel sit offer allerede på første side i Killer Killer. Og i den her bog, er der ingen der slipper væk i sidste øjeblik. Så er stilen ligesom lagt!

Jeg er ovenud begejstret og har lyst til at råbe ud til verdens krimielskere, at den her bog må I ikke snyde jer selv for. Især ikke hvis I er til den slags krimier der er fyldt med grusomme, blodige mord, beskrevet i klamme detaljer, men som samtidig har et plot der holder læseren fast i at spekulere og spekulere over hvordan filan det her hænger sammen, for man ved bare, at der er et twist et sted. Eller flere. Sådan er Killer Killer – uhyggelig og skræmmende på den fede måde. Som i når man læser en sætning til ende og hele kroppen nærmest stivner og det løber en koldt ned ad ryggen. Jeg elsker et grundigt gennemtænkt og genialt plot. Det må man sige vi har at gøre med her i fineste stil. Da sidste side var vendt, måtte jeg lige bruge lidt tid på, at få alle brikkerne til at falde helt på plads.

I Killer Killer møder vi vicekommisær Anatolli Barritch og profiler/assistent Karen Walsh. De forsøger at finde spor efter den vanvittige seriemorder, Angelface, som hærger i NewYork. Lig efter lig dukker op og det ene mere brutalt myrdet end det andet. Sporene peger alle mod af en af samfundets højtstående personligheder, religionshistorikeren Mordechai Rheingold. Han viser sig, at være kold og beregnende, men samtidig er han også den der kan hjælpe dem i retning af morderen. Barritch og Karen skal ikke spekulere for længe over om de tør stole på ham, for Angelface ligger ikke på den lade side.

Maver der er flænset op, så blod og indvolde flyder, hud der bliver høvlet af, ansigter ætset med syre og endda ting der er værre endnu... som nævnt tidligere, så er der ingen der slipper væk eller bliver reddet i sidste øjeblik her og selvom det er det der gør bogen så grum, så er det samtidig det der gør den så fed. At man ikke aner hvad morderens næste træk er, men man alligevel kan regne ud, at det ikke er noget godt - han er skridtet over ondskab.
Jeg har ingen problemer med at se Killer Killer filmatiseret til noget thriller eller gys.

5 kæmpe store krimiperler



Frk. Tines Krimitanker er også på Facebook :)