Jeg har det som om jeg lige har læst en film.. kender I det?
Når hele bogen, er skrevet i så tydeligt og billedligt et sprog, at man ser
hver eneste handling, som en scene i en film. Sådan var det for mig, med
Kemikeren. Hver gang jeg holdt læsepause, føltes det, som at blive afbrudt i en
film jeg var ved at se.
Vi møder Juliana, eller Alex eller.. ja hvad hedder hun egentlig vores hovedperson? Hun har arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Hendes job som kemiker, var med til på grummeste vis, at knække selv de mest hårdkogte terrorister. Enheden hun arbejdede for var tophemmelig, og derfor er der heller ikke nogen der savner hende, da hun pludselig forsvinder. Juliana kommer i besiddelse af fortrolige oplysninger og jagten på hendes liv er gået ind. Da vi møder hende, har hun levet sådan i flere år. På flugt og med skiftende identiteter. Altid paranoid og med højeste sikkerhedsforanstaltninger sat i værk.
Da hendes tidligere chef kontakter hende, øjner hun en chance for, at få gjort op med fortiden og de mennesker der vil hende til livs. Hun føler sig nødsaget til at hjælpe ham, for derved at hjælpe sig selv. Det bliver på alle måder et skæbnesvangert foretagende.
Normalt er jeg ikke til alt for meget kærlighedsliv i de krimier jeg læser. Helst bare lige på og indviklet plot med masser af blod og gru. Det her er en hel anden slags bog. Den er kategoriseret som thriller, hvilket nok rammer meget godt plet. Den er spækket med masser af spænding og action, tilsat en god portion kærlighed. Heldigvis spildes tiden ikke med unødvendige sexscener, og det at læse bogen, føles som sagt, som at se en film. Derfor passer kærlighedshistorien virkelig godt ind, og man kan sige, at handlingen mere eller mindre, tager udgangspunkt i den. Det fungerer og jeg er vild med den her bog.
Jeg er helt overbevist om, at vi på et eller andet
tidspunkt, kommer til at kunne tage i biografen og se en filmatisering af
Kemikeren. Og jeg sidder der helt sikkert - på bagerste række i mørket, med
maven fuld af popcorn og høje forventninger!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar