fredag den 9. februar 2018

Anmeldelser: Lone Theils - Pigerne fra Englandsbåden + Den blå digters kone


I slutningen af januar, blev jeg kontaktet af forlaget Lindhardt og Ringhof.  De spurgte om jeg havde lyst til at komme til bloggermøde med forfatter Lone Theils, i forbindelse med udgivelsen af hendes nye bog. Jeg havde hørt godt om bøgerne, men jeg havde endnu ikke fået dem læst. Jeg tænkte, at nu var et godt tidspunkt at gå igang, så det gjorde jeg. 

Pigerne fra Englandsbåden:

Den første bog i serien er Pigerne fra Englandsbåden. Jeg må nok krybe til korset og indrømme, at det måske har været noget med titlen, som gjorde, at jeg ikke havde læst bogen. Jeg kan ikke sætte fingeren på hvad præcist, men jeg kan sige, at det var en fejl. 

Hovedpersonen i serien, hedder Nora Sand. Hun er en person, som er meget let at holde af. Hun er ligetil og sej, men samtidig fuld af følelser. Hun er dygtig og klog og hun er engageret i sit arbejde.
Nora Sand er journalist og arbejder som korrespondent i London. 
I "Pigerne fra Englandsbåden", køber Nora en kuffert, som indeholder billeder, som viser sig, at være taget af en seriemorder. To unge piger, forsvandt midt i 80'erne, på en tur til London med den ungdomsinstitution, de var anbragt på. Pigerne er aldrig blevet fundet, men Nora dykker ned i sagen og pludselig begynder sagen at trevles op. Det går ikke roligt for sig og jeg skal indrømme, at jeg holdt vejret i spænding flere gange. 

Jeg synes det er en enormt velskrevet krimi. Både sprogligt og indholdsmæssigt. Den var så spændende, at jeg næsten ikke kunne stoppe med at lytte - ja, jeg havde ikke lige bogen liggende, så jeg snuppede den som lydbog, hvilket var en fejl, men mere om det om et øjeblik. Vi følger selvfølgelig også med i Noras privatliv, hvor hun ikke helt kan finde ud af sine følelser for en tidligere skolekammerat, Andreas. Heldigvis får det ikke lov til at fylde alt for meget, men personligt har jeg slet ikke brug for kærlighed i krimi. 

Og så til det med lydbogen. Pyyh altså, der er virkelig stor forskel på oplæsere. Hende her kan jeg simpelthen ikke anbefale. Hun laver stemmer, så hendes stemme bliver dyb ved alle mænd .. ja og kvinder også for den sags skyld. Hun laver dialekter som hun ikke har styr på, således at en fra Aalborg kommer til at lyde som en lidt doveret Århusianer. Ikke nok med det, så lægges trykket på ordene konstant forkert, så det flydende i historien hele tiden blev brudt. Så det kan ikke anbefales. Det var heldigt, at bogen er så god som den er 😄

5 store krimiperler til Nora sand fra mig.



Den blå digters kone:

Det er ikke så ofte, at jeg har muligheden for at køre flere dele af en serie lige efter hinanden. Det er heller ikke altid at jeg gider. Det gad jeg godt med de her bøger. Jeg befandt mig mere end almindeligt godt i selskab med Nora Sand. Det skal dog indrømmes, at selvom det var behageligt, så var handlingen ikke helt så fængende i denne bog som i den første. Det var som om forholdet til Andreas kom til at fylde alt alt for meget. Lidt romance i krimi kan gå an, men når hovedpersonen pludselig hele tiden tænker på kærligheden eller bekymrer sig om den, så kommer jeg til at kede mig. Den blå digters kone kom derfor aldrig op på siden af sin forgænger. 

Trods det, så er det alligevel en virkelig god og spændende bog. Den lægger ud med, at Nora får til opgave at hjælpe en illegal flygtning med at finde hans kone. De blev adskilt undervejs og hun er nu forsvundet sporløst. Nora kaster sig som sædvanlig hovedkulds ind i mysteriet og selvom det bliver farligt, bakker hun ikke ud. Hun kommer på sporet af grufulde ting, som jeg ikke vil komme ind på her. Jeg synes det er en større oplevelse at læse netop det, hvis man ikke kender noget til plottet overhovedet. Men det er grumt og umenneskeligt kan jeg godt afsløre. 

Desværre tager kærligheden overhånd i denne bog og uhyggen kommer heller ikke helt på højde med første bog. Spændingen er der heldigvis, men jeg synes ikke jeg kan give den mere end 3 krimiperler. 


Vil du følge med på Facebook klik HER. Vil du følge med på Instagram, klik HER


Ingen kommentarer:

Send en kommentar