Anmeldelse: Heine Bakkeid - Jeg vil savne dig i morgen

Thorkild Aske, er tidligere politibetjent indenfor specialafdelingen og er ekspert i afhøringsmetoder. Men Thorkild har trådt i spinaten, for at sige det mildt. Han er dømt skyldig i drab, har siddet fængslet i 3 år og har mistet alle rettigheder til at arbejde indenfor politiet. Samtidig er han dybt afhængig af stærk smertestillende medicin, som han spiser som bolcher. Derfor er han også mere eller mindre konstant påvirket.

Thorkild bliver hyret af et forældrepar, til at finde deres forsvundne søn, Rasmus. Ingen tror helt på at Rasmus er i live, men forældrene er villige til at betale for at få vished og fred i sjælen. Den unge Rasmus, havde købt et gammelt fyrtårn på en øde ø, som han var i gang med at sætte i stand, da han forsvandt sporløst. Thorkild ankommer til den øde ø, bedst som en voldsom storm hærger.

Det faktum, at Thorkild konstant popper piller, er samtidig medvirkende til, at jeg ikke turde stole på, at hans oplevelser undervejs var virkelige og ikke bare en illusion. Den følelse forstærkes yderligere af, at Thorkild selv, har det på samme måde. Som læser efterlades man derfor med en tvivl om hvor vidt der foregår noget overnaturligt, om Thorkild hallucinerer eller om nogen forsøger at få det til at se sådan ud.

Forfatteren Heine Bakkeid er norsk og er selv vokset op nær Tromsø i Nordnorge, hvor bogen foregår. Han har tidligere skrevet ungdomsbøger, men dette er hans debut som krimiforfatter. Bakkeid bliver sammenlignet med Jo Nesbø, som jeg er ret stor fan af. Jeg er nødt til at sige, at jeg simpelthen ikke kan se ligheden. Det skulle så måske være med den allerførste Jo Nesbø, som var en smule underlig, og som i øvrigt ikke kan sammenlignes med resten af serien om Harry Hole. ”Jeg vil savne dig i morgen”, er efter min mening også en smule underlig. Jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis hvad det er der gør det, men jeg tror simpelthen bare, at jeg på en eller anden måde mangler noget dybde i personerne. Vi følger kun Thorkild Aske, men hans fortid og grunden til at han havnede i fængsel, afsløres først hen mod slutningen i en sideløbende historie. Det er som om der hele tiden mangler noget. Selve titlen har jeg vendt og drejet i mit hoved, men uanset hvilken vinkel jeg anskuer den fra, så kan jeg ikke få den til at give mening i forhold til bogens handling.

Alt i alt, så kedede jeg mig simpelthen gennem størstedelen af bogen og var ved at lægge den fra mig flere gange. Jeg var længe om at læse den, fordi jeg hele tiden mistede fokus. Det skal dog siges, at bogen har en pæn portion humor i form at måden Thorkild tænker og udtrykker sig på. Beskrivelsen af den mondering han bliver udstyret med på et tidspunkt i bogen, fik mig til at grine højt. Humoren er så også det der får mig til at trække bogen fra 1 krimiperle op på 2. Her er simpelthen for lidt tempo, handling og spænding til min smag og bogen gav mig heller intet stof til eftertanke.