Anmeldelse: Helle Vincentz - Søster min

For et stykke tid siden, opfandt jeg et nyt hashtag - #bøgerduikkevilhjemfra. Den følelse fik jeg i kroppen endnu engang, da jeg begyndte på at læse Søster min. Jeg fik den der kildende fornemmelse i kroppen og havde bare lyst til at læse i bogen hele tiden. Når jeg ikke læste i den, tænkte jeg på den.

Søster min er 2. del i serien om antropologen, Sofie Munk, der nu arbejder som privat efterforsker i et lille tremandsfirma. Sofie får til opgave, at undersøge et medicinalfirma, hvor direktøren har brug for at vide, hvem af medarbejderne der anonymt har sendt ulovlige dokumenter til lægemiddelstyrelsen. Direktøren er typen der gerne vil gøre tingene efter bogen, men en af hans medarbejdere, har travlt med at presse en godkendelse af en helt bestemt type medicin igennem. En pille som udover at hjælpe folk med ADHD og depression, samtidig også kan hjælpe kvinder som både har depression og mistet sexlysten.

Sofie er cool og hun har et drive der hovedsageligt styres af hendes kæmpe utålmodighed. Ting skal ske og de skal ske nu! Hun kører derud af i højt tempo med undersøgelser, interviews og undercover. Det var så spændende at jeg glemte alt omkring mig. Da jeg var omkring to tredjedele inde i bogen, synes jeg dog alligevel at den tabte lidt tempo. Ikke i fortællingen som sådan, men for mig og min læseoplevelse. Det var som om det totale fravær at politi, blev for urealistisk trods alt. Jeg ved godt det er fiktion, men alligevel. Slutningen og selve plottet, synes jeg også var en smule tyndt. Som om det skulle være så stor en overraskelse som muligt hvem der var skyldig. Når man som læser gætter med, men det viser sig, at man ikke rigtig for alvor har haft en chance alligevel, så er det en lidt flad fornemmelse når spændingen udløses. Dybere i detaljen kan jeg ikke gå, uden at afsløre noget.

Sofie Munk bærer bogen, synes jeg. Hendes personlighed er beskrevet helt fantastisk. Humoristisk kan man nok ikke ligefrem kalde hende, men det sprogbrug hun har, er humoristisk og dagligdags. Hun er så naturlig og så ligefrem og man (jeg) kan ikke andet end at holde af hende. Mon ikke også de fleste af os, kan kende hende i os selv? Kæmpe ros til Vincentz for hendes skrivestil – både i udformningen af karakteren Sofie Munk, men også bare sådan helt generelt. Jeg er vild med det.

Alt i alt, en virkelig god og spændende bog. Den tager fat i et spændende emne og den formår at sætte forskellige synsvinkler op imod hinanden. Jeg blev tvunget til at tage stilling til flere forskellige, men modsatrettede holdninger, som giver mening på hver deres måde. Det viser hvor svært det kan være at tage parti – specielt når der er stærke følelser involveret.

Helle Vincentz vil gerne skrive om kontroversielle emner. Emner som folk har følelser omkring og holdninger til. Gerne emner som ligger og vipper på grænsen til tabu. I denne bog, tager hun som sagt fat i depression. Det har været et vigtigt emne for hende at skrive om. Helle er vokset op med en far som led af svær depression og som også til tider var indlagt. Hun har også selv gennemlevet en depression og er heldigvis helt ude af den igen. Bogen er ikke Helles egen historie, men til tider krævede det en del af hende at skrive den, fordi det var svært for hende, ikke at hænge fast i hvordan det var for hende selv, frem for at fokusere på hvordan karaktererne i bogen havde det. Jeg synes hun er lykkedes virkelig fint med det.

Bogen kører i et jævnt tempo hele vejen og kommer aldrig ud hvor den bliver uhyggelig eller skræmmende. 

5 krimiperler til Søster min