Anmeldelse: Stina Jackson - Sommermørke

Sommermørke er en debutroman af svenske Stina Jackson. Den er nomineret til årets svenske krimi. Bogbloggere og anmeldere i både Danmark og Sverige, er helt oppe i skyerne over den. Personligt forstår jeg ikke helt postyret. Det vender jeg tilbage til.

Lelle lever sit liv i dyb sorg og evigt håb om, at hans datter Lina, som forsvandt en tidlig morgen for 3 år siden, stadig er i live - at hun pludselig en dag vil dukke op. Han arbejder som gymnasielærer i dagtimerne, men nætterne går med at lede efter Lina. Hans ægteskab er gået i stykker og Lelle selv, lever ikke længere et meningsfuldt liv. Vi følger ham hen over sommeren. Vi er med i hans tanker, hans sorg og hans forfald, under søgningen efter Lina. Vi får et indblik i hans inderste tanker og hvordan sorgen har tæret på ham gennem årene der er gået.

Samtidig følger vi pigen Meja. Hun er flyttet til en lille by ude i ingenmandsland, sammen med sin mor. En mor som drikker for meget, er psykisk syg og som har brug for en mand, for ikke at føle sig alene. Meja og hendes mor er flyttet mange gange og har boet hos mange forskellige mænd. Denne gang er de havnet hos den noget ældre Torbjörn, som på trods af sit nussede hjem og sit nussede ydre, ser ud til at være god nok. Meja er ensom, men en nat, møder hun tre unge mænd, som viser sig at være brødre. Hun begynder at se mere til dem og forelsker sig snart i den ene – Carl-Johan. Brødrene kommer fra en meget speciel familie, men Meja føler sig alligevel draget af deres hjem.

I første omgang, er det svært at se hvad de to parallel-historier har med hinanden at gøre. Mistanken ligger dog hele tiden og lurer i skyggerne og det dystre mørke.

Sommermørke er en både velskrevet og velbeskrevet bog. Den leger med følelserne og jeg blev da også rørt over Lina og Lelles, skæbner.

Hos forlaget Lindhart og Ringhof, har man valgt at kategorisere bogen som en spændingsroman frem for en krimi. Godt og præcist valg, efter min mening. På trods af det rørende i de to skæbnefortællinger, så blev jeg ikke påvirket særligt. Jeg har læst andres anmeldelser af den og blev i tvivl om hvor vidt, det er samme bog vi har læst. Jeg er på ingen måde blæst hverken bagover eller op i skyerne. Jeg synes det var en langsommelig affære, og jeg havde svært ved at fastholde fokus, hvilket resulterede i, at jeg måtte lytte til størstedelen af bogen, for at fastholde mig selv imens jeg foretog mig andre ting.

Alt i alt en rigtig god og virkelig velfortalt historie. Den formåede bare ikke hverken at ruske mig, vække mig eller få mig til at holde vejret i spænding. Den lander derfor med to krimiperler.