Jeg ved simpelthen næsten ikke hvordan jeg skal starte på at
skrive min anmeldelse af denne bog. Der er så forfærdelig mange ting jeg har lyst
til at sige og til at fortælle. Samtidig kan jeg ikke fortælle særlig meget,
uden at afsløre det plot og den handling, som er hele bogens grundlag.
Jeg kan starte med at sige, at jeg er fuldstændig helt
fremdeles betaget af den her bog, måden den er skrevet på og den dybde der er i
personerne mere eller mindre udelukkende ved hjælp af sproget, som personerne
benytter sig af. ”Show, don’t tell”, siger den ene hovedpersons lærer, på et
tidspunkt i bogen. Lige netop dette, styrer Mattias Edvardsson perfekt.
Mesterligt, siger jeg bare – bogen efterlod mig mundlam!
”En helt normal familie”, handler om ægteparret Adam og Ulrika
og deres datter, Stella. Bogen er fortalt i jeg-form, hvor alle tre personer
kommer til orde og fortæller os deres synsvinkel på hændelserne. Vi starter med
Adam og følger ham, da datteren Stella bliver anholdt for mord på en ung
forretningsmand. Han fortæller både om tiden op til drabet og om sine følelser
omkring anholdelsen. Det er selvfølgelig hårdt for Adam. Han er præst og en
retskaffen mand. Alligevel driver frustrationen ham til, at tage sagerne i egen
hånd.
Herefter skifter fortællervinklen og vi følger nu Stellas
oplevelser omkring flere af de hændelser vi også hører fra Adam. Imens jeg
læste Adams del, tænkte jeg, at vi har at gøre med en lidt ”pæn” forfatter.
Ikke de store udskejelser og et vældig pænt sprog. Men så skifter vi til Stella
og her går forfatterens evner for alvor op for mig. Stella er på mange områder som
teenagere er flest og det er ikke svært at huske egen ungdom eller få øje på
egne teenagedøtre i Stella. Jo, hun agerer ekstremt i mange situationer, men
jeg forstod hende alligevel. Da vi til sidst skifter fortællervinkel og får mor og forsvarsadvokat, Ulrikas syn
på sagen, var jeg spændt på at finde ud af hvem hun er bag facaden … for vi ved
ligesom bare, at der ER en facade.
Der er dukkede umanerligt mange tanker og følelser op
undervejs gennem læsningen. Jeg vil næsten anbefale, at man laver noget
fælleslæsning med en veninde eller en læsegruppe, for det her er en bog, hvor
man får brug for at vende tankerne og til tider også have nogen at bande sammen
med.
Så … ”show, don’t tell” – Mattias Edvardsson formår at
beskrive de tre hovedpersoner ved hjælp af den måde hvorpå de taler, viser os hvem de er – fandme sejt,
jeg er dybt imponeret!
”En roman om en forbrydelse”, står der på forsiden af bogen.
Så ikke rigtig en krimi, men alligevel lidt. En bog om, hvordan langt de fleste
forældre ville reagere, hvis deres børn blev anklaget for noget så grusomt som
Stella bliver. En bog om hvor meget facade de fleste af os har, selvom den er harmløs
det meste af tiden. En bog om, at vi ikke kender hinandens inderste selvom vi føler
vi ved det meste om hinanden.
Mine hænder i vejret og fuld perleplade! 👐
Har lige læst den, selvom jeg normalt ikke er meget for krimier. Finder den utrolig langtrukken. Ikke spor imponeret.
SvarSlet