Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år
siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i
gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3
år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige,
for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har
valgt at udgive samtidig.
At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt
træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor
Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg
er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig
for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.
”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges
der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der?
For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde
havde en forbindelse til Kludedukkesagen.
Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske
mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har
twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg
gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.
I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten.
Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller
selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver
nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord.
Men hvordan, hvem og hvorfor?
Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et
meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt
mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige.
Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det
bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg
på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne,
men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så
vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min
absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.
Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med,
er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid
før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder.
Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem
alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.
Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken,
så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der
venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige
efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen
slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i
denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme
om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den
vil jeg se frem til at læse!
Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.
Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar