Anmeldelse: C. J. Tudor - Dengang Annie Thorne forsvandt

Jeg ved ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at læse ”Dengang Annie Thorne forsvandt”. Jeg var ret vild med forgængeren ”Kridtmanden” og glædede mig allerede dengang til at læse den næste.

Det har jeg så langt om længe om længe fået gjort og det startede virkelig godt.

Jeg valgte at lytte til bogen, fordi jeg havde et projekt jeg så kunne lave imens. Oplæseren er god og behagelig at lytte til. Meget positiv oplevelse.

Da Joe Thorne var barn, boede han i den lille by Arnhill. Efter hans søster, Annie, forsvandt for derefter at dukke op igen to dage senere, blev intet nogensinde det samme igen. Joe forlader byen, men mange år senere, nu som voksen og med en uddannelse som lærer, modtager han et anonymt brev, om at det sker igen. At børn er begyndt at forsvinde, for så at dukke op igen. Samtidig er en tragedie sket i byen. En mor har udryddet sin familie og tilsidst sig selv. Joe ansøger om job på byens skole og flytter ind i huset hvor tragedien skete. Det er hurtigt meget tydeligt, at der er folk som ikke ønsker Joe tilbage i Arnhill.

Som sagt starter bogen yderst positivt ud. Spændende, medrivende og en af den slags bøger, hvor jeg tager mig selv i at sidde og tænke, at det er dælme er godt skruet sammen. Fedt sprogbrug og generelt bare rigtig godt gennemtænkt. En jeg-fortæller, som jeg havde svært ved at gennemskue, hvor vidt vi kunne stole på. Det kan man sjældent med jeg-fortællere, er min erfaring, med mindre forfatteren bruger det for at tydeliggøre hovedpersonens personlighed, frem for at holde hemmeligheder skjult. I Joe Thornes tilfælde føltes det mest som det sidste. Jeg kunne næsten ikke vente til vi nåede slutningen, så jeg ville få opklaret hvordan det hang sammen. 

Men så … så tager historien en drejning, som jeg synes er møgærgerlig. Forfatteren vælger simpelthen mere eller mindre, at kopiere en meget kendt historie af gysets mester himself, Stephen King. Hvilken bog det er, vil jeg ikke afsløre, men for fanden jeg synes det er ærgerligt. Historien går fra helt i top på spænding, til bum, helt til bunds fordi det udover at være en efterligning, pludselig også er en bog med overnaturlige elementer. Det havde jeg på ingen måde ventet.

Nå, men med dét sagt, så var det jo faktisk stadig en ganske god historie. Jeg skulle lige bruge lidt tid på at sunde mig over overraskelsen i genreskiftet, men da jeg lige havde sat mig ud over min irritation, så var det jo faktisk en ganske god bog. Jeg glæder mig stadig til næste bog fra C. J. Tudor. ”The other people”, er den engelske titel.

Anmeldelse: C. J. Tudor - The Chalk Man

For et stykke tid siden, så jeg en anmeldelse af The Chalk Man på en svensk bogblog. Jeg fik straks lyst til at læse den og da den ikke er udgivet på dansk, så købte og læste jeg den engelske version. Siden har jeg fundet ud af, at den udkommer på dansk i april 2018, hos forlaget Gyldendal.

The chalk man – eller Kridtmanden, som den kommer til at hedde på dansk, er en meget anderledes bog end de krimier jeg ellers har læst. Den har en jeg-fortæller, som skiftevis springer imellem nutiden (2016) og datiden – 1986 – hvor han var 12 år gammel. I 1986 følger vi drengen Eddie og hans gruppe af bedste venner bestående af tre andre drenge og en pige. De bor i en lille by på Lars Tyndskids og der sker ikke meget andet end det de selv finder på … og så sker der pludselig en hel del mere, som ryster den lille by. En sommerferie hvor varmen og kedsomheden hærger, begynder gruppen at tegne kridtmænd til hinanden. Kridtmænd med forskellige tegn, som børnene bruger, til at sende forskellige hemmelige budskaber til hinanden. Farven på kridtmanden indikerer hvem der har tegnet den. En dag dukker der pludselig kridtmænd op i en farve, som ikke tilhører nogen af børnene - kridtmænd som varsler grufulde hændelser.

I 2016 bliver Eddie opsøgt af en af vennerne fra fortiden. Et besøg som ripper op i alle sårene fra dengang og som åbner for æsken med ubesvarede spørgsmål. Eddie begynder at rode rundt i den gamle sag og det bliver skæbnesvangert.

Det her er ikke den typiske krimi med en sag og en opklaring fortaget af et hold betjente. Det er spekulationer og handlinger foretaget af en enkelt person på to forskellige steder i livet. Det er en bog hvor det uventede sker på de mest uventede tidspunkter. Den er på mange måder voldsom fordi hændelserne er så grufulde og ind imellem følelsesladede. Flere gange holdt jeg vejret og fik en knude i maven og jeg har virkelig meget lyst til at fortælle jer hvorfor. Det er bare sådan med den her bog, at det meste kommer som overraskelser. At give jer spoilere, ville ødelægge oplevelsen, så jeg holder dem for mig selv.

Det er en bog der berører følelserne. Den vender emner lige fra Alzheimers til dominoeffekten. Hvordan en handling fører til en hændelse, som får skæbnesvangre konsekvenser for andre.

Det er en af den slags krimier, hvor uhyggen hele tiden ligger og lurer i baggrunden. Følelsen af at noget kommer til at ske. Kridtmanden er en af den slags bøger, som fulgte mig når jeg ikke læste og som kommer til at følge mig længe efter sidste side er vendt. Indrømmet, den havde lige en midtepart der blev lidt langsommelig, men det vendte heldigvis igen og selvom jeg var sikker på jeg havde regnet slutningen ud, så kom den med endnu en overraskelse og efterlod mig med flere spekulationer. Faktisk spekulerer jeg stadig.

“NEVER ASSUME. QUESTION everything. Always look beyond the obvious, because assume will make an ASS of U and ME”

Jeg giver den 5 kridttegnede krimiperler. Fire for selve krimidelen og én for originalitet. En virkelig overlegen debut!

Klik her for Frk. Tines krimitanker på Facebook og Instagram