Viser opslag med etiketten Seks år. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Seks år. Vis alle opslag

onsdag den 1. juni 2016

Anmeldelse: Harlan Coben - Den fremmede


Adam Price – ja det hedder vores hovedperson, men han laver ikke gourmetmad, med masser af smør. I stedet arbejder han som advokat og klarer han sig godt.

Han er gift og har to sønner. Hans smukke kone er del af bestyrelsen i drengenes Lacrosseklub og alt ser ud til at være så tæt på fryd og gammen, som man kan komme. Det varer ved, lige til den dag en fremmed kommer til byen, opsøger Adam og fortæller ham en dyb hemmelighed, som Adams kone har holdt skjult for Adam. Konen bliver konfronteret og så ruller lavinen med bedrag, hemmeligheder og folk der værner om deres familier og det de tror på, eller føler tilkommer dem. Adam tør ikke stole på nogen, men så kommer hjælpen fra uventet kant.

Dette er endnu en Harlan Coben-bog, som starter stille og roligt ud. Har et jævnt tempo hele vejen og som er spændende og fængende fra start til slut. Jeg har været super begejstret for de to tidligere bøger jeg har læst af Coben (Savner dig og Seks år), men denne her lever desværre ikke helt op til sine forgængere. Det er som om der mangler et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Som om den mangler noget spænding og uhygge selvom den er medrivende. Som om der er lidt for meget livslærdom a’ la de der firkantede køleskabsmagneter, samtidig er det en af de ting der gør den levende. Yderligere ærgrer det mig, at alt aktion i bogen, er samlet på de sidste sider. Her får den til gengæld også hele armen og det virker som om det er gået lidt stærkt. En enkelt ting kan slet ikke lade sig gøre, vil jeg mene.

Med det sagt, er Den fremmede efter min mening både tankevækkende, spændende og tragisk. Bestemt en rigtig god læseoplevelse.

Følg gerne med på Facebook også :)

mandag den 7. december 2015

Anmeldelse: Harlan Coben - Seks år


Jeg stiftede bekendstskab med Harlan Coben, for første gang i min sommerferie i år. Det var et dejligt bekendtskab, så forventningerne var høje til denne bog. Jeg kan sige lige med det samme, at jeg ikke blev skuffet!

I ”Seks år”, møder vi universitetslærer Jacob Fisher. Historien starter ved hans ekskærestes bryllup med en anden mand. Jake er stadig dybt forelsket i Natalie og er overbevist om, at hun føler det samme for ham. Da de tager afsked, beder hun ham imidlertid om, aldrig at kontakte hende igen. Jake har det svært, men holder sit løfte. Han holder det i seks år, lige til den dag hvor han ser hendes mands dødsannonce. Det viser sig snart, at intet er som Jake gik og regnede med. Enken til den afdøde, er ikke Natalie og ingen har tilsyneladende hørt eller set noget til hende, de sidste seks år. Jake sætter sig for at finde ud af, hvad der er sket, men der er andre der har fået samme idé. Pludselig hænger Jakes liv, i en tynd tråd.

Bogen er skrevet i jeg-form, men den har et lille twist. Den er skrevet, som om hovedpersonen Jake, fortæller historien til os læsere. Han henvender sig direkte til os – kalder os du og fortæller om alt hvad han oplever og hvad han tænker om tingene. Det er skrevet så humoristisk og fint, at jeg gang på gang kom til at smile, midt i alt alvoren. Overordnet set, er det egentlig en temmelig blandet landhandel hvad angår genren i denne bog. Eller genrene skulle jeg nok sige. På den ene side er den som sagt humoristisk og efter min mening, ret genialt skrevet på dét plan. Den har også strejf af at være en kærlighedsroman, da Jacob Fishers kærlighed til Natalie er dyb og kommer til at fylde en del. Sidst men ikke mindst, så er det en krimi og en af den slags der får os læsere til at gætte løs fra start til slut. Det er ikke sådan lige at regne plottet ud og der kommer et par større overraskelser undervejs. Jeg vekslede imellem at smile og være på kanten af stolen af spænding. Konklusionen må være, at jeg stadig ret vild med Harlan Coben.

5 krimiperler får den med :)

Og så lige én gang til for Kong Hans eller Prins Knud eller hvem det nu er... følg meget gerne bloggen på Facebook også :)