Anmeldelse: Alex Michaelides - Den tavse patient

Indimellem er der bøger, som bliver hypet fuldstændig vildt på de sociale medier. Så vildt, at jeg bare er nødt til at skynde mig at læse. Ved den slags bøger, er det svært ikke at få gejlet forventningerne helt op. Indimellem bliver de høje forventninger indfriet – andre gange gør de ikke. For mig, var det sidste tilfældet med ”Den tavse patient”.

Bogen er ligesom delt op i to dagbøger. Den ene fortalt af Alicia Berenson, som er indlagt på sikringsanstalten The Grove. Hun er her fordi hun har skudt sin mand i hovedet 6 år tidligere.

Den anden halvdel er fortalt af psykoterapeut Theo Faber, som søger job på The Grove. Tidligt i hans dagbog, fornemmer vi, at han ansøger The Grove for at komme til at arbejde med netop Alicia Berenson. Vi fornemmer at han har kendskab til hende og er fascineret af hende, men vi ved ikke hvorfor og hvordan.

Alicia er tavs. Hun har ikke sagt et ord siden den dag hun skød sin mand. Theo nærer et stort behov for at hjælpe hende og han bruger alle kneb til at få hende i tale. Kneb som ikke følger reglementet på den lukkede afdeling. Jeg kunne godt fortælle mere, men jeg synes I selv skal læse det.

Og hvad er det så der gør, at denne bog ikke gør så frygtelig meget for mig? Jeg synes simpelthen der sker for lidt. Selvom det er en forholdsvis lang bog på 390 sider, så føltes det som om det var en meget kort bog. Ja, det kan selvfølgelig godt skyldes, at den er så højspændt og man flyver igennem den … men det gør det ikke. Tvært imod, så er den temmelig langsommelig. Grænsende til næsten lidt kedelig. Bevares, den har da et overraskende twist, som jeg ikke havde regnet ud. Ikke helt i hvert fald. Jeg har efterhånden læst en del af disse psykologiske krimier, så derfor er det ikke så svært at spore sig ind på, hvordan det sådan nogenlunde hænger sammen. Jeg indrømmer at jeg ikke havde regnet plottet ud, men når man efterhånden ved, hvilke tricks der kan laves med jeg-fortællere, så kan man godt gennemskue når man bliver taget i røveren, også selvom man ikke ved præcist hvordan før det bliver afsløret.

Jeg lander den på tre, fordi der trods alt er et overraskende plot, en slags morale der lærer os, at vi ikke kan slippe godt fra vores dårlige handlinger. Hvis vi forsøger at snyde skæbnen, så rammer den os på en anden måde i stedet. Slutning viser os billedet af en ægte iskold psykopat.

Det føles som om jeg er lidt for hård ved den. Jeg tror egentlig det skyldes, at jeg bare har læst for mange bøger i lignende stil. Har du ikke det, så tror jeg du vil være godt underholdt og blive godt og grundigt overrasket, når afsløringen kommer. Forvent dog ikke en højtempo spændingsbog med gys og kuldegysninger. Det synes jeg altså ikke den byder på. Ikke hos mig i hvert fald.