Anmeldelse: Sara Blædel - Den tredje søster

Endelig blev det tid til tredje og sidste del i serien om Ilka Jensen, som er bedemandens datter. Jeg ved at vandene er delte med denne serie, men jeg er en af dem der har været ret begejstret for de første to. Jeg har glædet mig virkelig meget til denne tredje og sidste del.

Ilka er stadig i Racine og hendes far er stadig død. Eller er han? Noget peger pludselig i en anden retning. Spor af hendes far, peger mod Key West, så Ilka tager afsted og følger de spor hun har fundet. I Key West venter der hende flere overraskelser og endnu et lag af sandhedens løg, bliver skrællet af. Søster forsvinder pludselig sporløst, og da Ilka borer i hendes fortid, dukker der en yderst grufuld sandhed op. En sandhed som ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Enkelte ved dog hvordan det hele hænger sammen og de er ikke det mindste blege for, at tage ekstreme metoder i brug for at stoppe sandheden fra at se dagens lys.

Den tredje datter starter ud i højt tempo. Sådan fortsætter den et stykke tid og så er det som om den står lidt i stampe. Jeg nåede lige at tænke ”Nåååh” på den jyske måde, før handlingen atter tog fart og intensiteten steg igen. Jeg ved godt, at serien om Bedemandens datter ikke er kategoriseret som krimi, men jeg synes alligevel at de sidste to dele har været mere spændingsromaner end almindelige romaner. Specielt Ilkas arv, fik fuld skrald på tempoet. Jeg synes det er en forfriskende historie med en anderledes baggrund end den gængse. Jeg kan godt lide når en forfatter finder vinkler, som ikke er brugt før. Og så har titlen en lille overraskelse i form af en dobbeltbetydning.

Jeg synes stadig virkelig godt om Ilka og de andre personer der omgiver hende. Bag hendes temperament som skyder i det røde felt på to sekunder, findes der en sød person med medmenneskeligheden på det rette sted. At kalde hende varm, ville være en overdrivelse, men Ilka tror på det bedste i de fleste. Sara Blædel fortæller, at hun fik idéen til bogen og dens omdrejningspunkt, fordi hun selv har mistet begge sine forældre i en forholdsvis ung alder. Hendes møde med en fantastisk hjælpsom og dygtig bedemand, som i øvrigt var en kvinde, var altafgørende i den periode med dyb sorg. Med tiden har Sara følt, at det nu – udover hendes søn, i stedet er en håndfuld nære venner, som gør det ud for hendes familie. At det er følelsen af at høre til, som betyder alt. I forbindelse med sin fars død, fandt hun også ud af, at hun har en halvbror som er 9 år yngre end hende selv. Dengang kom det som et chok, men forholdet til ham i dag, er super godt og også han, er en vigtig del af hendes liv. Når man kender den historie, så mærker man tydeligt hvor Sara Blædel vil hen med personbeskrivelserne og de følelser og relationer der opstår og ikke opstår, i Den tredje søster. Det giver fortællingen en ekstra dimension synes jeg.

Jeg var ikke revet helt så meget med at denne bog nr. 3 som af bog 2, men jeg synes stadig det er en virkelig god fortælling, som også fik mig til at holde vejret et par gange. Den rundes fint af, der er ingen løse ender som kalder på flere dele i serien. Alt er som det skal være. Alligevel er jeg kommet til at synes godt om Ilka, så det er en smule trist, at tage afsked med hende. Jeg ved, at den næste bog fra Sara Blædel, bliver endnu en Louise Rick. Personligt er jeg kørt godt og grundigt træt i Louise Rick og kan næsten ikke se hvad hendes omgangskreds ellers kan komme ud for. Jeg havde håbet på en hel ny figur og en helt ny serie. Sara siger dog selv, at hun har lært meget og har udviklet sin skrivestil ved at skrive serien om bedemandens datter, så jeg vil selvfølgelig give den en chance og tro på endnu en god historie.

Jeg vipper lidt mellem 4 og 5 krimiperler, men af forskellige årsager lander jeg den på 4. Det bliver dog 4 kæmpestore perler. Hvis du har gået og glædet sig til at få slutningen på trilogien, så har du virkelig en god historie i vente. Jeg er vild med den. 

Anmeldelse: Sara Blædel - Ilkas arv

Jeg er en af dem, som synes rigtig godt om første del af ”Bedemandsserien”. Jeg har glædet mig til fortsættelsen og været spændt på hvad der videre ville ske for Ilka og om den, tilsyneladende lidt luskede nonne, virkelig har rent mel i posen. Hvor den første bog, hørte til i gruppen af bøger med lidt mere langsommeligt tempo, så er der skruet en hel del op for tempoet i denne.

Ilka befinder sig stadig i den lille amerikanske by, Racine. Hun har arvet sin afdøde fars bedemandsforretning, men det vil være en underdrivelse at sige, at det ikke går så godt for forretningen. For Ilka, betyder bedemandsforretningen heller ikke rigtig noget. Det betyder mere for hende, at finde ud af, hvorfor hendes far forlod Ilka og hendes mor for 33 år siden, og aldrig lod høre fra sig igen. Og Ilka kommer et godt skridt nærmere i denne bog. Da først én dør har åbnet sig på klem med snerten af hemmeligheder, så varer det ikke længe før skeletterne vælter ud af skabet.

Endnu engang har vi at gøre med en følelsesladet bog, men den kombinerer i højere grad spændingen og jeg var fanget ind fra start til slut. Jeg kan virkelig godt lide Ilka. Hun er stærk og sej, men samtidig følsom og såret og nu også styret af hævnlyst og en stærk indre vrede. En vrede som hun - måske - har arvet fra sin far.

Jeg er fascineret af den her fortælling. Jeg synes det er opløftende, med noget så anderledes som en krimi der har en bedemandsforretning som omdrejningspunkt. Det er et modigt skridt at tage, af en forfatter, som ellers har en stor fanskare til en populær krimiserie. Jeg synes det er lykkedes til fulde og jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig igen. Og så lige en lille afsløring – bogen slutter med en cliffhanger, som gør det riiiigtig svært at vente på den tredje og sidste bog i serien!!

Anmeldelse: Sara Blædel - Bedemandens datter

Jeg må være ærlig og sige, at jeg var begyndt at kede mig med de sidste bøger i Sara Blædels serie om Louise Rick. Jeg var ellers stor fan i starten, men så blev det ligesom bare for meget med de samme personer og for mange ”tilfældige” sammenfald osv. Det var gode nyheder, da det blev meldt ud, at der var en ny serie på vej.

Og hvad er det så for noget med den her nye serie? Egentlig er det en meget anderledes bog. Det er som om den kun er starten på noget (hvilket den jo også er), men som om den aldrig når at komme i gang før den er slut. Jeg synes hele tiden jeg ventede på, at der skulle begynde at ske noget vildt eller uhyggeligt, men det skete bare ikke. Det underlige er, at det ikke gjorde noget. Kender I de der dokumentaragtige film, hvor man følger en vare hele vejen gennem produktionen? Finder ud af hvordan det foregår når den bliver til. Jeg elsker den slags film. På en måde minder Bedemandens datter om de film, forstået på den måde, at vi lærer om bedemandsgerningen bag om det pæne ydre, som den slags steder normalt repræsenterer. Bl.a. anede jeg ikke hvordan man balsamerer et lig. Eller hvordan de håndterer et lig. Eller at bedemænd ikke må kalde dem lig, men skal omtale dem som afdøde. Det ved jeg nu og jeg synes det var drøninteressant læsning.

De fleste af os, forbinder Sara Blædel med krimi, men om man kan kalde denne bog for krimi, er jeg ikke helt sikker på. Alligevel har den elementer der lugter i den retning og der ligger også hele tiden en spænding og lurer under overfladen om noget der kommer til at ske, eller nogen der ikke har rent mel i posen. I store træk, går Bedemandens datter nok mest ud på, at beskrive hovedpersonen Ilka, hendes følelser og så en grundig redegørelse af, hvor vigtigt en god bedemand er, når folk mister dem de elsker. På et eller andet plan, er det også en temmelig følelsesladet bog. Alle de ting og følelser som Ilka går igennem, føles virkelige fordi de er så levende beskrevet. Da jeg lukkede bogen, sad jeg tilbage med en klump i halsen og samtidig en frustration over bogens slutning, som er… ”fortsættes”. Jeg vil helst bare vide hvad der kommer til at ske og jeg vil vide det NU!

Så… jeg synes egentlig det her er noget af det bedste jeg har læst af Sara Blædel. Forvent ikke højspændt krimi, forvent ikke indviklede mordgåder eller makabre myrderier. Forvent en stille og rolig bog, med en masse ny viden (for mig var det nyt i hvert fald), men som alligevel har noget mysterium over sig. Der bliver da også opklaret et enkelt mord undervejs, men det er ikke noget vores hovedperson har aktier i.

Jeg giver den 4 perler. Havde uhyggen fyldt lidt mere undervejs, havde den fået en femmer. Måske der bliver bedre plads til det i næste del, når nu baggrunden er på plads.

Følg meget gerne med på Facebook