Anmeldelse: Clare Mackintosh - Lad mig dø

Lad mig dø, er 3. bog på dansk af Clare Mackintosh. Den er, ligesom de to foregående bøger af hende (Jeg lader dig gå og Jeg ser dig), en stand alone, hvilket betyder, at den er helt sin egen og ikke hænger sammen i en serie.

Lad mig dø, har en handling, som er lidt svær at beskrive, uden at komme til at røbe for meget. Der er dog enkelte ting, som jeg mener man ret hurtigt godt kan regne ud, så jeg løfter lige en lille flig af sløret for jer.

Annas forældre har begge begået selvmord. Først hendes far og 7 uger senere, også hendes mor. På årsdagen for morens selvmord, modtager Anna et kort. "Tillykke med dagen", står der udenpå. Indeni står der: ”Selvmord? Tro om igen”. Anna, som hele tiden har tvivlet på, at hendes forældre var i en tilstand der drev dem til selvmord, er helt sikker på, at kortet taler sandt – at hendes forældre er blevet myrdet.

Hun tager ind til den lokale politistation og kommer her i snak med receptionisten, Murray, som er pensioneret kriminalbetjent. Han mener dog ikke, at de nuværende kriminalbetjente vil tage Anna alvorligt, så han beslutter sig selv at se på sagen og grave lidt i sporene, inden han sender den videre.

Vi følger flere forskellige personer. Både synsvinkler fra Anna og Murray, men også fra en ukendt vinkel, som dog tydeligvis er en af Annas forældre. Ergo ved vi også fra starten, at både Anna og Murray tager fejl, da de formoder, at Annas forældre blev myrdet!

Det varer ikke længe, før endnu en vinkel kommer i spil. Trusselsbreve imod indblanding af politiet, bliver smidt gennem ruden til Anna og hendes mand, Mark. Et brev bundet fast til en mursten, som lander i deres 8 uger gamle datters seng. Alting spidser til og hvad der starter stille og roligt, stiger herfra mere og mere i tempo, for til sidst at munde ud i et hæsblæsende drama om liv og død.

Som altid, når vi har at gøre med Clare Mackintosh, så ved vi godt, at vi bliver taget grundigt i røven, når vi går ud fra, at vi har regnet plottet ud eller ved hvem der er banditten. Vi ved også godt, at der med garanti venter os endnu flere overraskelser som historien skrider frem. Det gjorde sig også gældende denne gang, og det er nok dét jeg sætter allerstørst pris på, ved dette forfatterskab. Forventningens glæde er stor og netop forventningen gav mig lyst til, at skynde mig igennem bogen.

Der er mange følelser i denne bog. Vi føler selvfølgelig med Anna, som har mistet begge forældre og som lige er blevet mor. Mest følte jeg dog med Murray, som lever med en psykisk syg kone. Ind og ud af psykiatrisk hospital, ryger hun. Så mange selvmordsforsøg, at det ikke kan tælles på to hænder. Alligevel så skinner Murrays kærlighed til hende tydeligt igennem. Han er beskrevet så fint og følsom, som det mest forstående og omsorgsfulde menneske. En mand, man kun ønsker alt det bedste!

Lad mig dø, er en spændende og medrivende bog. Jeg synes dog til tider den blev lidt langsommelig og selvom den mundende ud i topgear, så synes jeg alligevel ikke den var så spændende at den fik mig til at holde vejret. Plottet var dog uigennemskueligt og overraskende for mig og jeg fik et sug i maven da slutningen tog sin sidste uventede drejning.

Anmeldelse: S. K. Tremayne - Faldet

Faldet går under betegnelsen psykologisk thriller eller domestic noir. Handlingen foregår hovedsageligt på en øde ø, hvor netdækningen er sparsom og telefonforbindelsen mere eller mindre ikkeeksisterende. Eneste vej derud er søvejen, så familien bestående af Angus og Sarah Moorcroft, samt deres datter Lydia… eller er det Kirstie?.. må benytte en gummibåd når de skal til fastlandet.

Sarah og Angus er flyttet dertil fra London. De har brug for at komme væk fra fortiden og begynde på en frisk, langt ude i ingenting. Angus har arvet øen og det faldefærdige fyrmesterhus efter sin mormor og stedet virker perfekt for parret, som stadig efter et år, forsøger at bearbejde savnet af deres døde tvillingepige. Til at begynde med, virker stedet perfekt og idyllisk, men snart begynder uhyggen at snige sig ind gennem sprækkerne i det gamle hus. De har begravet deres datter Lydia, men var det nu også hende der døde den skæbnesvangre dag, hvor den ene at de helt identiske tvillingepiger, faldt ud over altanen? Forskellige ting tyder pludselig på, at de har taget fejl. Eller er det Angus der ikke har rent mel i posen? Eller Sarah? Eller måske er det den overlevende datter som er fuld af ondskab?

Vi har at gøre med en af den slags bøger, hvor man hele tiden er i tvivl om, hvem man kan stole på, hvem der er den gode og hvem der er bindegal. For man ved at man bliver snydt, men det er ikke til at regne ud hvordan. Præcist sådan forløb det også her. Jeg havde også regnet plottet en lille smule ud, men jeg var langt omkring undervejs og helt spot on, var mit bud ikke.

Jeg kunne virkelig godt li den her bog. Gang på gang løb det mig koldt ned af ryggen og kulden og uhyggen i bogen, er næsten til at tage og føle på. Ind imellem, fik jeg også følelsen af, at forfatteren ønskede at lede tankerne i retning af det overnaturlige. Alligevel, ramte handlingen mig ikke helt så hårdt som håbet. Jeg synes til tider fortællingen kørte i ring og blev lidt langtrukket. Lidt de samme ting de blev ved at trampe rundt i. Det blev trivielt og jeg havde ingen problemer med at lægge bogen fra mig, midt i et kapitel, om aftenen. Alligevel blev jeg grebet og jeg tog mig selv i, at have lyst til at fortælle om bogen til mine kollegaer næste dag på job :)

Hvis jeg kunne give halve perler, ville Faldet lande på 3½. Det kan jeg ikke, så den får lov at snige sig op på en lille firer :)

Vil du følge mig på Facebook, så klik lige HER

Anmeldelse: Vibeke Dorph - Babyalarm

Psykologisk thiller... ja det skal jeg da lige love for!! Hold da op hvor en bog.. den starter ud med at få det til at stikke i hjertet og sådan fortsætter den så ellers hele vejen til slut.

Vi følger Katrine, som møder sin drømmemand. Thomas hedder han. De forelsker sig hovedkulds i hinanden, men Thomas viser sig at være svær at komme ind på og han kan ikke håndtere, hvis Katrine ikke er perfekt. Og Katrine er ikke perfekt – hun har store problemer med søvnløshed og hun lider af en angst, som beskrives så levende, at jeg indimellem, næsten ikke kunne holde ud at læse videre. På den anden side kunne jeg heller ikke stoppe med at læse, da Babyalarm, er en af de mest medrivende bøger jeg har læst længe – den gav mig ondt i maven.

Selvom bogen hedder Babyalarm, så er det ikke en bog hvor børn bliver gjort ondt. Det er i hvert fald ikke det, der er den overordnede handling, selvom vi godtnok er tilbage i 1974 engang imellem, hvor vi følger tankerne hos et barn, som ikke er lykkeligt. Hvem barnet er, synes jeg ikke var svært at regne ud, ligesom det heller ikke var så svært endda, at regne ud hvordan plottet var skruet sammen. Det har dog ikke den store betydning for historien, da det her er en bog der kører på følelserne. Helt til det sidste, var jeg i tvivl om, hvor vidt alting ville blive godt igen. Om det bliver det eller ej, skal jeg lade være usagt.

Ingen tvivl om, at Babyalarm skal have 5 krimiperler!!