Anmeldelse: Katrine Engberg - Vådeskud

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg vendte sidste side i ”Vådeskud”. Der sker lidt for meget i mit liv i øjeblikket, så jeg føler mig helt drænet for overskud. Af samme grund, er der gået lidt lang tid før jeg kunne samle mig om at få skrevet en anmeldelse til jer. Jeg håber der snart er lidt mere energi på kontoen. Jeg håber også, at I bærer over med mig til da.

Vådeskud er 4. bind i Katrine Engbergs serie om Anette Werner og Jeppe Kørner. Et solidt makkerpar med et fantastisk indbyrdes forhold. Afslappet og ligetil og alligevel virker det til tider som om, især Anette, har svært ved hvordan hun skal gebærde sig overfor Jeppe, og jeg oplever hende påtaget sej. I det hele taget er hun lidt en smart i en fart coolio-type, som jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg synes om. Hun er egentlig en følsom kvinde, men hun gemmer det bag sin hårde facade. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcist hvorfor. Dette er ikke ment som noget negativt – tvært imod, så synes jeg det er ret fedt, at ikke alle hovedpersoner er lige lette at holde af.

Denne gang forsvinder en teenager, som er søn af en velhavende familie. Samtidig dukker et lig op på Amagerforbrændingen. Kørner og Werner afhører familie, venner, ansatte på forbrændingen samt alle mulige andre. Når vi har at gøre med meget rige mennesker i krimier, så ved vi oftest godt, at der er noget i bageriet der lugter brændt. Det gør sig selvfølgelig også gældende her, men hvordan og hvorledes, er ikke helt ligetil at greje. Selvom jeg havde sporet mig lidt ind på dele af plottet, så overraskede den endelige afsløring mig alligevel.

Jeg synes der er mange følelser på spil i denne bog. Og mange gode og interessante emner og problemstillinger. Det gør sig hovedsageligt gældende omkring familier, familiekonstellationer og de følelser det bringer med sig, når vi sammen skal få vores hverdagsfamilieliv til at fungere på bedst mulig måde. For vi er alle forskellige og selvom vi elsker hinanden og vil hinanden det bedste, så rammer vi ikke altid plet i vores forsøg på at gøre det rigtige.

Katrine Engberg er en mester når det kommer til det sproglige. Dialogerne er så dagligdags, flydende og ligetil. Beskrivelserne er så fine og billedlige, at det føles som at være der selv. Kender du fx Amagerforbrændingen? Det gør jeg ikke, men alligevel har jeg et klart og tydeligt billede i mit hoved omkring stedet- både indvendigt og udvendigt. Samtidig er det her en forfatter, som ikke stiller sig tilfreds med mord begået på simpel vis og lig fundet på et intetsigende sted. Det skal være interessant og anderledes. Det er tydeligt at mærke, at der er gjort noget ud af research på omgivelserne og mordmetoderne. Det er både cool og spændende, synes jeg.

Selvom Vådeskud indeholder så meget godt, så er der altså alligevel noget jeg savner. For mig blev handlingen lidt for personlig på karaktererne denne gang. Jeg synes om Esther og jeg bliver rørt af de ting der sker mellem hende og Gregers – af hvordan Gregers har det. Samtidig så synes jeg hendes rolle i denne bog er overflødig og mestendels er hun nødvendig fordi hun er den der faktisk ender med at opklare en stor del af sagen, hvilket man godt fornemmer gennem bogen. Jeg synes det er ærgerligt og jeg synes på en eller anden måde det bliver en lidt nem og flad opklaring. En skam med så mange ”tilfældigheder”, når man ved, hvad Engberg ellers kan mestre.

Så altså summa summarum, så er det en super god og virkelig velskrevet historie. Interessante vinkler, spændende steder og anderledes personligheder. I bund og grund, så synes jeg også plottet er fedt, men måden vi når frem til det på, er bare lidt for letkøbt for mig. Samtidig savner jeg noget uhygge og følelsen af at blive rystet udeblev helt.

Selvom der ikke er nogen som helst tvivl om, at Katrine Engberg er en topklasse krimiforfatter, så bliver det ikke helt fuld perleplade denne gang.

Billederne herunder er taget til et bloggermøde med Katrine Engberg i hendes hjemby, København. Her viste hun os rundt i byen og fortalte om steder der betyder noget for hende. Steder fra blandt andet hendes barndom, som har en plads i hendes hjerte og nu også i bøger. I kan se flere billeder fra mødet på min Instagramprofil. 

Katrine Engberg, er en helt utrolig sød, smuk og fantastisk kvinde. Sådan en man bliver glad i hele kroppen af at være sammen med! 💗💗💗

Anmeldelse: Clare Mackintosh - Lad mig dø

Lad mig dø, er 3. bog på dansk af Clare Mackintosh. Den er, ligesom de to foregående bøger af hende (Jeg lader dig gå og Jeg ser dig), en stand alone, hvilket betyder, at den er helt sin egen og ikke hænger sammen i en serie.

Lad mig dø, har en handling, som er lidt svær at beskrive, uden at komme til at røbe for meget. Der er dog enkelte ting, som jeg mener man ret hurtigt godt kan regne ud, så jeg løfter lige en lille flig af sløret for jer.

Annas forældre har begge begået selvmord. Først hendes far og 7 uger senere, også hendes mor. På årsdagen for morens selvmord, modtager Anna et kort. "Tillykke med dagen", står der udenpå. Indeni står der: ”Selvmord? Tro om igen”. Anna, som hele tiden har tvivlet på, at hendes forældre var i en tilstand der drev dem til selvmord, er helt sikker på, at kortet taler sandt – at hendes forældre er blevet myrdet.

Hun tager ind til den lokale politistation og kommer her i snak med receptionisten, Murray, som er pensioneret kriminalbetjent. Han mener dog ikke, at de nuværende kriminalbetjente vil tage Anna alvorligt, så han beslutter sig selv at se på sagen og grave lidt i sporene, inden han sender den videre.

Vi følger flere forskellige personer. Både synsvinkler fra Anna og Murray, men også fra en ukendt vinkel, som dog tydeligvis er en af Annas forældre. Ergo ved vi også fra starten, at både Anna og Murray tager fejl, da de formoder, at Annas forældre blev myrdet!

Det varer ikke længe, før endnu en vinkel kommer i spil. Trusselsbreve imod indblanding af politiet, bliver smidt gennem ruden til Anna og hendes mand, Mark. Et brev bundet fast til en mursten, som lander i deres 8 uger gamle datters seng. Alting spidser til og hvad der starter stille og roligt, stiger herfra mere og mere i tempo, for til sidst at munde ud i et hæsblæsende drama om liv og død.

Som altid, når vi har at gøre med Clare Mackintosh, så ved vi godt, at vi bliver taget grundigt i røven, når vi går ud fra, at vi har regnet plottet ud eller ved hvem der er banditten. Vi ved også godt, at der med garanti venter os endnu flere overraskelser som historien skrider frem. Det gjorde sig også gældende denne gang, og det er nok dét jeg sætter allerstørst pris på, ved dette forfatterskab. Forventningens glæde er stor og netop forventningen gav mig lyst til, at skynde mig igennem bogen.

Der er mange følelser i denne bog. Vi føler selvfølgelig med Anna, som har mistet begge forældre og som lige er blevet mor. Mest følte jeg dog med Murray, som lever med en psykisk syg kone. Ind og ud af psykiatrisk hospital, ryger hun. Så mange selvmordsforsøg, at det ikke kan tælles på to hænder. Alligevel så skinner Murrays kærlighed til hende tydeligt igennem. Han er beskrevet så fint og følsom, som det mest forstående og omsorgsfulde menneske. En mand, man kun ønsker alt det bedste!

Lad mig dø, er en spændende og medrivende bog. Jeg synes dog til tider den blev lidt langsommelig og selvom den mundende ud i topgear, så synes jeg alligevel ikke den var så spændende at den fik mig til at holde vejret. Plottet var dog uigennemskueligt og overraskende for mig og jeg fik et sug i maven da slutningen tog sin sidste uventede drejning.

Anmeldelse: Lotte Petri - Blodengel 2, Åndemaneren

Selvom jeg sidder og sveder under sydens sol, så har jeg samtidig taget mig endnu en tur ud i iskolde snedækkede landskaber. Denne gang er destinationen Grønland, hvor kulden bider og sneen fyger. Der er ingen tvivl om, at Lotte Petri har været på researchtur til verdens største ø, for alt- lige fra smukke snelandskaber til stolene i venteværelset - er beskrevet i så flotte detaljer, at jeg næsten kunne fornemme stemningen og de indre billeder stod meget tydeligt frem.

Sofie Engell er politibetjent og er netop gået på en velfortjent ferie, da hun bliver ringet op af retsmediciner Hack, som er udlånt til Grønland, hvor to unge mennesker er fundet dræbt. Hvad der i første omgang ser ud som en mand der har slået sin kone ihjel for derefter at begå selvmord, ligner i Hacks trænede øje, uden tvivl to mord. Han beder Sofie komme derop for at hjælpe, og da det viser sig, at være en mere omfattende omgang, ender hele E-gruppen, som Sofie står i spidsen for, snart deroppe.

Der begynder stille og roligt, at tegne sig et billede, hvor folk har haft indbrud, men intet særligt er stjålet. Mennesker bliver slået ihjel, men hvad der i første omgang ser ud som ulykker, giver snart Sofie mistanke om, at noget andet er på spil. Det grønlandske folk, er et folk som i stor stil tror på ånder og overjordiske kræfter. Der går rygter om en fjeldvandrer, som er en ånd, der går rundt om natten og slår folk ihjel. E-gruppen tror ikke på ånder, så de går benhårdt efter at fange den høje mand i hvidt tøj, som er blevet set af mange og som betegnes som Spøgelset.

Udover mordgåden, så følger vi også med i Sofies svære tid, efter hun mistede datteren, Liva, imens babypigen stadig lå i maven. Sofie var udsat for hustruvold, og er nu så svært psykisk tilredt, at hun klarer sig igennem aftnerne og nætterne, på en cocktail af piller og sprut. Til daglig er hun en cool efterforsker, der har styr på sit game og følger sine instinkter som både er stærke og oftest rigtige. Ikke desto mindre, så lader hun sig stadig underkue af et flot udseende, så meget at hun knalder chefen, på hvad der meget tydeligt, er hans præmisser. ”Kom nu, Sofie – tag dig sammen og spark idioten ud”, tænkte jeg flere gange. Men det er en interessant vinkel på historien og en del af den udvikling, Sofie forhåbentlig skal igennem i de kommende sæsoner.

En isnende kulde sneg sig stille og roligt ind på mig imens jeg læste. Lotte Petri har den dér evne til at skrive, så man hele tiden har fornemmelsen af, at lige om et øjeblik springer morderen frem og slår ihjel. En følelse, der er med til at øge spændingen for mig. Og der er masser af spænding i Åndemaneren. Ovenikøbet, fik jeg også mit ønske opfyldt omkring blodige, brutale mord og gerningssteder beskrevet i detaljer, samt en slutning der kørte helt op i topfart på spænding. 

Åndemaneren har næsten det hele. Og med næsten mener jeg, at der er et lille bitte men. Jeg ved godt, at jeg er svær at stille tilfreds når det gælder uhygge, men jeg savnede lidt noget mere plot. Vi, der har læst mange krimier og som i øvrigt heller ikke tror super meget på ånder, vi kan godt regne ud, at Spøgelset er en person. Det står dog hurtigt klart, hvad hans motiv er og herefter er der ikke meget plot tilbage som kan tage uventede drejninger. Bevares, vi ved ikke hvem drabsmanden er, men på en eller anden måde, blev det mere jagt end overraskelse til sidst. Sammen med det faktum, at jeg heller ikke synes det sproglige bare flyder, så mangler jeg lige prikken over i’et på denne ellers fremragende og meget velfortalte historie. 

5 iskolde krimiperler til Åndemaneren ❆❆❆

Blodengel - Åndemaneren 2, er en Mofibo Original. Det betyder, at du skal have abonnement hos Mofibo for at kunne læse eller lytte den. Fortvivl dog ej, hvis du ikke har abonnement. Første del i serien, "Blodengel 1, Tandsamleren" udkommer i papirform, sidst på året.