Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig

Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.

Anmeldelse: Rachel Abbott - Drevet til mord

Efter at have færdiglæst ”Drevet til mord”, havde jeg det som om jeg lige havde set en film. En af den slags hvor man bare ved, at intet er som det ser ud. Jeg havde hele vejen igennem, en fornemmelse af, hvordan det hele hang sammen, men jeg fornemmede samtidig, at jeg blev snydt. Jeg var bare ikke sikker på hvordan og hvorfor.

Mark North er fotograf og tager smukke billeder, Han har et galleri sammen med sin søster, Cleo, som laver smykker. Men Mark har mistet sin kone, så han er depressiv og indelukket. Og så dukker Evie op. Hun er interesseret i Marks smukke fotografier. Sammen med Evie, kommer Mark ud af sin depression og livet lysner for ham.

Bogen starter med, at politiet finder Mark og Evie i seng sammen. Ikke på den lækre måde, men derimod i et blodbad, hvor det først synes som om de begge er døde. Det er dog kun Mark der er død og Evie der er i chok, og klamrer sig til hans døde blodige krop. Herefter starter bogen for alvor og vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Evie dukker op for første gang, i Marks galleri.

Jeg blev ret hurtigt fanget af historien og herefter var det umuligt for mig at slippe den igen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvordan filan det hele hang sammen og hvem der tog røven på hvem. Det er lidt en speciel bog i den forstand, at størstedelen af handlingen sker i Mark og Evies hus. Jeg ved dog ikke helt, om den går under kategorien ”domestic noir”, for der er også en større del af historien, som foregår i retssalen. Jeg sad dog med den dér følelse af, at handlingen er lidt indsnævret, netop fordi vi ikke rigtig kommer rundt og får fornemmelsen af så meget andet, ligesom der heller ikke rigtig er nogen særlige beskrivelser af omgivelserne. Det er ikke kun handlingen der er indsnævret og mangler dybde, synes jeg. Det er også persongalleriet der ikke er særlig nuanceret. Jeg synes ikke jeg kom til at kende nogen af dem særlig godt. Jeg har læst mig frem til, at denne er første bog i en trilogi, men jeg må være ærlig at tilstå, at jeg har svært ved at se hvem af dem, det er vi skal følge nu.

Alt i alt en spændende pageturner, som dog alligevel lige mangler lidt kant og personlighed. Jeg lander den på 4 krimiperler, men glæder mig trods alt til næste del i serien.

Anmeldelse: B. A. Paris - Bag lukkede døre

Uh altså, det her var en læseoplevelse udover det sædvanlige. Bag lukkede døre, er i genren domestic noir, som kendetegnes ved, at handlingen mestendels udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge. Titlen ”Bag lukkede døre”, siger egentlig det meste for denne bog.

Jack og Grace bor sammen i et stort smukt hus. De har været gift et års tid, men opfører sig stadig som nygifte og nyforelskede. Alt er perfekt i deres liv. Jack er en dygtig advokat, som aldrig har tabt en sag. Grace går hjemme og er tilsyneladende den perfekte husmor, som ikke har brug for andet end sin elskede mand. Udover Jack, er det vigtigste i Graces liv, hendes søster Millie, som har Downs syndrom. Millie bor i øjeblikket på en skole, men snart skal hun hjem og bo i kærlige omgivelser hos sin søster og svoger.

Men som den kvikke læser nok har regnet ud, så er der revner i det perfekte glansbillede. Grace har ingen veninder, Grace ejer ikke en mobiltelefon, Grace melder altid afbud til planlagte arrangementer. Grace bevæger sig ingen steder hen, uden Jack ved sin side! Hvorfor?

Bag lukkede døre er ikke en hæsblæsende thriller. Den foregår i et stille og roligt tempo og der pilles langsomt flere og flere lag, af den grusomme historie. Bogen er fortalt i jeg-form af Grace, hvilket gør, at vi kommer dybt ind i hendes tanker og følelser. Helt derind hvor frygten og fortvivlelsen bor. 

Gennem hele bogen ligger en mørk sky af gru og ondskab. Den gjorde mig ikke bange, men den gav mig klump i halsen og ondt i maven. Den fik mig til at krydse fingre for, at de rigtige sejrede til sidst.

4 store krimiperler fra mig, til denne creepy, men særdeles realistiske fortælling!

Kom gerne og følg med på Facebook 💖

Anmeldelse: S. K. Tremayne - Faldet

Faldet går under betegnelsen psykologisk thriller eller domestic noir. Handlingen foregår hovedsageligt på en øde ø, hvor netdækningen er sparsom og telefonforbindelsen mere eller mindre ikkeeksisterende. Eneste vej derud er søvejen, så familien bestående af Angus og Sarah Moorcroft, samt deres datter Lydia… eller er det Kirstie?.. må benytte en gummibåd når de skal til fastlandet.

Sarah og Angus er flyttet dertil fra London. De har brug for at komme væk fra fortiden og begynde på en frisk, langt ude i ingenting. Angus har arvet øen og det faldefærdige fyrmesterhus efter sin mormor og stedet virker perfekt for parret, som stadig efter et år, forsøger at bearbejde savnet af deres døde tvillingepige. Til at begynde med, virker stedet perfekt og idyllisk, men snart begynder uhyggen at snige sig ind gennem sprækkerne i det gamle hus. De har begravet deres datter Lydia, men var det nu også hende der døde den skæbnesvangre dag, hvor den ene at de helt identiske tvillingepiger, faldt ud over altanen? Forskellige ting tyder pludselig på, at de har taget fejl. Eller er det Angus der ikke har rent mel i posen? Eller Sarah? Eller måske er det den overlevende datter som er fuld af ondskab?

Vi har at gøre med en af den slags bøger, hvor man hele tiden er i tvivl om, hvem man kan stole på, hvem der er den gode og hvem der er bindegal. For man ved at man bliver snydt, men det er ikke til at regne ud hvordan. Præcist sådan forløb det også her. Jeg havde også regnet plottet en lille smule ud, men jeg var langt omkring undervejs og helt spot on, var mit bud ikke.

Jeg kunne virkelig godt li den her bog. Gang på gang løb det mig koldt ned af ryggen og kulden og uhyggen i bogen, er næsten til at tage og føle på. Ind imellem, fik jeg også følelsen af, at forfatteren ønskede at lede tankerne i retning af det overnaturlige. Alligevel, ramte handlingen mig ikke helt så hårdt som håbet. Jeg synes til tider fortællingen kørte i ring og blev lidt langtrukket. Lidt de samme ting de blev ved at trampe rundt i. Det blev trivielt og jeg havde ingen problemer med at lægge bogen fra mig, midt i et kapitel, om aftenen. Alligevel blev jeg grebet og jeg tog mig selv i, at have lyst til at fortælle om bogen til mine kollegaer næste dag på job :)

Hvis jeg kunne give halve perler, ville Faldet lande på 3½. Det kan jeg ikke, så den får lov at snige sig op på en lille firer :)

Vil du følge mig på Facebook, så klik lige HER

Anmeldelse: C.L. Taylor - Løgnen

I Løgnen møder vi 4 veninder. Emma, Leanne, Al og Daisy. De døjer hver især med forskellige problemer og da Al er ude af flippen over, at blive forladt af sin kæreste til fordel for en anden, beslutter de 4, at tage på en længere rejse til Nepal. Her ender de på et retreat højt oppe i bjergene og langt væk fra civilisationen. Hvad der skulle have været en afslappende ferie med udrensning af krop og sjæl, ender som et mareridtslignende ophold, som det er svært at se en ende på.

I en sideløbende historie, følger vi Jane Hughes. Hun arbejder på et dyreinternat og har sit drømmejob. Men Jane lever på en løgn. Historien foregår fem år efter de fire veninders rejse til Nepal. Tidligere i livet var Jane en af de fire veninder. Dengang hed hun Emma. Nu er nogen på sporet af hende og snart er Jane tilbage i tiden og frygter for sit liv – med god grund!

Jeg har aldrig før læst noget af C.L. Taylor om end aldrig hørt om hende. Jeg har læst mig til, at der har været en masse hype omkring denne bog i England, og jeg kan godt forstå hvorfor. Den er virkelig medrivende og vanvittigt spændende. Hændelserne på retreatet er så grumme, at det gav mig både åndenød og hjertebanken. Selvom der ikke er noget decideret opklaringsarbejde, spekulerede jeg hele tiden på sammenhængen. Vi ved jo fra begyndelsen, at i hvert fald vores hovedperson Emma, slipper levende derfra, men hvilke grusomheder hun og veninderne bliver udsat for inden, finder vi først ud af bid for bid.

Jeg vil skyde på, at Løgnen er en af den slags bøger der går under betegnelsen Domestic Noir, men jeg skal blankt indrømme, at jeg faktisk ikke er helt sikker på hvad definitionen på domestic noir helt præcist er. Selvom denne bog ikke udelukkende foregår indenfor hjemmets fire vægge, så er det trods alt i hovedpersonens nære omgangskreds, at uhyggen opstår. Vi har skiftende synsvinkler og vi har skjulte motiver. Samtidig fornemmes en konstant dyster stemning som gør bogen så gribende, at den er svær at give slip på.  

Jeg lander på 4 krimiperler, fordi der trods spændingen gennem hele bogen, alligevel manglede et twist tilsidst, som jeg bare ikke havde set komme.

Følg også meget gerne med på Facebook :)