Viser opslag med etiketten The girl without skin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The girl without skin. Vis alle opslag

mandag den 26. marts 2018

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Kold angst




Kold angst, er 2. del i serien om journalisten Matthew og hans grønlandske veninde Tupaarnaq. Jeg har glædet mig til den, for jeg kunne virkelig godt lide første del, ”Pigen uden hud”.

Også denne, er en bog med masser ar stemning. Dyster stemning hovedsageligt. Det er som om alt det grumme ligger og lurer under overfladen og vi får lov at løfte sløret for noget langt større. Vi runder endnu engang det seksuelle misbrug der finder sted mod de grønlandske børn og der afsløres hvor magtpåliggende det er for nogen, at Grønland bliver et selvstændigt land. At bl.a. kineserne forsøger at trænge sig ind i Grønland og hvor stor en indsats andre gør, for at undgå netop dette. Virkelig spændende læsning.

I Kold angst, er der mere decideret krimi end der var i forgængeren. Vi følger en gruppe amerikanere på Thulebasen tilbage i 1990. De er i gang med et forsøg. Et forsøg på mennesker, hvor udfaldet kan have fatale konsekvenser for de medvirkende. Samtidig et virkelig spændende eksperiment, som også satte tanker i gang hos mig. Sideløbende er vi tilbage i nutiden, hvor journalisten Matthew, modtager et brev fra sin far. En far som har været død og begravet i flere år. Da Matthews nyfundne søster forsvinder, starter jagten … men på hvem?

Jeg var godt underholdt hele vejen igennem bogen. Den er yderst spændende og særdeles velskrevet. Den er interessant, tankevækkende og meget relevant. Den er grum på en måde, som sender følelser direkte i maven. Matthew kan man ikke andet end holde af!

Den forrige bog, kaldte jeg autentisk. Det vil jeg også mene at denne er, selvom den er krydret med mere egentlig krimi end sin forgænger. Jeg lander den på 4 stivfrosne krimiperler, fordi den trods alt – efter min smag - mangler noget gys og uhygge på udspekuleret morder-måden.


Skulle du have lyst til at følge med på andre medier, kan du gøre det H E R og H E R 

Mads Nordbo, besøgte Krimifan på årets Krimimesse i Horsens. En yderst sød og behagelig mand! 


søndag den 14. maj 2017

Anmeldelse: Mads Peder Nordbo - Pigen uden hud



Da jeg var færdig med at læse Pigen uden hud, var jeg så heldig at være inviteret til bloggerarrangement på Politikens forlag, sammen med forfatteren til bogen og en håndfuld andre bloggere. Det var en virkelig god og meget interessant oplevelse. Ikke mindst er Mads Nordbo yderst sød, men også meget ydmyg omkring den store succes han har fået med sin bog. Han fortalte om sin dagligdag i Grønland og uddybede den form for ensomhed, der også mærkes så tydeligt igennem bogen. En ensomhed, som ikke gør ondt, men som tvært imod er både smuk og helende, når man befinder sig i den storslåede natur omgivet af den smukke is.

Matthew er journalist og rejst til Grønland for (måske), at finde sig selv efter en smertelig tid, der følger efter tabet af kæresten Tine og parrets ufødte datter. Mareridt om ulykken forfølger Matthew i drømmene, men heroppe i stilheden og den storslåede natur, er der tid til at lukke ensomheden og tankerne ind.

Det varer dog ikke længe før journalisten er omgivet af mennesker og mordgåder både i nutiden og fortiden. En dagbog skrevet af en betjent for 40 år siden, bringer ham på sporet af en ondskab så grum, at den er svær at rumme. Dagbogen trækker tråde til mord begået i nutiden og pludselig er Matthew selv i livsfare.

Jeg har ikke lyst til at fortælle så meget mere om handlingen, jeg er bange for, at komme til at skrive noget man selv skal læse sig frem til. Jeg vil dog gerne afsløre, at vi har at gøre med yderst brutale mord, med mænd der er flået som sæler, med bugen skåret op og indvoldene revet ud. Hvis jeg samtidig nævner, at mordene har sammenhæng med seksuelt overgreb på små piger, så er der vist ikke mange af os, der synes, at mændenes straf har været for hård. Eller hvad?

Jeg synes måske det er lidt meget at kalde Pigen uden hud, for en krimi. Spændingsroman er mere rammende hvis jeg skal kategorisere den. Det er lidt svært at sætte fingeren på, men det er som om opklaringsarbejdet, er mere et forsøg på at finde sandheden om fortiden og i bund og grund ved vi godt hvem der er den virkelige forbryder. Forvent ikke en højintens thriller med en masse uhygge. Forvent i stedet en oplevelse hvor du samtidig bliver klogere på Grønland, øens natur og dens befolkning. Til gengæld rummer bogen masser af spænding hele vejen igennem, men på et anderledes plan end ventet. Flåede mennesker… det virker bare SÅ meget mere autentisk i denne bog, end i andre krimier jeg har læst, hvor det samme er sket. Vi får beskrevet værktøjet som grønlænderne bruger når de flår sæler. Så bliver billedet på nethinden pludselig ekstremt skarpt 😨 Alt i alt, så er autentisk et meget rammende ord, når man stryger igennem denne bog. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig og fik samtidig lyst til at besøge Grønland.  Jeg glæder mig virkelig meget til næste bog i denne planlagte trilogi.

Storslået spænding fuld af autencitet – så kort kan den beskrives. Jeg er vild med Pigen uden hud!

4 krimiperler fra mig












Vil du også følge med på Facebook? Klik H E R