Mo Hayder - Dukkebarn

Dukkebarn foregår hovedsageligt på en lukket sikringsanstalt og det i sig selv danner grobund for isnende uhygge. Jeg har et svagt punkt for den slags bøger, for jeg synes simpelthen det er så skræmmende og Mo Hayder formår da også at beskrive stemningen så levende, at jeg tydeligt så billederne for mig som en indre film.
Til at begynde med, var det lidt svært at hitte rede i hvad der var drøm og hvad der var virkelighed. Snart viser det sig dog, at der ikke er meget drøm eller overnaturlige kræfter indblandet, men ren og skær sindssyge. Handlingen er let at følge med i og spændingen stiger i takt med sidetallet.

Kort fortalt, så handler Dukkebarn om den lukkede afdeling på Beechway sikringsanstalt, hvor oversygeplejeren GB efterhånden må tage alle nattevagterne selv. Både patienter og ansatte er skrækslagne for noget de kalder maren. Den kommer om natten og bringer uhygge og død med sig. GB begynder at undre sig over sammenfald de gange en patient er fundet død, så han kontakter politikommisær Jack Caffery. Caffery sætter en efterforskning igang og snart åbnes der for hidtil skjulte hemmeligheder.

Samarbejdet mellem GB og Caffery er velfungerende. Jeg synes det er dejligt at læse en bog med to sideløbende opklaringsarbejder, hvor hovedpersonerne faktisk arbejder sammen og fortæller hinanden om deres opagelser og bekymringer. Ofte i krimier, kører de hver sit ræs og som læser irriteres jeg over at sidde inde med en viden, som hovedpersonerne ikke har og som egentlig ikke gør stort meget andet, end at trække historien i langdrag.

Jeg kunne virkelig godt lide Dukkebarn og specielt hovedpersonen GB, som er beskrevet så fint, at jeg helt kom til at holde af ham. Jeg er nødt til at give bogen 5 krimiperler for en uhygge der lurer hele vejen igennem og for et kreativt plot jeg ikke havde gennemskuet.

Dukkebarn er 4 del af en serie med Jack Caffery som hovedperson. Jeg har ikke læst nogen af de foregående. Selvom den trak enkelte tråde til forrige bog, så havde jeg intet problem i at læse den som en selvstændig historie.

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Den grænseløse

Carl, Assad og Rose er tilbage i Afdeling Q. Denne gang må de til Bornholm, hvor en politibetjent begår selvmord efter, at han i 17 år, har efterforsket den samme sag. En sag som han bare ikke kunne slippe igen – sagen om en ung pige som blev fundet hængende i et træ, efter at være blevet påkørt af en bil. Sagen trækker tråde ind i noget nyreligiøs bevægelse og de tre fra Afdeling Q kommer på prøve i deres forsøg på at opklare sagen.

Bogen er bygget op, så vi til dels følger Carl, Assad og Rose og dels får fortalt en sideløbende histore hovedsageligt via kvinden Pirjo, men til tider også via andre personer. Det fungerer fint, men jeg må sige, at det ind imellem virker lidt overflødigt og historien i det hele taget er temmelig langtrukket. Efter min mening går der alt for meget snak og lidt for lidt spænding i Den grænseløse. Var det nu bare et helt almindeligt stykke skønlitteratur og ikke en krimi, så synes jeg egentlig at det er en yderst velskrevet bog. God humor og gode peronskildringer. En bog som man bliver glad af at læse. Men jeg vil ha krimi og jeg vil ha spænding. Jeg vil rystes og blive bange imens jeg læser. Jeg vil ud på kanten af stolen og holde vejret i spænding. Det kom jeg da også en lille smule i Den grænseløse, men først da vi var ved at være 50-100 sider fra bogens slutning og det er bare for sent for mig. Jeg har været ualmindeligt længe om at komme igennem denne bog, da jeg blev ved at miste koncentrationen og foretage mig andre ting end at læse – den fangede mig simpelthen ikke.
Det er ikke nogen dårlig bog, slet ikke, men forvent ikke at blive rystet hvis du er til hårrejsende krimi.

Min weekend på BogForum

Jeg ved godt, at det vrimler med updates om BogForum alle vegne lige i øjeblikket. Jeg lover at gøre det kort og mest i billeder :) 

Tidligt fredag morgen, stod jeg op og kørte afsted mod Ørestaden og Bella Centeret. Jeg ankom kort efter åbning og mødtes med et par af de andre faste bloggere fra Krimifan.dk. Vi ses kun to gange om året, når der er enten BogForum eller krimimesse, så det var fedt at se dem igen. 

Der er så vanvittigt mange ting og mennesker at kigge på, så den første dag gik hovedsageligt med at tulle rundt og indtage stemningen. Jeg havde da også lige et par ledige timer, som gik med at passe standen hos Forlaget Jentas. Så hyggeligt. 

Fredag aften var jeg ude at spise, sammen med de andre Krimifan-bloggere. Vi spiste inde i København og planen var egentlig, at tage ud at drikke et par øl senere. Vi var dog alle så trætte ovenpå de mange indtryk, så vi droppede byturen og gik på hovedet i seng. 

Lørdag var jeg klar igen. Lagde ud med at høre Christian Frost blive interviewet af ingen ringere end Mads Christensen. Den mand forstår jo at gøre alting sjovt, så det var lidt af en oplevelse. 

Umiddelbart efter, var der endnu et højdepunkt for mig. Det var tid til, at høre min gode ven Niels, interviewe en af mine yndlingsforfattere - Inger Wolf. Se det var jo en fremragende cocktail :) De talte om Ingers nye bog "Det perfekte sted at dø" og klarede det begge helt fantastisk. 

Men nu er der jo også andet end krimi på BogForum og jeg havde sat mig som mål, at blive fotograferet sammen med Christian Bitz, det pæne stykke mand :) Desværre for mig og sikkert mange andre, var Christian B. aflyst. What??? Så var der ikke andet for, end at improvisere! 

Bagefter var det ved at være frokosttid og dermed også tid til at mødes med de andre Krimifan-bloggere og en af folkene fra People's Press, som står bag Krimifan.dk i det daglige. Vi fik snakket lidt om fremtidige tiltag for Krimifan og glæder os alle til Krimimessen i Horsens hvor vi selv skal stå på en stand. 

Og apropos stand, så havde jeg sagt ja til, at hjælpe ved en reception hos forlaget Jentas. Jeg skulle skænke øl til gæsterne. Det drejede sig om hjemmebryggede Chris Carter-øl som forlaget selv havde produceret. 

 

Herefter var det tid til at tage ud at spise. Forlaget inviterede, som tak for hjælpen på deres stand. På billederne ses Rikke fra Krimifan/Andrups Bookshelf, Chris Carter og mig selv. Jeg tror billederne taler for sig selv, men vi havde en temmelig sjov aften... 

Her skulle vi smile falsk.. 

Her undrer vi os..

Pegebilledet.. 

Hvor dælen er mine briller-billedet.. 

Efter et par timer på diverse mærkelige steder i jagten på at finde et godt sted at blive hængende, var vi alle godt trætte og sagde godnat. 

Søndag og sidste dag på BogForum. Jeg lagde ud med at lave et interview med Chris Carter, som hovedsageligt gik på spørgsmål der dukkede op i forbindelse med hans seneste bog "Ondskab". Det interview kan du læse her på bloggen om forhåbentlig ikke alt for lang tid. 

Bagefter var det ved at være sidste udkald for at få set de sidste ting og købt de sidste bøger. Det blev ikke til mange krimier til mig. Faktisk kun en enkelt, som jeg endda endte med at købe som e-bog. Jeg har så mange der ligger og venter på at blive læst, så jeg købte mest bøger til mine piger. Udbyttet kan du se lige her:

Så blev det tid til det triste, nemlig at sige farvel til alle de søde mennesker, som jeg ikke ser igen før til marts når der er Krimimesse. Vi krammede og vinkede til den store guldmedalje og så vendte mig og Skodaen snuden hjem mod Århus. På gensyn til næste år! 

Hvad er en god krimi??

Lige i øjeblikket er jeg i gang med en bog, som nu 300 sider inde i bogen, endnu ikke har fanget mig. Jeg har været længe om at nå igennem de 300 sider, for jeg har den ikke så meget inde under huden, at jeg hele tiden lige skal læse lidt mere. Det har fået mig til at tænke over, hvad det egentlig er der gør en krimi god. Hvad er det der appellerer til folk og hvorfor appellerer nogen bredere end andre, selvom bogen er samme genre? Jeg synes faktisk det er svært at sætte fingeren på hvad det præcist er der gør, at jeg enten kan li en bog eller ikke bliver fanget af den. 

Af en eller anden grund, er jeg mest til bøger der er så nutidige som muligt. De må gerne indeholde emner der er oppe i tiden, men de må ikke komme til at virke som om de har et budskab som er vigtigere end selve historien og så skal de heller ikke blive for politiske.
Det kan næsten ikke blive uhyggeligt nok for mig. Jeg er ikke til splatteragtigt klamt, men bare sådan gennemgribende uhyggeligt. Ting som højst sandsynligt aldrig ville ske i virkeligheden, men som alligevel ikke er urealistisk. Forfatteren Chris Carter, som osse er uddannet kriminalpsykolog, siger at den slags udspekulerede mordere som vi læser om i romaner og ser på film, de eksisterer ikke i virkeligheden. Men i fiktion kan jeg ikke få det udspekuleret nok.

Men hvad er det så der gør forskellen? Mine personlige favoritter er Chris Carter, Inger Wolf,  Donato Carrisi og Elsebeth Egholm, Lars Kepler og Cody McFadyen. Lige bortset fra Donato Carrisi, så har de alle skrevet serier. Og jeg er vild med serier. Elsker at følge personernes udvikling og følelsen af at kende dem, når jeg åbner en ny bog i serien. Men der er så mange andre forfattere der skriver serier i samme stil. Hvorfor er det så ikke dem der er mine favoritter? Camilla Läckberg, har osse været en af mine favoritter, men på det seneste synes jeg hendes bøger er kommet til at handle for meget om familien Falch frem for at være gennemtænkt krimi. Det samme gælder for Sara Blædel og Mari Jungstedt. Måske det er et af punkterne? Personerne er vigtige, men de må ikke fylde alt for meget. Historien skal være gennemtænkt og plottet udspekuleret. Ikke alt for mange tilfældige sammentræf. Så er det lissom ”for nemt” synes jeg. Jeg har osse tænkt på, om det er vigtigt at jeg kan lide hovedpersonerne. Det tror jeg nok at det er. Og så alligevel ikke. Det er vigtigt, at jeg kan gætte med og spekulere på hvem morderen kan være. Jeg vil ikke kunne gætte det alt for tidligt, for så forsvinder spændingen.

Jeg tror konklusionen må være, at jeg simpelthen ikke kan sætte en finger på hvad det er der fanger mig, før jeg sidder med bogen i hænderne. Heldigvis kan smag ikke diskuteres og der er lige så mange holdninger til, hvad en god krimi er, som der er læsere :)

 

I den kommende weekend er der BogForum i Bellacenteret. Jeg glæder mig som et lille barn til at være omgivet af bøger, forfattere og andre bloggere i hele 3 dage!! Mon ikke der kommer en stemningsrapport i løbet af weekenden, derfra :)

 

Husk også, at Frk. Tines Krimitanker er på Facebook. Du kan finde mig og følge med på siden lige her

 

 

Anmeldelse: Chris Carter - Ondskab

Bum... så gjorde han det lige igen – skrev en krimi i absolut topklasse! Ondskab udkom på engelsk d. 29. juli og allerede 3 dage senere, strøg den direkte ind som nr 5 på Sunday Times bestsellerliste!

Jeg havde glædet mig voldstomt til denne bog, men jeg var samtidig en smule nervøs over at gå igang. Chris Carter havde meldt ud flere gange, at Ondskab, var en del anderledes og uden det samme pace som hans foregående bøger. Jeg synes egentlig han har lydt mere nedtrykt end optimistisk, når han har talt om hvordan læserne mon ville modtage den. Han havde ikke behøvet, at bekymre sig.

Denne gang bliver Robert Hunter udlånt til FBI. De har fanget en mand, som nægter at tale med andre end Hunter. Manden viser sig at være Lucien Folter – Hunters roommate fra psykologistudiet. Dengang var de bedste venner og Hunter indvilliger i at tale med ham, da han er overbevist om, at der må være tale om en fejl.

En stor del af bogen, foregår med interviews af en seriemorder som er så grum og ondskabsfuld, som de sjældent er set. En seriemorder, som kender psykologien bag de kriminelle handlinger og ikke mindst den, som FBI-agenterne bruger på ham. Han indrømmer blankt, at have en lang række menneskeliv på samvittigheden, men ligene er gemt godt af vejen og han nægter at fortælle hvor de befinder sig, med mindre Hunter og FBI samarbejder med ham, om hans krav. Han sidder med alle kortene på hånden.

Selvom bogen er anderledes end de foregående, så vil jeg bestemt ikke mene, at den ikke har et pace. Tværtimod. Jeg tog mig selv i flere gange, at holde vejret imens jeg læste og gribe så hårdt om bogen, at mine hænder gjorde ondt. Ondskab er ikke bare spændende og vanvittigt ond, den er også hjerteskærende trist og den afslører langt om længe hvorfor Hunter er den enspænder han er.

Ondskab er den første af Chris Carters bøger som skal udgives på det amerikanske marked. Jeg ved, at han har haft mange kvaler omkring det, da han ikke mente, at denne var den rette bog for dem at starte med. Jeg er sådan set enig med ham, men ikke pga af det manglende pace eller at bogen er anderledes end de andre – udelukkende fordi jeg mener, at alle der endnu ikke har læst Chris Carter, bør starte fra en ende af. Når det så er sagt, så synes jeg sagtens man kan læse denne uden at have læst de andre først.

Ondskab, er endnu en yderst intelligent og velskrevet krimi, som er kendetegnende for Chris Carter. I mine øjne, er det her måske hans bedste bog til dato!

5 krimiperler!

Anmeldelse: Chelsea Cain - One Kick

When Kick Lannigan was 6 years old, she was abducted by a pedophile couple. They held her captured for 5 years until she was rescued by coincidence.  The book starts out with the rescue and then continues ten years later when Kick is a grown up 21 year old woman.

Kick’s got issues. She has difficulty living a normal life. She is keeping to herself and only hangs out with her two friends - James and her dog Monster. Kick has practiced self-defense and knows how to kill and hurt people in countless ways. She’s always carrying a gun for protection and has promised herself, that no one should get her into a car against her will ever again.

Kick is obsessed with abducted children. When two kids are abducted within a month, she starts to look into their cases. She’s getting help from James who has some hacking-skills :) Kick comes home one day and finds a stranger in her apartment. He scares her, but he wants her help with finding the missing kids. Kick agrees reluctantly and soon she finds herself deep in her past that she tried so hard to forget.

One Kick is exciting and ugly from page one. It took me from feeling sad and angry, to wonder about how screwed up Kick has become. She and the stranger – John Bishop – becomes some kinda friends. Both of them are very strong characters and very likable. They kept me attached throughout the book. One Kick is Chelsea Cain’s first book about Kick Lannigan, but I definitely hope that there are more to come.

The topic on the book – childabduction and pedophilia - is really rough and I have to admit that I was afraid I wouldn’t be able to read through the book. Luckily there’s no details what so ever about the pedophilia and no details about the movies that Kick is forced to make when she is a kid. It’s all left for you to wonder about which is bad enough.

One Kick is read to the end, but it will stay with me for a while longer for sure.

 

Task Force Carter..

The Dark Pages er krimidelen af Simon & Schuster, som udgiver Chris Carter. De opfordrede for nylig alle Carter-fans om at ansøge om medlemskab til noget de kaldte Task Force Carter. Da jeg er stor Carter-fan, ansøgte jeg selvfølgelig og krydsede derefter både fingre og tæer. I dag fik jeg så mail om, at jeg var blandt de heldige der var blevet udvalgt. Jeg synes simpelthen det er SÅ fantastisk og jeg glæder mig helt utrolig meget til at komme igang og finde ud af, hvad det helt præcist går ud på :) Min dag blev lige endnu bedre...

I den anledning, kan jeg lige minde om, at det ikke varer længe før du kan læse min anmeldelse af Chris Carters nye bog - Ondskab. Den udkommer på Forlaget Jentas d. 28. oktober :)