Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Tykkere end vand

Uha altså, det her er en bog lige efter mit hovede. Hvis vi ser bort fra, at jeg altid godt kan bruge flere blodige mord og bestialitet, så indeholder Tykkere end vand et virkelig godt og gennemtænkt plot. Gennemtænkt på den der intelligente måde, som ikke springer over hvor gærdet er lavest og som hele vejen igennem, lader læseren gætte med og spekulere over, hvordan det hele hænger sammen. Og det er snørklet, spændende og ikke lige til at regne ud. Jeg var egentlig sikker på, at jeg havde luret morderen og sad og ærgrede mig lidt over at jeg vidste det forholdsvist tidligt - men der blev jeg så snydt. 

Da jeg startede på Tykkere end vand, havde jeg netop læst Hendes iskolde øjne, og dét at have forrige bog i frisk erindring, gav lidt ekstra nærhed til personerne. 

Vi følger det sædvanlige crew, som vi kender fra de andre bøger i serien og denne gang jagter de en morder, som er optaget af vand og som drukner sine ofre. Her lægger vi ud med en midaldrende dame, som findes druknet i sit eget badekar. Hendes tunge er skåret ud og skæbnen vil, at det er hendes 5-årige barnebarn som finder hende. Samtidig leder de efter en anden galning, som drukner katte og hænger dem op i byen til offentlig skue. Imens holdet har allermest travlt, starter en chikane imod Jamal, som netop har sendt sin ekskone ud på en længere rejse. Inden da, var hun blevet chikaneret gennem en længere periode og hendes forfølger fik det til at se ud som om, at Jamal stod bag. Det lugter lidt af, at være samme person der står bag, men i denne bog, er der så mange twists i plottet, at man aldrig helt ved hvad man skal tro. 

I virkelighedens verden, er jeg egentlig lidt en kylling når det kommer til uhyggelige ting. I krimiens verden kan jeg som nogen måske har fanget, ikke få det blodigt, bestialsk og uhyggeligt nok. Denne bog lagde hårdt ud med at skræmme mig så det rislede koldt ned af ryggen. Jeg elsker når det sker. Resten af bogen holdt da også et jævnt tempo. Skulle jeg sætte fingeren på noget, må det være behovet for at forklare alle detaljer til sidst - Carin Gerhardsen er ikke alene om dette. Jeg synes egentlig det er helt okay at lade noget være op til læserens fantasi. Personligt har jeg i hvert fald ikke brug for at få forklaret hvordan det hele præcist er gået til. Alligevel synes jeg den fortjener 5 krimiperler. Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen igennem!

Jeg bliver så glad, hvis du også vil følge med på Facebook

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Hendes iskolde øjne

Så sad jeg der og troede jeg skulle i gang med nyeste bog af Carin Gerhardsen, da det gik op for mig, at jeg havde glemt alt om at få læst den forrige bog ”Hendes iskolde øjne”. Så måtte jeg i gang med den først..

Grunden til, at jeg ikke har været sådan helt overivrig efter at få den læst, skyldes nok hovedsageligt, at jeg synes Klaverstemmeren var lidt tam. Jeg har ellers altid været glad for Carin Gerhardsen og synes det var ærgerligt, at hun tabte tråden til de spændende krimier hun ellers plejer at skrive. Med Hendes iskolde øjne, er hun tilbage på sporet – her er masser af spænding og masser af twistet plot, der giver læseren mulighed for, at gætte med på hvordan det hele hænger sammen. På intet tidspunkt bliver den kedelig eller langtrukket og selvom det er en bog på 376 sider, føltes det som om jeg bare fløj igennem den.

Hendes iskolde øjne er 6. del af Hammarby-serien med Sjöberg, Petra Westman, Hamad og alle de andre. Denne gang er det forsvundne kvinder de skal forsøge at finde. Den ene bliver meldt savnet af sin mand, forvundet fra sit hjem på trods af sygdom. Den anden, en ung pige, forsvinder efter en tur i byen med veninderne. Temaerne i bogen er bl.a. hustruvold, psykisk terror og undertrykkelse. Imens jeg læste, vekslede jeg imellem spænding og ondt i maven, over den forfærdelige måde, mennesker kan behandle hinanden på eller ting de udsætter hinanden for. I denne bog, er det på flere måder børnene der betaler prisen.

Der er rigtig mange tråde at hitte rede på her. Flere sager der måske, måske ikke lapper ind over hinanden. Indimellem er det lidt urealistisk den måde sagerne krydser hinanden på, men det er alligevel ikke noget der generer læseoplevelsen det vilde. Jeg synes det er fedt at læse en bog, hvor trådene er mange, men der alligevel er helt styr på dem og det er der her.

Carin Gerhardsen er tilbage på spændingssporet og jeg glæder mig til, at gå i gang med Tykkere end vand, lige om et øjeblik :)

Vil du følge med på Facebook? Klik her :)

Anmeldelse: Paul Cleave - Dybet

Endelig endelig endelig, blev det tid til endnu en tur til Christchurch, New Zealand. Denne bog er så vidt jeg har forstået, den første i serien, men den 4. udgivet på dansk. Theodor Tate, som vi også stiftede bekendtskab med i Samleren, er vores hovedperson denne gang. Theo Tate er simpelthen så fed en personlighed. På den ene side, er han fandenivoldsk, ligeglad, handler ud fra sine umiddelbare følelser uden at tænke på konsekvenserne. På den anden side er han følsom, venlig, hjælpsom, sårbar og tænker rigtig meget over de konsekvenser hans handlinger kan få. Han er beskrevet med en tør form for humor, som får mig som læser, til at tænke på ham som en der går og morer sig indeni, over sine omgivelser. Jeg tror dog mere det er beskrivelsen af ham der får ham til at fremstå sådan. Sådan er det i alle Paul Cleaves bøger, hvilket er hvad der gør dem så fantastiske. Selvom de er barske, så har jeg jævnligt smil på læben når jeg læser ham. Jeg tror jeg kunne læse alle hans bøger i én køre og aldrig blive træt af ham. Det er den slags bøger, som bliver siddende i kroppen.

Theo Tate er tidligere kriminalbetjent. En af de aller bedste. Hans kone og datter blev kørt ned af en spritbilist. Datteren dræbt på stedet, konen endt som grøntsag. Theo gik i hundene og afskediget fra sit job. Han arbejder nu som privatdetektiv. I Dybet, har politiet bedt om hans assistance ved opgravningen af en kiste. Da kisten viser sig at indeholde liget af en ung kvinde, i stedet for den forventede ældre mand, bliver Theo nysgerrig og stikker sin næse i sagen. Politiet i Christchurch, har travlt med en seriemorder, så Theo er hele tiden et skridt foran dem, til deres store irritation. Sporene trækker tråde til kirken og den kirkegård hvor Theos datter ligger begravet. Jeg kan godt afsløre, at det lig de graver op i starten, langt fra bliver det sidste.

Det er ikke meget slør der bliver løftet her, det ved jeg godt, men jeg er bange for, at komme til at afsløre noget der ikke skal afsløres.

Jeg er nødt til at sige det igen, Paul Cleave skriver simpelthen de mest forrygende bøger i det mest forrygende sprog. Som alle de andre bøger af ham, er også denne skrevet i jeg-form. Det gør den på en eller anden måde mere nærværende og personlig. Samtidig er det en sjov detalje, at bøgerne alle har små bitte tråde, der får dem til at hænge sammen, uden at de egentlig gør det. Mht. rækkefølgen, så bør man nok starte med denne, men jeg har læst dem lidt hulter til bulter og det kan man også godt uden at man mister noget særligt på dét.

Cleave ligger stadig lunt i top 5 over yndlingskrimiforfattere. Ham bør du altså ikke gå glip af :)

For at følge på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Karin Slaughter - De smukkeste

For snart mange år siden, læste jeg en bog af Karin Slaughter. Den handlede om en der hed Trent og jeg synes generelt den var temmelig underlig. Siden da, har jeg intet læst af hende, selvom jeg har været fristet fordi så mange taler så varmt om hende. For nylig blev jeg kontaktet af forlaget og spurgt om jeg havde lyst til at anmelde De smukkeste. Den lød spændende og da det samtidig ikke var en del af en serie, sagde jeg ja tak. Dét har jeg ikke fortrudt et sekund.

I De smukkeste møder vi søstrene Claire og Lydia. De har ikke haft kontakt i mange år, da de mistede deres storesøster, som forsvandt sporløst og familien til sidst blev splittet. Da Claires mand bliver slået ihjel, finder hun ubehagelige og meget skræmmende ting på hans computer og hun kontakter sin søster for hjælp. Meget mere vil jeg ikke afsløre, men jeg kan love, at de ting Claire og Lydia finder, overgår enhver fantasi, involverer dødsporno, og så meget uhygge og ubehag at det næsten ikke kan blive værre. De støder på overraskelse på overraskelse og tør efterhånden ikke stole på nogen – hverken det lokale politi eller FBI. Søstrene er på egen hånd og de er oppe imod rendyrket ondskab.

Det her er uden tvivl, en af de bedste bøger jeg har læst i år. Måske en af de bedste bøger jeg har læst i flere år. Den har masser af alt det jeg godt kan lide i en krimi. Den er lige på og rå og der er ikke sparet på de blodige detaljer. Plottet er gennemtænkt og hvad jeg vil kalde intelligent, idét den hele tiden tager nye uventede drejninger og ikke på nogen måder springer over hvor gærdet er lavest. I løbet af den forgangne uge, har bogens handling fulgt mig i tankerne og flere gange har jeg nævnt for venner, familie og kollegaer, at jeg var ved at læse en vanvittigt god bog. På bagsiden står der, at det gør fysisk ondt, at lægge bogen fra sig og det kan jeg godt tilslutte mig.

Jeg er helt blæst bagover af De smukkeste. Suveræn bog som fortjener 6 kæmpestore krimiperler. Den er simpelthen en af de bøger der hører hjemme på enhver must read-krimilæseliste.

Frk. Tines krimitanker er også på Facebook :)

Anmeldelse: Helle Vincentz - Stjålne Liv

Stjålne Liv, er første del i en ny serie af Helle Vincentz. Hvis du, som jeg, ikke har læst noget af denne forfatter før, er det her et godt sted at starte.

Vi møder antropologen Sofie Munk, som ikke helt kan finde ud af, hvad hun skal gøre med sit liv. Arbejdsmæssigt har hun svært ved at finde rette hylde og det samme gør sig nok i virkeligheden gældende i hendes privatliv. Da vi møder hende, er hun i gang med et forskningsprojekt, på en fertilitetsklinik, hvor hun er hyret til at finde ud af, hvad fertilitetsbehandling gør ved et parforhold.

Det varer ikke længe, før ejeren af klinikken beder Sofie om hjælp. Han har erfaret, at der er forsvundet befrugtede æg fra hans klinik. Katastrofen vil være stor, hvis det kom ud til offentligheden, så Sofie må være yderst diskret, hvilket kan være svært, når man er nødt til at stille spørgsmål. Det varer heldigvis ikke længe, før hun får kompetent hjælp fra en svensk privat efterforsker og  snart tager begivenhederne fart.

Bogen har endnu en hovedperson i form af Mik Karlsen, som er særlig rådgiver for justitsministeren. Han er lidt en Karl Smart, som er dygtig til sit arbejde og har styr på sagerne. Det varer dog ikke længe før tingene begynder at skride for Mik og grunden under hans prestigefyldte job, begynder at gynge. At Miks problemer og Sofies efterforskning har tråde i samme retning, kommer ikke som den store overraskelse  :)

Det er et par dage siden jeg blev færdig med Stjålne Liv, men det er en af den slags bøger der bliver hængende hos mig et stykke tid efter sidste side er vendt. Når jeg tænker efter, er det nok hovedsageligt fordi forfatteren har været super god til, at skildre personerne så levende. Specielt Sofie og hendes svenske efterforsker. Jeg har det sådan nu, at jeg helt vildt gerne vil vide, hvad der mere sker dem. Jeg ville ønske, at næste bog i rækken, allerede var klar :)

Emnet om de stjålne embryoner, kunstig befrugtning og illegal salg af samme, samt hele debatten om rugemødre, synes jeg er vanvittigt interessant. Jeg indrømmer også blankt, at politiske bøger normalt ikke er noget jeg gider læse. Jeg skal også være ærlig at sige, at der indimellem var lige rigeligt meget Christiansborg indover for mig. Jeg tog mig selv i, at kede mig lidt og i stedet vente i spænding på afsnittene om Sofie. Skulle jeg bestemme, måtte der godt have været lidt mindre politik og lidt mere i dybden med de gode emner nævnt ovenfor, men det er jo en smagssag og de politiske  dele i bogen, er beskrevet meget fint og billedeligt.

Stjålne Liv en virkelig spændende og velskrevet bog. Jeg er vild med det hverdagsagtige sprog og jeg er vild med alle detaljerne som gjorde, at jeg så det hele meget tydeligt, som en indre film imens jeg læste.

Suveræn bog… færre end 5 perler kan ikke gøre det :)

Følg mig meget gerne på Facebook

Anmeldelse: Lee Child - Værd at dø for

Forlagets beskrivelse:

Der er dødbringende problemer i bondelandet Nebraska… og Jack Reacher havner midt i dem. Først lægger han sig ud med familien Duncan, en lokal klan, der har skræmt en hel egn til underkastelse. Men det er en gammel uløst sag om et forsvundet barn, der for alvor fanger Reacher.

Familien Duncan vil af med Reacher – og det er ikke kun hemmeligheder fra fortiden de forsøger at skjule. For deres egen farlighed til trods, er de blot den nederste led i en vidtforgrenet forbryderisk fødekæde. Det vil give meget mere mening for Reacher, at styre fri af de massive problemer hans indblanding vil medføre. Men det er umuligt for ham.

Og Reacher får i aller højeste grad blandet sig selv ind i den lille bys problemer. Som i den forrige bog jeg læste af Lee Child, udspillede der sig også i ”Værd at dø for”, en seriøs actionfilm i min indre biograf. Og Jack Reacher er sej – møghamrende sej. Og jeg elsker det. På et eller andet plan, er det nok en bog jeg vil beskrive som en rigtig mandebog, med action, rå vold og ”superhelt” ud over det hele. Alligevel taler den også til mig som kvindelig læser, fordi der hele tiden er en underliggende følelse af, at nogen bliver behandlet uretfærdigt, at noget forfærdeligt er sket og nogen ikke skal slippe ustraffet for at bortføre et barn og underkue en hel by i årevis. Udover at Jack Reacher er opvokset i militærmiljø og har deltaget i kamp et utal af gange, så er det som om han på en måde er usynlig. Som om han kan gøre hvad der passer ham og derefter forsvinde up in the air.

Specielt hen imod slutningen tog handlingen fart og spændingsniveauet steg. Indtil vi nåede dertil, synes jeg ind imellem bogen blev en smule kedelig. Vi følger forskellige grupper mennesker og ja det er nødvendigt for handlingen, men alligevel tog jeg mig selv i at læse sporadisk og hurtigt hen over de afsnit. Derfor lander Værd at dø for, på kun tre krimiperler ud af 5, selvom selve essensen af bogen er fængende og selvom jeg glæder mig til næste bog på dansk, af Lee Child, som udkommer i efteråret '16.

For at følge Frk. Krimitanker på Facebook - klik H E R

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Mios Blues

Mios Blues er anden og sidste del af en serie og starter lige der, hvor første del, Lotus Blues, slutter. Lotus Blues var kanon, men Mios Blues er endnu bedre!

Mios Blues starter ud med et resumé af Lotus Blues, så hvis du ikke har læst første del, kan du på sin vis godt starte her. Jeg vil dog helt klart anbefale at starte med nummer 1. Det positive er jo så, at du ikke behøver gå i månedsvis og vente på afslutningen, selvom den virkelig er værd at vente på.

Vores hovedperson og fortæller, Martin Benner, er stadig rodet ind i en forfærdelig suppedas af mord og bortførelser. Mordene er Martin anklaget for og han forsøger desperat at bevise sin uskyld. Det ser dog sortere og sortere ud og det er svært for Martin at stole på nogen som helst. Yderligere, ser det ud som om, at samtlige personer han er i kontakt med, falder som fluer –  alle spor peger mod Martin. Hans vigtigste mission er, at finde den forsvundne dreng Mio. Gør han ikke det, bliver hans adoptivdatter Belle og hans ekskæreste Lucy (som dog mere og mere virker til at være en kæreste igen), slået ihjel.

Martin er den stædige type. Han nægter at give op og er efterhånden så panisk angst, at han slet ikke tør overveje at opgive. Så han kører på og desperationen er beskrevet så fint, at jeg næsten selv blev helt forstyrret i kroppen imens jeg læste. På trods af både angst og desperation, er han stadig lige flabet og provokerende. Hans selvfede side, har dog lidt et seriøst knæk og følelserne præger ham i høj grad.

Det her er simpelthen en af de bedste bøger jeg har læst i lang tid. Den er så gennemført suverænt skrevet og jeg elskede hvert sekund jeg kunne få lov at læse i den. Som i den forrige bog, er denne også fortalt i jeg-form af Martin selv. Hans tanker er totalt humoristiske og hans personlighed er beskrevet så godt, at jeg synes jeg kom til at kende ham og synes det er nærmest trist, at jeg ikke længere skal følge ham. Fed fed bog med et konstant højt tempo og et spændingsniveau der også holder hele vejen. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig og den stjal da også min nattesøvn på flere måder. En ting var, at jeg ikke havde lyst til at stoppe med at læse, men når jeg så alligevel fik den lukket, så forfulgte den mig i tankerne. Bogen er skrevet, så den lod mig som læser gætte med hele vejen. Alligevel var plottet ikke et jeg overhovedet var i nærheden af, at regne ud.

Jeg kan simpelthen ikke anbefale de her bøger nok. 5 giga krimiperler til Mios Blues..

Vil du være med på Facebook?