søndag den 8. juni 2014

Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Kød og blod



Kender du det, at du har fat i en bog, der fænger dig så meget, at du slet ikke har lyst til at lægge den fra dig? Sådan en bog, hvor du hele tiden liiige skal ha et kapitel mere med? Sådan en bog var ”Kød og blod” for mig. Jeg slæbte den med mig rundt i huset – læste i den imens jeg lavede mad og familien er vist osse blevet en smule forsømt de sidste par dage, hvor jeg har levet mig ind i Dicte Svendsens verden endnu engang.

Kød og blod er 9. bog i Elsebeth Egholms serie om Dicte Svendsen. Det her er en af de bedste synes jeg. Den er så fængende og fyldt med spænding og så indeholder den flere af de ting jeg efterlyste i forrige bog. En Peter der ikke er helt så fjendtligt stemt og barnligt forurettet i forhold til sin mor. Dicte og Peter der endelig begynder at samarbejde - omend det kun er en meget lille smule - om de sager de begge roder sig ind i.  Det er et stort plus, synes jeg, for jeg var ved at blive en anelse irriteret over, hvordan de næsten modarbejdede hinanden før. Hvem ved – måske ender det med at de finder hinanden og arbejder sammen om en sag. Det vil jeg glæde mig til :)
I Kød og blod, er Wagner og Dicte oppe imod en morder, som voldtager unge universitetsstuderende piger. Bagefter flænser han halsen og brystpartiet på dem, så det næsten ligner noget, et vildt dyr kunne have gjort. Gerningsmanden efterlader sig ingen spor og politiet har svært ved at komme videre med sagen. Samtidig bliver Peters hund stjålet og Peter beskyldt for mordforsøg på en af sine naboer. Der er mange ting der er lidt for tilfældige og lige falder heldigt sammen i forhold til de parallelle historier der kører, men i det her tilfælde gør det ikke spor. Kan man sætte sig ud over dét, vil man opleve, at det medvirker til, at bogen holder et vist pace hele vejen igennem og aldrig bliver kedelig eller langtrukken. Sproget er flydende og letlæst. Jeg synes Elsebeth Egholm skriver virkelig godt.

Der er mange tråde at holde styr på, men der bliver bundet knude på alle løse ender tilsidst, så brikkerne falder på plads. Jeg synes det var fedt, at jeg ikke umiddelbart kunne gennemskue plottet eller eller det overordnede tema.  Hvis du har læst de forrige bøger i serien og kunne li dem, så vil du givetvis osse sætte pris på denne. Personligt synes jeg, det bliver svært, at vente et helt år på fortsættelsen!

5 krimiperler synes jeg den fortjener!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar