Viser opslag med etiketten Øbro og Tornbjerg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Øbro og Tornbjerg. Vis alle opslag

søndag den 26. august 2018

Anmeldelse: Øbro & Tornbjerg - De ustraffede



Jeg synes på den ene side, at det er et virkelig alvorligt og vigtigt emne Øbro og Tornbjerg har taget op i denne bog. Det handler om voldtægt … og selvtægt. Om hvor mange kvinder i både Danmark og resten af verden, som bliver voldtaget, anmelder det og enten ikke bliver taget seriøst eller hvor voldtægtsmanden går fri på baggrund af manglende beviser. Disse kvinders liv, er selvklart ødelagt herefter.

På den anden side - set fra et krimilæserperspektiv - så må jeg indrømme, at jeg kom til at kede mig en smule. Der er ingen overraskelser i bogen. Som i overhovedet ingen. Selvfølgelig er der dele, som vi finder ud af hen ad vejen, ligesom vi ikke ved præcis hvem morderen er. Men vi kan regne ud hvem det er, og der er som sådan, ikke brug for et navn. Det ligger ligesom i kortene hele vejen igennem bogen, hvordan tingene hænger sammen. Vi får det hele serveret, og der efterlades ikke meget til trangen til, at bruge hjernen og gætte med.

En mand findes hængende i et træ. I første omgang formodes det at være selvmord, men den dygtige retsmediciner Anne Mi, finder tegn på, at manden er udsat for mord. Snart finder de ud af, at der har været en del selvmordere i Danmarks skove. Rigtig mange mænd og alle med en ting til fælles. De har været anmeldt for voldtægt, men er forblevet ustraffede. Katrine Wraa og hendes kollegaer Naja og Oscar, begynder at efterforske de mange mystiske selvmord og efterhånden som de arbejder, tegner der sig et billede med uoverskuelige konsekvenser.

Som sagt, et dybt alvorligt og meget vigtigt emne der tages fat i her. Bogens persongalleri, indeholder også en voldtægtsekspert, og jeg synes at de diskussioner der er imellem hende og den mere hårdkogte betjent, Naja, formår at vende tingene, så vi ser dem fra flere sider. Jeg tog mig selv i at blive lidt forvirret, fordi jeg godt kunne se det fra begge kvinders synsvinkler. Jeg synes det er en fin detalje, at vi får kvindernes følelser og handlemønstre beskrevet så direkte, fordi vores hovedperson må døje med en stalker. Det sætter tingene i et endnu tydeligere lys. Her kan man så mene, at det er lidt for tilfældigt. Det er det også i mine øjne, men jeg synes alligevel det fungerer. 

For mig bliver bogen lidt for meget teori og lidt for lidt krimi. Det bliver for seriøst det hele og der mangler noget god gedigen spænding og uhygge. Til gengæld, kan jeg rigtig godt lide både Katrine, Oscar og Naja. 

3 krimiperler til De ustraffede.



søndag den 27. april 2014

Minus på blogkontoen???



Hvis man kan være i minus på sin blogkonto, så er det vist hvad jeg er lige nu. Jeg har været lidt for stille lidt for længe. Jeg har haft pænt travlt på arbejde og været godt brugt når jeg kom hjem. Fritiden er blevet brugt sammen med mine børn og om aftenen når de var puttet, har jeg læst på livet løs. Jeg er blevet færdig med Øbro og Tornbjergs "Djævelens ansigt" og er næsten færdig med 3. del i samme serie, som hedder "Evas sidste nat". Anmeldelser af begge bøger følger. Bagefter er planen, at gå i gang med "Klaverstemmeren" af Carin Gerhardsen. Den glæder jeg mig til, for jeg har været ret vild med de andre i serien. I det hele taget, har jeg virkelig mange bøger som jeg glæder mig til at læse. Jeg mangler mere tid!

Og apropos tid, så tager jeg på en lille ferie til London i den kommende uge. 3 dage bliver det til og man kan godt sige, at det bliver en tur i krimiens tegn. Det hører I mere om senere. Jeg satser på, at der også bliver tid til at læse ind imellem. Om ikke andet, så er der altid lidt ventetid i lufthavnen og undervejs i flyet, som kan udnyttes.

Endnu engang vil jeg love, at jeg nok skal gøre alt hvad jeg kan for at stramme op og få blogget lidt mere :)