Jeg synes på den ene side, at det er et virkelig alvorligt og
vigtigt emne Øbro og Tornbjerg har taget op i denne bog. Det handler om
voldtægt … og selvtægt. Om hvor mange kvinder i både Danmark og resten af
verden, som bliver voldtaget, anmelder det og enten ikke bliver taget seriøst
eller hvor voldtægtsmanden går fri på baggrund af manglende beviser. Disse
kvinders liv, er selvklart ødelagt herefter.
På den anden side - set fra et krimilæserperspektiv - så må
jeg indrømme, at jeg kom til at kede mig en smule. Der er ingen overraskelser i
bogen. Som i overhovedet ingen. Selvfølgelig er der dele, som vi finder ud af
hen ad vejen, ligesom vi ikke ved præcis hvem morderen er. Men vi kan regne ud hvem
det er, og der er som sådan, ikke brug for et navn. Det ligger ligesom i
kortene hele vejen igennem bogen, hvordan tingene hænger sammen. Vi får det
hele serveret, og der efterlades ikke meget til trangen til, at bruge hjernen
og gætte med.
En mand findes hængende i et træ. I første omgang formodes
det at være selvmord, men den dygtige retsmediciner Anne Mi, finder tegn på, at
manden er udsat for mord. Snart finder de ud af, at der har været en del selvmordere
i Danmarks skove. Rigtig mange mænd og alle med en ting til fælles. De har
været anmeldt for voldtægt, men er forblevet ustraffede. Katrine Wraa og hendes
kollegaer Naja og Oscar, begynder at efterforske de mange mystiske selvmord og
efterhånden som de arbejder, tegner der sig et billede med uoverskuelige
konsekvenser.
Som sagt, et dybt alvorligt og meget vigtigt emne der tages
fat i her. Bogens persongalleri, indeholder også en voldtægtsekspert, og jeg
synes at de diskussioner der er imellem hende og den mere hårdkogte betjent,
Naja, formår at vende tingene, så vi ser dem fra flere sider. Jeg tog mig
selv i at blive lidt forvirret, fordi jeg godt kunne se det fra begge kvinders synsvinkler. Jeg synes det er en fin detalje, at vi får kvindernes følelser og
handlemønstre beskrevet så direkte, fordi vores hovedperson må døje med en
stalker. Det sætter tingene i et endnu tydeligere lys. Her kan man så mene, at det
er lidt for tilfældigt. Det er det også i mine øjne, men jeg synes alligevel
det fungerer.
For mig bliver bogen lidt for meget teori og lidt for lidt
krimi. Det bliver for seriøst det hele og der mangler noget god gedigen
spænding og uhygge. Til gengæld, kan jeg rigtig godt lide både Katrine, Oscar og Naja.
3 krimiperler til De ustraffede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar