Viser opslag med etiketten Gys. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Gys. Vis alle opslag

søndag den 23. oktober 2016

Anmeldelse: Kristina Ohlsson - Syge sjæle


Følelsen hvor du synes det er svært, at skulle påbegynde en ny bog, fordi den du lige har lukket, var så afsindigt god, at du ikke kan få den ud af kroppen… kender du den følelse? Sådan har jeg det lige nu, efter at have vendt sidste side i Kristina Ohlssons nyeste bog ”Syge sjæle”. Gyser kalder de den. Hvad det mere præcist dækker over, når det gælder bøger, er jeg ikke sikker på. Én ting er dog sikkert – spændingen starter i første afsnit og så kører det ellers derudaf til bogen er slut. Fy for poks, hvor er det en nervepirrende bog. Den efterlod en konstant følelse af uhygge og gav det ene sug i maven efter det andet.

For ti år siden, forsvandt tre personer fra byen Kristianstad i Sverige. Tre uger senere dukker den ene af de forsvundne op igen. Lukas hedder han og er stærkt forslået, mishandlet og med et hoved så ødelagt, at hukommelsen er væk. Lukas forlader byen og vender ikke tilbage før 10 år senere. Hans forældre bor hvor de også boede dengang, og Lukas finder spor der tyder på, at han har været på jagt efter en morder før han forsvandt. Eller er det ham selv der er ondskaben – morderen?

Samtidig med at Lukas vender tilbage, vender også barndomsvennen David tilbage til byen. Med sig, har han sin gravide kone Anna. De har købt den gamle præstegård og er i gang med at sætte den i stand. Men der florerer en historie om en seriemorder der engang boede i præstegården og da Anna kommer ud for en masse uhyggelige og uforklarlige ting, begynder uhyggen for alvor at krybe ind under huden.

Jeg er simpelthen fuldstændig betaget af den her bog. Jeg synes den er intet mindre end suveræn. Forfatteren formåede at skabe følelsen af uhygge imens jeg læste, og samtidig er det sådan en bog, der lod en lille snert af samme uhygge, sidde i kroppen på mig, selv når jeg havde lagt den fra mig. Jeg elsker, at min hjerne kørte på højtryk konstant, fordi det er en af den slags bøger, som lægger op til, at man som læser, skal gætte med. Så jeg gættede og gættede og jeg kom da også i nærheden af sandheden, men aldrig tæt nok på, til at regne sammenhængen ud. Jeg ville ønske, jeg stadig havde den her bog til gode. Jeg har stadig længsel i kroppen efter at læse mere… og den slutning altså.. aaargh….


5 kæmpeperler til ”Syge sjæle”, hvis titel i øvrigt rammer fuldstændig spot on!!


Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook?

lørdag den 18. april 2015

Anmeldelse: Morten Ellemose - Killer Killer




”Jeg spørger igen: hvem vil De have, jeg skal slå ihjel? Deres datter eller Deres søn?”

Dette spørgsmål stiller en grusom bøddel sit offer allerede på første side i Killer Killer. Og i den her bog, er der ingen der slipper væk i sidste øjeblik. Så er stilen ligesom lagt!

Jeg er ovenud begejstret og har lyst til at råbe ud til verdens krimielskere, at den her bog må I ikke snyde jer selv for. Især ikke hvis I er til den slags krimier der er fyldt med grusomme, blodige mord, beskrevet i klamme detaljer, men som samtidig har et plot der holder læseren fast i at spekulere og spekulere over hvordan filan det her hænger sammen, for man ved bare, at der er et twist et sted. Eller flere. Sådan er Killer Killer – uhyggelig og skræmmende på den fede måde. Som i når man læser en sætning til ende og hele kroppen nærmest stivner og det løber en koldt ned ad ryggen. Jeg elsker et grundigt gennemtænkt og genialt plot. Det må man sige vi har at gøre med her i fineste stil. Da sidste side var vendt, måtte jeg lige bruge lidt tid på, at få alle brikkerne til at falde helt på plads.

I Killer Killer møder vi vicekommisær Anatolli Barritch og profiler/assistent Karen Walsh. De forsøger at finde spor efter den vanvittige seriemorder, Angelface, som hærger i NewYork. Lig efter lig dukker op og det ene mere brutalt myrdet end det andet. Sporene peger alle mod af en af samfundets højtstående personligheder, religionshistorikeren Mordechai Rheingold. Han viser sig, at være kold og beregnende, men samtidig er han også den der kan hjælpe dem i retning af morderen. Barritch og Karen skal ikke spekulere for længe over om de tør stole på ham, for Angelface ligger ikke på den lade side.

Maver der er flænset op, så blod og indvolde flyder, hud der bliver høvlet af, ansigter ætset med syre og endda ting der er værre endnu... som nævnt tidligere, så er der ingen der slipper væk eller bliver reddet i sidste øjeblik her og selvom det er det der gør bogen så grum, så er det samtidig det der gør den så fed. At man ikke aner hvad morderens næste træk er, men man alligevel kan regne ud, at det ikke er noget godt - han er skridtet over ondskab.
Jeg har ingen problemer med at se Killer Killer filmatiseret til noget thriller eller gys.

5 kæmpe store krimiperler



Frk. Tines Krimitanker er også på Facebook :)