Engang imellem, så sker det, at jeg støder på en bog som gør
noget helt særligt ved mig. Den slags bog, som gør at jeg ikke kan slippe den
igen – heller ikke i tankerne, når jeg er i gang med noget andet end at læse. Den
der lidt kildrende fornemmelse i kroppen, fordi det jeg læser, bare er så
afsindigt godt skrevet. Sådan en bog er ”Led ikke efter mig”.
Simon og Ingrid Greenes datter er narkoman. Hun er
forsvundet ud af deres liv, sammen med sin drugdealer-kæreste Aaron. Men Simon
kan ikke slippe tankerne om datteren Paige. Han bliver ved at lede efter hende
og endelig en dag er der bid. Det skal dog ikke gå nemt for Simon og da han
bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er hyret af en anden far, til at finde
dennes forsvundne søn, sætter forældrene i gang med at finde deres datter. De
rodes ind i et spind af spørgsmål og løgne, i en verden langt fra deres egen
virkelighed, men med narkomaner og fattige boligområder. Simon og
privatdetektiven samarbejder og stille og roligt begynder der at tegne sig et
billede af noget de aldrig nogensinde kunne have forestillet sig.
Bogen her er en stand alone. Det betyder, at den ikke er en
del af en serie. Dette betyder så samtidig, at vi ikke kan regne med, at vores
hovedpersoner ikke kommer ud for det værst tænkelige – de skal jo ikke bruges
igen i næste bog. Det giver historien lidt ekstra kant og overraskelser.
Jeg har læst bogen på engelsk (med titlen ”Run away”). Det
var en ret fantastisk oplevelse, at læse den på originalsproget. Jeg har aldrig
tænkt Harlan Coben som værende en specielt humoristisk forfatter – nærmere sådan
lidt en livsfilosofisk type - men det må han siges at være. Endda i temmelig høj grad. Det er ikke den
slags humor, hvor forfattereren forsøger for hårdt, at få replikkerne til at
være sjove, det er den tørre humor, som ligesom bare flyder med personernes
tanker og handlinger. Jeg elsker den form for tør humor i bøger. Jeg ved ikke,
om Coben bare normalt ikke har humor med i sine bøger, eller om det er fordi det går tabt i oversættelsen. Hvis det er sidstnævnte, er det super ærgerligt og så vil
jeg nok for eftertiden overveje at læse hans bøger på originalsproget.
Jeg er virkelig helt og aldeles betaget af denne bog. Det er
ikke fordi den er hverken skræmmende eller uhyggelig. Den er heller ikke
neglebidende spændende, men den er medrivende på en sådan måde, at jeg bare
ikke kunne give slip. Det sproglige er så lækkert og flød bare derud ad. Jeg
følte en kæmpe sympati for hovedpersonen, Simon Greene, og jeg levede mig
fuldstændig ind i fortællingen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan hele
den hjerteskærende historie hang sammen. Helt præcis hvordan, finder man først
ud af på de allersidste sider. Det tog nærmest pusten fra mig, da afsløringen
kom. Efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det her er en bog, som ikke
sådan lige kommer til at slippe mine tanker foreløbig. Den er vanvittigt
velskrevet og en afsindigt godt gennemtænkt historie!
Absolut topkarakter på
perlepladen.
Bonusinfo: Jeg læste bogen i april og nu midt i september,
har jeg det stadig som om jeg har set en film som jeg ikke kan give slip på. Det
er simpelthen en vanvittigt god bog!!
