Anmeldelse: Tess Gerritsen - I Satans tjeneste

I denne bog nr. 6 i serien om Jane Rizzoli og Maura Isles, er Tess Gerritsen i høj grad tilbage på sporet, sådan rent uhyggemæssigt. Forrige bog, blev lidt for mild og der gik for meget barsel og følelser i den. Jeg frygtede, at stilen var ændret, men det var heldigvis ikke tilfældet.

En ung kvinde findes brutalt myrdet. Der er ikke sparet på blod og detaljer. En hilsen er skrevet med blod på væggen og noget lugter af satanisk fanatisme. Efterforskerne indser hurtigt, at de har brug for hjælp fra en lille eksklusiv gruppe af folk, som mener at ondskab har en fysisk tilstedeværelse i vores samfund. De mener, at der lever dæmoner i blandt os almindelige mennesker. Rizzoli og Isles, er ikke tilhængere af den forklaring, men ikke desto mindre, har klubben en viden, som de har brug for i deres efterforskning.

Samtidig med, at vi følger det som altid spændende og medrivende opklaringsarbejde, følger vi også to andre individer. Den ene er en kvinde på flugt. Hun er angst helt ind i knoglerne og har levet skjult i årevis. Hendes frygt for en iskold dræber, er beskrevet så jeg selv sad og blev helt nervøs. Den anden vi følger, er morderen, hvis tanker om hændelser i fortiden, ikke efterlader nogen tvivl om hans grufulde personlighed.  

Jeg elsker den undertone af uhygge og gru, som ligger som baggrund igennem hele bogen. Jeg elsker, at bogen er fuld af overraskende uhyggelige hændelser, at der forekommer twist på twist, at der ikke er sparet på blodige detaljer. Allerbedst er det, at vi læsere får lov at bryde vores hjerner hele vejen igennem bogen, med hvordan Fanø det hele hænger sammen. Personligt gennemskuede jeg ikke plottet, før det blev serveret for mig.

Frygt ikke, at bogen er fyldt med overnaturlige eller uforklarlige hændelser pga. det djævelske emne. Det er der heldigvis intet af! Jeg synes det her er en af Tess Gerritsens bedste bøger indtil videre, selvom den trods alt ikke slår Kirurgen.

6 krimiperler på pladen!

Anmeldelse: Cody McFadyen - Bødlens værksted

Jeg har hele tiden været en af dem, som var vild med Cody McFadyen. Hans første 3 bøger er virkelig suveræne. Fyldt med uhygge og detaljer på et opfindsomt og skræmmende plan. Nr. 4 er også virkelig god, men en anelse mere langsommelig. Dog ikke noget der var bemærkelsesværdigt, for den var stadig virkelig god. Det kan man ikke sige om Bødlens værksted!

Jeg havde godt læst, at den skulle være virkelig dårlig, men da jeg plejer at være tilhænger af McFadyen, synes jeg alligevel, at jeg selv ville bedømme. Det er som om bogen er delt op i tre dele. Den første korte del, er sindssygt spændende og lige som jeg kan li det. Der er gysende uhygge, kvalmende detaljer og spænding så man holder vejret. Smoky Barrett og hendes team, bliver kaldt til Colorado, hvor tre familier er blevet myrdet på samme villavej. Her er tingene ikke som de ser ud og holdet gør en meget grum og særdeles bestialsk opdagelse. Den del er så ekstrem at det grænser til det kvalmende. Jeg elsker det!

Så kommer del to. Og den er ikke bare lang, den er riiiiiiigtig lang. Og langsommelig. Og kedelig. Det er som om forfatteren forsøger på at være filosofisk på et eller andet plan. Det lykkedes bare ikke for ham. Jeg havde vanvittigt svært ved at få det læst og jeg overvejede flere gange at stoppe. Jeg var dog nødt til at have slutningen med, så jeg læste videre. På et tidspunkt, måtte jeg finde lydbogsversionen frem, for jeg kunne simpelthen ikke samle mig om at læse. I denne del, følger vi Smoky, som har fået et sammenbrud efter oplevelser som skete i ”første del”. Dem vil jeg lade være op til dig selv at læse, men jeg har hermed lært, at jeg sætter pris på en stærk og sej hovedperson. Sådan en person, som Smoky plejer at være, på trods af alle sine ar og sin grusomme fortid. Jeg forstår ikke hvad det er forfatteren vil med denne del. Jeg forstår ikke hvorfor der bliver brugt SÅ meget spalteplads på lige netop det her. Det er ikke engang tankevækkende. I hvert fald ikke på mig.

Del tre var lidt bedre. Som om der kom mere og mere kød på historien igen. Så jeg lyttede videre i håbet om, at komme tilbage på sporet. Det kom den aldrig helt. Men trods alt nærmede den sig. Smoky bliver stærkere igen og viser en del af sin gamle styrke og vilje. Morderen var ingen overraskelse og desværre synes jeg også at det virkede som en tam løsning. Som om det havde været lidt svært at finde et rigtig godt plot. Men når det så er sagt, så bliver historien ikke afsluttet, så jeg tror der kommer en fortsættelse. Så kan vi jo krydse fingre for, at næste del er tilbage på sporet. Jeg er i hvert fald ikke parat til at afslutte bekendtskabet her. Jeg er vild med Smoky og resten af hendes gruppe. Jeg vil glæde mig til næste bog, som forhåbentlig også får læst bedre korrektur end der er tilfældet denne gang. Der er virkelig mange fejl, som forstyrrer læsningen. The only way is up!

Jeg giver den to krimiperler, fordi starten trods alt sparkede seriøst røv!

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen

Hold k… hvor er det her en god bog! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet lægge den fra mig. Jeg har ferie og vågnede kl. 6.15 for at tisse. I stedet for at gå i seng igen og sove videre, så stod jeg op, lavede kaffe og satte mig til rette i læsestolen.

Pyromanen er en helt ny serie af Inger Wolf. Den er det der hedder en ”Storytel original”, så derfor kan du indtil videre, kun læse (eller lytte) den på enten Mofibo eller Storytel. Serien er i 10 afsnit, som dog ligger i forlængelse af hinanden som en rigtig bog, og den fylder 354 sider.

I Pyromanen møder vi brandefterforsker Klara Larsen og hendes nye makker Sebastian Vinther. Til at begynde med, er Klara ikke tilfreds med at få en makker. Hun er en indesluttet enspænder og arbejder helst alene. Sebastian er et snakkehoved og forstår ikke en hentydning til at skrue ned for de nysgerrige spørgsmål. Klara har en hemmelighed. En der ligger helt tilbage til hendes barndom og noget hun gør alt for at holde skjult. De er et godt par de to og som den kvikke nok kan regne ud, så bliver Klara da også lidt nemmere at have med at gøre, efterhånden som deres samarbejde skrider frem.

Bogen starter med en forfærdelig brand i en families hjem. Vi er med i hovedet på pyromanen, som han sidder i et træ og beundrer sit eget værk og bliver liderlig ved synet. Kvalmende. De to drenge der boede i huset forsvinder og en eftersøgning sættes i gang. Det står snart klart, at der ikke bare er tale om en pyromanbrand, men også en alvorlig forbrydelse. Historien foregår i en lille by nær Herning, og efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, bliver det tydeligt, at der er rigtig mange, som kunne have et motiv.

Personerne er beskrevet meget autentisk og jeg fik et godt indtryk af hvem de er. Der er en del psykologisk indover, så vi kommer en tand dybere og får en forståelse for deres tanker og handlinger. Der er dog dybde nok i vores hovedpersoner, til at de stadig har mere at afsløre og byde på i næste sæson af serien. Mine følelser  blev sat i spil, temmelig mange gange under læsningen.

Det er en af den slags bøger, hvor man som læser, gætter og gætter og forsøger at regne den ud. Jeg havde på ingen måde regnet ud, hvordan det hele hang sammen og spændingen bliver ved, mere eller mindre til sidste side. Da bogen var slut, havde jeg på den ene side en øv-følelse i kroppen over at bogen var slut, for jeg er på ingen måder færdig med Klara og Sebastian. På den anden side følte jeg den dér boblende glædesfølelse, som kun de færreste og allerbedste bøger, giver mig. Jeg synes virkelig den er fuldstændig fremragende og jeg kan ikke anbefale den nok – til alle! 

Jeg har altid ment, at Inger Wolf er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg kan ikke forstå, at hendes navn ikke for længst er slået fast som et af de helt store. Med denne serie, synes jeg, at hun for alvor beviser sin sejhed og jeg håber hun får den opmærksomhed som jeg synes hun fortjener. 

Pyromanen er for vild!

6 kæmpestore flammende krimiperler, får den.

Anmeldelse: Harlan Coben - Giv ikke slip

   

Jeg tror, at jeg så småt, er ved at spore mig ind på, hvad det er for en skrivestil der gør mig ekstra glad når jeg læser. Stilen der gør, at en historie der får mig helt op på de lyserøde skyer, samtidig er historien, som andre finder langtrukket. Tag nu fx Stuart MacBrides serie om Ash Henderson. Jeg var helt oppe over de førnævnte lyserøde skyer, men for første gang, var min krimifan-bloggerkollega, Betina, helt uenig med mig. Jeg forstod det simpelthen ikke. Den var da både grum og udpenslet, samt vanvittigt spændende … var den ikke? Det samme skete med bogen ”Bjerget”, som jeg læste sidste sommer. Måske den sommers bedste læseoplevelse for mig, men der var ikke meget hype omkring den – ingen der nævnte den nogen steder, så måske var det igen den skrivestil der fangede mig. Hvem ved.

Harlan Cobens ”Giv ikke slip”, har samme skrivestil. Fælles for de nævnte bøger, er en mandlig jeg-fortæller, som vi kommer rigtig tæt ind på livet af. Alle er de sådan lidt ”kolde i røven” og fandenivoldske udadtil, men følsomme indeni. De gør hvad der passer dem og de siger ét, men tænker noget andet. Deres indre dialoger, er ofte det der får mig til at smile og giver mig det der ekstra lille læseglæde-sug i maven og ”hold kæft hvor er det her fedt skrevet-følelsen”.

Vores hovedperson er Nap Dumas, som er politibetjent til fingerspidserne, men som ikke afholder sig fra lidt selvtægt i ny og næ, når han finder at nogen har fortjent det. For 15 år siden mistede han sin 18-årige tvillingebror og dennes kæreste. Samtidig forsvandt Naps egen kæreste Maura, og hun har ikke vist sig siden. Nu dukker hun pludselig op igen, men i forbindelse med at en anden af deres venner fra dengang, bliver slået ihjel. Nap, som stadig er forelsket i Maura, har en nagende følelse af, at sagen hænger sammen med ulykken for 15 år siden. Han begynder at bore i fortiden og finder bl.a. ud af, at de nu afdøde mennesker, alle var medlemmer af en hemmelig konspirationsklub. Klubbens medlemmer interesserede sig udelukkende for en nedlagt atommissilbase, som havde til huse i den lille by. De var overbeviste om, at der foregik noget derinde. Men kom de for tæt på? Var det mord og ikke en ulykke, da de to unge blev ramt af et tog den nat for 15 år siden?  

Giv ikke slip, er ikke en typisk Coben-bog, synes jeg. Hans bøger plejer at være mere følelsesprægede, med en masse små indbyggede livsfilosofier. Som regel skriver han om familier og vi følger flere forskellige personer. I denne bog, er det udelukkende hovedpersonen Nap, som fortæller. Han fortæller hovedsageligt til sin døde tvillingebror og Naps personlighed er som beskrevet ovenfor. Den har ikke helt samme ”dybde i sindet”, som hans bøger normalvis er kendetegnende for. Et godt stykke inde i bogen, begyndte jeg at småkede mig en lille smule med handlingen. På trods af skrivestilen, så synes jeg der skete for lidt. At opklaringsdelen skred for langsomt fremad og historien ligesom kørte lidt i samme rille. Først henimod slutningen begyndte det at vende og gerningsmanden (eller kvinden) kommer da også som en overraskelse – og så alligevel overhovedet ikke.

Jeg er glad for Harlan Cobens bøger. Han kan noget, som ikke mange andre kan. Sproget flyder let og lækkert, og i denne er der så lige tilsat lidt ekstra powerkrydderi. Den er ikke så ”pæn” i sproget, som hans bøger plejer at være.

Jeg giver den fire perler, fordi den på trods af sin lidt langsommelige handling og et lidt tamt plot, formåede at fortælle en god historie på den lækreste tør-humor-måde.

Anmeldelse: A. J. Finn - Kvinden i vinduet

Nå, tænkte jeg – endnu en bog om ”Kvinden” som bliver gejlet op til noget stort. På bagsiden lyder den heller ikke specielt sindsoprivende. Jeg gik i gang med den i håbet om at blive overrasket. Den startede sådanset ok spændende ud, men så blev det bare ved i samme rille.

Vi følger børnepsykologen Anna, som lider af agorafobi og derfor ikke er i stand til at forlade sit hjem. Selv et åbent vindue ud til verden, kan give hende angstanfald. Hun lever sit liv online via en agorafobi-gruppe og så spiller hun skak. Derudover så følger hun med i sine naboers liv gennem telelinsen på sit spejlreflekskamera. Det er ikke så lidt hun ved om folk. Og Anna er aldrig blevet opdaget – ikke før en kvinde pludselig løfter ansigtet og stirrer direkte på hende.

Som før nævnt, starter bogen trivielt. Sådan bliver den på ingen måde ved, for da først kvinden i huset på den anden side har fået øje på Anna og hendes ”spionageudstyr”, så tager tingene ellers fart. Jeg er ret sikker på, at starten er lavet på den måde med vilje. For at give os læsere et rigtig godt billede af hvem Anna er og hvor ensomt og trivielt hendes liv og daglig dag er. Det lykkedes til fulde og jeg følte hende fuldt ud.

Anna ser noget hun ikke skal se, i et vindue på den anden side af gaden. Hun forsøger at alarmere politiet og hun forsøger selv at gøre hvad hun kan for at hjælpe, hvilket er tæt på umuligt i hendes angstplagede tilstand. Men ingen tror på Anna, for hun er bare en sindssyg kvinde, som mixer medicin med alkohol og som derfor må hallucinere. Anna bliver mere og mere frustreret og som læser vidste jeg simpelthen næsten ikke hvad jeg skulle tro tilsidst.

Kvinden i vinduet er på én gang en både sindssygt følelsesladet og vanvittigt spændende bog. Hen mod slutningen, gik jeg fra at tørre tårer væk, til at forsøge at få styr på min vejrtrækning fordi den simpelthen bare er så hæsblæsende spændende. Ingen tror på Anna udover måske en teenager som er undertrykt af sin temperamentsfulde far. Intet er som det ser ud til og den følelse fulgte med mig hele vejen gennem bogen. Jeg blev overrasket flere gange og troede jeg havde regnet ud hvordan det hele hang sammen. Det havde jeg ikke, og selvom tanken nåede at strejfe mig, så var det først til allersidst, at alle brikker faldt helt på plads.

Hele bogen udspillede sig som en indre film i mit hoved og jeg glæder mig som et barn til juleaften, ved tanken om, at Kvinden i vinduet rent faktisk skal filmatiseres med Amy Adams i hovedrollen. Den bliver garanteret uhyggelig!

Den her bog kommer til at sidde i kroppen på mig længe endnu. En af dem jeg har lyst til at bede alle om at læse. Hold nu kælderdøren lukket, hvor er det en sej debut!! Wow!

Anmeldelse: Christian Frost - Valmuemanden

Valmuemanden er 3. del i serien om kriminalassistenterne Erik Falster og Lars Hede, samt journalisten Pia Larsen. Jeg har læst første del, men ikke anden del. Det betyder ingenting for læsningen, så nye læsere kan sagtens starte her.

Det her er en af den slags bøger, hvor jeg lige skal passe på ikke at afsløre noget, som ville være ærgerligt at kende til inden man begynder at læse.

Der bliver lagt hårdt ud i første kapitel. Vi er med i fangehullet hos en ung kvinde, som bliver udsat for modbydeligheder, som det giver ondt i maven at læse om. Det viser sig snart, at den unge kvinde, er den 16-årige Hania, som er forsvundet fra sit hjem sammen med den kun 9-årige Inga. Pigerne bliver fundet i Spanien – den ene levende, den anden død. Det står hurtigt krystalklart, at folk i det øverste samfundslag, vil gøre alt for at lukke munden for evigt, på den overlevende pige. Men hvorfor Spanien og hvordan er en valmuedyrkende dansk rigmand, hvis kone tidligere i livet har mistet sin teenagedatter, blandet ind i historien?

Udover hovedpersonerne, er der masser af personligheder med, som tæller alt fra lejemordere, rigmænd, politibetjente, forbrydere osv. Til at begynde med, er det om at holde tungen lige i munden, men enderne når hurtigt sammen og det er et yderst interessant og velbeskrevet persongalleri. En enkelt af the bad guys er mere er mere end almindeligt likable (ja, jeg er lidt indernational i dag … uuuh) og efter min mening løfter han historien. De egentlige hovedpersoner kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg mener om. Det irriterer mig en lille smule, at Falster virker så tumpet engang imellem. En hovedperson må gerne være stærk og sej, det er han ikke i mine øjne. Og så alligevel til tider.

I bund og grund, synes jeg det er en god og interessant historie. Et virkelig vigtigt emne der tages op, men desværre synes jeg der bliver sprunget lidt hurtigt henover den del. Jeg kunne godt have tænkt mig at høre mere om hvad, hvor og hvem. Jeg lander Valmuemanden på 4 perler, fordi jeg på trods af den gode historie, synes der er enormt meget unødvendig snak mellem personerne. Lange dialoger og tankerækker, som har mere til formål at skabe humor i historien, end egentlig betydning for noget som helst i forhold til handlingen. Der kunne godt skæres en hel del af på den konto, hvilket efter min mening ville skabe større intensitet. Det kommer simpelthen til at fylde for meget og den højintense spænding udebliver. Humordelen er sådan lidt ”falde-på-halen-komik” og den falder ikke helt i min smag. Er du til den form for humor, som Jussi Adler-Olsen bruger i sine bøger, så er jeg overbevist om, at du også vil være vild med humordelen i disse bøger. Heldigvis har vi ikke alle samme præferencer. 

Når det så er sagt, så er det faktisk en bog som har sat spor. Der er et par skæbner og et par personligheder, som jeg ikke blev færdig med og som jeg ærgrer mig over, at jeg ikke længere skal følge. Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Valmuemanden for en hyggekrimi. Til det er emnet for alvorligt, men det er trods alt en stille og rolig krimi, som måske og måske ikke, giver anledning til et par smil undervejs og som helt sikkert rører ved noget i de flestes følelser.  

Den opmærksomme læser vil opdage, at jeg har ændret antallet af perler på denne bog. Efter at have skrevet anmeldelsen, kan jeg mærke at bogen trods alt stikker dybere end først antaget. Jeg har valgt at give den 4 perler i stedet for 3. 

Anmeldelse: Søren Sveistrup - Kastanjemanden

Søren Sveistrup … er det ikke ham dér med hende dér med sweateren?? Jo det er så. Søren Sveistrup er manden bag tv-serien ”Forbrydelsen”, som rigtig mange nok har set. Bogen havde fået en virkelig cool og stærk promovering inden udgivelsen, så jeg kan godt indrømme, at mine forventninger var høje. Jeg har læst et interview med forfatteren, som sagde, at han egentlig gerne ville have skrevet bogen under pseudonym, for netop at undgå det store pres og de høje forventninger som ligger i navnet og de tidligere populære tv-serier. Jeg tror dog på, at det var det rette at gøre, at udgive under eget navn. Specielt fordi alle forventninger blev mere end indfriet for mig, men også fordi det gav et ekstra spændingselement til læsningen. Den der fornemmelse af, at vi bliver snydt og først fatter det til sidst, fulgte med mig hele vejen igennem bogen.

En ung mor bliver fundet myrdet på en legeplads nær sit hjem. Hendes ene hånd er savet af. Over hendes hoved hænger en kastanjemand, som i første omgang ikke får meget opmærksomhed fra efterforskerne. I det øjeblik der findes spor fra en tidligere sag om en forsvundet pige, går det op for politiet, at kastanjemanden er vigtig og samtidig et symbol på morderens hensigter med den myrdede kvinde og de efterfølgende mord. Mere får I ikke løftet sløret for i denne omgang.

Hovedpersonerne, Naia Thulin og Mark Hess er fuldstændig fremragende. Et par personligheder som i første omgang virker malplacerede sammen, men som vi hurtigt fornemmer, er mere eller mindre på samme bølgelængde. De er begge forholdsvis kølige og yderst skarpe i hjernen, hvilket giver en slagkraftig cocktail. Bogen ender ikke helt som jeg havde håbet i forhold til de to og deres fremtid sammen på flere måder, men jeg krydser mine små fedtede Anna og Lotte-fingre fra nu af og til den dag det forlyder, at der er en 2’er på vej. Der SKAL simpelthen bare komme en bog mere i den her serie.

Når man læser Kastanjemanden, så fornemmer man tydeligt på sproget, at vi har at gøre med en forfatter, som er vant til at beskrive i billeder. Det føles næsten som at se en film. Der er et eller andet med sproget som gør den her bog til en anderledes læseoplevelse. Da jeg havde læst første kapitel, tænkte jeg ”oh no, den bliver stram at komme igennem”. Det var som om det var skrevet lidt som en skolestil. Men så skete der et eller andet – måske glemte jeg bare at det var anderledes og måske var det bare fordi det er med til at gøre Kastanjemanden unik i forhold til andre bøger jeg har læst. Det er som om at nutid og datid bliver brugt som det lige passer. Jeg kunne ikke gennemskue en lige linje i det, men det fungerer og er med til at give ekstra dybde til karaktererne.

Jeg startede med at anmelde bøger, fordi jeg er typen der står i boghandleren og får lyst til at fortælle andre kunder i krimiafdelingen, om hvor fantastisk den ene eller den anden bog er. Kastanjemanden er sådan en bog, som jeg får lyst til at holde op foran alle krimielskere og sige ”læs dén her - sommerferiebogen is in da house”. Fornemmer man, at jeg synes den er fuldstændig fremragende? Hr. Sveistrup havde ikke behøvet bekymre sig om hvor vidt han var i stand til at skrive en krimi. Jeg synes bare han skal skynde sig at skrive en mere!

6 X S – Seriøst Stærk Start, Søren Sveistrup Styrer!

6 X Frk. Tines krimiperler