Anmeldelse: M. W. Craven - The puppet show

Jeg er på evig jagt efter krimier med intelligente plots og med overraskelser undervejs jeg ikke havde set komme. Krimier der er så uhyggelige at jeg holder vejret i spænding imens jeg læser, som ryster mig og giver mig kuldegysninger. Krimier hvor det sproglige element også imponerer mig undervejs og gerne med en smule tør humor. Hvis vi lige ser bort fra Harry Hole, så er jeg ikke sådan super meget til de der fordrukne typer med psykiske problemer. Jeg er mere til de rå typer som forholder sig cool i de fleste situationer og så synes jeg det er lidt fedt, hvis en af personerne har en lidt særlig evne, som IKKE er overnaturlig eller urealistisk.

Den slags bøger er der langt imellem, men helt tilfældigt faldt jeg over”The puppet show” af M. W. Craven. Jeg siger jer … den har alt det ovenfor nævnte! Dens to hovedpersoner Washington Poe og Tilly Bradshaw, er to virkelig stærke hovedpersoner. Den fandenivoldske Poe, som ingen midler skyr, men som alligevel kan bringes i knæ, når hans egen fortids skeletter bringes frem i lyset og trykkes på, lige dér hvor det gør allermest ondt. Tilly som er socialt handicappet og har levet med mobning og underkuelse hele sit liv, men som alligevel fortsætter ufortrødent med det computerprogrammeringsarbejde hun er så vanvittig dygtig til. Da hun kommer under vingerne hos Poe, løfter hendes potentiale sig endnu højere. Et makkerpar som jeg virkelig har savnet efter bogen var læst til ende. Jeg glæder mig simpelthen så meget, til at læse næste bog i serien, som hedder ”Black Summer”.

En seriemorder hærger Cumbria. Han brænder sine ofre levende og placerer dem rundt omkring i områdets mange stone cirkles (jeg ved ikke hvad det hedder på dansk). Da de finder en tekst skåret ind i brystet på det ene offer, er der ingen tvivl om, at morderen vil have Poes opmærksomhed. Men er Poe næste offer eller ønsker morderen at provokere? Pile peger i retning af et nu lukket børnehjem, men andre pile peger i andre retninger. Holdet er mere eller mindre på bar bund. Hvis jeg nu afslører, at titlen henviser til et dukketeater, hvor nogen trækker i de snore, som får dukkerne til at bevæge sig – får dem til at gøre hvad dukkeføreren ønsker de skal gøre - så har I måske lidt en idé om hvad der er i vente med denne brillante bog. Og så bliver den ved med at overraske lige til det sidste!

Jeg har læst ”The puppet show” på engelsk, da den endnu ikke er oversat til dansk. Der er dog gode nyheder, for jeg ved at Forlaget Jentas har købt rettighederne så bogen udkommer på dansk engang i løbet af næste år. Efter min mening passer M. W. Craven (Mike Craven) perfekt ind netop dér i selskab med Chris Carter og Paul Cleave! Her er virkelig noget at glæde sig til. 

Bare læn dig tilbage - siderne vender sig selv!

6 kæmpestore krimiperler

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dåseskjul

Pyw altså, hvor har jeg glædet mig til at læse denne bog. Forrige bog i serien, ”Kongens efterfølger”, sluttede med en cliffhanger så vild, at jeg flere gange har overvejet at købe den på engelsk fordi jeg simpelthen nærmest ikke kunne vente på fortsættelsen.

Lad mig bare starte med at sige, at det ikke blev kedeligt på noget tidspunkt. Helen Grace er havnet i fængsel anklaget for at være brutal seriemorder. Vi der har læst de forrige bøger, ved godt, at det ikke er sandt, men så skal jeg nok lade være med at afsløre mere. Helen Grace er en sej dame. Hun lader sig ikke slå ud og hun bevarer håbet om en frifindelse når hendes sag en dag kommer for retten. Netop håb, er det der holder hende fra at blive vanvittig som flere af hendes medfanger. Har du set Netflix-serien ”Orange is the new black”? Hvis ja, så har du nogenlunde den stemning der hersker blandt fangerne i dette kvindefængsel. Voldeligt og brutalt og med et hierarki der ikke er til at tage fejl af. Det er beskrevet, så man næsten kan se det hele for sig.

Imens Helen er indsat, sker en række bestialske mord på hendes afdeling. Kvinder der bliver myrdet om natten i aflåste celler. Det varer ikke længe før reporteren Emilia Garanita ser sit snit til at vinkle sine nyhedsindslag, så det ser ud som om den morderiske pil peger på Helen Grace. Det ser sort udfor Helen, som har ikke så få fjender i et fængsel fyldt med kvinder hun selv har fået spærret inde.

Jeg er vild med Matthew Arlidge. Hans bøger er altid dejligt brutale og detaljerede. Det gælder også Dåseskjul, selvom den egentlig er en del anderledes end sine forgængere. Den er ikke uhyggelig, men den har et højintenst tempo. Hovedpersonen Helen Grace er helt sin egen. Hun er kølig og cool, hvilket jeg sætter større pris på end de der halvfordrunke typer der drukner i dårlig psyke. Giv mig de seje der rejser sig fra asken og gerne med særlige evner af en eller anden art, som ikke er for overnaturlig - så klapper jeg i mine Anna og Lotte-hænder.

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Iskold

Iskold hedder den nyeste bog fra amerikanske Tess Gerritsen. En sød og rar kvinde, som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at spise morgenmad med på Krimimessen for et par år siden. En kvinde som skriver dystre og uhyggelige krimier og hvor titlen til denne bog passer perfekt til handlingen.

Iskold … det var den gennemgående fornemmelse jeg havde i kroppen imens jeg læste bogen. Ikke alene foregår den midt i en iskold snestorm, den gennemstrømmes også af en iskold uhygge hvor man hele tiden har fornemmelsen af, at det onde lurer lige om hjørnet. Hvor man ikke ved hvem der er til at stole på. At det samtidig er gået hen og blevet p…. koldt udenfor, satte lige den berømte prik over i’et.

Maura Isles tager på lægekonference i Wyoming. Hun er ked af det helt ind i knoglerne og da en tidligere medstuderende tilbyder hende lidt sjov i form af en hyttetur med skiløb, springer hun til. Det bliver en skæbnesvanger tur og selskabet bestående af 5 personer, strander i et mystisk og forladt landsby i bjergene, uden strøm eller mobilforbindelse.

Lige siden jeg læste Kirurgen, som er første bog i Rizzoli & Isles-serien har jeg været fan. Tess Gerritsen skriver medrivende, billedligt og så mestrer hun en krybende uhygge til perfektion. Også denne gang var jeg fuldstændig opslugt fra start til slut og min kvalmerefleks rørte på sig op til flere gange, når Gerritsen, som oprindeligt er uddannet læge, beskriver blodige detaljer så de står skarpt i den indre biograf.

Selvom det er en bog der mere eller mindre foregår samme sted, så sker der virkelig mange ting undervejs, så bogen bliver aldrig langsommelig. Plottet er virkelig godt og der kommer også et par overraskelser undervejs. Jeg ville ønske jeg havde næste bog ved hånden allerede. Tess Gerritsens bøger er den slags bøger, der er svære at vente på.

Anmeldelse: Sara Blædel - Pigen under træet

Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage med bog nr. 10 i serien.

I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden, til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?

En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.

20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen – hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og går i gang med at grave.

Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne finde på.

Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut. Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊

Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være skrevet mere om.

Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem, som sneg dig ud om natten 😊

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Skytsengel

Michael Katz Krefeld og Ravn er tilbage, efter et lille ophold i serien, hvor vi i stedet for Ravn, fik Cecilie Mars.

Imens mørket kaldte på os, sejlede Ravn rundt på et længerevarende krydstogt på sin båd, Bianca. Nu er han tilbage, men hvad han troede skulle blive en hyggelig hjemvending til alle vennerne og den elskede bydel Christianshavn, bliver i stedet til kaos, drama og tragiske omstændigheder.

Bogen starter på et hustag i bagende sol. En skarpskytte sigter med sin riffel. I kikkertsigtet har han mange forskellige mennesker - herunder både Victoria, Johnson og den højgravide Belinda. Så trykker han aftrækkeren i bund og fyrer sit skarpladte våben af igen og igen.

Jeg kan afsløre, at den ene af de tre nævnte venner bliver ramt. Ravn tager attentatet personligt og vil hjælpe med at finde den skyldige. Da han bliver kontaktet af advokaten Miriam, som vil have ham til at finde en klients forsvundne søn, takker Ravn derfor nej. Men vi kender ham jo efterhånden … og da hun afslører, at det handler om en mor, som mistænker at hendes søn er attentatmanden, springer han alligevel på vognen.

Man kan sige, at denne bog har to hovedpersoner, for udover Ravn, så følger vi også skarpskytten og hans tanker og følelser. Vi følger hans frustrationer, hans meget små og få glæder, hans vanvittige togt mod uskyldige mennesker. Vi kommer helt tæt på hans ødelagte personlighed og vi skiftevis sympatiserer med ham og håber han bliver fanget og får den hårdeste straf. Hvorfor?? Fordi vi hader terrorisme og ønsker terrorister til livs, og fordi vi samtidig sympatiserer med veteraner som har tjent deres land i krig, men som er vendt hjem med PTSD og evige ar på krop og sjæl!

Bogen har et vigtigt fokus og den fik mig igennem næsten hele følelsesregisteret. Veteraner hjemvendt fra krig – et vigtigt emne, fordi der tilsyneladende er berøringsangst omkring det - vi hylder soldaternes mod, men vi lukker øjnene for, at de kan være nedbrudte mennesker bagefter. Vi forventer at de klarer sig og selv tager sig af deres problemer. Vi synes det er dejligt, at der findes steder de kan opholde sig og få hjælp og støtte, men samtidig ønsker vi ikke disse opholdsteder i vores egen baghave, af frygt for hvad de kan finde på i tilfælde af psykoser osv. Et vigtigt dilemma at få sat fokus på, synes jeg.

Hver gang jeg læser en bog af Michael Katz Krefeld, er det som at se en indre film. Skytsengel er ingen undtagelse. Som at se endnu et afsnit af en god serie man har fulgt længe. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er han kan, som gør det hele så billedligt for mig, men det er ret fantastisk! Med ganske få ord, kan han beskrive steder og personer, så man som læser næsten føler, at man virkelig er der. Den effekt har han i hvert fald på mig og det giver læseoplevelsen endnu større substans.

Der er ingen tvivl om, at Michael Katz Krefeld er en vanvittigt dygtig forfatter. Det beviser han endnu engang med denne dybdeborende bog. 

For der ER virkelig meget dybde i denne bog. Der er spænding og der er smæk på det følelsesmæssige – på kærlighed og på venskaber og på alt det gode de fører med sig. Jeg synes det er spændende at komme ind i hovedet på attentatmanden og jeg synes han er utrolig godt beskrevet. Samtidig, så medfører det, at vi hele tiden kender hans planer. Når vi så følger Ravn, er vi læsere hele tiden et skridt foran og ved om han er på rette spor eller ej. Det tog desværre en del af spændingen fra mig. Jeg savnede noget der fik mig til at gyse og jeg savnede følelsen af frygt for hvad der mere ville ske. Jeg synes det hele blev lidt for forudsigeligt. Der er et fint twist undervejs, men når man har læst ualmindeligt mange krimier, så kan man til tider fange selv et ganske lille hint 😊

For mig og mit gys-hungrende krimihjerte, så blev det lidt for meget af det samme og lidt for få overraskelser. Jeg blev oprørt, men jeg blev ikke hverken skræmt eller særligt overrasket. Uhyggen udeblev. I hvert fald på dén måde som skubber til min frygt.

4 krimiperler - dem i det helt store format 😊

Anmeldelse: Stephen King - Anstalten

Stephen King kendt som gysets mester.  I min optik er det ikke gysere han skriver, men filmatiseringen af flere af hans bøger, er dog drejet temmelig meget i dén retning. For mig er det spænding i høj kaliber og ofte med et twist af noget overnaturligt – noget som måske, måske ikke, kunne være virkeligt.

Sådan er det også i Anstalten. Den greb mig om hjertet nærmest fra starten og så holdt den spændingsniveauet selvom det er en lang bog på over 600 sider. Den er på én gang både hjertegribende trist og vanvittigt spændende.

Luke Ellis bliver kidnappet og anbragt på en anstalt, som viser sig at være fyldt med børn. Alle er højt begavede og alle har de en helt særlig evne i form af enten telepati eller telekinese. De ansatte på anstalten skyr ingen midler når det kommer til at lave forsøg med børnene og deres særlige evner. De ansatte er for længst holdt op med at opfatte børnene som individer med følelser. Børnene er som dyr og bliver straffet, for at skabe respekt og frygt.

Samtidig et andet sted i landet, beder et flyselskab folk om at stige af flyet grundet pladsmangel. Tim Jamieson stiger af og i stedet for at tage imod selskabets tilbud om hotel og ny rejse næste dag, så tomler han den mod New York. Tim har ikke travlt, så da han undervejs havner i en lille flække midt i ingenmandsland, beslutter han at blive hængende. Den beslutning kommer til at ændre hans liv for evigt.

Egentlig er jeg ikke til bøger med alt muligt overnaturligt hejs, men i Anstalten er det beskrevet så fint og virkeligt, at jeg helt sad og kom i tvivl, om nogen faktisk har disse evner i virkeligheden. Samtidig er det noget af dét der giver bogen et ekstra løft mod toppen. Jeg synes det var fantastisk under scenerne med tankelæsning. Nøj hvor ville det somme tider være en praktisk evne at have. Efter min mening bliver det ikke for meget på noget tidspunkt. Hvis du har stiftet bekendtskab med enten bogen eller filmen ”Den grønne mil”, så har du enten læst, set eller begge dele, hvordan en lille smule af det overnaturlige, kan give både spænding og samtidig stramme grebet om følelserne.

Der er mange emner i denne bog, men den vigtigste er nok venskab. Hvordan fællesskab avler styrke, i en verden hvor man ikke altid ved, hvem der vil en det bedste og hvem der ikke vil.

Hjertegribende historie og fuldstændig fremragende skruet sammen. Måske den bedste Stephen King-bog jeg har læst!

5 krimiperler til Luke, Tim og Stephen K.

Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen

Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder.