Anmeldelse: Steen Langstrup - Tabu

Jeg har længe ønsket at læse noget af Steen Langstrup, da jeg flere steder har ladet mig fortælle at han er lidt af en gysets mester. Det var derfor med høje forventninger, at jeg gik i gang med at læse hans seneste bog, Tabu. Jeg skulle dog næsten halvvejs ind i bogen, før der begyndte at ske løjer.

Forretningsmanden Klavs har købt en forladt ø i Caribien. Han og hans hustru Jeanette har inviteret deres to voksne børn, Birk og Ulrikke, samt Ulrikkes kæreste David, til at holde jul på øen. Jeanette drømmer om en traditionel dansk jul med duft af julesmåkager, and, julemusik masser af familiehygge og hele pivtøjet. Men familien har gennemlevet en tragedie og derefter lagt låg på og man kan sige, at deres familiebånd er brudt. Jeanette nærer et håb om, at der kan rettes op på skaderne når de er omgivet af sol, varme, flamingoer og idyl. Så let er det bare ikke og da der varsles om storm i orkanstyrke, bryder både Jeanette og alle hendes planer om hyggelig familiejul sammen.

Oven i den dårlige stemning og den begyndende storm, ser flere af familiemedlemmerne en fremmed mand på den ellers øde ø. Det varer ikke længe, før det første mord bliver begået. Pga stormen, har familien ikke længere mulighed for at tilkalde hjælp fra fastlandet. Uvejret raser værre og værre efterhånden som mørket falder på.

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg har det meget blandet med denne bog. Jeg gik i gang med at læse den i troen på at det var en krimi og i håbet om masser af uhygge. Som nævnt tidligere, skulle jeg næsten halvvejs ind i bogen, før der begyndte at ske noget der var bare lidt krimiagtigt. Og ja, der er elementer af uhygge når man kommer længere ind, men for mig var der ingen overraskelser hvad angår morderen og plottet sådan overordnet. Med undtagelse af ”hvorfor”, så havde jeg temmelig tidligt gennemskuet hvem der var morderen og de få små overraskelser undervejs, løftede ikke spændingskurven særlig højt.

MEN … denne bog er så meget andet end en krimi. Dens titel, Tabu, er vanvittigt rammende for indholdet. Den rørte mig og den fik mig virkelig til at spekulere. Specielt den midaldrende overklassefrue, Jeanette, er så optaget af sig selv og sine egne behov, at det på ingen måder går op for hende, at det ret beset er hendes skyld, at den familie hun forsøger at binde sammen, er faldet fra hinanden pga hende og hendes behov for at tie følelser ihjel. At begge hendes børn er følelsesmæssigt ødelagte og hun ikke aner hvad hendes mand foretager sig. At hun selv springer ud i grænseoverskridende handlinger i trods, uden de store skrupler over hvem hun sårer – i dette tilfælde sin egen familie. Jeg har stadig masser at sige og i dette tilfælde, kunne det have været godt at have haft en læsegruppe at dele alle tankerne med. Og vreden – for hun gjorde mig sgu sur 😊

Bogen er skrevet, så vi får alle personers synsvinkler, hvilket virker super godt.

Jeg er nødt til at give bogen 2 krimiperler, fordi jeg ud fra et krimimæssigt synspunkt finder den forudsigelig og uoriginal, men det gør samtidig lidt ondt i hjertet fordi den er så interessant og absolut anbefalelsesværdig. Især tror jeg den vil være meget egnet som læsegruppebog hvis gruppen sætter pris på et psykologisk aspekt. Det her er ikke en bog man lige sender ud af systemet igen efter endt læsning.

Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen

Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder. 

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Proxy

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg er vild med alt, ved den her bog!

Så … med dét sagt, kan jeg starte min anmeldelse. Jeg har sådan glædet mig til at dele min læseoplevelse med jer. Mange kender Steffen Jacobsens serie om Michael Sander og Lene Jensen, hvor første bog i serien er ”Trofæ” – en bog som flere stadig nævner, som noget af det bedste de har læst. Om Steffen har afsluttet sin serie om Sander/Jensen, ved jeg ikke helt, men noget tyder på det.

Proxy er første del i en helt ny serie. Her møder vi første gang makkerparret Jakob Nordsted og Tanya Nielsen. Kriminalinspektøren Jakob, er berømt og berygtet i politiets kredse. Han er iskold og direkte i sin tilgang til andre mennesker og lægger sjældent fingre imellem, når hans meninger skal udtrykkes. Tanya er helt ny og skal være med på en drabssag for første gang. Hun er intelligent, men hun er klodset og så lider hun af Hyperosmi, som kort fortalt, betyder vanvittigt veludviklet lugtesans. ”To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt”, siger kriminalteknikeren på et tidspunkt. Det får han fuldstændig ret i – men på den fede måde.

Vi er i Holbæk hvor der bliver begået et brutalt mord. Det varer ikke længe før endnu en person må lade livet. Begge mord er beskrevet i detaljer, som giver et tydeligt indre billede af gerningsscenen. I det hele taget, er der mange fine og beskrivende detaljer gennem bogen, som gør at det er lidt som at se en film når man læser den. Et par af sporene, peger i retning af en kvinde og hendes kronisk syge datter. Pigen er afkræftet, kan ikke gå og kan ikke spise selv, så hun opholder sig mest i sengen og bliver madet gennem sonde. Behandlinger og operationer optager det meste af deres liv. Moderens job, er at passe datteren. Hun har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge deres liv og donere til ting og oplevelser, som kan berige teenagepigen Emmas liv. Vi får lov at følge dem begge, og Emmas historie sætter uundgåeligt spor i læseren. Hmmm ja, Proxy … hvilken sammenhæng er det nu lige vi har hørt dét ord før? Jeg har googlet det for jer: det er latin og betyder stedfortræder 😉

Proxy har simpelthen det hele. Den har et pænt tempo hele vejen igennem, den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder som lægger spor ud til politiet. Den har den mest fantastiske tørre humor der konstant fik mig til at smile. Og så har den et fedt plot. Jo jeg regnede morderen ud på et forholdsvist tidligt tidspunkt, men det betød ikke så meget for historien, og jeg var ikke sikker før til allersidst, hvor vi får en hæsblæsende afslutning, som tog vejret fra mig. Det bedste af det hele er, at bogen samtidig er krydret med små lægefaglige dimensioner, som bare gør historien endnu federe og endnu mere virkelighedstro.

Proxy er en filmatisering i sig selv, og hvis du spørger mig, så overgår den faktisk Trofæ. Mine hænder vifter i vildskab over mit hoved i begejstring – den her er simpelthen en ”must read” og jeg har ekstremt svært ved at vente på 2'eren!

6 stk. Hama rørperler i forskellige nuancer uddeles. Helt fuld perleplade til Mester Jacobsen og Proxy!!

Anmeldelse: Julie Hastrup - Blodspor

Det her er en anmeldelse, som er svær at skrive. Bogen og dens historie, er fuldstændig fremragende. Intet mindre. Det som gør anmeldelsen svær at skrive, er at selve plottet og bogens indhold, på ingen måde bør spoiles. Jeg var nået et godt stykke ind i bogen, før det begyndte at gå op for mig, hvad den egentlige handling gik ud på. Den overraskelse synes jeg også andre læsere skal have lov at få.

Bogen starter med fundet af en dræbt familien Friis. De sidder alle bundet til deres stole rundt om spisebordet. Ilde tilredt er de, og hvor jeg til tider har ment, at Julie Hastrup var for ”pæn” i sine krimier, så er der her skruet godt op for detaljen, så jeg nåede at få den dér følelse af gru. Jeg ved ikke hvorfor jeg er så vild med det lidt mere brutale og billedligt ulækre i krimier. Måske netop fordi det ryster mig og fordi det giver en krimi lidt mere kant, når det hele ikke bare er så pænt og ordentligt.

Resten af bogen holder sig uden mere ækelhed, men til gengæld er der knald på spændingen og endnu mere på følelserne, hele vejen igennem. Vi følger en masse forskellige tråde, som til at begynde med, virker uden betydning for det drab der skal opklares. Man kan selvfølgelig regne ud at der er en sammenhæng, men der er ingen rød tråd der indikerer hvad den sammenhæng kunne være. Jeg brød virkelig min hjerne med at nå frem til hemmeligheden og stille og roligt begyndte mistanken at spire for til sidst at være helt tydelig. På daværende tidspunkt havde jeg godt luret morderen, men tvivlen nagende alligevel til sidste side og der kom da også en overraskelse ind fra sidelinjen.

Blodspor er en bog der er så tankevækkende, at jeg her dagen efter jeg er færdig med den, stadig spekulerer over den. Jeg var endda nødt til at drøfte nogen etiske ting i den, med en veninde, som ikke læser krimi, så jeg kunne godt afsløre alt for hende. Det føltes næsten som om det var en historie fra den virkelige verden jeg fortalte hende, hvilket det på sin vis også er. Bogens hovedtema er hentet efter inspiration fra virkelige begivenheder. De fleste af personerne, er særdeles godt beskrevet og flere passager giver decideret ondt i maven at læse om. Samtlige 445 sider vender sig selv og det er en af den slags bøger man ikke vil hjem fra. Eller noget i den stil 😊 Hermed et nyt begreb opfundet - en Spies-krimi 😂

Blodspor er 7. del i serien om politiefterforsker Rebekka Holm. Jeg tror faktisk, at jeg synes det er den bedste i serien indtil videre. I de tidligere bøger i serien, har jeg anklaget Rebekka for at være for naiv og teenageagtig i sine tankemønstre - specielt omkring hendes parforhold. I denne bog, synes jeg hun er modnet en hel del. Jeg synes det klæder hende og jeg synes endnu bedre om hende end jeg plejer.

Jeg er virkelig virkelig vild med denne bog. Den er formidabel på den tankevækkende måde. Jeg drøner 6 store krimiperler lige ned i blodsporet.

Anmeldelse: Angela Marsons - Tavse skrig

Tavse skrig er en af den slags bøger, som giver ondt i maven imens man læser. Ikke sådan på kvalmemåden fordi det hele er penslet ud, men på den der ”rørt dybt ned i maven-måde”. De skæbner vi møder – både de døde og de levende … arg mand, hvor er det hjerteskærende!!

Jeg er vild med hovedpersonen, Kim Stone. Hun er på den ene side iskold, ligeglad og utilnærmelig. På den anden side, er hun det varmeste og mest omsorgsfulde menneske man kan forestille sig. Det lykkedes til fulde for forfatteren, at koble de to sider af hende sammen, så hun bliver en yderst troværdig person, som jeg glæder mig til at følge.

Liget af en kvinde findes. Hun er myrdet ved drukning i sit eget badekar. Kim Stone er den ledende efterforsker, men da det viser sig, at sagen trækker tråde til et nedlagt børnehjem for unge piger, bliver sagen personlig for Kim. Hun har selv en fortid, på netop sådan et sted. Flere lig dukker op, nye såvel som gamle og det står snart klart, at der er tale om en kold og beregnende morder. Én som på ingen måde er nybegynder.

Vi følger hovedsageligt Kim Stone i hendes arbejde og i hendes møde med forskellige kollegaer, men vi følger også nogen af ofrene, i det øjeblik de bliver slået ihjel. Et par gange kommer vi endda med ind i hovedet på morderen. Den er en af den slags bøger der giver mulighed for at man gætter med og forsøger at regne ud, hvad motivet kan være. Jeg troede jeg havde regnet den ud på snedigste vis, men sandheden viste sig, at være endnu snedigere.

Jeg synes virkelig det her er en cool debut! Den er så veldrejet og fint skrevet. Den har uhygge og den er spækket med følelser, men samtidig er den støvsuget for kærlighed og parforhold 😊

Fem krimiperler får den af mig.