Jeg glæder mig altid, når en ny Harlan Coben-krimi er på
vej. Hans bøger er anderledes end mange af de andre. Det er svært at sætte
fingeren på, præcis hvordan, men jeg tror det er noget med dybden i dem. Ikke
dybde forstået på den måde, at vi kommer langt og dybt ind i karaktererne, men
mere sådan, at han ligesom altid har lidt mere på hjerte end selve historien.
Der er på en eller anden måde, hældt en lille dosis livsvisdom ind i hans
bøger. Tankevækkende små sætninger her og der, som får mig til lige at standse
op og fundere.
I Bliv hos mig, møder vi Megan og hendes mand David. De
lever det lykkelige forstadsliv – stadig forelskede efter mange års ægteskab og
børn som er blevet til unge. Men Megan gemmer på en fortid, som hun aldrig har
fortalt David om. En fortid, som hun tror han vil fordømme, men som hun stadig
til tider savner.
Som I nok har gennemskuet, så bliver der snart rodet op i
fortiden og Megan tvinges til at tage tilbage til Atlantic City, hvor det hele
begyndte – og endte. En række mænd er forsvundet og et mønster begynder at
tegne sig. Et mønster, som Megan er en del af. Måske er fortiden alligevel ikke
så attraktiv og måske har nogen ikke interesse i, at hun er tilbage og roder i
forsvindingssagerne sammen med politiet.
Bliv hos mig, er ikke specielt uhyggelig og heller ikke
specielt blodig. Det er nok mest hvad jeg vil betegne som en hyggekrimi. Jeg
synes den blev lidt rodet, for der var mange personer at hitte rede i og en
enkelt gren af historien, var også mere eller mindre irrelevant for handlingen.
Jeg troede langt hen ad vejen, at det var en del af en uhyggelig historie, men
det viste sig, at være noget andet og mere trist, i stedet.
Harlan Coben har skrevet en lang række bøger og indtil
videre har dem jeg har læst, alle været det man kalder stand alones – altså bøger
som ikke er en del af en serie. Selvom jeg er vild med serier, så har det altså
også visse fordele, at forfatteren kan gøre hvad han vil med personerne og
deres liv. Han skal ikke tænke på, at de skal leve videre i bedste velgående i
næste del. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente og det holder
spændingsniveauet på et højt plan.
Den lander på 3 krimiperler for mig, for selvom det er en
god, spændende og meget velskrevet bog, så er der altså bare dele af den, som
ikke virker realistiske for mig og i stedet medvirkede til lidt for meget rod.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar