onsdag den 4. januar 2017

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Dybet



Skræmmende, spændende, uhyggelig, fascinerende, blodig, ond, bestialsk, tankevækkende, sørgelig… alle disse ord, kan beskrive handlingen, i Michael Katz Krefelds seneste bog ”Dybet”.

Bogen er 4. del i serien om eksbetjenten Ravn, som nu har slået sig ned som privatdetektiv, og som primært forsørger sig ved, at afdække andre menneskers utroskab. Ind imellem, dukker der heldigvis langt mere interessante sager op. I Dybet, bliver Ravn opsøgt af en tidligere barnemorder – en som ikke bare har dræbt, men også på det groveste mishandlet en lille treårig pige. Manden opsøger Ravn, for at få hjælp til at finde sin medsammensvorne fra dengang. Han mener at makkeren er ude på et større dræbertogt. Ravn er selvfølgelig ikke meget for at hjælpe ham, men noget tyder på, at manden taler sandt. Eller gør han?

Jagten på morderen sætter ind, men hele tiden, havde jeg fornemmelsen af, at der lå noget mere bag. At manden ikke havde rent mel i posen. Jeg sad med en konstant fornemmelse af, at Ravn blev snydt. Om han bliver det eller om det var ren fornemmelse plantet af forfatteren, vil jeg ikke fortælle jer. Der imod, vil jeg gerne fortælle, at denne bog er i absolut topklasse og er spændende fra start til slut.

Har du læst de forrige bøger i serien, så ved du også, at Ravn plejer at være en drukkenbolt, som sørger over tabet af sin kone, Eva. I Dybet, har han fået styr på sit alkoholproblem og det klæder ham, synes jeg. Det gør også fortællingen mere autentisk. Til at begynde med, har Ravn lagt drabet på Eva på hylden og lader det ikke længere fylde så meget. Der bliver dog åbnet en lille dør, så den sag kommer vi givetvis til at høre mere til, i kommende bøger.


Bogen – som jeg i øvrigt har valgt at høre som lydbog pga hjernerystelse – fortjener 5 store krimiperler. Den kan sagtens læses selvstændigt, men som altid, vil jeg anbefale, at man tager serier fra en ende af, for at få den fulde forståelse. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar