Anmeldelse: Helle Vincentz - Søster min

For et stykke tid siden, opfandt jeg et nyt hashtag - #bøgerduikkevilhjemfra. Den følelse fik jeg i kroppen endnu engang, da jeg begyndte på at læse Søster min. Jeg fik den der kildende fornemmelse i kroppen og havde bare lyst til at læse i bogen hele tiden. Når jeg ikke læste i den, tænkte jeg på den.

Søster min er 2. del i serien om antropologen, Sofie Munk, der nu arbejder som privat efterforsker i et lille tremandsfirma. Sofie får til opgave, at undersøge et medicinalfirma, hvor direktøren har brug for at vide, hvem af medarbejderne der anonymt har sendt ulovlige dokumenter til lægemiddelstyrelsen. Direktøren er typen der gerne vil gøre tingene efter bogen, men en af hans medarbejdere, har travlt med at presse en godkendelse af en helt bestemt type medicin igennem. En pille som udover at hjælpe folk med ADHD og depression, samtidig også kan hjælpe kvinder som både har depression og mistet sexlysten.

Sofie er cool og hun har et drive der hovedsageligt styres af hendes kæmpe utålmodighed. Ting skal ske og de skal ske nu! Hun kører derud af i højt tempo med undersøgelser, interviews og undercover. Det var så spændende at jeg glemte alt omkring mig. Da jeg var omkring to tredjedele inde i bogen, synes jeg dog alligevel at den tabte lidt tempo. Ikke i fortællingen som sådan, men for mig og min læseoplevelse. Det var som om det totale fravær at politi, blev for urealistisk trods alt. Jeg ved godt det er fiktion, men alligevel. Slutningen og selve plottet, synes jeg også var en smule tyndt. Som om det skulle være så stor en overraskelse som muligt hvem der var skyldig. Når man som læser gætter med, men det viser sig, at man ikke rigtig for alvor har haft en chance alligevel, så er det en lidt flad fornemmelse når spændingen udløses. Dybere i detaljen kan jeg ikke gå, uden at afsløre noget.

Sofie Munk bærer bogen, synes jeg. Hendes personlighed er beskrevet helt fantastisk. Humoristisk kan man nok ikke ligefrem kalde hende, men det sprogbrug hun har, er humoristisk og dagligdags. Hun er så naturlig og så ligefrem og man (jeg) kan ikke andet end at holde af hende. Mon ikke også de fleste af os, kan kende hende i os selv? Kæmpe ros til Vincentz for hendes skrivestil – både i udformningen af karakteren Sofie Munk, men også bare sådan helt generelt. Jeg er vild med det.

Alt i alt, en virkelig god og spændende bog. Den tager fat i et spændende emne og den formår at sætte forskellige synsvinkler op imod hinanden. Jeg blev tvunget til at tage stilling til flere forskellige, men modsatrettede holdninger, som giver mening på hver deres måde. Det viser hvor svært det kan være at tage parti – specielt når der er stærke følelser involveret.

Helle Vincentz vil gerne skrive om kontroversielle emner. Emner som folk har følelser omkring og holdninger til. Gerne emner som ligger og vipper på grænsen til tabu. I denne bog, tager hun som sagt fat i depression. Det har været et vigtigt emne for hende at skrive om. Helle er vokset op med en far som led af svær depression og som også til tider var indlagt. Hun har også selv gennemlevet en depression og er heldigvis helt ude af den igen. Bogen er ikke Helles egen historie, men til tider krævede det en del af hende at skrive den, fordi det var svært for hende, ikke at hænge fast i hvordan det var for hende selv, frem for at fokusere på hvordan karaktererne i bogen havde det. Jeg synes hun er lykkedes virkelig fint med det.

Bogen kører i et jævnt tempo hele vejen og kommer aldrig ud hvor den bliver uhyggelig eller skræmmende. 

5 krimiperler til Søster min

Anmeldelse: Rachel Abbott - Drevet til mord

Efter at have færdiglæst ”Drevet til mord”, havde jeg det som om jeg lige havde set en film. En af den slags hvor man bare ved, at intet er som det ser ud. Jeg havde hele vejen igennem, en fornemmelse af, hvordan det hele hang sammen, men jeg fornemmede samtidig, at jeg blev snydt. Jeg var bare ikke sikker på hvordan og hvorfor.

Mark North er fotograf og tager smukke billeder, Han har et galleri sammen med sin søster, Cleo, som laver smykker. Men Mark har mistet sin kone, så han er depressiv og indelukket. Og så dukker Evie op. Hun er interesseret i Marks smukke fotografier. Sammen med Evie, kommer Mark ud af sin depression og livet lysner for ham.

Bogen starter med, at politiet finder Mark og Evie i seng sammen. Ikke på den lækre måde, men derimod i et blodbad, hvor det først synes som om de begge er døde. Det er dog kun Mark der er død og Evie der er i chok, og klamrer sig til hans døde blodige krop. Herefter starter bogen for alvor og vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Evie dukker op for første gang, i Marks galleri.

Jeg blev ret hurtigt fanget af historien og herefter var det umuligt for mig at slippe den igen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvordan filan det hele hang sammen og hvem der tog røven på hvem. Det er lidt en speciel bog i den forstand, at størstedelen af handlingen sker i Mark og Evies hus. Jeg ved dog ikke helt, om den går under kategorien ”domestic noir”, for der er også en større del af historien, som foregår i retssalen. Jeg sad dog med den dér følelse af, at handlingen er lidt indsnævret, netop fordi vi ikke rigtig kommer rundt og får fornemmelsen af så meget andet, ligesom der heller ikke rigtig er nogen særlige beskrivelser af omgivelserne. Det er ikke kun handlingen der er indsnævret og mangler dybde, synes jeg. Det er også persongalleriet der ikke er særlig nuanceret. Jeg synes ikke jeg kom til at kende nogen af dem særlig godt. Jeg har læst mig frem til, at denne er første bog i en trilogi, men jeg må være ærlig at tilstå, at jeg har svært ved at se hvem af dem, det er vi skal følge nu.

Alt i alt en spændende pageturner, som dog alligevel lige mangler lidt kant og personlighed. Jeg lander den på 4 krimiperler, men glæder mig trods alt til næste del i serien.

Anmeldelse: Heine Bakkeid - Jeg vil savne dig i morgen

Thorkild Aske, er tidligere politibetjent indenfor specialafdelingen og er ekspert i afhøringsmetoder. Men Thorkild har trådt i spinaten, for at sige det mildt. Han er dømt skyldig i drab, har siddet fængslet i 3 år og har mistet alle rettigheder til at arbejde indenfor politiet. Samtidig er han dybt afhængig af stærk smertestillende medicin, som han spiser som bolcher. Derfor er han også mere eller mindre konstant påvirket.

Thorkild bliver hyret af et forældrepar, til at finde deres forsvundne søn, Rasmus. Ingen tror helt på at Rasmus er i live, men forældrene er villige til at betale for at få vished og fred i sjælen. Den unge Rasmus, havde købt et gammelt fyrtårn på en øde ø, som han var i gang med at sætte i stand, da han forsvandt sporløst. Thorkild ankommer til den øde ø, bedst som en voldsom storm hærger.

Det faktum, at Thorkild konstant popper piller, er samtidig medvirkende til, at jeg ikke turde stole på, at hans oplevelser undervejs var virkelige og ikke bare en illusion. Den følelse forstærkes yderligere af, at Thorkild selv, har det på samme måde. Som læser efterlades man derfor med en tvivl om hvor vidt der foregår noget overnaturligt, om Thorkild hallucinerer eller om nogen forsøger at få det til at se sådan ud.

Forfatteren Heine Bakkeid er norsk og er selv vokset op nær Tromsø i Nordnorge, hvor bogen foregår. Han har tidligere skrevet ungdomsbøger, men dette er hans debut som krimiforfatter. Bakkeid bliver sammenlignet med Jo Nesbø, som jeg er ret stor fan af. Jeg er nødt til at sige, at jeg simpelthen ikke kan se ligheden. Det skulle så måske være med den allerførste Jo Nesbø, som var en smule underlig, og som i øvrigt ikke kan sammenlignes med resten af serien om Harry Hole. ”Jeg vil savne dig i morgen”, er efter min mening også en smule underlig. Jeg har svært ved at sætte fingeren på præcis hvad det er der gør det, men jeg tror simpelthen bare, at jeg på en eller anden måde mangler noget dybde i personerne. Vi følger kun Thorkild Aske, men hans fortid og grunden til at han havnede i fængsel, afsløres først hen mod slutningen i en sideløbende historie. Det er som om der hele tiden mangler noget. Selve titlen har jeg vendt og drejet i mit hoved, men uanset hvilken vinkel jeg anskuer den fra, så kan jeg ikke få den til at give mening i forhold til bogens handling.

Alt i alt, så kedede jeg mig simpelthen gennem størstedelen af bogen og var ved at lægge den fra mig flere gange. Jeg var længe om at læse den, fordi jeg hele tiden mistede fokus. Det skal dog siges, at bogen har en pæn portion humor i form at måden Thorkild tænker og udtrykker sig på. Beskrivelsen af den mondering han bliver udstyret med på et tidspunkt i bogen, fik mig til at grine højt. Humoren er så også det der får mig til at trække bogen fra 1 krimiperle op på 2. Her er simpelthen for lidt tempo, handling og spænding til min smag og bogen gav mig heller intet stof til eftertanke.

Anmeldelse: Lars Kepler - Lazarus

Efter at have læst Sandmanden af Lars Kepler, tænkte jeg at nu kan de ikke gøre det bedre, den her kan de ikke toppe. Hånden på hjertet, så har de ikke overgået den endnu, men for saddan hvor kommer de tæt på, bog efterbog. Lazarus er ingen undtagelse. Den er sindssygt velskrevet og samtidig en lille smule farlig for helbredet, fordi der gang på gang er lange passager, som er så spændende, at jeg tog mig selv i at holde vejret. Pulsen kommer så højt op, at fitnesscenter er overflødigt 😊

Lazarus, er ham i bibelen som genopstår og det er også tilfældet i denne bog. Joona Linna er i hvert fald ikke i tvivl, så han får fat på sin datter og går under jorden. Resten af holdet mener, at Joona er paranoid og lad os bare sige, at deres tvivl får grusomme konsekvenser. Måske du har regnet ud hvem der er tale om? Jep, du har ret - ingen ringere end Jurek Walter som vi første gang stiftede bekendtskab med i Sandmanden. Vi kan ret hurtigt regne ud, at der under alle omstændigheder er en forbindelse til Jurek, så det ødelægger ikke noget for læsningen at vide hvem der er tale om. Om det så virkelig er Jurek eller om nogen har overtaget hans frygtelige hævn over Joona Linna, skal jeg lade være usagt.

Både Joona Linna, Saga Bauer og Nathan Pollock, kommer under ekstremt stort pres. Denne gang er der bud efter dem personligt og hvem skal man lade det gå ud over, hvis man vi såre en person mest muligt? Dem de elsker allermest! Det er et modbydeligt og ondskabsfuldt net der bliver spundet omkring dem, og jeg blev rystet gang på gang.

Jeg synes Lazarus er en vanvittigt velskrevet bog. Jeg bliver altid imponeret over forfattere som formår at lave et snørklet plot med masser af twists undervejs. Et plot der ikke er til at gennemskue og hvor der brugt en kæmpe portion fantasi for at overraske os læsere. Sådan en bog er Lazarus. Den er spændende hele vejen igennem og jeg er vild med den måde den er skrevet i nutid på. Det medvirker til at gøre handlingen endnu mere nærværende og fuld af gru. Den får hele armen med detaljerne og det er bestemt ikke for sarte sjæle. Lige som jeg kan lide det.

Lars Kepler har skrevet endnu en brilliant bog i serien om Joona Linna. Den fortjener intet mindre end 6 gigantiske krimiperler.

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Mørket kalder

Man skal ikke skue hunden på hårene og man skal ligeledes heller ikke skue en bog på dens cover. Når jeg ser på dette cover, så minder det mig om en firserudgave af en gangsterbog. Men tag ikke fejl – Mørket kalder er alt andet end dét.

Mange kender bedst Katz Krefelds bøger om Ravn, men i denne bog er hovedpersonen en kvinde. Cecilie Mars hedder hun og er politikommissær hos Københavns politi. Cecilie er usikker på sig selv som menneske, men hun tror på sine egne evner som betjent. Og hun er både dygtig og korrekt i sine metoder. En enkelt aften, lader hun følelserne styre og træder ved siden af, hvilket en ukendt person filmer og bruger som afpresningsmiddel imod hende. Vedkommende vil have hende til at udføre mord på, hvad han kalder udyr. Cecilie forsøger at styre slagets gang på sin egen lovlydige måde, men det er sværere end hun forventer og for at sige det på godt dansk, så står Frk. politikommissær snart i lort til halsen.

Resten skal du selv læse dig til, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg er helt oppe i skyerne over Mørket kalder. Jeg synes simpelthen den er vanvittigt spændende fra start til slut. Jeg er vild med hovedpersonen Cecilie Mars, som er følelsesmæssigt knækket grundet et enormt traume hun har lidt i sin ungdom. Samtidig er hun hårdkogt og ekstremt modig. Hun er ingen superhelt, så den dér følelse af, at det hele kan vælte for hende lige om lidt, gennemsyrede bogen. Følelsen af, at alt kan ske, er altoverskyggende og jeg synes det er fantastisk. Jeg havde på ingen måde, lyst til at lægge den fra mig. Jeg var sikker på at jeg havde regnet morderen ud, men så viste det sig at jeg tog fejl. Det skete flere gange og jeg følte nærmest at jeg blev trukket rundt i manegen. Snydt mere end én gang og intet var sikkert før til sidst. 

I mandags var jeg inviteret til bloggermøde med Michael Krefeld. Han fortalte bl.a. at han startede ud med en karriere som manuskriptforfatter. Han har været med til at lave både "Nikolaj og Julie" og Nynnes dagbog". Hver gang jeg læser bøger af Michael Katz Krefeld, så har jeg sådan en fornemmelse af, at jeg lige har set en film. Det giver god mening når man kender hans baggrund. Det er en kunst at skabe så fine og tydelige billeder hos læseren ved hjælp af få, men vigtige detaljer, men her er altså en forfatter, som mestrer det til fulde. 

Mørket kalder er det man kalder en "stand alone", hvilket vil sige, at den ikke er en del af en serie. I følge Michael selv, så er der heller ingen planer om at den skal blive det. Heller ikke selvom vi sad en del bogbloggere om bordet i mandags, og sendte bedende hundeøjneblikke. På den anden side - selvom jeg er vild med Cecilie og ked af at mødet slutter her, så synes jeg samtidig at det er ret suverænt med de her bøger, hvor ALT bare kan ske. Hvor du som læser ikke er sikker på hvor noget som helst ender, fordi du ved, at bogen ikke har en fortsættelse hvor personerne skal medvirke igen. Jeg er vild med serier, men kan samtidig mærke, at jeg er på vej ind i en periode, hvor jeg finder det forfriskende, når forfattere med lange serier, viser hvad de ellers kan. Jeg håber håber hååååååber, at der kommer flere af denne type krimier fra Michael Katz Krefeld. Næste bog bliver endnu en Ravn og ham kan jeg også godt lide, men det er som om denne her lige er trådt et skridt op. Mere af dét!! Please 😍

Fed fed bog. Jeg sender simpelthen 6 krimiperler efter den. Det synes jeg den har fortjent!

Anmeldelse: Sara Blædel - Den tredje søster

Endelig blev det tid til tredje og sidste del i serien om Ilka Jensen, som er bedemandens datter. Jeg ved at vandene er delte med denne serie, men jeg er en af dem der har været ret begejstret for de første to. Jeg har glædet mig virkelig meget til denne tredje og sidste del.

Ilka er stadig i Racine og hendes far er stadig død. Eller er han? Noget peger pludselig i en anden retning. Spor af hendes far, peger mod Key West, så Ilka tager afsted og følger de spor hun har fundet. I Key West venter der hende flere overraskelser og endnu et lag af sandhedens løg, bliver skrællet af. Søster forsvinder pludselig sporløst, og da Ilka borer i hendes fortid, dukker der en yderst grufuld sandhed op. En sandhed som ingen i deres vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Enkelte ved dog hvordan det hele hænger sammen og de er ikke det mindste blege for, at tage ekstreme metoder i brug for at stoppe sandheden fra at se dagens lys.

Den tredje datter starter ud i højt tempo. Sådan fortsætter den et stykke tid og så er det som om den står lidt i stampe. Jeg nåede lige at tænke ”Nåååh” på den jyske måde, før handlingen atter tog fart og intensiteten steg igen. Jeg ved godt, at serien om Bedemandens datter ikke er kategoriseret som krimi, men jeg synes alligevel at de sidste to dele har været mere spændingsromaner end almindelige romaner. Specielt Ilkas arv, fik fuld skrald på tempoet. Jeg synes det er en forfriskende historie med en anderledes baggrund end den gængse. Jeg kan godt lide når en forfatter finder vinkler, som ikke er brugt før. Og så har titlen en lille overraskelse i form af en dobbeltbetydning.

Jeg synes stadig virkelig godt om Ilka og de andre personer der omgiver hende. Bag hendes temperament som skyder i det røde felt på to sekunder, findes der en sød person med medmenneskeligheden på det rette sted. At kalde hende varm, ville være en overdrivelse, men Ilka tror på det bedste i de fleste. Sara Blædel fortæller, at hun fik idéen til bogen og dens omdrejningspunkt, fordi hun selv har mistet begge sine forældre i en forholdsvis ung alder. Hendes møde med en fantastisk hjælpsom og dygtig bedemand, som i øvrigt var en kvinde, var altafgørende i den periode med dyb sorg. Med tiden har Sara følt, at det nu – udover hendes søn, i stedet er en håndfuld nære venner, som gør det ud for hendes familie. At det er følelsen af at høre til, som betyder alt. I forbindelse med sin fars død, fandt hun også ud af, at hun har en halvbror som er 9 år yngre end hende selv. Dengang kom det som et chok, men forholdet til ham i dag, er super godt og også han, er en vigtig del af hendes liv. Når man kender den historie, så mærker man tydeligt hvor Sara Blædel vil hen med personbeskrivelserne og de følelser og relationer der opstår og ikke opstår, i Den tredje søster. Det giver fortællingen en ekstra dimension synes jeg.

Jeg var ikke revet helt så meget med at denne bog nr. 3 som af bog 2, men jeg synes stadig det er en virkelig god fortælling, som også fik mig til at holde vejret et par gange. Den rundes fint af, der er ingen løse ender som kalder på flere dele i serien. Alt er som det skal være. Alligevel er jeg kommet til at synes godt om Ilka, så det er en smule trist, at tage afsked med hende. Jeg ved, at den næste bog fra Sara Blædel, bliver endnu en Louise Rick. Personligt er jeg kørt godt og grundigt træt i Louise Rick og kan næsten ikke se hvad hendes omgangskreds ellers kan komme ud for. Jeg havde håbet på en hel ny figur og en helt ny serie. Sara siger dog selv, at hun har lært meget og har udviklet sin skrivestil ved at skrive serien om bedemandens datter, så jeg vil selvfølgelig give den en chance og tro på endnu en god historie.

Jeg vipper lidt mellem 4 og 5 krimiperler, men af forskellige årsager lander jeg den på 4. Det bliver dog 4 kæmpestore perler. Hvis du har gået og glædet sig til at få slutningen på trilogien, så har du virkelig en god historie i vente. Jeg er vild med den. 

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Ghostwriter

Steffen Jacobsen er langt om længe tilbage med en ny bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. Den har været ventet med længsel af mange. Steffen Jacobsen føler, at det bliver for nemt for ham som forfatter, at blive ved at skrive på den samme serie i længere tid. Derfor har han holdt en pause fra denne serie og har i mellemtiden skrevet noget andet. Af samme årsag, er han i øjeblikket i gang med at skrive på en ny bog, som heller ikke er i Sander/Jensen-serien. ØV siger jeg bare.

Nå, men godt at vi trods alt fik Ghostwriter. Og sikke et come back. Jeg åbnede bogen og gik i gang med at læse. Herefter var jeg ikke meget for at skulle slippe bogen igen. Jeg synes den er spændende fra side 1. Der er masser af action og endda også en smule actionhelt i form af Micael Sander og hans tidligere tilværelse som elitesoldat. Ghostwriter er ikke en egentlig krimi med en mordgåde der skal opklares og spor der fører på kryds og tværs, for til sidst at flette sammen i en højere enhed. Der kradses i lag efter lag og den grufulde sandhed træder tydeligere og tydeligere frem. Selv beskriver forfatteren det som en spændingsroman. 

Michael og Lene er nu gift og bor sammen med deres datter. Michael har droslet ned på sit privatdetektivarbejde – tror Lene. I virkeligheden er han hemmeligt involveret i et selvtægtsprojekt, og hjælper ligesindede med at optrævle pædofiliringe. Det går ikke ligefrem blidt for sig. Lene skal opklare et dødsfald på direktøren for et førende medicinalfirma. Umiddelbart ser det ud som selvmord, men da den unge ghostwriter, som er hyret til at skrive direktørens biografi, findes skudt ikke langt derfra, får Lene mistanke om, at der er noget uldent ved selvmordet. Der trækkes tråde til Afrika, hvor vi via en dagbog, følger med i en voldsom episode. En brutal nedslagtning af uskyldige, som har sammenhæng med de mord, Lene og Michael forsøger at opklare.

Jeg er virkelig begejstret for denne bog. Jeg er vild med det sproglige i den. Steffen Jacobsen mestrer virkelig, at skrive personernes dialoger, så jeg næsten følte, at jeg var tilstede selv og min indre biograf kørte for fuld skrue. Dialogerne er skrevet i et dagligdags talesprog tilsat en god portion humor. En tør humor, som er naturlig og som på ingen måde virker påtaget eller som et forsøg på at være sjov. Jeg er virkelig vild med det. Flere gange igennem bogen, tog jeg mig selv i at tænke, at den var en ekstremt velskrevet.

Har man ikke læst de foregående 4 bøger i serien, så tror jeg ikke nødvendigvis man vil synes denne er så fantastisk. Man vil ganske enkelt mangle for meget baggrundshistorie. Der er sket virkelig meget imellem Lene og Michael, siden Trofæ, som er første del i serien. Har man der imod læst de forrige, vil man givetvis elske den og være fanget fra start til slut. Nogen vil måske mene at Michael Sander er lidt for effektiv. Personligt synes jeg han er både cool og sej og indrømmer blankt, at han er en af de fiktive mænd, som jeg har et lille crush på. Jeg er vild med samspillet, på både godt og ondt, ægteparret imellem.

Steffen Jacobsen er uddannet læge. Han har forsket i hoftedysplasi hos unge mennesker,  skrevet en doktordisputats og forsvaret den. Derefter følte han en form for tomhed. Han følte han var nået så langt som han kunne indenfor lægeverdenen, så da en god ven foreslog ham at skrive en bog, tog han udfordringen op. På det tidspunkt, arbejdede Steffen Jacobsen stadig som læge, så de første bøger blev skrevet om aftenen ved køkkenbordet. Humoren i bøgerne er vigtig for ham. Han siger, at det nemt bliver kedeligt at sidde alene at skrive, så derfor er det rart at have noget at sidde og gnække lidt af.