Anmeldelse: Sara Blædel - Pigen under træet

Efter 5 års pause med Louise Rick, er Sara Blædel tilbage med bog nr. 10 i serien.

I ”Pigen under træet” rejser vi glimtvis tilbage i tiden, til Bornholm 1995. På lejrtur med 7.C. på Osted Skole. Måske også med minder fra vores egen lejrtur til Bornholm i folkeskoletiden?

En venindegruppe på 4 piger, stikker af om aftenen for at mødes med øens drenge. Èn af pigerne forsvinder og bliver aldrig fundet.

20 år senere, bliver liget af den unge kvinde fundet i en grotte på Bornholm. Samtidig bliver Louise kaldt hjem fra en ferie i Østen – hendes bror, Mikkel, er indlagt og hendes svigerinde er forsvundet. Det viser sig snart, at svigerinden gik i klasse med Susan, den pige som forsvandt på Bornholm i 1995. Hvorfor forsvinder hun netop nu, hvor Susans lig er blevet fundet? Louise er alt for berørt af brorens indlæggelse og samtidig har hun orlov fra sit job hos Københavns politi. Louises veninde, Camilla Lind, er kriminalreporter på Morgenavisen. Hun øjner en chance for en god historie og går i gang med at grave.

Jeg ved der er mange der har savnet Louise Rick. Jeg er nødt til at indrømme, at jeg ikke er en af dem. Jeg var vild med det nye koncept omkring bedemandsserien, og jeg håbede til det sidste, at Sara Blædel, ville kaste sig over noget helt nyt igen. Jeg synes Louise Rick og Camilla Lind har været ude for nok og jeg synes personligt ikke, at der er sådan super meget spænding over dem længere. Jeg synes bedemandsserien var et forfriskende afbræk og jeg havde virkelig meget lyst til at opleve, hvad Sara Blædel mere kunne finde på.

Men … når dét så er skudt ud i plenum, så står jeg gerne ved, at jeg faktisk var opslugt af ”Pigen under træet” fra start til slut. Specielt de afsnit der omhandler grotten, gik rent ind. Det var både uhyggeligt, klamt og hjerteskærende på én gang. Dog synes jeg der er flere ting der stadig undrer mig – en form for løse ender som jeg gerne ville have svar på. Desuden synes jeg, at bogen mangler noget, som normalt er omdrejningspunktet for en krimi, men det ved vi først når sidste side er vendt 😊

Selvom det var interessant at Louise pludselig er pårørende i stedet for betjent, og selvom det var sjovt at få den viden med, som politiet har, men som de pårørende ikke kender til, så synes jeg altså at der gik for meget føleri og familie- og venindeforhold i bogen. For mig var der dele der nemt kunne have været skruet ned for og andre dele der med fordel kunne være skrevet mere om.

Men som sagt, så var jeg godt underholdt og selve krimidelen var medrivende. Måske især fordi jeg selv var ung i 1995 og sagtens kan huske de ting der beskrives. Har du været på lejrskole med din folkeskoleklasse, vil der med garanti også være dele du genkender. Også selvom du ikke var en af dem, som sneg dig ud om natten 😊

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Skytsengel

Michael Katz Krefeld og Ravn er tilbage, efter et lille ophold i serien, hvor vi i stedet for Ravn, fik Cecilie Mars.

Imens mørket kaldte på os, sejlede Ravn rundt på et længerevarende krydstogt på sin båd, Bianca. Nu er han tilbage, men hvad han troede skulle blive en hyggelig hjemvending til alle vennerne og den elskede bydel Christianshavn, bliver i stedet til kaos, drama og tragiske omstændigheder.

Bogen starter på et hustag i bagende sol. En skarpskytte sigter med sin riffel. I kikkertsigtet har han mange forskellige mennesker - herunder både Victoria, Johnson og den højgravide Belinda. Så trykker han aftrækkeren i bund og fyrer sit skarpladte våben af igen og igen.

Jeg kan afsløre, at den ene af de tre nævnte venner bliver ramt. Ravn tager attentatet personligt og vil hjælpe med at finde den skyldige. Da han bliver kontaktet af advokaten Miriam, som vil have ham til at finde en klients forsvundne søn, takker Ravn derfor nej. Men vi kender ham jo efterhånden … og da hun afslører, at det handler om en mor, som mistænker at hendes søn er attentatmanden, springer han alligevel på vognen.

Man kan sige, at denne bog har to hovedpersoner, for udover Ravn, så følger vi også skarpskytten og hans tanker og følelser. Vi følger hans frustrationer, hans meget små og få glæder, hans vanvittige togt mod uskyldige mennesker. Vi kommer helt tæt på hans ødelagte personlighed og vi skiftevis sympatiserer med ham og håber han bliver fanget og får den hårdeste straf. Hvorfor?? Fordi vi hader terrorisme og ønsker terrorister til livs, og fordi vi samtidig sympatiserer med veteraner som har tjent deres land i krig, men som er vendt hjem med PTSD og evige ar på krop og sjæl!

Bogen har et vigtigt fokus og den fik mig igennem næsten hele følelsesregisteret. Veteraner hjemvendt fra krig – et vigtigt emne, fordi der tilsyneladende er berøringsangst omkring det - vi hylder soldaternes mod, men vi lukker øjnene for, at de kan være nedbrudte mennesker bagefter. Vi forventer at de klarer sig og selv tager sig af deres problemer. Vi synes det er dejligt, at der findes steder de kan opholde sig og få hjælp og støtte, men samtidig ønsker vi ikke disse opholdsteder i vores egen baghave, af frygt for hvad de kan finde på i tilfælde af psykoser osv. Et vigtigt dilemma at få sat fokus på, synes jeg.

Hver gang jeg læser en bog af Michael Katz Krefeld, er det som at se en indre film. Skytsengel er ingen undtagelse. Som at se endnu et afsnit af en god serie man har fulgt længe. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er han kan, som gør det hele så billedligt for mig, men det er ret fantastisk! Med ganske få ord, kan han beskrive steder og personer, så man som læser næsten føler, at man virkelig er der. Den effekt har han i hvert fald på mig og det giver læseoplevelsen endnu større substans.

Der er ingen tvivl om, at Michael Katz Krefeld er en vanvittigt dygtig forfatter. Det beviser han endnu engang med denne dybdeborende bog. 

For der ER virkelig meget dybde i denne bog. Der er spænding og der er smæk på det følelsesmæssige – på kærlighed og på venskaber og på alt det gode de fører med sig. Jeg synes det er spændende at komme ind i hovedet på attentatmanden og jeg synes han er utrolig godt beskrevet. Samtidig, så medfører det, at vi hele tiden kender hans planer. Når vi så følger Ravn, er vi læsere hele tiden et skridt foran og ved om han er på rette spor eller ej. Det tog desværre en del af spændingen fra mig. Jeg savnede noget der fik mig til at gyse og jeg savnede følelsen af frygt for hvad der mere ville ske. Jeg synes det hele blev lidt for forudsigeligt. Der er et fint twist undervejs, men når man har læst ualmindeligt mange krimier, så kan man til tider fange selv et ganske lille hint 😊

For mig og mit gys-hungrende krimihjerte, så blev det lidt for meget af det samme og lidt for få overraskelser. Jeg blev oprørt, men jeg blev ikke hverken skræmt eller særligt overrasket. Uhyggen udeblev. I hvert fald på dén måde som skubber til min frygt.

4 krimiperler - dem i det helt store format 😊

Anmeldelse: Stephen King - Anstalten

Stephen King kendt som gysets mester.  I min optik er det ikke gysere han skriver, men filmatiseringen af flere af hans bøger, er dog drejet temmelig meget i dén retning. For mig er det spænding i høj kaliber og ofte med et twist af noget overnaturligt – noget som måske, måske ikke, kunne være virkeligt.

Sådan er det også i Anstalten. Den greb mig om hjertet nærmest fra starten og så holdt den spændingsniveauet selvom det er en lang bog på over 600 sider. Den er på én gang både hjertegribende trist og vanvittigt spændende.

Luke Ellis bliver kidnappet og anbragt på en anstalt, som viser sig at være fyldt med børn. Alle er højt begavede og alle har de en helt særlig evne i form af enten telepati eller telekinese. De ansatte på anstalten skyr ingen midler når det kommer til at lave forsøg med børnene og deres særlige evner. De ansatte er for længst holdt op med at opfatte børnene som individer med følelser. Børnene er som dyr og bliver straffet, for at skabe respekt og frygt.

Samtidig et andet sted i landet, beder et flyselskab folk om at stige af flyet grundet pladsmangel. Tim Jamieson stiger af og i stedet for at tage imod selskabets tilbud om hotel og ny rejse næste dag, så tomler han den mod New York. Tim har ikke travlt, så da han undervejs havner i en lille flække midt i ingenmandsland, beslutter han at blive hængende. Den beslutning kommer til at ændre hans liv for evigt.

Egentlig er jeg ikke til bøger med alt muligt overnaturligt hejs, men i Anstalten er det beskrevet så fint og virkeligt, at jeg helt sad og kom i tvivl, om nogen faktisk har disse evner i virkeligheden. Samtidig er det noget af dét der giver bogen et ekstra løft mod toppen. Jeg synes det var fantastisk under scenerne med tankelæsning. Nøj hvor ville det somme tider være en praktisk evne at have. Efter min mening bliver det ikke for meget på noget tidspunkt. Hvis du har stiftet bekendtskab med enten bogen eller filmen ”Den grønne mil”, så har du enten læst, set eller begge dele, hvordan en lille smule af det overnaturlige, kan give både spænding og samtidig stramme grebet om følelserne.

Der er mange emner i denne bog, men den vigtigste er nok venskab. Hvordan fællesskab avler styrke, i en verden hvor man ikke altid ved, hvem der vil en det bedste og hvem der ikke vil.

Hjertegribende historie og fuldstændig fremragende skruet sammen. Måske den bedste Stephen King-bog jeg har læst!

5 krimiperler til Luke, Tim og Stephen K.

Anmeldelse: Sofie Sarenbrant - Skammekrogen

Jeg har læst enkelte bøger af Sofie Sarenbrant og efterfølgende havde jeg besluttet, at hendes bøger ikke var noget for mig. Men så fik jeg at vide, af en af mine Krimifan-kollegaer, som jeg plejer at dele krimismag med, at hun synes den var god. Hun sagde at hun troede jeg ville kunne li den. Da jeg havde en dag på sofaen, med et hoved der var påvirket af den kroniske hjernerystelse som til tider driller mig røvsygt meget, besluttede jeg at lytte til den på Mofibo. Den er indlæst af Karin Rørbech, og det gør hun virkelig godt!

Min Krimifan-bloggerkollega, Betina, fik ret. Jeg synes faktisk rigtig godt om den. På trods af, at jeg ikke kendte hovedpersonen, Emma Sköld, på forhånd, så synes jeg hendes karakter trådte tydeligt frem og jeg følte på intet tidspunkt, at jeg manglede baggrundsviden fra tidligere bøger. Det væsentlige er skildret i lette små detaljer, så det ikke behøver tage unødig plads. Det sætter jeg pris på.

Ud over Emma, så følger vi flere forskellige mennesker og deres synsvinkler. Herunder Emmas niece Julia, som er udsat for mobning af ekstrem grov karakter og som ikke vælger at dele det med nogen. I hvert fald ikke med sine forældre eller andre der står hende nær. Vi følger også en ukendt kvinde, som fortæller om en barndom fuld af svigt – desværre også fra en mor, som valgte at begå selvmord, da kvinden og hendes brødre var små. Vi følger en mand som ligger levende begravet og efterhånden som sløret løftes, bliver vi klar over, at mandens plan i første omgang, var at begå selvmord.

I det hele taget fylder selvmord en hel del i denne bog. Man kan vel sige, at det er dens hovedtema og jeg synes det er en virkelig interessant og vigtig vinkel. For ja, selvfølgelig er selvmord et kæmpe svigt af de personer der efterlades. Det kaster skyld og skam over dem, for ikke at tale om den store sorg og følelsen af magtesløshed de er efterladt med. Men netop magtesløsheden er givetvis også det der overmander en selvmorder. At være drevet helt derud, hvor man ikke ser anden løsning, hvor man er så langt nede i et sort hul af sorg eller depression, at intet andet føles som en mulig udvej.

Jeg synes plottet er fedt og jeg synes det er virkelig godt tænkt. Det giver stof til eftertanke. På den lidt negative skala, så synes jeg vi efterlades med en meget åben afslutning på sagen, så jeg forestiller mig, at der kommer mere til historien. Der er flere løse ender til den, synes jeg. Spændende ender, som jeg gerne vil høre mere om. Derudover afsluttes bogen også med en cliffhanger som samtidig må blive starten på næste del. Jeg synes på en eller anden måde, at jeg blev efterladt med en lidt flad fornemmelse og ingen form for forløsning overhovedet. Derudover, så synes jeg det er en kedelig tendens, at det altid er hovedpersonens nærmeste der kommer ud for diverse uhyrligheder. I denne bog, er det Emmas niece. Det kunne, efter min mening, lige så godt have været en fremmed der fortalte samme historie. Det ville ikke have gjort en forskel for historien - det ville derimod have gjort den mere troværdig. Denne tendens er Sarenbrant langt fra ene om.

Men jeg var godt underholdt hele vejen. Bogen er skrevet i et stille og roligt tempo som ligesom bare flyder let afsted. Jeg blev både fanget og fastholdt og ønskede at vide hvad der mere kom til at ske. Der er til gengæld smæk på det psykologiske og der er fortællinger der giver ondt i maven. Julias historie gav både klump i halsen og et stærkt håb om, at hendes plageånd ikke får lov at slippe afsted med sine grusomheder.

Alt i alt en velskrevet bog med et godt plot og et interessant og vigtigt emne. 

Skammekrogen er 7. del i serien om kriminalinspektør Emma Sköld, men nye læsere som mig, kan sagtens springe på toget her, uden at det føles som om man mangler nogle stoppesteder. 

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Proxy

Jeg er nødt til at starte med at sige, at jeg er vild med alt, ved den her bog!

Så … med dét sagt, kan jeg starte min anmeldelse. Jeg har sådan glædet mig til at dele min læseoplevelse med jer. Mange kender Steffen Jacobsens serie om Michael Sander og Lene Jensen, hvor første bog i serien er ”Trofæ” – en bog som flere stadig nævner, som noget af det bedste de har læst. Om Steffen har afsluttet sin serie om Sander/Jensen, ved jeg ikke helt, men noget tyder på det.

Proxy er første del i en helt ny serie. Her møder vi første gang makkerparret Jakob Nordsted og Tanya Nielsen. Kriminalinspektøren Jakob, er berømt og berygtet i politiets kredse. Han er iskold og direkte i sin tilgang til andre mennesker og lægger sjældent fingre imellem, når hans meninger skal udtrykkes. Tanya er helt ny og skal være med på en drabssag for første gang. Hun er intelligent, men hun er klodset og så lider hun af Hyperosmi, som kort fortalt, betyder vanvittigt veludviklet lugtesans. ”To nutcases på samme sag. Det her skal nok blive prægtigt”, siger kriminalteknikeren på et tidspunkt. Det får han fuldstændig ret i – men på den fede måde.

Vi er i Holbæk hvor der bliver begået et brutalt mord. Det varer ikke længe før endnu en person må lade livet. Begge mord er beskrevet i detaljer, som giver et tydeligt indre billede af gerningsscenen. I det hele taget, er der mange fine og beskrivende detaljer gennem bogen, som gør at det er lidt som at se en film når man læser den. Et par af sporene, peger i retning af en kvinde og hendes kronisk syge datter. Pigen er afkræftet, kan ikke gå og kan ikke spise selv, så hun opholder sig mest i sengen og bliver madet gennem sonde. Behandlinger og operationer optager det meste af deres liv. Moderens job, er at passe datteren. Hun har oprettet en Facebookgruppe, hvor man kan følge deres liv og donere til ting og oplevelser, som kan berige teenagepigen Emmas liv. Vi får lov at følge dem begge, og Emmas historie sætter uundgåeligt spor i læseren. Hmmm ja, Proxy … hvilken sammenhæng er det nu lige vi har hørt dét ord før? Jeg har googlet det for jer: det er latin og betyder stedfortræder 😉

Proxy har simpelthen det hele. Den har et pænt tempo hele vejen igennem, den har spænding, den har en vanvittig og udspekuleret morder som lægger spor ud til politiet. Den har den mest fantastiske tørre humor der konstant fik mig til at smile. Og så har den et fedt plot. Jo jeg regnede morderen ud på et forholdsvist tidligt tidspunkt, men det betød ikke så meget for historien, og jeg var ikke sikker før til allersidst, hvor vi får en hæsblæsende afslutning, som tog vejret fra mig. Det bedste af det hele er, at bogen samtidig er krydret med små lægefaglige dimensioner, som bare gør historien endnu federe og endnu mere virkelighedstro.

Proxy er en filmatisering i sig selv, og hvis du spørger mig, så overgår den faktisk Trofæ. Mine hænder vifter i vildskab over mit hoved i begejstring – den her er simpelthen en ”must read” og jeg har ekstremt svært ved at vente på 2'eren!

6 stk. Hama rørperler i forskellige nuancer uddeles. Helt fuld perleplade til Mester Jacobsen og Proxy!!

Anmeldelse: Katrine Engberg - Vådeskud

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg vendte sidste side i ”Vådeskud”. Der sker lidt for meget i mit liv i øjeblikket, så jeg føler mig helt drænet for overskud. Af samme grund, er der gået lidt lang tid før jeg kunne samle mig om at få skrevet en anmeldelse til jer. Jeg håber der snart er lidt mere energi på kontoen. Jeg håber også, at I bærer over med mig til da.

Vådeskud er 4. bind i Katrine Engbergs serie om Anette Werner og Jeppe Kørner. Et solidt makkerpar med et fantastisk indbyrdes forhold. Afslappet og ligetil og alligevel virker det til tider som om, især Anette, har svært ved hvordan hun skal gebærde sig overfor Jeppe, og jeg oplever hende påtaget sej. I det hele taget er hun lidt en smart i en fart coolio-type, som jeg ikke helt kan finde ud af hvad jeg synes om. Hun er egentlig en følsom kvinde, men hun gemmer det bag sin hårde facade. Jeg kan ikke sætte fingeren på præcist hvorfor. Dette er ikke ment som noget negativt – tvært imod, så synes jeg det er ret fedt, at ikke alle hovedpersoner er lige lette at holde af.

Denne gang forsvinder en teenager, som er søn af en velhavende familie. Samtidig dukker et lig op på Amagerforbrændingen. Kørner og Werner afhører familie, venner, ansatte på forbrændingen samt alle mulige andre. Når vi har at gøre med meget rige mennesker i krimier, så ved vi oftest godt, at der er noget i bageriet der lugter brændt. Det gør sig selvfølgelig også gældende her, men hvordan og hvorledes, er ikke helt ligetil at greje. Selvom jeg havde sporet mig lidt ind på dele af plottet, så overraskede den endelige afsløring mig alligevel.

Jeg synes der er mange følelser på spil i denne bog. Og mange gode og interessante emner og problemstillinger. Det gør sig hovedsageligt gældende omkring familier, familiekonstellationer og de følelser det bringer med sig, når vi sammen skal få vores hverdagsfamilieliv til at fungere på bedst mulig måde. For vi er alle forskellige og selvom vi elsker hinanden og vil hinanden det bedste, så rammer vi ikke altid plet i vores forsøg på at gøre det rigtige.

Katrine Engberg er en mester når det kommer til det sproglige. Dialogerne er så dagligdags, flydende og ligetil. Beskrivelserne er så fine og billedlige, at det føles som at være der selv. Kender du fx Amagerforbrændingen? Det gør jeg ikke, men alligevel har jeg et klart og tydeligt billede i mit hoved omkring stedet- både indvendigt og udvendigt. Samtidig er det her en forfatter, som ikke stiller sig tilfreds med mord begået på simpel vis og lig fundet på et intetsigende sted. Det skal være interessant og anderledes. Det er tydeligt at mærke, at der er gjort noget ud af research på omgivelserne og mordmetoderne. Det er både cool og spændende, synes jeg.

Selvom Vådeskud indeholder så meget godt, så er der altså alligevel noget jeg savner. For mig blev handlingen lidt for personlig på karaktererne denne gang. Jeg synes om Esther og jeg bliver rørt af de ting der sker mellem hende og Gregers – af hvordan Gregers har det. Samtidig så synes jeg hendes rolle i denne bog er overflødig og mestendels er hun nødvendig fordi hun er den der faktisk ender med at opklare en stor del af sagen, hvilket man godt fornemmer gennem bogen. Jeg synes det er ærgerligt og jeg synes på en eller anden måde det bliver en lidt nem og flad opklaring. En skam med så mange ”tilfældigheder”, når man ved, hvad Engberg ellers kan mestre.

Så altså summa summarum, så er det en super god og virkelig velskrevet historie. Interessante vinkler, spændende steder og anderledes personligheder. I bund og grund, så synes jeg også plottet er fedt, men måden vi når frem til det på, er bare lidt for letkøbt for mig. Samtidig savner jeg noget uhygge og følelsen af at blive rystet udeblev helt.

Selvom der ikke er nogen som helst tvivl om, at Katrine Engberg er en topklasse krimiforfatter, så bliver det ikke helt fuld perleplade denne gang.

Billederne herunder er taget til et bloggermøde med Katrine Engberg i hendes hjemby, København. Her viste hun os rundt i byen og fortalte om steder der betyder noget for hende. Steder fra blandt andet hendes barndom, som har en plads i hendes hjerte og nu også i bøger. I kan se flere billeder fra mødet på min Instagramprofil. 

Katrine Engberg, er en helt utrolig sød, smuk og fantastisk kvinde. Sådan en man bliver glad i hele kroppen af at være sammen med! 💗💗💗

Anmeldelse: Harlan Coben - Led ikke efter mig

Engang imellem, så sker det, at jeg støder på en bog som gør noget helt særligt ved mig. Den slags bog, som gør at jeg ikke kan slippe den igen – heller ikke i tankerne, når jeg er i gang med noget andet end at læse. Den der lidt kildrende fornemmelse i kroppen, fordi det jeg læser, bare er så afsindigt godt skrevet. Sådan en bog er ”Led ikke efter mig”.

Simon og Ingrid Greenes datter er narkoman. Hun er forsvundet ud af deres liv, sammen med sin drugdealer-kæreste Aaron. Men Simon kan ikke slippe tankerne om datteren Paige. Han bliver ved at lede efter hende og endelig en dag er der bid. Det skal dog ikke gå nemt for Simon og da han bliver opsøgt af en privatdetektiv, som er hyret af en anden far, til at finde dennes forsvundne søn, sætter forældrene i gang med at finde deres datter. De rodes ind i et spind af spørgsmål og løgne, i en verden langt fra deres egen virkelighed, men med narkomaner og fattige boligområder. Simon og privatdetektiven samarbejder og stille og roligt begynder der at tegne sig et billede af noget de aldrig nogensinde kunne have forestillet sig.

Bogen her er en stand alone. Det betyder, at den ikke er en del af en serie. Dette betyder så samtidig, at vi ikke kan regne med, at vores hovedpersoner ikke kommer ud for det værst tænkelige – de skal jo ikke bruges igen i næste bog. Det giver historien lidt ekstra kant og overraskelser.

Jeg har læst bogen på engelsk (med titlen ”Run away”). Det var en ret fantastisk oplevelse, at læse den på originalsproget. Jeg har aldrig tænkt Harlan Coben som værende en specielt humoristisk forfatter – nærmere sådan lidt en livsfilosofisk type - men det må han siges at være. Endda i temmelig høj grad. Det er ikke den slags humor, hvor forfattereren forsøger for hårdt, at få replikkerne til at være sjove, det er den tørre humor, som ligesom bare flyder med personernes tanker og handlinger. Jeg elsker den form for tør humor i bøger. Jeg ved ikke, om Coben bare normalt ikke har humor med i sine bøger, eller om det er fordi det går tabt i oversættelsen. Hvis det er sidstnævnte, er det super ærgerligt og så vil jeg nok for eftertiden overveje at læse hans bøger på originalsproget.

Jeg er virkelig helt og aldeles betaget af denne bog. Det er ikke fordi den er hverken skræmmende eller uhyggelig. Den er heller ikke neglebidende spændende, men den er medrivende på en sådan måde, at jeg bare ikke kunne give slip. Det sproglige er så lækkert og flød bare derud ad. Jeg følte en kæmpe sympati for hovedpersonen, Simon Greene, og jeg levede mig fuldstændig ind i fortællingen. Jeg var nødt til at finde ud af, hvordan hele den hjerteskærende historie hang sammen. Helt præcis hvordan, finder man først ud af på de allersidste sider. Det tog nærmest pusten fra mig, da afsløringen kom. Efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det her er en bog, som ikke sådan lige kommer til at slippe mine tanker foreløbig. Den er vanvittigt velskrevet og en afsindigt godt gennemtænkt historie! 

Absolut topkarakter på perlepladen.

Bonusinfo: Jeg læste bogen i april og nu midt i september, har jeg det stadig som om jeg har set en film som jeg ikke kan give slip på. Det er simpelthen en vanvittigt god bog!!