Anmeldelse: Julia Heaberlin - Kvinden i graven

Psykologisk thriller, står der i forlagets beskrivelse af Kvinden i graven. Jeg har ikke helt styr på definitionen af en thriller, men i min optik, er det noget uhyggeligt og det er denne bog ikke. Det psykologiske spil er til gengæld i topform hele vejen.

Bogen er bygget op med en enkelt fortæller, som dog fortæller sideløbende i både nutid og tilbage i 1995. Fortælleren er bogens hovedperson Tessa/Tessie. Når vi er tilbage i 1995, følger vi hendes tanker under besøgene hos den psykiater, som hjælper hende igennem den svære tid efter hun som 16-årig, bliver fundet i en grav. Her har hun ligget begravet sammen med en død pige og knoglerne af yderligere to piger. Omkring graven, havde morderen plantet sortøjede blomster, hvorfor pigerne hurtigt får tilnavnet ”De sortøjede piger”.

Da vi møder Tessa i nutiden, finder hun de selvsamme sortøjede blomster, plantet under sit soveværelsesvindue. Igennem de sidste 17 år, har hun jævnligt fundet disse blomster plantet på sin grund. Det har selvfølgelig fået Tessa til at tvivle på, om den mand der nu sidder på dødsgangen for mordene, er den rigtige morder. Hun har derfor sagt ja, til at samarbejde med en advokat, som er overbevist om mandens uskyld.

Jeg vil sige, at jeg var godt underholdt igennem hele bogen. Den der følelse af, at om lidt sker der et eller andet og hvem kan man egentlig stole på, var vedvarende. Jeg blev mere og mere nysgerrig på, hvem der egentlig var morderen. I og med, at bogen mere eller mindre, er bygget op på hovedpersonens tanker og fortællinger, er der selvsagt ikke noget opklaringsarbejde. Vi følger dog til dels med i de opdagelser retsmedicinerne gør og det er medvirkende til, at holde spændingen og nysgerrigheden kørende. Jeg er ikke stor fan af kærlighedshistorier i krimi, men i denne bog var det til tider det, der optog mig mest. Måske fordi uhyggen udeblev og det ikke føltes som en rigtig krimi. Vi får dog vores opklaring af mordene og så endda med et fint twist.

Normalt læser jeg helst ikke bagsideteksten på en bog inden jeg går i gang. Jeg vil helst blive overrasket. Det gjorde jeg heller ikke med ”Kvinden i graven”, men da jeg læser den nu hvor jeg skal skrive anmeldelsen, spekulerer jeg på om den der har skrevet bagsiden, mon overhovedet har læst bogen. Den indeholder i hvert fald et par ting som ikke er korrekte, ligesom det også virker som om det er gået lidt hurtigt med korrekturen i bogen. Det er ærgerligt.

Når jeg kun lander den på 3 perler, skyldes det, at bogens fortælling ikke efterlod mig med noget særligt. Ikke noget der var tankevækkende nok, til lige at skulle fordøjes efter endt læsning. Det behøver der heller ikke altid at være, men der var generelt ikke rigtigt noget der rystede mig igennem læsningen, selvom Tessies oplevelser er grumme.

Vil du være med ovre på Facebook også? Klik H E R

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Lærlingen

Endelig er der nyt fra Tess Gerritsen og denne gang, er det den længe ventede fortsættelse til Kirurgen. Ekstremt velskrevet krimi, så jeg har været spændt på, om Lærlingen kunne leve op til sin forgænger. Det vil jeg mene, at den godt kan, selvom gyserniveauet er lettere reduceret.

Jane Rizzoli er tilbage – det samme er Warren Hoyt, bedre kendt som Kirurgen. Vi møder ham første gang i fængslet, hvor han har siddet siden Rizzoli sendte ham derind, efter han nær havde slået hende ihjel. Vi følger hans tanker om at finde en ny samarbejdspartner til sine brutale mord – med andre ord, en lærling. Vi følger hans planlægning af flugt og jeg røber ikke noget uventet ved at afsløre, at det selvfølgelig lykkedes ham.

Jane Rizzoli, som jeg egentlig ikke brød mig særligt om, er bange og nedbrudt. Hun er stadig cool, sej og fandenivoldsk, imens hun forsøger at opretholde sin værdighed og sin stolthed. Ved nyheden om, at Hoyt er på fri fod, øges hendes frygt selvfølgelig betydeligt. Hvor forrige bog i serien var gennemsyret af uhygge, er frygt nok det, der præger stemningen i denne bog mest. Den er så levende beskrevet, at den nåede helt ud i kroppen på mig. Vi møder en blødere side af Jane Rizzoli – en side som faktisk klæder hende. Jeg tog mig selv i, at synes rigtig godt om hende.

Som nævnt tidligere, er der skruet ned for gyserniveauet og jeg blev ikke skræmt som i forgængeren. Til gengæld har den masser af udpenslede og blodige detaljer. Masser af creepy udspekulerede mord, som grænser til det kvalmende, men på den gode måde, hvis man kan sige det sådan.

Jeg er vild med den, jeg er bister over at den er slut og jeg glæder mig som et barn til fortsættelsen kommer. Det skulle den efter sigende gøre til efteråret.

Vil du også være med på Facebook?

*FØDSELSDAGSKONKURRENCE*

Hej med jer,

Nu er der fødselsdagskonkurrence på Facebooksiden. Vil du være med i lodtrækningen om en uhyggelig præmie? 

Anmeldelse: Sara Blædel - Bedemandens datter

Jeg må være ærlig og sige, at jeg var begyndt at kede mig med de sidste bøger i Sara Blædels serie om Louise Rick. Jeg var ellers stor fan i starten, men så blev det ligesom bare for meget med de samme personer og for mange ”tilfældige” sammenfald osv. Det var gode nyheder, da det blev meldt ud, at der var en ny serie på vej.

Og hvad er det så for noget med den her nye serie? Egentlig er det en meget anderledes bog. Det er som om den kun er starten på noget (hvilket den jo også er), men som om den aldrig når at komme i gang før den er slut. Jeg synes hele tiden jeg ventede på, at der skulle begynde at ske noget vildt eller uhyggeligt, men det skete bare ikke. Det underlige er, at det ikke gjorde noget. Kender I de der dokumentaragtige film, hvor man følger en vare hele vejen gennem produktionen? Finder ud af hvordan det foregår når den bliver til. Jeg elsker den slags film. På en måde minder Bedemandens datter om de film, forstået på den måde, at vi lærer om bedemandsgerningen bag om det pæne ydre, som den slags steder normalt repræsenterer. Bl.a. anede jeg ikke hvordan man balsamerer et lig. Eller hvordan de håndterer et lig. Eller at bedemænd ikke må kalde dem lig, men skal omtale dem som afdøde. Det ved jeg nu og jeg synes det var drøninteressant læsning.

De fleste af os, forbinder Sara Blædel med krimi, men om man kan kalde denne bog for krimi, er jeg ikke helt sikker på. Alligevel har den elementer der lugter i den retning og der ligger også hele tiden en spænding og lurer under overfladen om noget der kommer til at ske, eller nogen der ikke har rent mel i posen. I store træk, går Bedemandens datter nok mest ud på, at beskrive hovedpersonen Ilka, hendes følelser og så en grundig redegørelse af, hvor vigtigt en god bedemand er, når folk mister dem de elsker. På et eller andet plan, er det også en temmelig følelsesladet bog. Alle de ting og følelser som Ilka går igennem, føles virkelige fordi de er så levende beskrevet. Da jeg lukkede bogen, sad jeg tilbage med en klump i halsen og samtidig en frustration over bogens slutning, som er… ”fortsættes”. Jeg vil helst bare vide hvad der kommer til at ske og jeg vil vide det NU!

Så… jeg synes egentlig det her er noget af det bedste jeg har læst af Sara Blædel. Forvent ikke højspændt krimi, forvent ikke indviklede mordgåder eller makabre myrderier. Forvent en stille og rolig bog, med en masse ny viden (for mig var det nyt i hvert fald), men som alligevel har noget mysterium over sig. Der bliver da også opklaret et enkelt mord undervejs, men det er ikke noget vores hovedperson har aktier i.

Jeg giver den 4 perler. Havde uhyggen fyldt lidt mere undervejs, havde den fået en femmer. Måske der bliver bedre plads til det i næste del, når nu baggrunden er på plads.

Følg meget gerne med på Facebook

Anmeldelse: Mats Strandberg - Færgen

Det jeg havde hørt om Færgen inden jeg gik i gang, var at den var blodig og den indbefattede vampyrer. Jeg lægger ud med at slå fast, at begge dele indgår i rigelige mængder.

Færgen er en bog, som er meget anderledes end hvad jeg normalt læser. Egentlig er jeg slet ikke til overnaturlige væsner og den slags, men i denne bog snakker vi ikke romantisk anlagte vampyrer, som i fx Twilight-serien. Her er de onde, modbydelige og drevet udelukkende af deres trang til blod. De er beskrevet ud fra et realistisk billede. Som om det virkelig kan forekomme, og menneskeheden endnu ikke har fattet, at det ikke bare er en myte.

På mange måder er Færgen en rigtig fed bog. Forfatteren har virkelig forstået at tegne et super realistisk billede af de mennesker eller måske mere, af de personlighedstyper, der findes ombord. Der er tale om en færge, hvor hovedformålet er karaoke, dans, druk og hor. Uden at være fordomsfuld, så har vi nok alle et indre billede af, hvad det er for en type mennesker, der tager sådanne ture. Mats Strandberg rammer spot on, og i mine øjne, tangerer bogen også en del i retning af noget socialrealisme. På den fede måde. Men… for jeg synes der er et men. På trods af de fede beskrivelser af folk og på trods af de malende beskrivelser af de folk der bliver til vampyrer, så går bogen hen og bliver langtrukket. Det har taget mig lang tid at komme igennem den, fordi jeg følte det var det samme og det samme jeg læste, jeg kom til at kede mig og der var ganske enkelt brug for pauser. På trods af de meget store mængder af blod og drab, så lykkedes det ikke helt forfatteren at skabe en stemning af uhygge, som var stærk nok, til at forplante sig i mig. Ikke desto mindre, så var der noget der trak i mig for at blive færdig med bogen og for at finde ud af, hvordan det kommer til at gå de mennesker vi følger. Jeg afslører ikke for meget ved at nævne, at det her ikke er en bog fuld af happy endings - forvent det uventede :)

Det korte af det lange: Socialrealistisk og blodig vampyrhistorie på den fede måde – kunne godt have været kortet 100 sider eller mere af. 3 blodige vampyrperler til Færgen :)

Anmeldelse: Harlan Coben - Den fremmede

Adam Price – ja det hedder vores hovedperson, men han laver ikke gourmetmad, med masser af smør. I stedet arbejder han som advokat og klarer han sig godt.

Han er gift og har to sønner. Hans smukke kone er del af bestyrelsen i drengenes Lacrosseklub og alt ser ud til at være så tæt på fryd og gammen, som man kan komme. Det varer ved, lige til den dag en fremmed kommer til byen, opsøger Adam og fortæller ham en dyb hemmelighed, som Adams kone har holdt skjult for Adam. Konen bliver konfronteret og så ruller lavinen med bedrag, hemmeligheder og folk der værner om deres familier og det de tror på, eller føler tilkommer dem. Adam tør ikke stole på nogen, men så kommer hjælpen fra uventet kant.

Dette er endnu en Harlan Coben-bog, som starter stille og roligt ud. Har et jævnt tempo hele vejen og som er spændende og fængende fra start til slut. Jeg har været super begejstret for de to tidligere bøger jeg har læst af Coben (Savner dig og Seks år), men denne her lever desværre ikke helt op til sine forgængere. Det er som om der mangler et eller andet, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Som om den mangler noget spænding og uhygge selvom den er medrivende. Som om der er lidt for meget livslærdom a’ la de der firkantede køleskabsmagneter, samtidig er det en af de ting der gør den levende. Yderligere ærgrer det mig, at alt aktion i bogen, er samlet på de sidste sider. Her får den til gengæld også hele armen og det virker som om det er gået lidt stærkt. En enkelt ting kan slet ikke lade sig gøre, vil jeg mene.

Med det sagt, er Den fremmede efter min mening både tankevækkende, spændende og tragisk. Bestemt en rigtig god læseoplevelse.

Følg gerne med på Facebook også :)

Til møde med Jussi..

”Bedre sent end aldrig”, siger man vist, så her kommer et lille referat, af mit møde med Jussi Adler-Olsen :)

Fredag d. 6. maj, var jeg inviteret til Hjørring bibliotek. I samarbejde med min gode bloggerkollega Rikke, havde de arrangeret workshop for en gruppe bloggere, som mundede ud i, at Jussi Adler-Olsen kom forbi til en snak med os.

Til at starte med, var vi inddelt i to grupper, hvor vi skulle snakke om, hvordan vi kunne optimere vores blogs, hæve besøgstallet, gøre dem mere interessante med flotte billeder osv. Afslutningsvis, skulle vi lave en anmeldelse af Jussis kriminovelle ”Sprækken” samt tage et billede af den til brug i blogindlægget. Ingen af grupperne nåede dog at få lavet en anmeldelse, men til gengæld fik vi en rigtig god debat. Hvad der virker for den ene, føles ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Konklusionen blev, at det vigtigste er, at være tro mod sig selv, at have sig selv med når man blogger, for på den måde virker det også mest autentisk på vores følgere.

Tilbage i gruppelokalet igen, kom kaffe og kagemand på bordet. Rikke havde nemlig fødselsdag. Det var også her Jussi dukkede op. Imens vi drak kaffe og spiste kage, fortalte han om sine bøger, sit arbejde og om sit forhold til bloggere som os.

Han talte meget varmt for bogbloggere. At man kan være sikker på, at vi skriver vores mening i de anmeldelser vi laver, fordi der ikke er penge imellem os og forlag + forfattere, som det eksempelvis forholder sig med de professionelle anmeldere på aviser og blade. Vi bogbloggere læser det vi har lyst til og vi skriver vores ærlige mening om det.

Vi havde Jussi på 8-mandshånd i en god time og herefter var der en hel sal fuld af forventningsfulde mennesker der ventede på at møde ham. Herinde talte han også i bedste stand up-stil i en god halvanden time. Super interessant og meget underholdende. Jeg lærte også en masse som jeg ikke vidste i forvejen om både Jussi og hans bøger. Fx har jeg nok været temmelig ignorant, når det aldrig er gået op for mig, at alle hans bøger har magtmisbrug som tema… ej heller anede jeg, at hele serien om Carl Mørck og Afd. Q, er en planlagt serie på i alt 10 bøger, som Hr. Adler-Olsen allerede kender afslutningen på! I øjeblikket skriver Jussi på bog 7 i serien om Carl Mørck. Den er planlagt til at udkomme engang i oktober. Vi var heldige, at få læst hele to passager op fra bogen. Spændende hvad den kommer til at byde på, men jeg kan afsløre, at hovedpersonen næste gang er Rose. En meget forvirret Rose.

Alt i alt, var det en super god dag. Jussi er en virkelig sød og behagelig mand. Helt nede på jorden og meget åben og hjertelig. Til sidst var der både uddeling af autografer, selfies og krammere. Høj på oplevelser, kunne jeg vende snuden tilbage til Aalborg og det fodboldstævne, som mine to ældste piger var deltagere i.