mandag den 27. april 2020

Kend din krimiforfatter: Nis Jakob


1. Hvor er du født og vokset op?
Jeg er født i 1961 på Toften lige ud til Roskildevej i Albertslund og flyttede over på den anden side af Roskildevej som 5-årig til et nyopført parcelhuskvarter på en bar mark. 

2. Må vi se et billede af dig som barn eller ung? 



3. Hvordan var dine familieforhold (forældre - hvad arbejder/arbejdede de som, ældre/yngre søskende - hvor mange?
Vi var fire søskende i familien. Tre brødre med få år imellem os og en lidt ældre søster. Jeg er den ældste af brødrene. Mine forældre var begge skolelærere. Min mor var desuden bladtegner og tegnede blandt andet for BT. Mine forældre skrev pædagogiske bøger om, hvordan man lavede alle mulige hobbyaktiviter for børn. Vi var forsøgskaniner i den forbindelse og havde i perioder huset fuld af kæledyr i alle afskygninger fra akvariefisk over jordegern til kaniner og beostære. I huset kælderetage måtte vi rode og regere så tosset, vi ville. Men i overetagen stod den på PH-lamper, Wegnerstole og moderne kunst på væggene.

4. Hvor har du gået i skole?
Jeg gik i folkeskole på Egelundskolen, hvor min kamptræning hjemmefra med to mindre brødre, der skulle holdes nede, gjorde mig ret god til brydning i skolegården. Jeg slog dog aldrig på nogen. Jeg var på den måde en gentleman. Nøjedes med at give ”skurkene” en slyngtur, hvis de absolut ville slås. Jeg husker stadig, hvordan jeg blev løftet op i luften i livremmen af en gårdvagt i første klasse, fordi jeg i slagsmål med en gut fra a-klassen. Så hang vi begge to dér og kiggede på hinanden, mens gårdvagten fortalte, at man ikke måtte slås i frikvarteret.

5. Hvad var dit yndlingsfag og hvorfor?
Matematik kunne jeg godt lide. Det var logisk og så alligevel ikke. Matematik indeholder en del intuition.

6. Hvad var det værste fag og hvorfor?
Dansk var kedeligt. Analyserne dræbte teksterne. Det værste var dog at skrive disposition til en stil. Den skrev jeg altid bagefter, når jeg vidste, hvad det hele gik ud på. Senere kom jeg også til at holde af danskfaget. Det var, da jeg fandt ud af, at jeg måtte aflevere digte som dansk stil. Det tog et øjeblik at skrive et digt, og jeg fik topkarakter hver gang. Det var noget jeg kunne forstå. At lade fantasien flyde og få det hurtigt overstået.

7. Hvis dine venner fra dengang skulle beskrive dig, hvad ville de sige?
Mine venner dengang ville nok sige, at jeg altid havde de rigtige meninger og så godt ud. Med andre ord en højrøvet pain in the ass.


8. Hvordan var din ungdom? Hvis du skulle give dit 18-årige jeg et godt råd, hvad skulle det så være?
Mit 18-årige jeg skulle måske ikke tro så meget på, at han havde regnet verdens indretning ud. Han var lidt for sikker på, at han havde styr på det hele og kunne redde verden. Det ville jeg fortælle ham, hvis jeg mødte ham nu.

9. Er du i et parforhold (fx gift og med hvem) eller single?
Jeg er gift med Ulrikka Strandbygaard, som også er forfatter.

10. Har du børn? (Hvor mange, hvor gamle, hvilket køn)
Vi har to døtre på hhv. 23 og 15 år. Den ældste læser på uni og maler nogle ret fantastiske billeder. Den yngste går i 8. klasse og spiller fodbold på højt plan.

11. Fortrækker du kaffe, te eller noget helt tredje?
Kaffe er det, der får mig i gang om morgenen. Til gengæld må jeg ikke drikke kaffe efter kl. tre, hvis jeg skal kunne sove om natten.

12. Hvad er dine livretter?
Hjemmebagte grovboller med ost og en god kop te. Jeg går heller ikke af vejen for at indtage store mængder lasagne med laks og spinat.


13. Hvilken musik er din favorit (sang, stil, gruppe, solist ... hvad der lige falder dig ind) Bruger du musik i dine bøger?
Musik har altid betyder noget. Men jeg har aldrig haft eget et stereoanlæg og en pladesamling. Min musikalske opdragelse er sket gennem morgenradioen op gennem min barndom og ungdom.
Jeg har været forsanger i et band i 90-erne, som var hypet blandt anmeldere på de københavnske dagblade. Return of Andy hed bandet. På det tidspunkt blev min stemme sammenlignet med Bone fra U2, David Bowie, Leonard Cohen og Lou Reed. Musik bruger jeg i mine bøger til at sætte en stemning, som folk kan koble sig på. Ofte med et citat fra en sang som optræder i en specifik scene.

14. Hvad er du passioneret omkring udover dit forfatterskab?
Udover at skrive går jeg ret meget op i at cykle mountainbike. Jeg cykler 500 km om måneden. Jeg har faktisk skrevet en bog om det, som hedder Kriger på mountainbike.

15. Hvad arbejdede du med, før du blev forfatter?
Før jeg blev forfatter, var jeg bladtegner og i en kort overgang tekstforfatter i reklamebranchen. Men hånden på hjertet, jeg har altid været forfatter. Men det var som sanger, at jeg forstod, hvad det vil sige at have fundet sin stemme. Jeg var i princippet en dårlig sanger, sådan teknisk set. Men ved at synge fra hjertet uden filter, i bogstaveligste forstand, fik min stemme vinger på sin helt egen måde. Når du har fundet din stemme, kan du blot konstatere, at det er sådan du lyder. Nogen elsker den, andre hader den. Men du er den, du er, og det kommer fra hjertet. Derfra er der kun en vej frem.

16. Hvad fik dig igang med at skrive?
Jeg har altid villet skrive. Jeg skulle bare lige øve mig i 35 år, inden jeg kunne debutere. Da det endelig skete var det helt naturligt på den ene side og også lidt vildt efter de mange prøvelser, der var gået forud. Ikke mindst alle de tåbelige afslag fra forlag, der mente at vide, hvad der var godt og skidt.


17. Hvordan var oplevelsen i forbindelse med din første udgivelse? Hvad følte du? Hvordan fejrede du?
Jeg fejrede ikke min første udgivelse, der var thrilleren, Syv Dage i District Copenhagen. Jeg havde travl med den næste roman Hjerteblod, og vi havde desuden lige fået vores ældste datter, som skulle passes, så det gik over stok og sten.


18. En ting som alle andre synes at kunne lide, undtagen dig? (musik, mad, bøger eller hvilket som helst andet)
Flødeskumskager. Folk elsker flødeskumskager. Jeg synes de er klamme. Krimier i bogform. Folk læser en masse krimier. Det gør jeg ikke. Men jeg ser til gengæld en masse krimier på Netflix.

19. En ting som alle andre synes IKKE at kunne lide, men du kan?
Folk kan ikke lide døden. Jeg mener døden rummer svaret på alle livets spørgsmål.

20. Hvornår har livet gjort dig mest ked af det?
Livet er fyldt med besværligheder. Når man acceptere dette, forsvinder besværlighederne. Så når man er ked af det over noget, er det fordi, man ikke har indset, at livet er fyldt med sorg. 

21. Hvornår har livet gjort dig mest glad?
Glæden kommer i det øjeblik, det går op for en at livet er fyldt med besværligheder. Okay, helt nede på jorden. Når ens børn kommer til verden, kniber man sgu en lille glædeståre.

22. Læser du selv bøger? Hvis ja, hvilken genre og har du en yndlingsbog- og/eller forfatter?
Jeg læser meget lidt. Tidligere læste jeg vildt meget. Nu skriver jeg selv hele tiden. Det er rigeligt med bogstaver og ord hver dag. Noget af det bedste, jeg har læst på det seneste, er Patrick Melrose-romanerne af Edward St. Aubyn.

23. Er der noget i dit forfatterskab du ønsker at prøve kræfter med, men endnu ikke har gjort eller turdet?
Jeg har for første gang kastet mig over en krimiserie. Det tredie bind hedder MISSIL og er udkommet i 2020. Jeg har skrevet 12 enkeltstående romaner inden for at øve mig lidt.
En dag skriver jeg Den Store Roman om Alting, om livet og døden og om kærligheden. Det er faktisk det jeg forsøger på, hver gang jeg går i gang med en roman. Og en dag sker det måske. :-)

24. Hvad er din dårligste vane?
Min dårligste vane er at tro, at alting er let, inden jeg går i gang med det. Det gør til gengæld, at jeg giver mig i kast med de vildeste projekter. Så det har også sine fordele. Jeg spænder buen hårdt.

25. Hvad synes du selv, at du er helt vildt god til?
Jeg er ret god til at se slutresultatet for mig. Jeg ved, hvor jeg vil hen. Om det så er at bygge et hus eller skrive en roman. Der er ikke den store forskel.

26. Hvad gør du, når du skal slappe af og forkæle dig selv?
Et glas rødvin og en god serie på Netflix eller en fodboldkamp være effektivt.


27. Hvilken af dine egne bøger er du mest tilfreds med/stolt af? Hvorfor?
Jeg er ret stolt over, at jeg har fået en succesfuld krimi-serie op at køre, nu med tre bind. En serie, hvor jeg kan spille på hele det klaviatur af litterære greb, stemninger og temaer, jeg har trænet og opdyrket gennem et langt forfatterliv.

28. Hvad er det bedste ved at skrive krimier og hvad er vigtigt for dig i dine bøger?
Det bedste ved at skrive krimier er at fortælle alle mulige store og små historier fra livets mørke sider og kringlede kroge og vide, at det hele bliver serveret i en effektiv underholdningsmaskine, der hele tiden holder dampen oppe og læserne i et jerngreb. Hvis du som forfatter udelukkende vil være livsklog og litterær med smukke sætninger og referencer til verdens litteraturen, skal du være af en særlig støbning for at nå bredt ud. Dér er jeg ikke lige nu. Måske en dag?

29. Nævn en fun fact eller flere om dig selv.
Hvis jeg skal nævne en fun fact om mig selv, er det at jeg klipper mit eget hår. Det er forholdsvis let fordi der ikke er så meget af det. Men jeg gjorde det også som ung efter at have frekventeret byens dyreste frisør i en periode og afluret teknikkerne.

30. Hvordan holder du styr på de idéer du får til dine bøger, når du ikke sidder ved din computer og er igang med at skrive?
Mine ideer kommer i små dryp, mens jeg skriver. Men inden jeg går i gang, skriver jeg et koncept på romanen og tegner cirkler og pile på et stykke papir for at se, hvor konflikterne ligger mellem de forskellige personer og den forestående handling. Det er lidt en matematisk opgave at få det hele til at spille perfekt sammen i plottet. Men selv da er der mange løse ender, som jeg først får på plads under selve skrivningen, hvor jeg ynder at skrive mig selv op i et hjørne og overraske med en vild løsning.

31. Hvis dine nærmeste skulle beskrive dig idag, hvad ville de sige?
Mine nærmeste ville nok kalde mig effektiv og utålmodig. Men også sjov og underholdende.

32. Hvad overrasker folk mest, når de lærer dig bedre at kende?
Folk bliver nok overrasket over, at jeg ikke er så venstreorienteret, som jeg umiddelbart fremstår. Faktisk er jeg indimellem temmelig ukorrekt, når det angår det politiske. Jeg forbeholder mig ret til at tænke og forholde mig pragmatisk til virkeligheden. Også når det ikke lyder pænt i nogens øre. Det er ikke noget, jeg skilter med. Det giver ingen mening, eftersom jeg ikke engang selv er sikker på, hvad jeg mener. I det hele taget er faste synspunkter ikke min kop te, som det var i min revolutionære ungdom. Det er faktisk det fede ved at skrive litteratur. Jeg kan lade alle synspunkter komme til orde.

33. Hvor arbejder du bedst og mest fokuseret når du skriver? 
Jeg har skrevet alle mulige steder i mit forfatterliv. I toget, i sommerhuset, i min bil. Men det letteste er at sidde ved mit skrivebord. Men når jeg først skriver, er det lige meget, hvor jeg befinder mig. Så er jeg inde i bogen. Ikke noget konkret sted.

34. Må vi se dit skrivebord/arbejdsbord? 



35. Er der en sport du går op i og evt et hold eller flere, som du holder med?
Foldbold betyder meget for mig, fordi min yngste datter er ret god til det. Så hendes kampe er de vigtigste, og det går der en del tid med. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg aldrig ville blive en soccer dad. Men min datter ville det anderledes :-)

36. Hvad ville du aldrig skrive om i dine krimier?
Jeg ville aldrig skrive om mord og misbrug af børn. Ikke konkret i hvert fald. I det hele taget overvejer jeg altid med hvilket etisk perspektiv, jeg kan beskrive al den vold, der er i mine bøger. Vold er ikke bare vold. Nogen synes måske, jeg går til grænsen, men jeg forsøger at undgå kynisme og håbløshed. Volden må ikke blive til underholdning. Voldsporno. Volden skal bruges til at vise livets dybere værdier. Og de konflikter, vi møder som mennesker. Ellers kan det være lige meget.

37. Hvor vil du helst holde ferie?
Jeg holder helst ferie i mit sommerhus, som jeg selv har bygget. Det er enkelt. Ingen særlig transporttid og venten i lufthavne. Sengene er tip top, og havet fås ikke bedre noget sted i verden. Med andre ord: Jeg har rejst det, jeg gider. Det meste ligner det meste og er ikke besværet værd.

38. Hvis du kunne møde en person fra dine bøger, hvem skulle det være og hvad ville du sige til vedkommende?
Hvis jeg mødte Wolf fra mine krimi-serie, ville jeg sige til ham: Hør lige her. Måske skulle du tage og slappe lidt af. Du kan ikke ændre verden alligevel.

39. Hvad arbejder du på lige nu? Kan du løfte sløret for en lille teaser?
Lige nu arbejder jeg på bind 4 i min serie, som hedder Kaliffen. Vi har ISIS-terror, russisk mafia og hjemlige narkobander på menuen. Wolf og Inessa får nok at se til.

40.  Det sidste spørgsmål er dit. Er der noget du ønsker at sige, fortælle om dig selv eller andet. Her må du skrive lige præcis hvad der falder dig ind.
Til sidst vil jeg bare sige tak til alle jer læsere, der får mine romaner til at leve. Uden jeres forestillingsevner ville det hele blot være være en masse bogstaver og ord. Jeg ved at I hver især skaber jeres egen indre unikke forestilling. Det er det, der gør bøger så fantastiske.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar