Anmeldelse: Finn Halfdan - Et nødvendigt offer

Jeg havde hørt at denne bog skulle minde om Jo Nesbø’s Harry Hole-bøger, så lad mig bare være ærlig og sige, at jeg var en lille smule forbeholden. Ham Jo Nesbø løber man altså ikke bare sådan lige op på siden af og jeg synes egentlig heller ikke det nødvendigvis er et plus at minde om ham. Harry Hole er sig selv og ham skal man ikke sådan forsøge sig med at efterligne. Men det er bare min mening :)

Så altså.. som sagt var jeg lidt forbeholden og det gik egentlig også lidt trægt for mig i starten. Jeg tror det mest var skrivestilen der forstyrrede mig til at begynde med. Det var meget talesprog og ”talte sætninger” hvis man kan sige det sådan. Heldigvis varede det ikke ved ret længe, eller også vænnede jeg mig bare til det. Under alle omstændigheder tog handlingen fart sammen med spændingen og sympatien til hovedpersonen Elliot Boye, som jeg ellers synes var lidt mærkelig til at begynde med.

Men hvad er han så for en ham Elliot Boye? Minder han så om Harry Hole? Jeg synes det ikke. Selvom Elliot ud fra mine beregninger må være i starten af fyrrerne, så virker han på en eller anden måde yngre. Elliot er en doven hund i den periode vi møder ham, men han er ingenlunde fordrukken eller udslidt som Harry. Tvært imod får vi indtryk af at han ser både ung og smart ud og det tar ham da heller ikke mange minutter at få fyret op under gløderne og komme igang, så jeg vil mene at dovenskaben er begrænset. På den ene side opfører han sig som en naiv og teenager, som skal reddes ud af suppedasen og på den anden side er han hårdkogt, som en anden amerikansk strømer der kan sine våben i søvne og kan udtænke snedige planer. En ret speciel type, som jeg ikke helt kan finde ud af, hvor troværdig jeg egentlig synes er...  alligevel er det ret svært ikke at holde af ham :)

Ku det ikke være rart at få lidt at vide om handlingen også? Den kommer her:

Elliot Boye er journalist. Som sagt går han og laver så lidt som muligt da han har et skidt forhold til redaktionschefen og egentlig også har kærestesorger. Elliot finder ved et tilfælde ud af, at PET overvåger ham. Han er i tvivl om hvorfor, men lægger to og to sammen og når frem til, at det kun kan være pga af én bestemt sag, han har skrevet om engang og som han har fulgt op på for nyligt. Der er ting i Elliots fortid, som får vreden til at ulme i ham og som får ham til at grave videre i sagen frem for at trække følehornene til sig. I første omgang lader han ikke PET vide, at han ved de overvåger ham. Det giver ham et forspring, men ikke særlig længe. Hvem kan han stole på og hvem er i lommen på PET?

Et nødvendigt offer er en ganske vellykket debut. Da den først lige var igang, var den svær at slippe igen og det er en af den slags bøger hvor du kun skal forholde dig til en enkelt person, som du så tilgengæld kommer til at kende ekstra godt. Helt klart anbefalelsesværdig og jeg glæder mig til at læse mere af Finn Halfdan.

Der står på forsiden, at det er en spændingsroman, så det ved man på forhånd når man går igang. Det lever den fuldt ud op til synes jeg, men nu skal jeg jo vurdere den fra krimivinklen, og så savner jeg altså lidt uhygge. Baseret på dét, lander bogen på 3 krimiperler. Men god er den!

 

Vil du følge Frk. Tines krimitanker på Facebook, så kan du gøre det lige her :)

 

Den litterære samvittighed, den gode krimi eller det modsatte...

Åh altså... den hænger over hovedet på mig. Den sorte litterære samvittighed - som
en regnsky der ikke vil forsvinde. Ikke pga. én bestemt bog jeg ikke har fået læst, men pga. flere og fordi jeg har været nødt til at holde en lille pause fra bloggen og bøgerne.
Som nogen af jer nok ved, har jeg langtidsvirkninger efter en hjernerystelse, som jeg pådrog mig for hvad der nærmer sig tre år siden! Det har mange konsekvenser for mig i hverdagen, men jeg forsøger på bedste vis at leve med det så godt jeg kan. Indimellem bliver det hele for meget og mit hoved kan ikke rumme mere. Sådan en periode har jeg lige været igennem. Hver gang jeg forsøgte at læse, fløj mine tanker et andet sted hen - som om der simpelthen ikke kunne fyldes mere derind og hjernen bare havde brug for ro. Så det fik den og derfor har der været lidt stille fra den her kant et stykke tid :)
Jeg er så småt ved at få ro på igen og er gået i gang med at læse stille og roligt.

Helt fri for krimitanker har jeg selvfølgelig ikke været :) I lang tid har jeg spekuleret en del på det dér med, hvad det er der gør en krimi god eller mindre god. Det kom sig egentlig af, at jeg for længe siden, hørte om en der skulle holde foredrag om hvad der gør en krimi god. "Kan man egentlig dét"? tænkte jeg. For hvorfor synes nogen mennesker, at en krimi er helt fantastisk, imens andre er ved at kede sig ihjel over samme bog? Nogen kan godt lide en krimi med masser af personskildringer og familieliv og andre vil helst have rent plot og opklaringsarbejde. Nogen er mest til spænding og andre kan ikke få det uhyggeligt nok. Nogen har det fint med at vide, at der er fundet et lig, imens andre skal have udpenslet ligets tilstand helt ned i mindste detalje. Personligt bliver jeg fx helt træt hvis det er for politisk imens andre synes politisk er toppen. Nogen vil ha sexscener, andre gider dem ikke. Sådan kunne jeg blive ved.
Min konklusion må være, at vi alle kun kan komme med vores egen konklusion på, hvad der gør en krimi god eller mindre god. Selvfølgelig findes der en eller anden form for skabelon til, hvordan en krimi skal bygges op omkring plot osv., men overordnet set, så er det med krimier som med alt andet - smag kan ikke diskuteres, så enkelt er dét. Heldigvis. Og jeg har en rigtig god idé om hvad jeg gerne vil have af en krimi og især om hvad jeg ikke gider have. Alligevel kan jeg stadig blive positivt overrasket og det gør mig helt vildt glad hver gang. Faktisk sker det ret tit at jeg glæder mig over bøger og forundres over forfatternes evner med sproget. Krimiforfattere er noget helt særligt i mine øjne. Udover at styre det med sproget, så skal de også hitte rede i alle trådene og de løse ender i de indviklede plots de opfinder med deres fantasifulde hjerner. Hatten af og stående applaus herfra :)


Jeg håber snart at være klar med nye anmeldelser igen.

  

 

Find mig på Facebook :)

Anmeldelse: Jo Nesbø - Blod på sneen

Dette er ingen traditionel Jo Nesbø-bog som vi kender ham fra serien om Harry Hole. Der er knapt så meget dybde i hovedpersonen – lejemorderen Olav – og der er knapt så meget tyngde. Næsten slet ingen faktisk. Blod på sneen er en både let og letlæst bog, men som jeg ser det, er det lige præcist det, som gør den så god. Det er en bog som gjorde mig glad imens jeg læste den, fordi der midt i alt alvoren, er smidt den ene efter den anden fantastiske sætning ind, som fik smilet frem. Jeg elsker simpelthen sproget i den, som bare er så flydende og nogen steder næsten grænser til det poetiske men samtidig er totalt humoristisk midt i alt det groteske.

”Jeg blev siddende og gloede på fiskebollerne, som flød rundt i noget, jeg ville tro var sæd, hvis jeg ikke vidste bedre. Nå ja, når jeg tænkte mig om, så vidste jeg faktisk ikke bedre”.

I Blod på sneen møder vi som sagt lejemorderen Olav Johansen, som er lejemorder fordi han, ifølge ham selv, er for dum til alt andet. ”Jeg har læst, at et menneskehoved vejer omkring fire et halvt kilo, og med en fart på halvfjerds kilometer i timen udgør det en samlet kraft, som man skal have bedre evner i matematik end mig for at regne ud”.  Olav får til opgave at slå sin chefs kone ihjel, men Olav går hen og bliver forelsket i hende og da han samtidig begår en brøler af rang, beslutter han, at tage hende med sig. Så let lader chefen dog ikke Olav slippe og de indleder en kamp, som ikke er slut før den ene af dem er død.

Egentlig er det lidt fjollet, at man sidder og kommer til at holde af og holde med en koldblodig lejemorder, som skyder familiefædre i hovedet uden at blinke og som saver hoveder af folk og kaster rundt med dem. Det tænkte jeg lidt over, og nåede frem til, at det nok mest handler om, at alle der medvirker i bogen her er mere eller mindre kriminelle og Olav er egentlig et godt og sødt menneske, som nok bare ikke er så super skarp. Det kan han jo ikke være når han ikke føler nogen form for anger og stadig bare lever i sin lyserøde drømmeverden parallelt med lejemorderverdenen.

Blod på sneen er ikke hvad jeg vil kalde en egentlig krimi, men der er masser af action, blod og kynisk udførte mord. Jeg synes det på alle måder er en lækker lille bog – min datter på 11 mener, at dens røde sider er seje :) En god historie, som er hurtigt læst og det er altså også ret fedt indimellem. Ikke alle bøger behøver være flere hundrede sider lange.

Arh, jeg tror sgu jeg giver den.. hmm bum bum 4 krimiperler fordi den gjorde mig glad. Men forvent ikke noget der overhovedet nærmer sig samme kaliber som fx Snemanden eller Politi, for så bliver du alvorligt skuffet. Tag den som et hyggeligt actiondrama som er ret fedt skrevet. Intet andet.

Anmeldelse: Morten Ellemose - Killer Killer

”Jeg spørger igen: hvem vil De have, jeg skal slå ihjel? Deres datter eller Deres søn?”

Dette spørgsmål stiller en grusom bøddel sit offer allerede på første side i Killer Killer. Og i den her bog, er der ingen der slipper væk i sidste øjeblik. Så er stilen ligesom lagt!

Jeg er ovenud begejstret og har lyst til at råbe ud til verdens krimielskere, at den her bog må I ikke snyde jer selv for. Især ikke hvis I er til den slags krimier der er fyldt med grusomme, blodige mord, beskrevet i klamme detaljer, men som samtidig har et plot der holder læseren fast i at spekulere og spekulere over hvordan filan det her hænger sammen, for man ved bare, at der er et twist et sted. Eller flere. Sådan er Killer Killer – uhyggelig og skræmmende på den fede måde. Som i når man læser en sætning til ende og hele kroppen nærmest stivner og det løber en koldt ned ad ryggen. Jeg elsker et grundigt gennemtænkt og genialt plot. Det må man sige vi har at gøre med her i fineste stil. Da sidste side var vendt, måtte jeg lige bruge lidt tid på, at få alle brikkerne til at falde helt på plads.

I Killer Killer møder vi vicekommisær Anatolli Barritch og profiler/assistent Karen Walsh. De forsøger at finde spor efter den vanvittige seriemorder, Angelface, som hærger i NewYork. Lig efter lig dukker op og det ene mere brutalt myrdet end det andet. Sporene peger alle mod af en af samfundets højtstående personligheder, religionshistorikeren Mordechai Rheingold. Han viser sig, at være kold og beregnende, men samtidig er han også den der kan hjælpe dem i retning af morderen. Barritch og Karen skal ikke spekulere for længe over om de tør stole på ham, for Angelface ligger ikke på den lade side.

Maver der er flænset op, så blod og indvolde flyder, hud der bliver høvlet af, ansigter ætset med syre og endda ting der er værre endnu... som nævnt tidligere, så er der ingen der slipper væk eller bliver reddet i sidste øjeblik her og selvom det er det der gør bogen så grum, så er det samtidig det der gør den så fed. At man ikke aner hvad morderens næste træk er, men man alligevel kan regne ud, at det ikke er noget godt - han er skridtet over ondskab.

Jeg har ingen problemer med at se Killer Killer filmatiseret til noget thriller eller gys.

5 kæmpe store krimiperler

Frk. Tines Krimitanker er også på Facebook :)

Anmeldelse: Therese Philipsen - Lange sorte negle

 

Therese Philipsen er tilbage med endnu en bog i serien om Liv Moretti og Per Roland.

Denne gang arbejder de på hver sin sag, selvom den garvede krimilæser nok fra start er klar over, at sagerne selvfølgelig hænger sammen :)

Liv bliver kaldt ud til en kirke, hvor liget af en pige er fundet i en af gravene. Hun er gravet ned oven på den oprindelige kiste/urne. Ræven har gravet om natten og en kvinde får sig en ubehagelig overraskelse, da hun kommer forbi og ser pigens arm stikke op af jorden på graven. Liv opdager snart, at flere af gravene indeholder lig, som ikke hører til.

 

Samtidig får kriminalkommisær Per Roland, fint besøg fra USA. Molly Crawford fra FBI, som Roland kender fra sin tid derovre. Hun er i Danmark fordi FBI jagter en seriemorder - en mand som kidnapper helt unge kvinder, voldtager dem, mishandler dem og tilsidst slutter af med at dræbe dem. Manden har voldtaget og dræbt igennem mange mange år og nu er han i Danmark. Men hvorfor?

 

Historien har et par twists undervejs, hvilket er fedt. Plottet er egentlig helt okay og bogen er spændende og til tider også barsk. Alligevel er der et eller andet der gør, at den bare ikke er en af den slags bøger der går ind under huden, men det behøver samtlige bøger man jo heller ikke at gøre. Jeg synes den blev en anelse langtrukket til sidst. I slutningen går Liv fra at være indelukket og lidt speciel, til at være noget der minder mest om amerikansk happy ending. Det virkede på en måde lidt utroværdigt på mig. Måske især fordi jeg lige har læst "Så kommer han og ta´r dig", af samme forfatter - dog under pseudonym - den havde et helt andet tempofyldt spændingsniveau.

 

Alt i alt en god og spændende bog. 3 krimiperler får den.

Anmeldelse: Maurizio De Giovanni - Krokodillen

"Døden ankommer til Spor 3 klokken 8.14 med syv minutters forsinkelse. Den blander sig med pendlerne og bliver kastet frem og tilbage mellem rygsække, attachétasker, trolleyer og kufferter, men ingen mærker dens kolde ånde. Døden tager små, forsigtige skridt, den forsvarer sig mod de andres hastværk. Nu er den nået til den store ventesal med skrig og skrål og lugt af optøede croissanter. Den ser sig omkring, tørrer med en rask bevægelse en tåre væk under venstre brilleglas og putter lommetørklædet tilbage i brystlommen på jakken. Larmen og menneskestrømmen viser vej til udgangen midt mellem alle de nye butikker. Døden kan ikke kende stedet, men det hele har jo også forandret sig i årenes løb. Den har forberedt alt ned til mindste detalje, og denne søgen efter udgangen bliver det absolut eneste tøvende øjeblik."

Sådan starter ”Krokodillen” og sådan fortsætter den på sin vis også – stille og roligt med en undertone af iskold hævn.

Vi møder Kriminalkommisær Giuseppe Lojacono, som er placeret på et lille kontor i en by der ikke er hans. Han er blevet overflyttet grundet falske anklager om samarbejde med mafiaen. At sige at det har ødelagt hans liv, ville være en underdrivelse. På den nye station, ønsker ingen hans deltagelse, ligesom de heller ikke nærer noget ønske om at tale med ham.  Skæbnen vil, at det er Lojacono der har vagten, da en teenager bliver fundet dræbt med et enkelt skud i panden. Her støder han på Statsanklager Laura Piras, som ser hans potentiale. Hun beder ham hjælpe sig med opklaringsarbejdet og snart er de i gang med jagten på en morder, der tilsyneladende er fuldstændig usynlig og ikke efterlader sig andre spor end en stak tårevædede lommetørklæder.

Krokodillen er egentlig en krimi uden noget særligt pace. Den er på ingen måde hæsblæsende eller nervepirrende og der er ingen udpenslede makabre gerningssteder. Alligevel formåede forfatteren at holde mig fanget hele vejen. De små korte kapitler på ikke mere end 2-4 sider, sammenholdt med glimt af liv og tanker hos både morder og ofre, gjorde, at jeg nærmest bare fløj igennem bogen. Den er fuld af følelser uden at de egentlig er beskrevet – det skinner ligesom bare igennem. Hovedtemaet er sorg, vil jeg mene. Sorg over mistede børn og liv der ikke længere er værd at leve.

Krokodillen er spændende hele vejen og selvom den er stille og rolig, fornemmer man alligevel at der skal være fart på med at få fundet morderen og jeg tog mig selv i at holde vejret og sætte læsetempoet op flere gange. Ca halvvejs inde i bogen, bliver det tydeligt hvad kronen på morderens værk er, og det er næsten en ubærlig tanke. Om han når sit mål eller ej skal jeg lade være usagt.

Alt i alt en rigtig god og spændende bog, som gav mig en knugende fornemmelse i maven. Nu et par dage efter den er læst, kan jeg stadig mærke følelsen når jeg tænker på handlingen. Krokodillen er den første bog i serien om Lojacono. Han er et ret fint bekendtskab, så jeg håber meget, at der kommer flere bøger fra Maurizio De Giovanni på dansk.

4 krimiperler til Krokodillen fra mig

Følg Frk. Tines krimitanker på Facebook

Anmeldelse: Julie Hastrup - Farlig fortid

På bagsiden står der:

En kold februarnat forulykker en ambulance på en jysk landevej. Den ene ambulanceredder er død, den anden hårdt kvæstet, og patienten – en livstidsfange fra Statsfængslet i Østjylland – er forsvundet. Dagen efter bliver en tidligere landmand stukket ihjel med en høtyv lidt uden for Ringkøbing, og den lokale præst opdager sin egen dødsannonce i avisen. Den ambitiøse drabsefterforsker Rebekka Holm er hjemme i barndomsbyen Ringkøbing for at hjælpe sin mor efter faderens død, og da hun hører om de makabre begivenheder, involverer hun sig omgående i efterforskningen, en drabsefterforskning, der blotlægger nye og gamle synder og knytter sig til en række hændelser, der fandt sted en stegende hed sommer i 1989.

Jeg er ret vild med Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm. Hendes første bog i serien – En torn i øjet – er stadig en af de krimier der står skarpest for mig. Desværre var jeg ikke helt så vild med den forrige bog i serien, som med de andre, da jeg synes der gik alt for meget privatliv og ulykkelig kærlighed i den ellers virkelig gode historie. Det er der lavet om på i denne bog og det klæder Rebekka at være tilbage i den mere selvstændige og stærke rolle. Hun har fået mere styr på sine følelser og det er helt perfekt med den mængde privatliv vi får del i.

Farlig fortid starter ud lige på, med masser af action og så går det ellers slag i slag med makabre mord og udpenslede detaljer om gerningsstederne. Jeg elsker det!! Der er et rimeligt højt tempo hele vejen igennem og opklaringsarbejdet er hele tiden i gang.

Sideløbende med historien, kører der endnu en historie. Den udspiller sig på en gård i sommeren 1989 og udover at beskrivelserne af stedet er så fine, at jeg tydeligt kunne se det hele for mig, så var det også ret sjovt at læse de små detaljer der hørte firserne til. Fx nævnes der en Claudio-trøje. Sådan en havde jeg selv da jeg var teenager og den var højeste mode dengang :)

Et af de emner der berøres i bogen, er uskyldigt dømte som må afsone en straf for forbrydelser andre har begået. Om hvordan man kan brænde så kraftigt for noget og samtidig være komplet dobbeltmoralsk, når det er noget der vedrører en selv. Jeg ville gerne uddybe, men så kommer jeg til at røbe for meget, så den del må I selv læse jer til :)

Slutningen kunne jeg godt have ønsket anderledes. Her kommer pludselig en helt anden historie ind over, som gjorde at jeg sad med lidt en flad fornemmelse. Den egentlige forbrydelses opklaring er lige om hjørnet, men vi kommer til at vente med den til bagefter. Jeg synes godt den nye historie måtte være udeladt, men på den anden side, så sker der noget som kan have betydning for de næste bøger i serien. På den måde var det måske alligevel nødvendigt. At vi ikke ender med den happy ending på forbrydelsen, som man oftest får i en krimi, synes jeg egentlig er ret fedt og jeg sad tilbage med en masse følelser og stof til eftertanke.

Farlig fortid, er en af den slags bøger jeg ikke kunne slippe. Den fulgte med mig overalt jeg kunne se mit snit til at læse lidt.

Bogen er 5. selvstændige bog i serien om Rebekka Holm, men selvom den kan læses selvstændigt, synes jeg dog alligevel, at de bør læses i rækkefølge for at få hele sammenhængen med.

Husk at Frk. Tines Krimitanker også er på Facebook :)