** K O N K U R R E N C E T I D **

For ikke så længe siden, dumpede der hele to sæt af de her bøger ned i min postkasse. Det ene sæt kan blive dit. Hop over på Facebook og se hvordan :)

Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Dødvægt

Denne gang er vi ikke i Århus, men med Dicte og Bo på tur til øen Gozo. Elsebeth Egholm kommer der flere gange om året for at skrive, så man må formode at hun kender øen særdeles godt, hvilket også afspejler sig tydeligt i bogen. Omgivelserne, atmosfæren, folket, systemet.. ja kort sagt alt, er beskrevet, så jeg næsten følte jeg var der selv.

Bogen starter med en søsyg Dicte ombord på en båd på vej til Gozo. Hun er i selskab med kæresten Bo og et hold fotoelever. Næsten i havn kæntrer en flygtningebåd i nærheden af dem og hjælpeløse mennesker flyder rundt i havet. Nogen bliver reddet imens andre ikke er så heldige. Midt mellem alle de sorte kroppe, flyder pludselig et hvidt lig rundt i vandet. En af pigerne på holdet har tydeligt et godt øje til Bo og han til hende. En dag begiver de to sig ud på en tur på øen. Herefter forsvinder de og en eftersøgning bliver sat i gang. Imens får Dicte rodet sig ind i opklaringen af sagen om den dræbte hvide kvinde i havet. I den forbindelse, møder hun politibetjenten Jack Spiteri og det varer ikke længe før der opstår temmelig varme følelser imellem dem.

Der er mange emner i Dødvægt. Det der nok fylder mest er trafficking, men ikke på en sådan måde, at der bliver gået dybt i emnet. Det ligger ligesom bare og ulmer og selve mysteriet er bygget op omkring det miljø pigerne befinder sig i og de ondskabsfulde typer der håndterer dem. Trods det, at bogen starter med en bådfuld flygtninge der er på vej i land på Gozo, så er det ikke det der fylder. Egholm kommer rigtig fint omkring Dictes følelse af dårlig samvittighed over mestendels at bekymre sig om den døde hvide kvinde, selvom havet var fyldt med sorte lig. Helt uden at fordømme eller tage parti, får hun forklaret hvorfor det forholder sig sådan for rigtig mange mennesker. Fra min synsvinkel, er det dér med græsset der er grønnere hos naboen også et gennemgående emne. Mennesker rejser fra eller flygter fra steder i verden for at prøve lykken et andet sted. Kærestepar og ægtefolk er indimellem hinanden utro, i håbet om eller troen på, at finde noget der er bedre eller lykkeligere end det de har… Folk begår kriminalitet for at tjene (endnu) flere penge, i håbet om, at penge kan købe dem et bedre liv eller mere magt, religion får folk til at udføre handlinger der giver dem troen på et bedre liv på ”den anden side”.

Bogen indeholder selvfølgelig også mord og en morder. Jeg er jo vild med bloddryppende uhygge, men det er der ikke meget af i Dødvægt. Jeg oplevede den ikke som uhyggelig på ét eneste tidspunkt og heller ikke nervepirrende spændende. Trods dét, så kører der et opklaringsarbejde hele vejen igennem, men der sker så mange andre ting i kulisserne, at det efter min mening, kommer til at fylde for lidt. Af en eller anden grund, gør det ikke så meget lige i dette tilfælde. Vi får så meget andet i denne bog, som jeg også synes er vigtigt at få med i historien om Dicte. Bogens slutning, er ikke helt som jeg havde håbet, men jeg bevarer stadig håbet om, at vi ikke har set det sidste til Jack Spiteri ;)

Dødvægt fortjener 4 krimiperler

Anmeldelse: Lee Child - 61 timer

Lee Child.. det navn har jeg hørt tit, men aldrig læst noget af ham og kendte intet til hans forfatterskab. Hovedpersonen hedder Jack Reacher.. hmm nååååh, Tom Cruise :) :) Så ringede der en klokke alligevel. Behøver jeg at sige, at jeg også så Tom Cruise i min indre film imens jeg læste bogen - også selvom Jack Reacher er beskrevet som lyshåret, næsten 2 meter høj og med hænder på størrelse med grillkyllinger. Men pyt, det var en pæn indre film jeg så ;)

Når jeg tænker på Tom Cruise, så er det også actionfilm der popper op og 61 timer, er nok også mest hvad man kan beskrive som en actionbog. Det underlige er, at selvom tempoet egentlig er højt, så føles det samtidig som om det hele foregår lidt i slowmotion, fordi handlingen udspiller sig i snestorm og bidende kulde. Når dén scene er sat, så kan det bare ikke gå stærkt.

61 timer, starter med en touristbus der passerer igennem byen Bolton i South Dakota. Sneen fyger og bussen skrider og lander i grøften. Bussen er fyldt med en gruppe pensionister... og Jack Reacher. Bussen er ødelagt og gruppen bliver samlet op af Boltons politi og bragt til den lokale politistation. Her hersker der kaosagtig stemning, da der netop er sket et mord i byen. Det varer ikke længe før både Jack og buschaufføren er under mistanke. Jack er enspænder og har sin baggrund i hæren. Hans nysgerrighed er stor og han får snart stukket sin næse dybt i sagen. Igennem hele bogen foregår der en nedtælling fra 61. Uanset hvem vi følger, så sluttes der af med en opdatering på, hvor mange timer der nu er tilbage. Det virker ret godt og jeg var nødt til at læse videre, for at finde ud af hvad det var der blev talt ned til. Jeg havde mange forestillinger om, hvad det kunne være, men jeg havde aldrig regnet ud hvad det var.

Jeg læste bogen i bilen på vej hjem fra Italien og den egnede sig perfekt til sådan et "road trip". Den formåede at fange mig fra første side og sådan blev det ved. Hen imod slutningen blev den en lille anelse langtrukket og den indre actionfilm jeg så, begyndte at blive lidt ensformig, men det varede heldigvis ikke så længe før der var masser af aktion igen. Jeg var ret vild med den her bog og jeg kan rigtig godt li Jack Reacher. Jeg glæder mig til fortsættelsen, selvom det for mig var mere en indre actionfilm end en egentlig krimi.

Klokken er lige nu 21.40. Det er sommerferie, børnene er puttet, jeg har lavet en kande the og fundet Jack Reacher (the movie) på nettet, så min aften er kørt i stilling.

Lee Child, Jack Reacher og Tom Cruise, får 4 krimiperler fra mig. 

 

Følg MEGET gerne Frk. Tines krimitanker på Facebook :)

Anmeldelse: Harlan Coben - Savner dig

På bogens bagside står der:
Kat Donovan er kriminalbetjent og single. Da hun en aften surfer på et datingsite på nettet, falder hun over en profil, der umiddelbart ligner enhver anden, men hun får et chok, da hun nærstuderer det vedhæftede fotografi. Manden på billedet er hendes tidligere forlovede, Jeff, som knuste hendes hjerte - og som hun ikke har set i 18 år. 

Men snart er håb afløst af rædsel, da det går op for Kat, at noget er helt galt. Inden længe er hun inddraget i en efterforskning, som udfordrer hendes følelser for alle, der nogensinde har stået hende nær - og samtidig kommer hun alt for tæt på en koldblodig organisation, som ikke viger tilbage for noget som helst i jagten på sit næste bytte.

Efterhånden som Kat bliver suget ind i mørket bag internettet, må hun mobilisere alle sine kræfter for at overleve - og leve med det hun afslører.

Jeg savner dig, er en ualmindeligt velskrevet bog. Bum sagde det og så hang jeg fast, og det allerede fra første side. Den starter ud med et stille og roligt pace, men hele tiden er der alligevel fart over feltet i handlingen. Da jeg nåede slutningen, blev jeg næsten forpustet af det høje tempo og spændingsniveau! Jeg har ofte efterlyst en helt almindelig hovedperson, som ikke var vred, fordrukken, overnaturligt intelligent eller andet afvigende. Hende har vi her, i form af kriminalbetjenten Kat Donovan. Hun er sød og naturlig og hele vejen igennem en, man ikke kan andet end at synes om. I det hele taget præger autenciteten hele bogen, lige fra persongalleriet til handlingen. Det fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen flere gange, for man hører så meget om folk der bliver narret på nettet og får franarret sig penge af falske identiteter. Den her historie går skridtet videre og det værste er, at det er et godt og gennemtænkt plot, som jeg er overbevist om, sagtens ville kunne finde sted, hvis en syg hjerne fik idéen.

Der kører flere sideløbende opklaringsforløb undervejs, for imens Kat forsøger at finde ud af hvad der er blevet af hendes tidligere kæreste og hvor en forsvundet kvinde er blevet af, så ligger det hende samtidig dybt på sinde, at finde ud af, hvem der i sin tid myrdede hendes far. Der er masser af følelser i denne bog, men det bliver aldrig for meget og de bløde dele af historien, bliver opvejet af den voldsomme brutalitet og gru, der også præger bogen meget af tiden.

Der er flere temaer i denne bog, og et af dem bliver opsummeret meget fint hen mod slutningen:
Pas godt på det, du sætter højt. Lykken er skrøbelig. Sæt pris på hvert eneste øjeblik og gør alt, hvad du kan, for at værne om det. Resten af livet er i en vis forstand baggrundsstøj. 

Tankevækkende og suveræn bog, som jeg ikke kan anbefale nok. Jeg glæder mig allerede helt ekstremt, til at fordybe mig i næsten bog fra Harlan Coben. "Seks år" hedder den og udkommer til efteråret.

Mon ikke det fremgår af ovenstående, at Savner dig, napper fuldt hus og 5 krimiperler? :)

Anmeldelse: Yrsa Sigurdardottir - Kulde

Forfatteren til Kulde, har valgt det helt perfekte navn til sin bog. Jeg læste den i bagende varme under Italiens sol og alligevel fornemmede jeg tydeligt den isnende kulde der prægede bogen hele vejen igennem. Jo... det er vinter og temmelig koldt i Island på det tidspunkt bogen foregår, men det er ikke dén form for kulde man mærker imens man læser.

Vi møder alenefaren Odin, som forsøger at få en dagligdag op at køre, sammen med sin 11 årige datter Rún, som for nyligt har mistet sin mor ved en tragisk ulykke. 

Samtidig bliver han i forbindelse med sit job, sat til at undersøge omstændighederne omkring døgninstitutionen Krókur. I starten af 1970'erne, var det et sted, man sendte småkriminelle drenge hen, hvis de ikke var gamle nok til fængsel. Stedet blev drevet af et ægtepar, som ikke nærede nogen varme følelser for noget som helst. 

Hele bogen køres som to sideløbende historier. Den ene i nutiden hvor vi er med Odin i alle hans daglige gøremål. Vi følger hans tanker omkring datteren og hans forsøg på, at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang på Krókur hvor to drenge omkom i en bil. Samtidig er han i tvivl om, hvorvidt datterens mor, døde ved en ulykke og hvem der i så fald var involveret. 

Den anden historie foregår tilbage i 1974, hvor vi følger tjenestepigen Aldís i hendes liv på døgninstitutionen. Hun forsøger at finde sig selv i et miljø, der mildest taget er lige så koldt som det års iskolde vinter. 

Et lidt anderledes lille twist, er at vi faktisk starter med slutningen. Vi ved derfor allerede fra de første sider, at det her ikke er en bog der ender godt. Vi ved bare ikke hvordan det kom så vidt, hvilket var én af de ting der drev mig igennem bogen. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af hvorfor og om det virkelig kunne passe, at det skulle ende så tragisk. Det skulle vise sig, at ende endnu mere tragisk end først antaget og efterlod mig med endnu en kuldegysning i kroppen og en masse tanker. 

Kulde er ingen krimi, men har derimod fået betegnelsen spændingsroman. Der foregår da heller intet politimæssigt opklaringsarbejde eller noget vildt plot, men derimod er hele bogen præget af en kold uhygge og følelsen af, at blive kigget over skulderen. Odins følelse af, at være ved at blive skør, er nem at følge, for man sidder hele tiden med fornemmelsen af, at nu sker der et eller andet frygteligt.

Der er intet hyggeligt ved den her bog og der er ingen happy ending. Det er en bog der kører på følelser og det gør den virkelig godt! 4 krimiperler til Kulde fra mig. 

Anmeldelse: Simon Toyne - Tårnet

Tårnet er 3. del i det der kaldes Ruin-trilogien. Den har været længe under vejs og jeg har glædet mig til den mindst lige så længe, for de første to i serien - Sanctus og Nøglen, var begge super gode. 

Desværre skulle det vise sig, at Tårnet var noget sværere at komme igang med. Jeg startede på den og stoppede for at læse en anden bog. Startede på den igen og havde virkelig svært ved at blive hængende ved den. Den var ganske enkelt langtrukket og kedelig og der var mange spring imellem personer og steder. Jeg havde lyst til at lukke bogen og droppe alt om den, men min nysgerrighed efter en afslutning på trilogien, var for stor. Jeg tænkte, at den da for dælen måtte blive bedre, når de to første var så gode, så jeg tvang mig selv til at hænge ved. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for selvom jeg skulle næsten 200!! sider ind i bogen før den blev spændende, så var den alligevel ventetiden værd. Spændingen kom, men ikke i samme kaliber som i de to første, men jeg fik min afslutning og jeg fik endda også tudet en lille smule hen imod slutningen.. :) 

Tårnet begynder med, at en astronomiproffessor forsvinder sporløst og nogen har destrueret alt på hans computer. Samtidig er et nedtællingssystem af en art sat igang, men ingen ved hvad det betyder. Det er i denne forbindelse, vi møder den unge Shepard, som tidligere har studeret stjernerne og rummet, men som nu er ansat ved FBI og bliver sat på sin første sag, sammen med den erfarne Franklin. Franklin gennemskuer hurtigt, at Shepherd har en hemmelighed, men Shepard holder kortene tæt til kroppen. 

Liv og Gabriel er kommet væk fra hinanden og Gabriel er blevet ramt af den dødbringende pest, som har ramt størstedelen af beboerne i byen Ruin. Han bliver bragt ind i citadellet sammen med de andre syge og døende, hvilket bringer en stor del af de tilbageværende munke, til at trække sig langt ind i bjerget og nægte at hjælpe til. En af dem, får kendskab til en profeti, som spår, at en djævel forklædt som engel, vil ankomme til citadellet. Han er overbevist om, at det er Gabriel og så tager galskaben ellers fart! 

Samtidig befinder Liv sig midt i ørkenen og det eneste hun ønsker, er at blive genforenet med Gabriel. Der sker imidlertid ting og sager i ørkenen, og folk har brug for hende for at overleve. 

Sanctus var den mest realistiske af de tre bøger, Nøglen en smule mere overnaturlig og i Tårnet topper det. På den anden side skal man nok passe lidt på med at kalde det overnaturligt, da jeg er sikker på, der findes folk derude, som tror fuldt og fast på, at den slags ting kunne ske... eller vil ske. Verden er fuld af konspirationsteorier og dette er en af dem :) 

Jeg er glad for, at jeg holdt ved og fik afslutningen på serien med, så hvis du allerede har læst de to første, så hold ud og ha tålmodighed og få slutningen med. Det betaler sig synes jeg. Meget krimi er det ikke lige, men spændende er den bestemt. 

Jeg vakler lidt mellem to og tre krimiperler, men lander på to, da bogen trods alt var lidt for længe om at komme ordentligt igang. Det er synd for en ellers helt okay bog. 

Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Den niende grav

På min sommerferie i Italien sidste år, var der flere dage hvor min familie havde svært ved at komme i kontakt med mig. Jeg var fuldstændig og aldeles opslugt af Stefan Ahnhems debutkrimi ”Offer uden ansigt”. Jeg havde ingen forventninger til den da jeg gik igang, men den slog fuldstændig benene væk under mig. Af den grund, har jeg ventet ekstremt utålmodigt på næste del i serien om Fabian Risk og Dunja Hougaard.

”Den kan godt blive svær at leve op til, den her...” tænkte jeg, men lad mig med det samme slå fast, at jeg ingenlunde blev skuffet!

Stefan Ahnhem har skrevet endnu en suverænt god krimi, som hele vejen igennem holder et højt tempo og et spændingsniveau som gjorde mig næsten forpustet. Opklaringsarbejdet er igang hele tiden og brutale mord er der ikke sparet på. Alle er de beskrevet ned til mindste detalje og selvom jeg synes den slags beskrivelser er fantastiske, så må jeg tilstå, at jeg indimellem lå på grænsen til kvalme... men på den fede måde.. som i jeg er stadig vanvittigt begejstret-måden. Den niende grav er skruet sammen med masser af snørklerier og forfatteren beviser tydeligt at han ikke hopper over hvor gærdet er lavest og napper de nemme løsninger. Her er tingene tænkt grundigt igennem. Kun en enkelt ting driller mig en lille smule – hvordan får gerningsmanden slæbt alle sine ofre rundt rent fysisk og det helt uden at gøre sig det mindste bemærket? Det er så en af de ting man ikke skal spekulere så meget over og kan man se bort fra det, så betyder det intet for historien.

Jeg åbnede Den niende grav, uden at have læst et eneste ord om handlingen. Sådan kan jeg godt li det og derfor vil jeg heller ikke afsløre for meget for jer her. Jeg vil dog sige, at et af de gennemgående emner i bogen, er kærlighed. Jeg ved ikke om det er meningen, at vi til sidst skal kunne forstå og føle sympati med morderen i bogen fordi vedkommende handler i kærlighed og udfra noget helt utilgiveligt, som er tilstødt dennes elskede. Sympatien ramte ikke mig – ikke sådan rigtigt i hvert fald. For mig at se, er morderen helt syg i hovedet og sympatien ligger hos ofrene, selvom de heller ikke har handlet efter god moral. Så har jeg vist ikke sagt for meget :)

Flere gange undervejs, overvejede jeg, at lukke bogen og udsætte læsningen, alene af den grund, at jeg ikke ønskede den skulle slutte. Mon ikke Stefan Ahnhem for alvor har fået sit navn og sit forfatterskab slået fast med denne bog? Jeg tror det!! Jeg er allerede igang med at glæde mig til bog nr. 3 :)

Selvom Den niende grav, er 2. del i serien, så foregår den tidmæssigt 6 måneder før dens forgænger. Den kan altså med fordel læses først, uden at det gør noget!! 

 

Billedet er taget på Krimimessen i Horsens 2015 :)

Du kan også følge Frk. Tines krimitanker på Facebook :)