Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet 3 - Hyrden"

Så nåede jeg igennem 3. sæson af Akademiet. Hyrden hedder den, hvilket henleder til en indsat i Kumla-fængslet og som kommer til at spille en rolle for en af vores hovedpersoner. Hvilken, vil jeg ikke afsløre, men i første omgang, besøger Nadia ham i fængslet, for at finde ud af om han kender til trusselsbreve sendt til Akademiets norske medlem, Bjørn Ekholt.

Aspiranterne er ved at være ved vejs ende i deres uddannelsesforløb og de skal igennem en særlig opgave som afslutning på sidste elitemodul. De bliver sat til at opklare en sag, som viser sig at have at gøre med menneskesmugling. Samtidig kører de en separat og privat efterforskning, for at finde ud af hvad der skete med Hampus Cedergrens kæreste Elin. Hendes forsvinding har været et gennemgående tema gennem både sæson 2 og nu 3. Muligvis også i sæson 1, men den har jeg ikke læst, så derfor ved jeg det ikke med sikkerhed.

Jeg har gået og glædet mig til sæson 3, for det er et ualmindeligt spændende hold vi følger. Profilere og it-specialister og godt gang i teknologien. Jeg kan lide det og jeg tror næsten jeg har været mere opslugt af personerne og deres indbyrdes forhold end af selve sagen. I hvert fald i denne 3. del, som på en eller anden måde føles lidt mere som en afrunding end som en egentlig sag som den vi fulgte i sæson 2. Jeg vil derfor anbefale, at du som minimum læser sæson 2 ”Drengen der forsvandt”, før du kaster dig over ”Hyrden”.

Jeg var ikke så medrevet af denne som af den forrige og jeg manglede noget spænding og uhygge. Plottet var godt og ikke ligetil at regne ud, men enkelte ting omkring opklaringen af de to sager, fandt jeg dog lidt for ”tilfældigt”. Persongalleriet opvejer for en del og jeg kedede mig på intet tidspunkt.

Jeg håber der kommer en sæson mere.

Bogen er indtil videre kun udgivet som lyd- og e-bog hos Mofibo. Da jeg havde lyttet til forgængeren, valgte jeg at gøre det samme med denne. Den er indlæst af Lars Brygmann, hvilket gav en glimrende lytteoplevelse.

4 krimiperler af 6 til Akademiet og Hyrden

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet II - Drengen der forsvandt"

Dette er 2. del i en serie om Akademiet. Jeg har ikke læst 1. del, men jeg synes ikke jeg manglede noget for at forstå baggrunden, så nye læsere kan sagtens starte her, om end man selvfølgelig nok bør starte fra begyndelsen, hvis man endnu har denne serie til gode.

Jeg har ofte hørt Eva Maria Fredensborg omtalt positivt, men jeg har ikke læst noget af hende før nu. Jeg havde derfor ikke rigtig nogen forestillinger om hvad jeg gik ind til, men jeg kan godt afsløre at det var en meget positiv oplevelse.

Akademiet er et nordisk politisamarbejde, som denne gang mødes for at tage fat på sager, som andre har givet op på. De giver sig i kast med en sag om en forsvunden babydreng, som blev fjernet fra sin barnevogn for 2 år siden og stadig savnes. 

Drengens forældre var ikke under mistanke dengang, men omstændigheder gør, at Akademiet nu kigger nærmere på dem igen. Noget ved deres forklaring halter. Et andet sted, sidder to computernørder og arbejder på udviklingen af et nyt spil. Som bibeskæftigelse, hjælper de med at udføre lyssky gerninger for suspekte typer.

Akademiet med Hampus Cedergren og Nadia Elmkvist som er vores hovedpersoner, skal forsøge at lave en profil af gerningsmanden og ud fra den, prøve at finde ud af hvordan han tænker og arbejder. De kommer langt omkring og ikke uden problemer. Både den indviklede sag, men også interne anliggender gør det svært for holdet at samarbejde.

Vi har ikke at gøre med en uhyggelig bog og heller ikke en med bog med noget videre bestialske morderscener. Til gengæld er plottet skræmmende fordi det er så realistisk og med garanti er alle forældres værste frygt. Tempoet er jævnt hele vejen igennem og ikke på ét eneste tidspunkt, kedede jeg mig eller tænkte at det blev for langt eller ligegyldigt. Tvært imod, så var jeg fastholdt fra første side og jeg ærgrede mig, da jeg nåede slutningen.

Alle hovedpersonerne er stærke og jeg følte hurtigt, at jeg lærte dem at kende – også selvom jeg altså ikke har læst 1. sæson. Deres beskæftigelser er anderledes og interessante. Hampus som profiler, Nadia som forhørsleder & ekspert i kropssprog, samt Bjørn og hans ekspertise inden for it. Jeg kan virkelig godt lide det her univers og jeg får svært ved at vente på sæson 3.

Akademiet er oprindeligt en Mofibo-original, men den fåes nu også i helt almindelig bogform. Denne gang har jeg valgt at lytte til bogen, hvilket også var en positiv oplevelse med indlæsning af Lars Brygmann.

Anmeldelse: Ninni Schulman - Kun dig

Jeg indrømmer, at jeg har kendt til Ninni Schulman længe og har flere af hendes bøger i min reol. Alligevel har jeg ikke læst noget af hende før nu. Jeg har læst mig frem til, at Schulman prøver kræfter med en lidt anden genre end krimi. ”Kun dig”, har fået betegnelsen spændingsroman. Den ligger efter min mening, også og læner sig en smule op ad domestic noir, uden dog rigtigt at være det. Psykologisk drama er nok det der kommer nærmest, synes jeg.

Pål har været igennem en hård periode i sit liv. Han har trukket stikket fra det kreative erhvervsliv og arbejder nu som billetkontrollør i metroen i Stockholm. Iris er designer og ulykkeligt forelsket. Hun er for nyligt blevet droppet af en gift mand, som hun har haft et lidenskabeligt forhold til. Hun deler kontor med et par venner og render jævnligt til frokoster, caféhygge og glamourøse arrangementer. Hun nyder kort sagt livet, men savner kærligheden. Ham møder hun i form af Pål og hendes liv vendes pludselig op og ned. Pål er en drøm. Han er flot, kærlig, sjov og kort sagt alt det Iris har drømt om. Han ved præcis hvad hun kan lide og det gælder også i sengen, hvor Iris når højder hun aldrig før har nået. Men Pål er ikke social. Han nyder deres tosomhed og vil helst bare den hjemlige hygge. Iris svæver på en lyserød lykkesky, så hun ønsker i bund og grund det samme som Pål.

Iris har en mørk baggrund, som hun ønsker at holde for sig selv. Hun er vokset op med en skizofren far, som gjorde grusomme ting mod både familien og fremmede, når han ikke tog sin medicin. Da Iris selv begynder at få symptomer på skizofreni, trækker hun sig ind i sig selv, tættere på Pål, men endnu længere væk fra veninder og det sociale liv.

Historien begynder på et hospital hvor Pål er indlagt og netop har fået amputeret det ene ben.

Når Pål fortæller, er det i jeg-form og når vi hører om Iris og hendes oplevelser af tingene, er det skrevet i 3. person. Jeg synes det er en ret cool indgangsvinkel, fordi det medvirker til at gøre hele handlingsforløbet endnu mere spændende. Når Pål selv fortæller, kan han udelade ting i sin historie – vi kan med andre ord ikke nødvendigvis stole på ham. Når det er 3. person der fortæller historien for Iris, ved vedkommende ikke alt og vi kan derfor heller ikke føle os sikre på, at vi får hele sandheden fra dén vinkel. Jeg blev derfor fuldstændig grebet af bogen og læste og læste og lææææææste, fordi jeg simpelthen var nødt til at finde ud af, om det var hende der var bindegal eller ham der var psykopatisk og besidderisk. Vi har en stærk fornemmelse helt fra starten, om at Iris er skyld i amputationen af Påls ben. Men handlede hun i selvforsvar eller handlede hun i vanvid og hvad skete der undervejs?

Det underlige ved den her bog er, at der egentlig ikke er noget nyt i den. Der er heller ikke noget specielt uforudsigeligt og på en eller anden måde, er det sådan en bog, som man enten har læst nærmest identisk før eller set som film. Alligevel er den skrevet på en måde, som gjorde mig helt tabt for omverdenen og som havde et spændingsniveau som bare hagede sig fast i mig. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hang sammen. Havde jeg ret i mine formodninger eller ville historien tage en uventet drejning. Hvilken vej det gik, vil jeg ikke afsløre for jer, men jeg kan sige så meget som, at slutningen efterlod mig med et ønske om, at høre mere.

Men der er en morale i bogen, eller i hvert fald en intention om, at sætte tanker i gang hos os SoMe-brugere. For hvornår er man asocial og hvornår er man normal? Er det asocialt, når man ikke ønsker at være en del af Facebook og Instagram, fordi man i stedet ønsker det nærvær som virkeligheden giver med de mennesker man elsker og holder af? Eller er det normalt, at man ønsker at have kontakt med alle mulige mennesker fra fortid og nutid, ønsker at følge med i deres liv og udvikling. Er det normalt at man selv ønsker at dele oplevelser og livsbegivenheder med venner og bekendte på de sociale medier, eller er det mest bare asocialt at sidde med sin telefon og fx tage billeder af den mad man spiser eller de oplevelser man er en del af, sammen med andre. Hvor går grænsen for hvad der er normalt og hvad der er asocialt? Det fik i hvert fald mig til at spekulere.

Så … alt i alt ikke så meget nyt under solen med denne bog og samtidig en bog, som isolerede mig fuldstændig for hvad der skete omkring mig. Den var på ingen måder skræmmende, men jeg mistede til tider næsten pusten i spænding.

4 ud af 6 krimiperler får den med sig. Fra mig til kun dig.

Anmeldelse: Lotte Petri - Blodengel 2, Åndemaneren

Selvom jeg sidder og sveder under sydens sol, så har jeg samtidig taget mig endnu en tur ud i iskolde snedækkede landskaber. Denne gang er destinationen Grønland, hvor kulden bider og sneen fyger. Der er ingen tvivl om, at Lotte Petri har været på researchtur til verdens største ø, for alt- lige fra smukke snelandskaber til stolene i venteværelset - er beskrevet i så flotte detaljer, at jeg næsten kunne fornemme stemningen og de indre billeder stod meget tydeligt frem.

Sofie Engell er politibetjent og er netop gået på en velfortjent ferie, da hun bliver ringet op af retsmediciner Hack, som er udlånt til Grønland, hvor to unge mennesker er fundet dræbt. Hvad der i første omgang ser ud som en mand der har slået sin kone ihjel for derefter at begå selvmord, ligner i Hacks trænede øje, uden tvivl to mord. Han beder Sofie komme derop for at hjælpe, og da det viser sig, at være en mere omfattende omgang, ender hele E-gruppen, som Sofie står i spidsen for, snart deroppe.

Der begynder stille og roligt, at tegne sig et billede, hvor folk har haft indbrud, men intet særligt er stjålet. Mennesker bliver slået ihjel, men hvad der i første omgang ser ud som ulykker, giver snart Sofie mistanke om, at noget andet er på spil. Det grønlandske folk, er et folk som i stor stil tror på ånder og overjordiske kræfter. Der går rygter om en fjeldvandrer, som er en ånd, der går rundt om natten og slår folk ihjel. E-gruppen tror ikke på ånder, så de går benhårdt efter at fange den høje mand i hvidt tøj, som er blevet set af mange og som betegnes som Spøgelset.

Udover mordgåden, så følger vi også med i Sofies svære tid, efter hun mistede datteren, Liva, imens babypigen stadig lå i maven. Sofie var udsat for hustruvold, og er nu så svært psykisk tilredt, at hun klarer sig igennem aftnerne og nætterne, på en cocktail af piller og sprut. Til daglig er hun en cool efterforsker, der har styr på sit game og følger sine instinkter som både er stærke og oftest rigtige. Ikke desto mindre, så lader hun sig stadig underkue af et flot udseende, så meget at hun knalder chefen, på hvad der meget tydeligt, er hans præmisser. ”Kom nu, Sofie – tag dig sammen og spark idioten ud”, tænkte jeg flere gange. Men det er en interessant vinkel på historien og en del af den udvikling, Sofie forhåbentlig skal igennem i de kommende sæsoner.

En isnende kulde sneg sig stille og roligt ind på mig imens jeg læste. Lotte Petri har den dér evne til at skrive, så man hele tiden har fornemmelsen af, at lige om et øjeblik springer morderen frem og slår ihjel. En følelse, der er med til at øge spændingen for mig. Og der er masser af spænding i Åndemaneren. Ovenikøbet, fik jeg også mit ønske opfyldt omkring blodige, brutale mord og gerningssteder beskrevet i detaljer, samt en slutning der kørte helt op i topfart på spænding. 

Åndemaneren har næsten det hele. Og med næsten mener jeg, at der er et lille bitte men. Jeg ved godt, at jeg er svær at stille tilfreds når det gælder uhygge, men jeg savnede lidt noget mere plot. Vi, der har læst mange krimier og som i øvrigt heller ikke tror super meget på ånder, vi kan godt regne ud, at Spøgelset er en person. Det står dog hurtigt klart, hvad hans motiv er og herefter er der ikke meget plot tilbage som kan tage uventede drejninger. Bevares, vi ved ikke hvem drabsmanden er, men på en eller anden måde, blev det mere jagt end overraskelse til sidst. Sammen med det faktum, at jeg heller ikke synes det sproglige bare flyder, så mangler jeg lige prikken over i’et på denne ellers fremragende og meget velfortalte historie. 

5 iskolde krimiperler til Åndemaneren ❆❆❆

Blodengel - Åndemaneren 2, er en Mofibo Original. Det betyder, at du skal have abonnement hos Mofibo for at kunne læse eller lytte den. Fortvivl dog ej, hvis du ikke har abonnement. Første del i serien, "Blodengel 1, Tandsamleren" udkommer i papirform, sidst på året. 

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 2, "Giften"

Ih hvor har jeg glædet mig til sæson 2 af Pyromanen. Første del, fik undertitlen ”Sorger”. Del 2, har fået undertitlen, ”Giften”.

Giften foregår i Tromsø helt oppe i Nordnorge. Et gammelt hotel, brænder ned og størstedelen af gæsterne brænder inde. Da Tromsø ikke har eksperter på området og da deres politichef kender Klara Larsens chef i Danmark, bliver det derfor hende, som bliver udlånt til Norge.

Klaras ekspertise er brande, men det står hurtigt klart at der er mere på spil end brand i dette tilfælde. Det undrer både Klara og resten af teamet, at ingen har ringet efter hjælp og kun et par stykker har forsøgt at flygte. Jeg vil helst ikke afsløre noget som jeg synes du skal læse selv, men ud fra bogens titel, kan man nok alligevel godt ræssonere sig frem til, hvad der er på spil.

Hotellet har været i en bestemt familie igennem generationer. Nu er det dog solgt til en person med anden etnisk baggrund. Det varer ikke længe, før der går rygter om terror, hvilket også skal vise sig at være korrekt, men dog med en hel anden vinkel end den byens borgere først antager. Snart er jagten sat ind på en gal fanatiker. Virkelig gal! Og det værste er, at handlingen er skræmmende realistisk. Så vil jeg ikke afsløre mere - det skal I selv have lov at læse jer til.

Hovedpersonerne Klara Larsen og Sebastian Vinther, havde en enkelt nat sammen i sidste bog. Siden da, har der været temmelig kold luft imellem dem grundet Klaras stædige væsen. Men følelserne er der og de beskrives fint uden at komme til at fylde i historien. Jeg synes det er et par stærke hovedpersoner, som jeg lynhurtigt er kommet til at kende og holde af. Især Klara har mange lag og vi kommer lidt længere ind til hendes traumatiske oplevelser fra barndommen i denne bog. De bliver dog ingenlunde afsløret, men noget tyder kraftigt på, at næste bog kommer til at bringe os endnu nærmere. Den del glæder jeg mig enormt meget til. Om de begge er med i næste sæson? Jeg kan kun røbe, at forfatteren satte mig i en paniksituation undervejs! 

Skal jeg sætte fingeren på noget, så skal det være slutningen, som jeg måske godt kunne have ønsket lidt anderledes.

Inger Wolf har endnu engang skrevet en fuldstændig fremragende krimi. Jeg blev både rystet og skræmt undervejs, og jeg holdt vejret flere gange. Jeg opholdt mig alene på et hotelværelse, under noget af læsningen – på et tidspunkt blev jeg så bange, at jeg var nødt til at lukke bogen og sove. Det skal selvfølgelig ikke kunne siges, om følelsen af at være alene et fremmed sted, gjorde en forskel. Uanset hvad, så er bogen tankevækkende og den rørte mig på flere måder. Terror er skræmmende og den biologiske slags som i denne bog, er ikke mindre barsk.

Topkarakter til Giften

Bogen findes indtil videre udelukkende som lyd- eller e-bog hos Mofibo, men forventes udgivet i papirsform til september.

Anmeldelse: Teddy Vork - Forglemmigej

Forglemmigej, foregår på et ældrecenter for demensramte. Jeg lyttede til bogen på vej til og fra BogForum og valgte den, fordi dens forside så tilpas creepy ud og den lød spændende. Man skal ikke skue hunden på hårene siger man, og oftest menes det, at man ikke skal tro noget dårligt om hunden (eller bogen), blot fordi pelsen (eller forsiden) ikke falder i ens egen smag. I dette tilfælde, skulle det dog vise sig at være den omvendte verden.

Bogen handler om den skrøbelige Mie, som lige er startet som nattevagt på et demenscenter, efter en længere sygemelding og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Det viser sig hurtigt, at der sker underlige ting på afdelingen, og Mie som tidligere er blevet mobbet ud af en arbejdsplads, frygter at de nye kollegaer forsøger at hyle hende ud af den. Hun får støtte af en tidligere studiekammerat, men også her har hun svært ved at finde ud af, om han er til at stole på, eller en del af en sammensværgelse. De ældre på centret sover ikke meget om natten, men flakser rundt og foretager sig underlige ting. Mie er dygtig til sit arbejde og har gode snakke med de ældre, som dog alle fabler om den samme uhyggelige sang. Mie begynder at frygte, at stedet er hjemsøgt af ånder. Vi kommer virkelig i dybden med hendes personlighed og jeg synes faktisk ret godt om hende. Haaaavde hun da bare haft lidt mere nosser. Men så havde hun jo ikke været den samme.

Jeg satte bogen i gang da vi kørte hjemmefra og allerede kort tid efter, fortalte jeg min datter som var med mig i bilen, hvordan jeg troede det hang sammen. Jeg fik ret. Alt i alt en meget langsommelig og forudsigelig bog. Jeg kan mærke, at jeg har en modvilje imod bøger, som forsøger at gøre et hjem for ældre – demenscenter eller ej – til noget uhyggeligt. Jeg kan mærke, at jeg ønsker at bevare mit billede af, at ældre ikke er uhyggelige. Bevares, jeg ville da også skide i bukserne af skræk, sådan et sted, hvis jeg skulle opholde mig der helt alene og beboerne opfører sig som de gør i Forglemmigej. Jeg ved intet om den slags steder, men jeg kan ikke forestille mig, at man er på nattevagt helt alene. Yderligere, så har jeg det svært med bøger, hvor hovedpersonen er SÅ svag som Mie er. Hvor man oplever hvordan hun lader sig kue uden at kæmpe for det hun selv står for og tror på. Hun lader de andre træde på sig og ødelægge tilværelsen for hende. Jeg ved godt der er mennesker der har det sådan og mon ikke vi alle kender det i en eller anden grad? Jeg bliver bare frustreret af at læse om det. I det hele taget, gjorde denne bog mig frustreret og i halvdårligt humør på flere måder.

Bogen gjorde intet for mig og jeg hørte den kun færdig fordi jeg alligevel sad i bilen og fordi jeg trods alt blev nysgerrig på hvordan det hang sammen og hvordan den ville ende. Slutningen er underligt tam og efterlod mig med sådan lidt en nå-følelse. Forglemmigej, hedder den, men det bliver den trods alt nok alligevel hurtigt. Desværre.

Anmeldelse: Lone Theils - Hjemvendt. (Sæson 1 - Savnet)

Hjemvendt er en Storytel original, hvilket betyder at du kun kan få adgang til bogen, hvis du har adgang til Mofibo eller Storytel.

Vores spændende hovedperson hedder Signe Brask, og er politiassistent i Holstebro politikreds. For 10 år siden, i Signes tid som nyuddannet, blev hun sat på en sag om en forsvundet 10-årig pige. Mille Lindberg hed hun. Mille blev aldrig fundet og Signe bærer stadig sagen og alle dens ofre i sit hjerte. Da Mille pludselig dukker op og genforenes med sin familie, burde alt være fryd og gammen. Men en forbryder er stadig på fri fod. Selvom familien helst bare vil være i fred og lære hinanden at kende igen, så kører Signe og hendes partner, Martinus på, for at finde manden, inden endnu en pige bliver taget til fange.

Jo mere de roder i sagen, jo flere overraskelser dukker der op. Jeg vil ikke afsløre plottets egentlige tema, men jeg havde ikke set den komme. Jeg havde godt luret hvem der var skyldig, men alligevel blev jeg overrasket gang på gang. Jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig og ønskede bare at nå frem til sidste side, så hurtigt som muligt, for at finde ud af hvordan det hele hang sammen. Men sidste side fik mig til at tænke ”oh no, skynd dig at skrive næste sæson!”

Jeg kan virkelig godt lide måden Lone Theils mestrer at blande spænding og dagligdags ting sammen. Jeg sad på kanten af stolen med vidt opspærrede øjne i spænding. Samtidig så hører vi om personernes trang til bl.a. brunsviger og oplever når de foretager sig dagligdags ting. Det er med til at give personerne en ekstra dybde, så jeg følte at jeg kom til at kende, især Signe, rigtig godt.  

Jeg blev ikke rystet af gru i min grundvold, og der var en smule forudsigelighed. Samtidig gjorde det ikke så meget, fordi jeg alligevel ikke var sikker på sammenhængen. Spændingen er i top fra start til slut og jeg blev overrasket gang på gang. Jeg synes Hjemvendt er sindssygt god og jeg glæder mig voldmeget til næste sæson (som det hedder) i serien.

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen

Hold k… hvor er det her en god bog! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet lægge den fra mig. Jeg har ferie og vågnede kl. 6.15 for at tisse. I stedet for at gå i seng igen og sove videre, så stod jeg op, lavede kaffe og satte mig til rette i læsestolen.

Pyromanen er en helt ny serie af Inger Wolf. Den er det der hedder en ”Storytel original”, så derfor kan du indtil videre, kun læse (eller lytte) den på enten Mofibo eller Storytel. Serien er i 10 afsnit, som dog ligger i forlængelse af hinanden som en rigtig bog, og den fylder 354 sider.

I Pyromanen møder vi brandefterforsker Klara Larsen og hendes nye makker Sebastian Vinther. Til at begynde med, er Klara ikke tilfreds med at få en makker. Hun er en indesluttet enspænder og arbejder helst alene. Sebastian er et snakkehoved og forstår ikke en hentydning til at skrue ned for de nysgerrige spørgsmål. Klara har en hemmelighed. En der ligger helt tilbage til hendes barndom og noget hun gør alt for at holde skjult. De er et godt par de to og som den kvikke nok kan regne ud, så bliver Klara da også lidt nemmere at have med at gøre, efterhånden som deres samarbejde skrider frem.

Bogen starter med en forfærdelig brand i en families hjem. Vi er med i hovedet på pyromanen, som han sidder i et træ og beundrer sit eget værk og bliver liderlig ved synet. Kvalmende. De to drenge der boede i huset forsvinder og en eftersøgning sættes i gang. Det står snart klart, at der ikke bare er tale om en pyromanbrand, men også en alvorlig forbrydelse. Historien foregår i en lille by nær Herning, og efterhånden som opklaringsarbejdet skrider frem, bliver det tydeligt, at der er rigtig mange, som kunne have et motiv.

Personerne er beskrevet meget autentisk og jeg fik et godt indtryk af hvem de er. Der er en del psykologisk indover, så vi kommer en tand dybere og får en forståelse for deres tanker og handlinger. Der er dog dybde nok i vores hovedpersoner, til at de stadig har mere at afsløre og byde på i næste sæson af serien. Mine følelser  blev sat i spil, temmelig mange gange under læsningen.

Det er en af den slags bøger, hvor man som læser, gætter og gætter og forsøger at regne den ud. Jeg havde på ingen måde regnet ud, hvordan det hele hang sammen og spændingen bliver ved, mere eller mindre til sidste side. Da bogen var slut, havde jeg på den ene side en øv-følelse i kroppen over at bogen var slut, for jeg er på ingen måder færdig med Klara og Sebastian. På den anden side følte jeg den dér boblende glædesfølelse, som kun de færreste og allerbedste bøger, giver mig. Jeg synes virkelig den er fuldstændig fremragende og jeg kan ikke anbefale den nok – til alle! 

Jeg har altid ment, at Inger Wolf er en af Danmarks bedste krimiforfattere. Jeg kan ikke forstå, at hendes navn ikke for længst er slået fast som et af de helt store. Med denne serie, synes jeg, at hun for alvor beviser sin sejhed og jeg håber hun får den opmærksomhed som jeg synes hun fortjener. 

Pyromanen er for vild!

6 kæmpestore flammende krimiperler, får den.