Denne gang findes liget af en kvinde, i en mose lidt udenfor
Århus. Det viser sig, at liget har ligget der siden 1983. Journalisten Anne
Larsen, får et opkald om, at nye mord snart vil begynde at ske, hvilket viser
sig at holde stik.
Det er længe siden jeg læste første del i serien, men af en
eller anden grund, så stod alle hovedpersonerne stadig meget klart i min
erindring. Selve mordgåden huskede jeg ikke, men deres personlige historier sad
fast. Særligt Kamillas historie, med hendes mistede søn og forelskelsen i
manden der kørte ham ihjel, gjorde indtryk på mig. Den historie får heldigvis
stadig en lille smule plads i denne bog, men ikke for meget og der er mange
flere bøger i rækken, så der er god tid til at følge stille og roligt op på
historien.
Jeg ved ikke helt hvad det er med de her bøger, for på en
eller anden måde, så synes jeg de er hyggelige at læse. Sådan havde jeg det
efter jeg havde læst den første og jeg havde en forventning om at skulle igang
med sådan lidt hyggelæsning da jeg startede på nr to. Og sådan var det på en
måde osse og så alligevel slet ikke. Personerne er hyggelige og det er gode
mennesker. Samtidig, så har Inger
Gammelgaard formået at skrue et virkelig godt og uhyggeligt plot sammen, som
tegner et billed af svigt, pengegriskhed, hævn og ja... drab efter begæring.
Drab efter begæring, har i daglig tale et andet og mere kendt udtryk. Jeg havde
ikke selv regnet koblingen ud og vil heller ikke afsløre den her, i tilfælde af
at andre heller ikke kender den :)
Egentlig synes jeg at Drab efter begæring er så fin og
velskrevet en krimi, at den ligger til 4 krimiperler... MEN.. for der er et men
desværre. Den er lissom delt lidt for meget op i to opklaringsdele. Der er
journalisterne og der er politiet. Det er næsten somom journalisterne hele
tiden er et skridt foran politiet. De samarbejder minimalt og vi ender på den
måde med at have oplysninger om mordet fra to vinkler, som vi som læsere
tilsidst kan sætte sammen til en opklaring. Det kan politiet ikke og det kommer
de faktisk heller ikke på noget tidspunkt til. Det synes jeg er lidt en skam.
For det første, så mister vi vores mulighed for at gætte med til det sidste og
for det andet, så synes jeg det fratager den ellers dygtige Rolando Benito,
noget af hans autoritet. Af den grund, synes jeg, at jeg er nødt til at lande
bogen på 3 krimiperler. Jeg glæder mig dog stadig til næste bog i rækken, som
allerede venter i reolen. ”Fremmed indtrængen”, hedder den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar