Anmeldelse: Stefan Ahnhem - Det sidste søm

 

Hvilket ord beskriver hvad jeg mener om denne bog, tænkte jeg da jeg satte mig for at skrive en anmeldelse af “Det sidste søm” af Stefan Ahnhem. Fremragende er ikke helt den rigtige beskrivelse. Så slog jeg op i synonymordbogen og bladrede igennem forslagene … Eminent?, tjaa. Fortrinlig?, naaah. Knippelfin?, ej ik rigtig, men dog lidt svensk-ish. Mesterlig?, nu nærmer vi os. Trestjernet?, overhovedet ikke. Uovertruffet?, jooh måske. Fabelagtigt?, jaarh det kunne det godt være, det minder også lidt om Fabian. Elitær?, soleklart. Megafed?, helt vildt. Overlegen? JA! dét er edderbrodereme helt sikkert - fuldstændig helt og aldeles overlegen … hvad så med alle de ovennævnte på én gang? 100%

Det var med både glæde og vemod, da jeg gik i gang med at læse denne sidste del i serien om Fabian Risk. Vemod selvfølgelig, fordi det er den sidste, glæde fordi jeg har ventet i spænding og er vild med denne serie. Lad mig bare starte med at komme med en opfordring … før du går i gang med at læse, så sørg for at have alt hvad du skal bruge indenfor en radius af armslængde, have god tid og måske også lige huske at tisse af. Når først du er startet, er det faktisk umuligt at stoppe igen! 

Jeg var på den vildeste rutschebanetur - de første mange kapitler var det enten med tilbageholdt åndedræt eller tårer i øjnene. Stille og roligt forsvinder tårerne, men åndedrættet kom der ikke rigtig styr på, før sidste side var vendt. Det er så sindssygt godt skrevet, sådan nærmest helt overvældende. Jeg har egentlig slet ikke ord og roser nok. 

Hvis du ikke har læst denne serie endnu, så start fra begyndelsen. Hvis du som mig har fulgt Fabian Risk, Dunja Hougaard og sidstnævntes jagt på hævn over Kim Fu**ing Sleizner, så lover jeg at det dér sidste søm, bliver banket godt og grundigt fast. Stefan Ahnhem har hele tiden sagt, at han han ønsker at alt skal kunne ske i hans bøger … i “Det sidste søm”, sker alt virkelig og forvent ikke at du kan regne noget som helst ud. Bedst som jeg begyndt at trække vejret normalt igen, gik det amok igen. Der er ingen fald på spændingskurven på noget tidspunkt. Overhovedet. Kæmpe respekt!

Jeg glæder mig helt vanvittigt til at finde ud af, hvad Stefan Ahnhem finder på til os næste gang. 

Fuld plade + det løse 

⭕️⭕️⭕️⭕️⭕️⭕️🔝

 

Anmeldelse: Jakob Melander - Jeg er Sarons rose

Hvis du nu kun skulle læse én krimi denne sommer, så skulle du vælge den her! Fy for den lede, hvor er den god!

Jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skal starte. Eller hvordan jeg skal få alt det med jeg gerne vil sige. Det er som om jeg bare er vild med alt ved den her bog. Jeg er vild med, at den er skrevet i jeg-form, så vi kommer helt ind og mærker hvem hovedpersonen Christian Porsing er. Ham er jeg i øvrigt også vild med. Jeg er vild med Sigga Freitag, hendes lidt halvsure men alligevel varme væsen. At hun har nogen evner ud over det sædvanlige, men som på ingen måde kommer til at virke utroværdige. Der er ingen nemme upti-vupti-løsninger på baggrund af hende. Tvært imod er der ingen nemme løsninger overhovedet. Det virker som om alt er grundigt gennemtænkt. Der er masser af snørklerier, som giver læseren mulighed for at gætte med undervejs. Jeg troede jeg havde luret den flere gange, men det viste sig at jeg tog fejl. På en måde i hvert fald

Jeg var sådan helt ægte opslugt fra start og blev trukket fuldstændig og aldeles ind i historien. Jeg var meldt ud af familien i den tid det tog mig at læse den og det er længe siden jeg er fløjet SÅ hurtigt gennem en så forholdsvis lang bog - heller ikke selvom jeg forsøgte at læse langsomt, fordi jeg ikke ville have, at den skulle slutte. Jeg tænkte på den når jeg ikke læste og hvis man kan sige at man kan savne en bog når man ikke læser i den, så var det dét jeg gjorde.

Jeg har altid synes at der manglede noget power og uhygge i Jakob Melanders bøger. Det skal jeg da lige love for, at han har lavet om på her! Den er uhyggelig, brutal og blodig på den fuldstændig fremragende måde. Plottet er klamt og beskrivelserne er billedlige. Hele bogen er generelt meget billedlig. Som at se en film. Ikke bare det der sker lige omkring personerne, men som om et bredere perspektiv bliver foldet ud. Jeg så ikke bare bilen, jeg så hele pladsen og omgivelserne bilen holdt på. Giver det mening? At lykkedes med dét, uden at bruge ret meget mere end et par ord på beskrivelsen, er en bedrift i sig selv.

Bør jeg skrive lidt om handlingen? Det er slet ikke nødvendigt, for uanset hvad, er denne bog en must read. Jeg lægger et billede på af bagsiden, så kan du læse om handlingen dér hvis du vil.

Der er slet ingen tvivl om, at der skal 6 kæmpe krimiperler til Jakob Melander og “Jeg er Sarons rose”. Hvem eller hvad mon Saron er? Skynd dig at læse og finde ud af det.

Fuld perleplade

 

Anmeldelse: Chris Carter - Skrevet i blod

Æj hvor var det fantastisk, endelig at bruge tid med Robert Hunter igen. Og Carlos Garcia. Og kriminalkommisær Blake. Jeg har savnet dem alle sammen. 

Det kræver ikke mange siders læsning før det bliver grumt. Præcis som jeg kan lide det. Jeg holdt vejret gang på gang gennem hele bogen. For mig, er dét en indikator på en virkelig god historie. 

Ved et tilfælde, bliver en morders dagbog leveret til LAPD Special Crime Unit. En dagbog fuld af detaljerede beskrivelser af grusomme mord. Det tager ikke Hunter og Garcia lang tid, at slå fast, at dagbogen er ægte og skrevet af en seriemorder. Og så begynder jagten!

Som nævnt, er det her alt det jeg sætter pris på i en krimi. En rigtig god brutal serial killer thriller, hvor der ikke er lagt fingre imellem de detaljerede beskrivelser og hvor forfatterens fantasi ikke er til den blide side. Et plot twist, som lader mig gætte med, men som samtidig ikke er til at regne ud og som først afsløres til aller sidst. En intelligent morder, som snyder ikke bare betjentene, men også læserne. Det bliver simpelthen ikke meget bedre end det her. Det eneste minus ved bogen, er at vi ikke får de brutale detaljer fra hvert eneste mord i dagbogen - jeg ville godt have haft, at samtlige var beskrevet ... haha, ja det er nok en smule twisted :) 

Denne bog var bestemt ventetiden værd. Chris Carter skuffer heller ikke denne gang. Som altid når jeg afslutter en Carter-bog, følte jeg en form for tomhed efterfølgende. Som at savne en ven. Jeg er nødt til at vente et par dage med at starte på en ny bog, for den skal lige have tid og plads til at bundfælde sig. 

6 store flotte krimiperler til “Skrevet i blod”

Du kan også følge Tine Krimitanker på Instagram og Facebook

Anmeldelse: Eva Maria Fredensborg - "Akademiet 3 - Hyrden"

Så nåede jeg igennem 3. sæson af Akademiet. Hyrden hedder den, hvilket henleder til en indsat i Kumla-fængslet og som kommer til at spille en rolle for en af vores hovedpersoner. Hvilken, vil jeg ikke afsløre, men i første omgang, besøger Nadia ham i fængslet, for at finde ud af om han kender til trusselsbreve sendt til Akademiets norske medlem, Bjørn Ekholt.

Aspiranterne er ved at være ved vejs ende i deres uddannelsesforløb og de skal igennem en særlig opgave som afslutning på sidste elitemodul. De bliver sat til at opklare en sag, som viser sig at have at gøre med menneskesmugling. Samtidig kører de en separat og privat efterforskning, for at finde ud af hvad der skete med Hampus Cedergrens kæreste Elin. Hendes forsvinding har været et gennemgående tema gennem både sæson 2 og nu 3. Muligvis også i sæson 1, men den har jeg ikke læst, så derfor ved jeg det ikke med sikkerhed.

Jeg har gået og glædet mig til sæson 3, for det er et ualmindeligt spændende hold vi følger. Profilere og it-specialister og godt gang i teknologien. Jeg kan lide det og jeg tror næsten jeg har været mere opslugt af personerne og deres indbyrdes forhold end af selve sagen. I hvert fald i denne 3. del, som på en eller anden måde føles lidt mere som en afrunding end som en egentlig sag som den vi fulgte i sæson 2. Jeg vil derfor anbefale, at du som minimum læser sæson 2 ”Drengen der forsvandt”, før du kaster dig over ”Hyrden”.

Jeg var ikke så medrevet af denne som af den forrige og jeg manglede noget spænding og uhygge. Plottet var godt og ikke ligetil at regne ud, men enkelte ting omkring opklaringen af de to sager, fandt jeg dog lidt for ”tilfældigt”. Persongalleriet opvejer for en del og jeg kedede mig på intet tidspunkt.

Jeg håber der kommer en sæson mere.

Bogen er indtil videre kun udgivet som lyd- og e-bog hos Mofibo. Da jeg havde lyttet til forgængeren, valgte jeg at gøre det samme med denne. Den er indlæst af Lars Brygmann, hvilket gav en glimrende lytteoplevelse.

4 krimiperler af 6 til Akademiet og Hyrden

Anmeldelse: Karen Dionne - Den onde søster

Pyha altså, det er godtnok længe siden jeg har læst en bog der var SÅ spændende fra start til slut som denne!! Jeg har været mere eller mindre ukontaktbar de sidste par dage, for jeg har slet ikke kunnet løsrive mig fra ”Den onde søster”. Jeg læste bogen færdig i går aftes og da jeg vågnede i morges og havde været i bad, glædede jeg mig til at læse videre i den, indtil jeg slukøret kom i tanke om at jeg var færdig med den. En af den slags bøger, som gør det svært at starte på en ny umiddelbart efter. Den skal ligesom lige have lov at synke ind før jeg er klar til at kaste mig over en ny bog.

Normalt er det seriemorderbøger med uhyggelige udspekulerede mordere og twistede plots, som skræmmer mig og får mig til at gyse. Sådan en type bog er ”Den onde søster” ikke. Langtfra faktisk. I stedet møder vi Rachel, som har boet 15 år på et psykiatrisk hospital. Mest som en straf til sig selv, fordi hun er af den fulde overbevisning, at hun har slået sine egne forældre ihjel. Da hun bliver præsenteret for et bevis for at hun ikke kan have gjort det, udskriver hun sig selv, for at vende tilbage til barndomshjemmet, i håbet om at få sin hukommelse tilbage og huske den skæbnesvangre aften. 

Hvorfor har hun så tydelige billeder i hovedet, hvis det ikke er hende der har slået dem ihjel?

Sideløbende med Rachels nutidige fortælling, kører en historie fortalt af hendes mor fra tidligere tider. En historie om et forældrepar, som kæmper en ulige kamp med en datter, som besidder tydelige psykopatiske træk og som gør både mennesker og dyr fortræd. Hvor langt er man som forældre villig til at gå, for at beskytte sit barn fra at omverdenen skal opdage hendes mørke sider – eller for at beskytte omverdenen fra selv samme. Mere vil jeg ikke fortælle, da jeg vil være ked af at afsløre noget du selv skal have lov at blive overrasket og forfærdet over når du læser.

Jeg er simpelthen blæst bagover af denne fremragende bog. Jeg var skiftevis skræmt og forfærdet og havde konstant ondt i maven over de mange frygtelige hændelser. Vi ved jo fra starten, at forældrene er døde, men vi ved ikke hvordan det virkelig skete. Stille og roligt kommer sandheden frem bid for bid og det bliver mere og mere grufuldt og hjerteskærende. Historien er skrevet så snedigt, at der er lagt flere små hints ud til læseren, så vi kan regne ud at ting kommer til at ske, men vi ved bare ikke hvornår eller hvordan. Genialt simpelthen. Jeg kan slet ikke slippe historien igen. Jeg har tænkt på den flere gange i løbet af dagen i dag og jeg har fortalt om den til kollegaer og veninder.

Både personer og omgivelser er beskrevet, så jeg følte det som om jeg så en film. I øvrigt ville det også være en fremragende bog for filmatisering til en creepy psykologisk thriller.

Karen Dionne har også skrevet ”Dyndkongens datter”. Jeg skal være ærlig og bøje hovedet i skam og tilstå, at jeg skuede bogen, ikke på dens cover, men på dens titel. Derfor har jeg ikke læst den, men det bliver der lavet om på nu.

6 kæmpestore krimiperler til ”Den onde søster” – jeg kan altså simpelthen ikke anbefale den nok!

Her kan du følge min blog på FACEBOOK

Her kan du følge min blog på INSTAGRAM

Anmeldelse: Pernille Boelskov - Brudzonen

Brudzonen er 3. del i Pernille Boelskovs serie om præsten Agnethe Bohn og hendes fætter, politibetjent, Lars Bohn Hansen. Jeg har læst begge de foregående (”Granitgraven” og ”Bornholmerdybet”), men af en eller anden mystifystisk grund, har jeg kun anmeldt Granitgraven. Alle tre bøger er gode og anbefalelsesværdige. 

I denne 3. del, er det ellers gode forhold mellem Lars og Agnethe sat på prøve. Normalt er de gode til at samarbejde, men af årsager jeg ikke kan nævne uden at afsløre vigtige begivenheder i de to første bøger, så er der altså kold luft imellem dem nu. Agnethe, som er præst og helst vil have tingene på det rene, forsøger at række hånden ud til Lars, men han er lidt af en træmand, så det er ikke nemt. I stedet koncentrerer hun sig om at hjælpe en ung mand, Tomasz, som lige er blevet far og i forbindelse med fødslen, mistede sin kone. Svigerforældrene ønsker forældremyndighed over den lille pige, fordi Tomasz er stum. Agnethe sætter sig for at rode i hans fortid som bådflygtning fra Polen, for derved at hjælpe ham til at begynde at tale igen.

Samtidig efterforsker Lars og hans kollegaer et mord på en ung mand, som ved første øjekast ser ud som en sexleg med dødelig udgang. Den dræbte viser sig at være forsker og have gravet i en fortid, som har at gøre med polske bådflygtninge og bornholmske fiskere under den kolde krig. Lars og kollegaerne går i hans fodspor for at finde ud af om der er en forbindelse. En mørk historie, begynder at tegne sig og der er helt tydeligt nogen, som vil gå langt for at undgå, at skandalen kommer frem i lyset.

Brudzonen er ligesom sine to forgængere i serien, ganske velskrevne. Fantasien hos forfatteren er god og plottet hænger godt sammen. Ganske vist, havde jeg tidligt luret hvem der var morderen, men det var skruet således sammen, at jeg ikke var sikker før til sidst.

Tempoet i bogen er stille og roligt og jeg må erkende, at jeg synes den var længe om at komme ordentligt i gang og jeg blev ikke for alvor fanget før til halvvejs igennem bogen. Slutningen er til gengæld både hæsblæsende og uhyggelig. Måske har det noget at sige, at alting foregår på en ø og omgivelserne på en eller anden måde føles lidt ”begrænsede”. Samtidig er det også netop de særlige omgivelser, der gør historien anderledes. Jeg er vist ikke nem at stille tilpas. Men uanset hvad, så er personerne virkelig fint beskrevet og alle er de sympatiske og meget ”menneskelige”. Jeg sætter pris på dem alle, måske lige med undtagelse af et enkelt røvhul, men lad os nu se hvordan dét ender 😊

Jeg er glad for denne serie og glæder mig til den næste.

4 af 6 krimiperler til Brudzonen.

Følg mig på FACEBOOK og/eller følg mig på INSTAGRAM

Anmeldelse: Daniel Cole - Bødlen & Slutspil

Da Daniel Coles debut, Kludedukken, udkom for et par år siden, var jeg helt og aldeles fuldstændig solgt. Allerede dengang var Cole i gang med bog nr. 2 og det var svært at være nødt til at vente på den. Næsten 3 år skulle der gå, før ventetiden var forbi og så er vi endda dobbeltheldige, for i mellemtiden er der også skrevet en bog mere i serien, som forlaget har valgt at udgive samtidig.

At begge bøger udgives samtidig, er et temmelig genialt træk. Selvom Det er to historier og to bøger, så starter Slutspil præcis hvor Bødlen slutter, så man kan næsten sige, at det er én lang bog. Hvis man som jeg er helt tosset med skrivestilen i Daniel Coles bøger, så bliver det bare aldrig for langt, selvom de to bøger til sammen, fylder lige omkring 800 sider.

”Hvordan fanger man en morder der allerede er død?” spørges der på bogens forside. Kludedukkemorderen er der gjort kål på … eller er der? For pludselig begynder folk at dø – folk som på den ene eller den anden måde havde en forbindelse til Kludedukkesagen.

Og i Bødlen bliver det grumt endnu engang. Med bestialske mord, groteske handlinger og et plot som ikke er til at gennemskue og som har twist efter twist, der gør at man som læser bliver fuldstændig opslugt. Jeg gjorde i hvert fald. Jeg elskede hvert sekund.

I ”Slutspil” er der lagt temmelig meget låg på brutaliteten. Her gælder det et af de her mysterier med et lukket rum. Var det mord eller selvmord, når liget findes i et aflåst rum, som er fuget indefra? Det kræver nok ikke det helt store af en garvet krimilæser, at regne ud at det var mord. Men hvordan, hvem og hvorfor?

Hvor der var fuld knald på Bødlen, så foregår Slutspil i et meget stille og roligt tempo. Jeg indrømmer blankt, at jeg havde håbet på lidt mere vildskab, for Cole mestrer det bestialske på grænsen til det vanvittige. Når det så er sagt, så gør det ingenting i dette tilfælde, for udover det bestialske, så mestrer Daniel Cole også humoren. Igen og igen og igen trak jeg på smilebåndet over de komiske små bemærkninger der flyver både imellem hovedpersonerne, men også bare flettet ind i teksten som det mest naturlige. Det er så vanvittigt forfriskende og for mig er det med til at sætte Daniel Cole på min absolutte topliste. Han skriver simpelthen imponerende lækkert.

Der er et temmelig stort persongalleri og til at starte med, er det tungen lige i munden for at hitte rede i dem. Der gik dog ikke lang tid før jeg havde et rigtig fint kendskab til dem alle og deres personligheder. Endnu en ting, som denne forfatter formår på fineste vis. Jeg er vild med dem alle, men Baxter, Wolf og Rouche, har en særlig plads.

Jeg kan kun sige, at hvis du endnu ikke har læst Kludedukken, så skynd dig at gøre det. Hvis du allerede har læst den, så ved du hvad der venter dig med de kommende to. Jeg vil anbefale dig at læse dem begge lige efter hinanden, for Slutspil starter som sagt i samme øjeblik, som Bødlen slutter. Det eneste minus er, at det kun var 800 sider og sidste side er læst i denne trilogi. Jeg har undersøgt om der er flere bøger af Daniel Cole og sørme om vi ikke er heldige at han afleverede manuskript til en stand alone i april. Den vil jeg se frem til at læse!

Fuld perleplade til både Bødlen og Slutspil.

Læs evt. min anmeldelse af Kludedukken lige H E R (Da anmeldelsen af Kludedukken blev skrevet, gav jeg kun op til 5 krimiperler. Havde jeg skrevet den i dag, ville den få 6 perler)

Du kan også følge min blog både på INSTAGRAM og FACEBOOK