Anmeldelse: Thomas Bagger - Superstar

Vi lever i en tid, hvor selviscenesættelse på SoMe, er en stor del af mange menneskers hverdag. Hvor generte introverte mennesker, har mulighed for at vise verden hvem de egentlig er, men også hvor mennesker kan nøjes med at vise de perfekte sider af sig selv og det liv de lever. Som ungt menneske, tror jeg det kan være svært at navigere i. Jeg tror det er svært at forstå, at ”alle de andre” heller ikke er perfekte. At vi alle sammen har grimme sider, som vi ikke vil vise frem, men som ikke desto mindre er med til at definere det menneske vi er.

I Superstar, tager Thomas Bagger fat i berømmelsens bagside. Når unge har fået smag for at være stjerne i medierne, når man har oplevet hvad det vil sige at betræde den røde løber til diverse præmierer og mediebevågede arrangementer. Det kan være svært at mærke, at andre stjerner pludselig skinner kraftigere end man selv gør. Der kommer hele tiden nye til.

”Sinners Island” er titlen på et realityshow, hvor unge mennesker bliver castet til at leve sammen på en ø. Måske kender du Paradise Hotel? Jeg forestiller mig, at konceptet er lidt på dét niveau, selvom der i Sinners Island, forventes at deltagerne har sex med hinanden på kryds og tværs. En kold vinterdag, dukker en af deltagerne pludselig op i skoven. Hun virker omtåget og fraværende, og hun er kun iført en tynd hvid natkjole. I hendes arm er der skåret et ord - SUPERSTAR. Inden længe dukker endnu en pige op, som viser sig at have deltaget i samme program. Omstændighederne omkring denne pige, er næsten identiske med den første pige. Politiet forsøger at mørklægge historien, men da endnu en person fra programmet dukker op, er mediernes søgelys rettet direkte på politiet og deres opklaringsarbejde.

Camilla Staal, som fungerer som leder, imens Ask Hjortheede er sygemeldt, får sin sag for. Camilla er dygtig, men hun er også typen der ikke bare parerer ordrer og følger reglerne for at opnå de ønskede resultater. Det bringer hende i unåde hos chefen mere end én gang og hendes job hos politiet, hænger i en tynd tråd.

Der er fart på i denne bog. Den er spændende og sproget er moderne og nutidigt, hvilket jeg godt kan lide. Personerne er interessante, men på en eller anden måde, synes jeg ikke rigtig jeg får lov at komme ”under huden” på nogen af dem. Mest på Ask, faktisk, men ham hører vi – desværre - ikke meget til i Superstar. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, for det er personer der godt kunne tåle mere dybde. Der er mange kringler i den her bog og der er rig mulighed for at gætte med på hvem der er Superstar. I lang tid, var jeg sikker på, at jeg havde regnet det ud, men det viste sig at være forkert.

Der er et par ting, som gør, at Superstar ikke stryger helt til tops hos mig. Jeg synes der er lidt for mange ”tilfældigheder”, hvor folk tilfældigvis lige er samme sted på samme tid, kan regne ud hvor de skal finde andre, fordi der sker noget tilfældigt lige da de var der, at de lige fik leveret noget i gave, som andre stod og fik brug for … den slags. Yderligere, så ærgrer det mig altid, når ”de skyldige”, politiet eller andre, skal ende med at forklare os hvad, hvornår og helt præcist hvordan, tingene er gået for sig. I langt de fleste tilfælde er det overflødigt, fordi det ikke var så vigtigt og vi allerede er videre og har dannet vores egne idéer om hvad der er sket og hvordan. Det gør sig også gældende i denne bog, hvor skurken ender med at stå og forklare noget, jeg aldrig rigtig havde spekuleret over.

Det er ikke en bog der ruskede mig på uhygge og der sker som sådan, heller ikke rigtig hverken mord eller specielt grusomme ting. Det er en spændende, tankevækkende og medrivende bog. Og så foregår den i min hjemby, Århus, hvilket giver den et ekstra plus i min bog. Det er altid sjovt, at læse om steder jeg kender. Jeg er spændt på at læse 3. del i serien, som allerede er udkommet. Grav, hedder den. Mon ikke vi får Ask tilbage og kommer endnu tættere på Camilla, Sigrid, Bavne og resten af gruppen. Jeg håber det. Superstar er i øvrigt 2. del i serien. Første del hedder, "Den permanente".

4 af 6 krimiperler fra mig til Superstar

Anmeldelse: Rikke Dahl - Som om vi aldrig rigtigt fandtes

”Krimi”, står der på forsiden af denne bog. Jeg er ikke sikker på, at jeg er enig. Spænding måske nærmere – en af den dér type bøger, hvor man fornemmer at der ligger noget og lurer under overfladen. Noget som afsløres lidt efter lidt. Noget som gør det svært at vente til man når til slutningen og den ultimative afsløring. En bog der rammer dybt ind i følelserne.

Har du læst Undtagelsen af Christian Jungersen? Denne bog er bygget op lidt på samme måde. Vi følger forskellige hovedpersoner og får hver deres synsvinkler på de samme situationer og personer. Hvad vi først tror er sandheden, viser sig pludselig at være helt forkert. Eller helt misforstået.

Christin har forladt sin gamle hjemby, for aldrig at se sig tilbage. Lige indtil hun får et opkald fra en folkeskoleveninde, som fortæller at en anden folkeskoleveninde er død. Et dødsfald, som Christin har svært ved at skjule sin lettelse over. Hun rejser til den lille jyske by, for at overvære begravelsen, men samtidig også for at undersøge detaljer omkring et andet dødsfald, af en nær ven fra gymnasietiden. Christins forsøg på at afdække omstændighederne, bringer hende længere end hun har lyst til. Hvad der skulle have været et lille krads i overfladen, bliver pludselig til et dybt hul gravet med spade. Vi fornemmer fra begyndelsen, at der er hemmeligheder og løgne, som Christin helst vil glemme, men stille og roligt sniger der sig et mørke ind fra sidelinjen og kulden begynder for alvor at brede sig. Det er tydeligt, at der venter os en overraskelse og hjernevrideriet gik ret hurtigt i gang for mit vedkommende.

”Som om vi aldrig rigtig fandtes”, satte en masse tanker i gang hos mig. Og følelser ikke mindst. Jeg tror ikke nogen kan læse denne bog, uden at kunne associere til flere af de følelser, som personerne gennemlever. Vi har alle været unge engang og, med mindre man stadig er helt ung, så er man blevet klogere nu og ved at man stadig intet rigtig vidste om livet dengang i gymnasietiden. Ikke helt i hvert fald. Der sker ting og opstår følelser i bogen her, som vi i første omgang måske tænker på som ondskab. I virkeligheden synes jeg mest bare det er ulykkelige skæbner såvel som omstændigheder der gør, at tingene går som de gør i denne bog. At en hel gruppe venner splittes og får ødelagt deres liv. Nogen mere end andre. For det hele handler i alt sin enkelthed om, hvor gode eller dårlige vi er til at håndtere de ting livet byder os. Om vi giver andre skylden for alle vores ulykker, om det altid er nogen andres skyld, at tingene ikke bliver præcis som vi ønsker det. At det er os selv der altid har ret og de andre der handler forkert eller uretmæssigt. Eller om vi tager alle verdens ulykker på vores egne skuldre og har svært ved at give slip på hændelser og oplevelser, som vi i bund og grund ikke har indflydelse på.

Det er en bog med vanvittigt mange vinkler og måder at anskue livet. Den gav mig en hel masse at tænke over undervejs og stadig efter endt læsning, har jeg dens hovedpersoner og deres livsanskuelser under huden. Den er nuanceret og særdeles velskrevet. En fantastisk flot debut.

Når jeg så skal til at vurdere den ud fra mit krimiperlesystem, så er der et par ting der gør, at den ikke scorer helt fuld perleplade. Først og fremmest, er den lidt langsom om at komme op i spændingsgear. Den bruger en del tid på at varme op, og først næsten 200 sider inde i bogen, begynder der fora alvor at komme spænding i feltet. Den er på ingen måde kedelig indtil da, men der lugter heller ikke meget af spænding før da. Selvom det  er en bog som rystede op i mig og satte gang i mine tanker, så var det ikke en bog der skræmte mig eller fik mig til at holde vejret i spænding. Derfor lander den på 4 perler. Til gengæld, så synes jeg faktisk det er en bog, som er yderst læseværdig og som jeg vil anbefale andre at læse – undlad bare at se den som en krimi, hvor der forventes tempo og uhygge. Den her bog, kan noget helt andet.

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Arvesynderen

Præst og tidligere frømand, Daniel Vest, er tilbage. I første del af serien, Jihadbruden, reddede han pigen Mathilde ud af Syrien, hvor hun var havnet som jihadbrud. Mathilde og Daniel er tilbage i Århus og Mathilde virker til at være kommet sig over sin traumatiske oplevelse. Hun er glad for Daniel og nyder at besøge ham på gården, langt ude i Hvide Sande.

Daniel har en hemmelig identitet. Han kalder sig Poseidon og har en hjemmeside der hedder www.poseidonhelps.com, hvor folk kan bede ham om hjælp til forskellige problemer de er rodet ud i. Poseidon vælger en enkelt ud, som han gerne vil hjælpe. Denne gang med input fra Mathilde.

Eva, er damen de ender med at hjælpe. Hun har overtaget et vognfirma efter sin afdøde mand, men han har sat hende i en frygtelig situation, som hun ikke kan komme ud af igen. En situation, som involverer, rockere, rumænere og narko. Hvad der virker til at være en forholdsvis simpel mission for en mand af Daniels kaliber, viser sig at blive en hel del mere omfattende og voldsomt end forventet.

Bogen starter stille og roligt ud, med en spænding og god energi, som gjorde at jeg glædede mig til at læse videre. Den er skrevet i et dagligdags sprog, som flyder og gør bogen nutidig. Det kan jeg godt lide. Jeg kan også virkelig godt lide præsten, Daniel. Han er så rolig og nede på jorden og samtidig så vanvittigt cool i sin egenskab af soldat. MEN … for der er altså et men i den her historie. Hvad der starter som en spændende og realistisk historie, ender i et fuldstændig vanvittigt action-inferno. Det går komplet amok og skifter på et splitsekund til at virke urealistisk. Havde det nu været en amerikansk actionfilm, havde den nok været lige i øjet, men vi snakker om en præst fra Hvide Sande, som dræber til højre og venstre uden at blinke og uden nogen former for frygt for at blive anholdt for drab, selvom han bruger sit eget navn i flere situationer. Det bliver simpelthen for rodet og for maskulint for mig. Jeg ved godt, der er folk der stejler helt, når der tales om femikrimi og mandekrimi, hvis sidstnævnte begreb findes. Jeg vil dog vove den påstand, at denne bog, vil henvende sig hovedsageligt til mænd der er vilde med actionfilm som fx ”Die Hard” og ”Mission impossible”. Dermed ikke sagt, at der ikke findes kvinder der er vilde med den slags, ligesom der nok også findes mænd, der gerne vil læse om kvinder og deres udvikling gennem parforhold og familieliv. Og ja, jeg kan egentlig også godt være med på en action packed krimi med en superhelt af en hovedperson. I Arvesynderen, bliver det bare for urealistisk på for mange måder. Både til Århus og til Danmark i det hele taget. Lav den om til en amerikansk actionfilm og den er et pletskud.

Når det er sagt, så vil jeg endnu engang fremhæve, at jeg kan lide hovedpersonen og jeg kan lide den grundlæggende idé om præsten som er tidligere frømand og hjælper fremmede i nød. Jeg vil gerne læse næste del, men håber at der igen er droslet ned til noget lidt mere realistisk og knapt så mange personer at holde styr på.

Anmeldelse: Jakob Melander - Askehave,

Sikke en dejlig overraskelse, at der pludselig lå en Mofibo Original af Jakob Melander. Det var gået min næse forbi, at der var sådan en undervejs.

Jakob skriver normalt krimi, men denne er mere i genren spænding, vil jeg mene, selvom jeg ikke helt er sikker på hvad definitionen er på det ene og det andet.

Hovedpersonen hedder Malin Askehave. Hun er forsanger i gruppen Gaia 5. Hun er også datter af en meget rig familie, som ejer et stort shippingfirma. Malin og hendes ene bror, Robert, valgte for en del år siden, at klippe alle bånd til forældrene og den ældste bror, Niels. Vi kommer ind i historien, netop som Malin og Robert, skal besøge forældrene igen, i forbindelse med deres fars 60 års fødselsdag. Fødselsdagen bliver på ingen måde som forventet og pludselig står Malin i en situation, hvor hun skal beslutte om hun vil opgive sin musikkarriere og træde ind i familiefirmaet. Jeg afslører ikke noget vi ikke allerede kan gætte når vi kigger på forsidebilledet, når jeg fortæller, at Malin vælger familiefirmaet. Men det er ikke et let valg og det bliver ikke et let karriereskifte. Ikke alle ønsker Malin ind i firmaet, for Malin er klimaentusiast, så hun er ikke enig i alle forhandlinger, som firmaets bestyrelse har i gang.

Klimaet er vigtigt, ikke nogen som helst tvivl om den sag. Men vi hører bare SÅ meget om det i dagligdagen her og der og alle vegne. Derfor kan det være befriende at åbne en bog, hvor klimaet ikke også fylder og giver dårlig samvittighed. Til dem der har det sådan, kan jeg berolige og sige, at Askehave mest hører til den sidstnævnte kategori. Klimaet er et vigtigt issue for Malin, men det er ikke altoverskyggende i bogen, og den er på ingen måde formanende. Tvært imod, er det mere følelser og spænding der præger bogen. De bånd der binder en familie sammen og hvor let de kan briste, selv når man tror de er stærkest.

Jeg vil ikke komme for meget ind på handlingen. Jeg synes historien på en eller anden måde, er meget kompakt om de samme ting, så at afsløre for meget, vil ødelægge spændingen. Og der er masser af spænding. Og ja, måske jeg alligevel godt kan se forskellen på krimi og spænding, for her er ingen politi der opklarer noget som helst. Malin forsøger selv at komme til bunds i familiens hemmeligheder, og der sker da også en hel del mistænkelige ting, men det er ikke en bog der skræmmer. Det er mere sådan en bog med en konstant spændingskurve hele vejen igennem og med en hovedperson som er både overbevisende og interessant. Hun er egentlig meget ”almindelig” og en som mange af os nok, på en eller anden måde, kan identificere os med. Bogen er skrevet i et let, lækkert og nutidigt flydende sprog. Jeg blev trukket ind i Malins univers og jeg kunne lide at være der sammen med hende.

Den første sæson her, var på trods af sin længde, lidt ligesom starten på noget. Som om det mest var en indledning til hvad der nu skal til at ske. Lidt som baggrundshistorien for den videre udvikling. Det gav mig følelsen af, slet ikke at være færdig med bogen, så jeg håber ikke der går alt for lang tid, før sæson 2 er tilgængelig.

Anmeldelse: David Garmark - Rød tåge

Kender du det, at du starter på en bog som du ingen forventninger har til overhovedet? Sådan en bog var Rød tåge for mig. Jeg anede intet om, hvilken stil jeg ville møde, da jeg gik i gang. Det viste sig hurtigt, at David Garmark kan noget med ord. Eller måske med sproget i det hele taget. Han forstår på en eller anden måde, at lege med sproget, gøre historien dybere og mere detaljeorienteret, men uden at det bliver tungt, kedeligt og langtrukket. Tværtimod.

Bogens hovedperson er anderledes end de fleste hovedpersoner jeg har læst om. Han er greve med det fornemme navn Maximilian Theodor af Munkenæs. Han mistede sin mor som spæd og hans far evnede aldrig, at vise hverken kærlighed eller omsorg for ham og hans søster. Max Munk, kalder han sig i dag, er efterforskningsleder hos politiet og har taget skarp afstand fra både sin far og adelsstanden generelt. Det meste af tiden, i hvert fald. Max er mand med stort M. Han er glad for kvinder på den respektfulde måde. Han er forelsket i sin partner Merian, hvilket er endnu en anderledes vinkel i denne bog. Merian er nemlig også tiltrukket af Max og ingen af dem skjuler det for den anden. De har sex med hinanden når de har brug for det, og arbejder derudover professionelt sammen som kollegaer.

I begyndelsen af historien, er Max suspenderet og rejst til Malaga for at finde sin søster Leonora. Hun har været forsvundet i 25 år, men har nu givet et livstegn fra sig. Max bliver dog hentet hjem til Danmark af Merian, inden han kommer rigtigt i gang med at lede.

På en lille ø, Hvidø, som i øvrigt ikke eksisterer i virkeligheden, bliver liget af en mand fundet. Der er ingen tvivl om, at det er mord. Øen huser ikke ret mange mennesker til daglig og en stor del af dem er adelige. Det bliver ret hurtigt tydeligt, at de fleste har noget at skjule, men folk virker skræmte, så det er ingen let opgave for Munk og Merian, at finde ud af hvad der foregår. Der bor tilsyneladende en kvinde i skoven, som folk mener er heks. Samtidig huserer der et sagn om en Ellepige, som kommer hvert hundrede år, for at slå drenge ihjel. Max er ikke overtroisk anlagt, men efter forskellige episoder, får han alligevel sået tvivl. Hvad er sandhed og hvad er historier som beboerne fortæller, for at få dem til at overse det væsentlige?

Personligt er jeg mest til krimier der er så realistiske som overhovedet muligt. Ikke alt muligt overnaturligt hejs, der gør selv de umulige ting mulige. Jeg frygtede lidt, at denne bog kunne være sådan en type bog, men det er den ikke. Der flirtes lidt med det overnaturlige, men samtidig lader forfatteren en kulde skinne igennem, som gjorde, at jeg fornemmede at der var noget andet på spil. Plottet er vældig godt skruet sammen og ikke noget jeg på nogen måde kunne have forudset. Bogen fastholdte min interesse hele vejen igennem og selvom det egentlig ikke er en tempofyldt actionpacked krimi med brutale mord og grusomme detaljer, så indeholder den alligevel en gennemgående spænding, som topper til slut med en overraskelse.

Søsteren Leonora og hendes forsvinding, hører vi ikke meget mere til, så jeg regner med, at næste del i serien kommer til at handle om, at følge sporene efter hende. Max er en stærk hovedperson. Sådan en jeg følte jeg kom til at kende og sådan en jeg glæder mig til at læse mere om. Sådan en jeg blev en lille smule forelsket i. Så trilogi … nej vel, David? Ham her slipper jeg ikke efter kun to bøger mere!! Og skriv venligst næste bog hurtigt. #tak 😉

Til sidst en lille opfordring. Jeg startede egentlig ud med at læse bogen i fysisk form. Da jeg på et tidspunkt var nødt til at lægge den fra mig, valgte jeg i stedet at tjekke Mofibo om den lå der som lydbog. Det gjorde den simpelthen og det viste sig samtidig, at den er indlæst af forfatteren selv. Det gør han så eminent godt, at jeg faktisk endte med at lytte resten af bogen i stedet for at læse. Lækker stemme med alle de rigtige betoninger. Opfordring hermed givet videre til jer med lydbogstjenester 😊

Anmeldelse: Chris Carter - Nemesis

De fleste af jer, har jo nok efterhånden opdaget, at Chris Carters bøger er mine absolutte favoritter. Derfor kan jeg ligeså godt bare lægge ud med at sige, at jeg endnu engang imponeres over hvor P I S S E intelligente plots den mand evner at finde på! Det er altid snørklet og overraskende. Bedst som jeg tror jeg har regnet den ud, så upti wupti, så twister han balladen og jeg spærrer øjnene op i overraskelse. Også denne gang. Jeg nåede lige at tage mig selv i at tænke, at det måske ikke var så originalt tænkt som det plejer at være og så vendte bøtten.

Husker du Lucien Folter fra ”Ondskab”? Han er tilbage og denne gang vil han have hævn. Over Robert Hunter, som Lucien mener er skyld i hans 3½ år bag tremmer, samt tabet af hele hans ”forskningsprojekt”. Lucien er ikke psykopat – han er bare gennemsyret ond og helt bevidst om det. Samtidig er han også helt bevidst om, hvordan man slår et menneske ihjel, uden at slå det ihjel. Dræb alle de personer, som vedkommende elsker og holder af. Og tvivl ikke på, at det er det, Lucien Folter har tænkt sig at gøre.

Hunter, som ellers er en af de klogeste og skarpeste kriminalbetjente, kommer til kort her. Det er næsten lige før Lucien bliver en tand for overmenneskelig i sine evner, men også kun næsten. Når jeg kigger på hvad bogen ellers rummer af konstant spænding og gru, så gør det ikke noget, at både helten og den psykopatiske morder, bliver en smule for effektive.

Som sædvanlig giver Carter den hele armen med de blodige og detaljerede beskrivelser omkring mordene. Samtidig er der flettet en del true facts ind, som tilsætter grumsomhederne endnu mere realisme. Der er masser at glæde sig over, hvis man sætter pris på de modbydelige og blodige billeder, man kan danne i sin indre biograf. Der blev forholdsvis stille på personalestuen, da jeg gav mig til at fortælle mine kollegaer om detaljerne i et af de mord der bliver begået i bogen. Øjenæbler der er poppet pga overophedning, bragte ikke den store begejstring frem hos andre end mig 😊

Han har gjort det igen - så kort kan det siges. Grusomhedernes mester numero uno.

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Offer 2117

Efter en lang venteperiode, er Jussi Adler-Olsen igen på banen, med bog nummer 8 i serien om Afdeling Q. Allerede inden bog 7, som havde Rose i fokus, vidste vi at denne bog 8, skulle handle om Assad. At vi nu endelig langt om længe, var nået til afsløringen af dennes dybe hemmeligheder.

Jussi er en fremragende fortæller. Bogen er så velskrevet, og indeholder en dyb og tragisk historie, om en ung Assad, som bliver udsat for det værst tænkelige. En historie så rørende og gribende, at jeg var på grådens rand da jeg nåede slutningen af bogen. Samtidig forstår han at krydre med en pæn sjat humor, så stemningen løftes fra det alt for dystre til de lysere luftlag.

Bogen starter på en strand i Spanien, hvor en journalist, kommer helt tæt på en gruppe bådflygtninge der sejler i land. Flere er omkommet undervejs og den ene af dem er en ældre kvinde. Kvinden er Offer nummer 2117. Journalisten Joan, (som trods navnet, i øvrigt er en mand), knipser et par billeder, som må siges at vælte hele rækken af Domino-brikker. Og så er Assads historie i gang. En ung dansk fyr, ser også billedet og bliver grebet af en blanding af raseri og hævntørst. Hele bogen er bygget op, så vi følger alle hovedpersonerne på skift. Det fungerer virkelig fint, med undtagelse af enkelte personer, hvis synsvinkler, jeg godt mener kunne være udeladt. I stedet for at bidrage til spændingen, så synes jeg det medvirker til at gøre historien lidt langsommelig. Jeg mistede koncentrationen og endte med at lynskimme siderne i pågældende kapitler. Den unge hævntørstige dansker, er egentlig den jeg synes er mest interessant at følge. Jeg ærgrer mig over at han ikke får mere plads, for det er her, vi får lov at snuse til vanvid når den er værst. Det er her der for alvor ruller hoveder. Det føles dog lidt forkert at skrive, når der samtidig er ubeskriveligt vanvid og ondskab i Assads historie, men det ene er terror, hvilket altid er dødsens uhyggeligt, og det andet er mysterie, opklaring og gys, på bedste krimimanér. Lidtsvært at forklare - jeg håber I forstår hvad jeg mener. 

Assads liv og skæbne, er beskrevet virkelig godt og meget gribende. Og det er nok en historie vi alle sammen har ventet på. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om, at den er kommet til at fylde så meget. Den er jo på sin vis en hel bog i sig selv, hvilket samtidig betyder, at det ikke er en bog der kan stå alene. Det vil kræve, at man har læst minimum én og helst flere af de foregående, for at man får det fulde udbytte. På den anden side, så vil jeg til enhver tid, anbefale at man læser en serie i rækkefølge, så med dét udgangspunkt er det skide ligegyldigt. Jeg har en lille smule svært ved at kende Assad i den her bog, men det er nok meningen, vil jeg tro. Under alle omstændigheder, så er jeg temmelig spændt på hvordan det kommer til at gå i de næste bøger. 

Jeg oplever at der er taget en lille smule fat i noget med ignorance og forudindtagelse. Den unge mand, kalder på den ene side på opmærksomhed og nærvær og samtidig er han selv ignorant og selvcentreret. Politiet har ligeledes svært ved at finde de rigtige spor, fordi de forblændet af normer. Vi ser verden fra vores egen vinkel og vi har svært ved at se andres vinkel eller andres behov. Måske det er en slags morale i bogen, eller måske tillægger jeg den noget der ikke var tanken. Under alle omstændigheder, kommer jeg til at tænke på ord, der har fulgt mig i efterhånden rigtig mange år. ”There is no truth – only perception” eller oversat til dansk … ”der findes ingen sandhed – kun synsvinkler.” 

Så altså … en fremragende velskrevet bog, fyldt med grusomhed, ondskab, kærlighed og hjertegribende sorg og frygtelige skæbner. En bog som indeholder masser af uhygge, men ikke på dén måde jeg gerne vil have uhygge. En bog som til tider blev en anelse langsommelig, men som samtidig fik mig til at smile fordi den er fuld af en tør humor, som ligesom bare sniger sig ind over det hele. Jussi skriver, så jeg bliver glad i kroppen – selv når det er hjerteskærende trist, er det på samme tid lyst og humoristisk.

4 krimiperler får den, fordi jeg nok trods alt ønsker mig mindre terror, mere gys.