Anmeldelse: Camilla Läckberg - Det gyldne bur

Jeg vidste godt, at den nye bog af Camilla Läckberg, ikke er en Erica Falck-krimi. Derudover vidste jeg intet. Jeg modtog den i første omgang som PDF, så jeg kunne heller ikke læse bagsideteksten. Det passede mig dog fino, for jeg læser sjældent bagsidetekster. Specielt ikke hvis det er bøger af forfattere jeg kender. Jeg vil helst overraskes.

Jack og Faye er gift og bor i en stor dyr lejlighed i Stockholms fine kvarter. Sammen har de datteren Julienne. De mødte hinanden i de unge år, hvor begge havde store karrieredrømme. Faye satte sin egen uddannelse i bero, for i stedet at hjælpe og støtte Jack i hans drømme. Hun fik de gode idéer og stille og roligt begyndte hans imperium at vokse. Som tiden går, forventer Jack mere og mere, at Faye går derhjemme og plejer omgang med de andre fine direktørfruer. Hun kommer aldrig i gang med sin egen karriere og Faye finder sig selv i ”et bur af guld”, som i øvrigt er den svenske titel på bogen. Da Jack begynder at miste interessen for hende, beslutter Faye sig for at det er tid til at sprede vingerne og flyve ud af guldburet.

Vinger er ikke det eneste der bliver spredt i Det gyldne bur. Faye spreder ben for en lang række mænd og der er ikke sparet på detaljerne. Kender man til mine præferencer i en krimi, så ved man også, at sex ikke er noget jeg gider bruge tid på at læse midt i uhyggen. Så ville jeg åbne en Grey-bog eller andre former for tissekonelitteratur. MEN … lige i dette tilfælde, synes jeg faktisk at det trods alt havde sin berettigelse. Det er med til at tegne et tydeligt billede af hvem Faye er. I denne bog, er hendes personlighed, en stor og vigtig del af fortællingen. Men forbered dig på en hel del stiv pik og fugt i fundamentet. Også dit eget 😉 

Som det er typisk for Camilla Läckbergs bøger, så følger vi også denne gang, to forskellige fortællinger igennem hele bogen. Den ene er fortalt i dagbogsform med en jeg-fortæller. Kvinden der fører pennen, hedder Mathilde. Vi hører om hendes opvækst og om hendes liv som underkuet – både i skolen og derhjemme. Samtidig følger vi Faye. Hvordan hendes liv er, hvilke tanker hun gør sig og hvilke planer hun lægger. Om hendes forhold til Jack og til veninden Chris, som indtil nu, har været hendes eneste rigtige veninde. Normalt i Läckbergs bøger, er den ene person vi følger, en vi ikke ved hvem er. En som senere dukker op i nutiden som morder. Men ikke denne gang. Mathilde og Faye er én og samme person!

At Matildes del er skrevet i jeg-form og Fayes del i 3. person, tolker jeg som at Mathilde er den virkelige person og Faye den opdigtede. Hende som Faye på trods af store anstrengelser, måske alligevel ikke helt kan forlige sig med. Jeg ved ikke om det er sådan det er tænkt, men hvis det er, så finder jeg det ganske genialt. Selv ved jeg heller ikke helt hvad jeg synes om Faye. Er hun god eller er hun ond? Er hun helt eller forbryder? På den ene side håber jeg hendes plan holder - på den anden side, synes jeg hun udfører et par modbydelige handlinger, for at opnå egen lykke. 

Jeg var virkelig godt underholdt hele vejen gennem bogen. Jeg havde svært ved at slippe den og jeg var nødt til at vide, hvad det hele udviklede sig til. Jeg synes det er en vanvittigt god og yderst velskrevet bog. Nu hvor der er gået lidt mere end en uge siden jeg vendte sidste side, står handlingen stadig klart i min hukommelse. Dog er det ikke en bog, der har sat sig dybe spor i mig. 

Jeg var så heldig at møde Läckberg på årets krimimesse i Horsens. Hun er en utrolig sød og åben person, som fortalte om sig selv og sit forfatterskab. Hun er forkæmper for mange ting, og heriblandt kvindekønnet. Hun belyser, at det den dag i dag, stadig er en mandsdomineret verden vi lever i. En verden hvor folk ser ned på hende, fordi hun har giftet sig med en mand der er meget yngre end hende selv. Havde det nu været manden der var meget ældre end hende, havde ingen bemærket noget, mener hun. Camilla Läckberg, roder sig ind imellem ud i kontroversielle diskussioner på sine sociale medier, men hun siger, at hun med alderen er blevet mere ligeglad med hvad folk mener om hende. Hun er en stærk og sej kvinde, synes jeg. 

Det kræver mod, at springe fra en lang krimiserie, til en miniserie så anderledes som denne. Det gyldne bur, er mere en spændingsroman med en snert af tissekonelitteratur, end det er en egentlig krimi. Stor respekt herfra! 

Jeg glæder mig virkelig meget til næste del i serien om Faye.

4 flotte krimiperler.

Anmeldelse: Donato Carrisi - Pigen i tågen

Den her bog, har jeg brugt flere år på at sukke efter at få lov at læse. Carrisis debutkrimi, Suffløren, fra 2010, står stadig den dag i dag som den bedste krimi jeg har læst. Den er så intelligent og genialt skrevet og samtidig er den krybende uhyggelig. Bog nr. 2, Forvandleren, var lidt noget andet. Mere en ”stille” krimi, men stadig intelligent, forstået på den måde, at der er en hel masse dybde og tanker bag plottet. Så ja, jeg har glædet mig som et barn til Pigen i tågen.

Somme tider, når man har skruet forventningerne op på max, så sker det at man bliver skuffet. Pigen i tågen er MEGET anderledes end Suffløren. Jeg læste og læste og min, til at begynde med, kæmpe gejst, dalede mere og mere. ”Er det virkelig den samme forfatter”, tog jeg mig selv i at tænke. Samtidig så lurede den der følelse af at blive snydt. Jeg fornemmede hele tiden, at historien ville tage en drejning. Vi skal langt (ret langt faktisk) ind i bogen før det begynder at vende. Jeg tænkte flere gange hvad pokker relevansen var for de forskellige personvinkler vi følger. Pludselig falder brikkerne på plads og endnu engang må jeg klappe i begejstring over denne forfatters genialitet.

En teenagepige forsvinder i en lille italiensk soveby. Ingen tror på at nogen fra byen kan have slået hende ihjel, men da den højprofilerede politikommisær Vogel dukker op i byen, strømmer journalisterne også til i hobetal og sammen med dem kommer katastrofeturisterne. Snart er byen på den anden ende. Vogel er sikker på, at han har styr på gerningsmanden. Så sikker, at han ikke tøver med at ty til lyssky måder at fælde vedkommende på, når ingen beviser peger i den retning.

Det er nu ved at være et par uger siden jeg blev færdig med Pigen i tågen. Selvom den var langsommelig til at begynde med, så satte den alligevel spor. Det er en af den slags bøger, som jeg gav mig til at fortælle om til mine kollegaer, som ikke læser krimi. Jeg var så betaget af den måde jeg blev snydt på. Stille og roligt og uden at have travlt, førte Carrisi mig bag lyset. Igen. Bogen kaster lys over mediernes rolle i kriminalsager. Hvordan deres udlægning af sagen kan påvirke folk til at udskamme og forfølge en person, som der faktisk ikke findes et eneste bevis imod. Hvor stor en magt medierne har og hvordan de også kan bruges af politiet, til at styre hvilken retning opmærksomheden skal rettes.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg skal bedømme denne bog. Hvordan jeg skal viderebringe den til jer. Jeg ved den vil dele vandene fordi den starter så røvhamrende langsomt som den gør. Havde jeg ikke læst de første bøger af denne forfatter, var jeg stået af. Men jeg synes simpelthen heller ikke, at man bør springe over den. Bare vær opmærksom på en langsom bog, som kræver ned i gear og tålmodighed.

Jeg lander den på 4 krimiperler, fordi den trods alt er for længe om at komme rigtigt i omdrejninger og fordi den ikke fik mig til at gyse. På trods af langsomheden, så gjorde den indtryk på mig og da sidste side var vendt, sad jeg med sådan lidt en ”det er fandme løgn-følelse”. På den gode måde. 

Anmeldelse: Elsebeth Egholm - Frit fald

Æj hvor har jeg glædet mig til næste del i serien om Rina. Hun er læge om dagen og klatrer de højeste bygninger i Århus by om natten, som street artist under dæknavnet "Private Eye".

Frit fald, starter kun få uger efter ”Jeg finder dig altid” sluttede. Rina kan ikke slippe historien om Henrik som blev sparket ned fra taget af Prismet. Hun stoler stadig ikke rigtig på politiet, selvom hendes følelser for efterforsker Helge Stanek, er begyndt at spire en ganske lille smule. Rina begynder stille og roligt sin egen lille efterforskning, men det viser sig hurtigt, at man nemt kommer til at træde bistre mennesker over tæerne, så det varer ikke længe, før hun igen er jaget. Rinas ansigtsblindhed gør det noget nær umuligt for hende, at finde ud af hvem det er der vil hende til livs.

Der kører flere forskellige sager på samme tid. Stanek bliver taget af sagen om Henrik, da hans chef mener han er inhabil grundet Staneks spirende følelser for Rina. I stedet bliver han sat på en sag om en mand, der er forsvundet fra sit sommerhus. I første omgang ser det ud som et selvmord, men vi kloge krimilæsere lugter jo lynhurtigt lunten. Ganske rigtigt, sagerne hænger sammen, og da trådene langt om længe bliver filtret ud og hele sagen ligger klart og tydeligt bredt ud, så er det en ganske modbydelig historie.

Elsebeth Egholm er sådan en forfatter, som har et temmelig højt grundniveau. Jeg forventer mig altid en hel masse af hendes bøger og indtil videre er mine forventninger blevet indfriet hver eneste gang. Det gælder også denne gang. Som nævnt ovenfor, så er der så småt ved at opstå en gensidig tiltrækning mellem Stanek og Rina. Det beskrives så fint og klart, at jeg næsten sad og følte, at det var mig der var lidt smålun på Stanek. Alligevel så formår forfatteren at holde kærlighedshistorien ude af fortællingen, så det bliver sagen og kun sagen der fylder. Det sætter jeg pris på, selvom jeg også håber at Helge og Katarina får hinanden på et tidspunkt. Lidt sucker for lååååve er man vel altid, selvom jeg ikke synes det bør fylde (ret meget) i en krimi. Dele af "Frit fald" foregår i min barndoms baghave. Ret sjovt at læse, synes jeg. 

Bogen har et jævnt halvhøjt tempo med drama fra start til slut, men den bliver ikke neglebidende uhyggelig på noget tidspunkt. 

Bogen er Frit fald, men Egholm er på toppen.

5 flotte krimiperler

Anmeldelse: Stina Jackson - Sommermørke

Sommermørke er en debutroman af svenske Stina Jackson. Den er nomineret til årets svenske krimi. Bogbloggere og anmeldere i både Danmark og Sverige, er helt oppe i skyerne over den. Personligt forstår jeg ikke helt postyret. Det vender jeg tilbage til.

Lelle lever sit liv i dyb sorg og evigt håb om, at hans datter Lina, som forsvandt en tidlig morgen for 3 år siden, stadig er i live - at hun pludselig en dag vil dukke op. Han arbejder som gymnasielærer i dagtimerne, men nætterne går med at lede efter Lina. Hans ægteskab er gået i stykker og Lelle selv, lever ikke længere et meningsfuldt liv. Vi følger ham hen over sommeren. Vi er med i hans tanker, hans sorg og hans forfald, under søgningen efter Lina. Vi får et indblik i hans inderste tanker og hvordan sorgen har tæret på ham gennem årene der er gået.

Samtidig følger vi pigen Meja. Hun er flyttet til en lille by ude i ingenmandsland, sammen med sin mor. En mor som drikker for meget, er psykisk syg og som har brug for en mand, for ikke at føle sig alene. Meja og hendes mor er flyttet mange gange og har boet hos mange forskellige mænd. Denne gang er de havnet hos den noget ældre Torbjörn, som på trods af sit nussede hjem og sit nussede ydre, ser ud til at være god nok. Meja er ensom, men en nat, møder hun tre unge mænd, som viser sig at være brødre. Hun begynder at se mere til dem og forelsker sig snart i den ene – Carl-Johan. Brødrene kommer fra en meget speciel familie, men Meja føler sig alligevel draget af deres hjem.

I første omgang, er det svært at se hvad de to parallel-historier har med hinanden at gøre. Mistanken ligger dog hele tiden og lurer i skyggerne og det dystre mørke.

Sommermørke er en både velskrevet og velbeskrevet bog. Den leger med følelserne og jeg blev da også rørt over Lina og Lelles, skæbner.

Hos forlaget Lindhart og Ringhof, har man valgt at kategorisere bogen som en spændingsroman frem for en krimi. Godt og præcist valg, efter min mening. På trods af det rørende i de to skæbnefortællinger, så blev jeg ikke påvirket særligt. Jeg har læst andres anmeldelser af den og blev i tvivl om hvor vidt, det er samme bog vi har læst. Jeg er på ingen måde blæst hverken bagover eller op i skyerne. Jeg synes det var en langsommelig affære, og jeg havde svært ved at fastholde fokus, hvilket resulterede i, at jeg måtte lytte til størstedelen af bogen, for at fastholde mig selv imens jeg foretog mig andre ting.

Alt i alt en rigtig god og virkelig velfortalt historie. Den formåede bare ikke hverken at ruske mig, vække mig eller få mig til at holde vejret i spænding. Den lander derfor med to krimiperler. 

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Gravkammeret

Tess Gerritsen er en af de krimiforfattere jeg nyder allermest at læse. Jeg er bidt af hendes skrivestil, hendes skræmmende fortællinger og de uhyggelige billeder, hun virkelig formår at danne i min indre biograf. Hendesbøger har aldrig skuffet mig … før nu.

Retsmediciner Maura Isles, bliver inviteret til at overvære en CT-scanning af en flere tusind år gammel mumie, som er blevet fundet i et kælderrum på et museum. Scanningen foregår under stor mediebevågenhed og bliver filmet af et tv-hold. Som den garvede krimilæser nok har gættet, så viser der sig uventede ting på scanningen. Ting som sår tvivl om, hvor vidt deres mumie nu også er så gammel. Kriminalbetjent Jane Rizzoli, bliver tilkaldt og sagen overgår til Boston politis drabsafdeling. Det varer ikke længe, før en smuk ung medarbejder på museet, bliver kontaktet af en anonym person. En person som viser sig, at have adgang til hendes lejlighed. De få spor der dukker op, viser sig at trække tråde langt tilbage i tiden, hvor en mor og hendes datter, flygter fra en modbydelig ondskab. En ondskab og en sandhed, som nu har indhentet dem.

Der er rigtig meget arkæologi i denne bog. Forfatteren gør sit bedste for at beskrive de mumificerede lig så grusomt som muligt, men på mig virkede billederne ikke. Jeg blev ved at se Grauballemanden for mig – og ja, vel er han skræmmende, men jeg har kigget på ham gennem min barndom, når jeg besøgte Moesgaard museum sammen med min bedstefar. Sådan et udtørret moselig, får bare ikke gyset frem i mig. I stedet blev det nærmest lidt halvstøvet og jeg tog mig selv i at vente på, at de fandt nogen nutidige lig. Normalt er Tess Gerritsen mester i, at få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, men i denne bog synes jeg ikke uhyggen kommer. Hendes normalt så lækre sprog og de vilde plottwists, glimrer ved deres fravær. Den har sine spændende øjeblikke og det er da også fantastisk, at være i selskab med Jane Rizzoli, Maura Isles og Barry Frost igen. Dem havde jeg savnet.

Det er med smertende hjerte, at jeg tildeler Gravkammeret 3 krimiperler.

Anmeldelse: Jens Strandbygaard - Jihadbruden

Okay, indrømmet … jeg var ikke sikker på om denne bog ville være noget for mig, for titlen lugter lidt af noget krig og terrorisme. Emnet i sig selv er vigtigt, men jeg bliver bare ikke fanget af det. Heller ikke på film. Mine bekymringer skulle heldigvis vise sig, at være helt unødvendige.

Hovedpersonen hedder Daniel Vest. Han er præst og tidligere frømand. Som en lille sidebeskæftigelse, hjælper han folk med forskellige problemer. De kender ikke hans rigtige navn, men kender ham som Poseidon. Han kontaktes via en hjemmeside –www.poseidonhelps.com – hvor folk kan skrive til ham og bede om tjenester. Hvad som helst, stort som småt. Poseidon udvælger enkelte, som han mener at kunne hjælpe. Hjemmesiden eksisterer i øvrigt i virkeligheden, så tag et kig. Der er bl.a. nogen der mangler 111 millioner 😊

Som titlen måske løfter sløret for, så vælger Daniel Vest, at hjælpe en mor, hvis datter, Mathilde på bare 15 år, er rejst til Syrien for at blive Jihadbrud. Unge vestlige kvinder, som konverterer til Islam og tager ned for at blive gift med syriske ISIS-krigere i troen på en lys fremtid fuld af rigdom, lykke og børn. Desværre er virkeligheden en anden.

Vi følger med i både Mathildes og Daniels rejser og tanker. Vi følger dem begge på den lange og svært fremkommelige rejse til Syrien. Vi er med når Mathilde ankommer og skal møde sin kommende mand for første gang, hvordan hun har det, når hun finder ud af, at fødderne er ved at blive kolde, men vejen tilbage er ikke-eksisterende. Daniel er cool og virker ikke til at være bange for hverken nogen eller noget. Han er skånselsløs og på grænsen til de actionhelte vi ser på film. Men det fungerer, for er de egentlig ikke bare ret kølige og velfunderede de dér frømandstyper? Jeg tror det. Men selv for en cool type som ham, kører tingene ikke altid som han ønsker. Om det lykkedes ham at få Mathilde ud af den situation hun har sat sig selv i, vil jeg ikke afsløre. Men jeg kan lide Daniel Vest og jeg glæder mig til at følge ham. Jihadbruden er første del i en planlagt serie, så der er heldigvis mere at se frem til.

Jihadbruden er både skræmmende og interessant læsning. Samtidig er den hjerteskærende og uhyggeligt virkelighedstro. Jeg tvivler ikke på, at den er gennemresearchet. De findes jo virkelig, de piger som Mathilde i bogen her. Det er ikke en krimi i den forstand, at der sker et mord eller flere, som nogen skal opklare, ligesom der heller ikke er isnende uhygge og en udspekuleret morder. Det er mere en spændingsroman, men til gengæld er den spændende på et højt niveau. Sproget er dagligdags og nutidigt på en måde jeg sætter pris på.

Jihadbruden er en spændende, velskrevet og uhyggeligt virkelighedstro bog. Jeg sender 5 krimiperler efter den og glæder mig til næste del i serien.

Anmeldelse: Jakob Melander - Fjenden iblandt os

17 timer, er hvad politiet i denne bog, bruger på at opklare drabet på et barn. 17 hektiske timer, som ikke efterlader meget arbejdsro for betjentene og deres efterforskningsleder, Lars Winkler.

Og ro er måske præcis hvad vores hovedperson, Lars Winkler, har brug for. Han er netop vendt tilbage på job, efter en periode med sygemelding. Ro er ca. det eneste han ikke får, for fundet af en dræbt 8-årig pige, bringer blodet i kog blandt beboerne i Oksevænget, hvor pigen boede.

Navnet Oksevænget, bringer måske tankerne hen i retning af et hyggeligt villakvarter. I virkeligheden er det et område med en klynge af højhuse, og betragtes i folkemunde som ghettobebyggelse. Bebyggelsen er fiktion, men forstiller at ligge i Bellahøj-området i København.

Den første dag efter Lars Winklers orlov, kaldes han ud til Oksevænget, hvor en beboer har fundet liget af den 8-årige pige, Laura. Området er allerede afspærret, for det er også denne dag, at Dansk Folkepartis borgmester i København, Kristian Havholm, kommer forbi for selv at se, hvad området byder på.

Havholm vil meget gerne ind i landspolitik, så da det kommer ham for øre, at der er sket et mord, benytter han situationen til egen vinding. Det medfører at han sender Twitter-meddelelser ud til offentligheden, som lynhurtigt bidrager til lynch-stemning, blandt Oksevængets beboere. Sladderen florerer, folk bliver anklaget og hængt ud - selvtægten tager stille og roligt fart. Beboernes indbyrdes vrede imod hinanden, bliver til beskyldninger for barnemord. Politiet har mere end nok at se til, med at holde de rivaliserende parter fra hinanden, samtidig med, at de skal finde hoved og hale i morgenens begivenheder omkring den dræbte pige.

Få forfattere mestrer som Jakob Melander, at skildre menneskelige følelser og hvad de kan bringe med sig. Fjenden iblandt os, er på en eller anden måde en socialrealistisk skildring af et ghettosamfund, men samtidig er den også en skildring af, hvad der sker i os mennesker, når følelsen af uretfærdighed og frygt strammer grebet om os. Desværre har jeg ikke læst hele serien om Lars Winkler, men beskrivelsen af ham er så fin, at jeg alligevel har en rigtig god fornemmelse af hvem han er. Forrige bog i serien, handlede meget om parforhold og ulykkelige følelser. Når man som jeg, kom ind i serien netop dér, så kom parforholdet til at fylde alt for meget i en ellers god historie. Fjenden iblandt os er (heldigvis) helt fri for parforhold. Jeg indrømmer blankt, at jeg jublede en lille smule indeni, da Sanne ikke tog telefonen 😄

Hvis du har fulgt mine anmeldelser, så ved du godt, at jeg elsker uhygge og grusomhed i en krimi. Når ondskaben viser sit ansigt så tydeligt, at det ryster mig og sender isninger af gys som jag gennem kroppen. Detaljer der giver mig billeder på nethinden, som jeg på den ene side ikke ønsker at se, men som på den anden side rusker op i mig og tvinger en stemning frem.

I Fjenden iblandt os, er Melander inde at kradse en lille smule i uhyggen og de grusomme detaljer. Slutningen er fremragende og jeg ville sådan ønske, at han havde givet os endnu mere af netop dét, for han gør det virkelig godt. Vi følger adskillige af personernes tanker, men ikke morderens. Jeg kunne have ønsket mig, at vi også havde været med i dennes tanker, fået en større viden om vedkommendes baggrund for sine handlinger. Var det ondskab, sindssyge eller noget helt tredje. Vi får løftet sløret en lille smule, men jeg ville gerne have haft det løftet til endnu flere detaljer og viden om det emne.

En god og velskrevet bog, som er stærk på både følelser og de indre billeder den skaber i læseren. Selvom jeg kun blev rusket en lille smule i uhyggeafdelingen, så formåede den at holde mig fanget og interesseret hele vejen igennem. Lars Winkler er en stærk hovedperson og jeg indrømmer, at jeg fra og med nu, er fanget i Winkler-universet.