Anmeldelse: Chris Carter - Nemesis

De fleste af jer, har jo nok efterhånden opdaget, at Chris Carters bøger er mine absolutte favoritter. Derfor kan jeg ligeså godt bare lægge ud med at sige, at jeg endnu engang imponeres over hvor P I S S E intelligente plots den mand evner at finde på! Det er altid snørklet og overraskende. Bedst som jeg tror jeg har regnet den ud, så upti wupti, så twister han balladen og jeg spærrer øjnene op i overraskelse. Også denne gang. Jeg nåede lige at tage mig selv i at tænke, at det måske ikke var så originalt tænkt som det plejer at være og så vendte bøtten.

Husker du Lucien Folter fra ”Ondskab”? Han er tilbage og denne gang vil han have hævn. Over Robert Hunter, som Lucien mener er skyld i hans 3½ år bag tremmer, samt tabet af hele hans ”forskningsprojekt”. Lucien er ikke psykopat – han er bare gennemsyret ond og helt bevidst om det. Samtidig er han også helt bevidst om, hvordan man slår et menneske ihjel, uden at slå det ihjel. Dræb alle de personer, som vedkommende elsker og holder af. Og tvivl ikke på, at det er det, Lucien Folter har tænkt sig at gøre.

Hunter, som ellers er en af de klogeste og skarpeste kriminalbetjente, kommer til kort her. Det er næsten lige før Lucien bliver en tand for overmenneskelig i sine evner, men også kun næsten. Når jeg kigger på hvad bogen ellers rummer af konstant spænding og gru, så gør det ikke noget, at både helten og den psykopatiske morder, bliver en smule for effektive.

Som sædvanlig giver Carter den hele armen med de blodige og detaljerede beskrivelser omkring mordene. Samtidig er der flettet en del true facts ind, som tilsætter grumsomhederne endnu mere realisme. Der er masser at glæde sig over, hvis man sætter pris på de modbydelige og blodige billeder, man kan danne i sin indre biograf. Der blev forholdsvis stille på personalestuen, da jeg gav mig til at fortælle mine kollegaer om detaljerne i et af de mord der bliver begået i bogen. Øjenæbler der er poppet pga overophedning, bragte ikke den store begejstring frem hos andre end mig 😊

Han har gjort det igen - så kort kan det siges. Grusomhedernes mester numero uno.

Anmeldelse: Jussi Adler-Olsen - Offer 2117

Efter en lang venteperiode, er Jussi Adler-Olsen igen på banen, med bog nummer 8 i serien om Afdeling Q. Allerede inden bog 7, som havde Rose i fokus, vidste vi at denne bog 8, skulle handle om Assad. At vi nu endelig langt om længe, var nået til afsløringen af dennes dybe hemmeligheder.

Jussi er en fremragende fortæller. Bogen er så velskrevet, og indeholder en dyb og tragisk historie, om en ung Assad, som bliver udsat for det værst tænkelige. En historie så rørende og gribende, at jeg var på grådens rand da jeg nåede slutningen af bogen. Samtidig forstår han at krydre med en pæn sjat humor, så stemningen løftes fra det alt for dystre til de lysere luftlag.

Bogen starter på en strand i Spanien, hvor en journalist, kommer helt tæt på en gruppe bådflygtninge der sejler i land. Flere er omkommet undervejs og den ene af dem er en ældre kvinde. Kvinden er Offer nummer 2117. Journalisten Joan, (som trods navnet, i øvrigt er en mand), knipser et par billeder, som må siges at vælte hele rækken af Domino-brikker. Og så er Assads historie i gang. En ung dansk fyr, ser også billedet og bliver grebet af en blanding af raseri og hævntørst. Hele bogen er bygget op, så vi følger alle hovedpersonerne på skift. Det fungerer virkelig fint, med undtagelse af enkelte personer, hvis synsvinkler, jeg godt mener kunne være udeladt. I stedet for at bidrage til spændingen, så synes jeg det medvirker til at gøre historien lidt langsommelig. Jeg mistede koncentrationen og endte med at lynskimme siderne i pågældende kapitler. Den unge hævntørstige dansker, er egentlig den jeg synes er mest interessant at følge. Jeg ærgrer mig over at han ikke får mere plads, for det er her, vi får lov at snuse til vanvid når den er værst. Det er her der for alvor ruller hoveder. Det føles dog lidt forkert at skrive, når der samtidig er ubeskriveligt vanvid og ondskab i Assads historie, men det ene er terror, hvilket altid er dødsens uhyggeligt, og det andet er mysterie, opklaring og gys, på bedste krimimanér. Lidtsvært at forklare - jeg håber I forstår hvad jeg mener. 

Assads liv og skæbne, er beskrevet virkelig godt og meget gribende. Og det er nok en historie vi alle sammen har ventet på. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg synes om, at den er kommet til at fylde så meget. Den er jo på sin vis en hel bog i sig selv, hvilket samtidig betyder, at det ikke er en bog der kan stå alene. Det vil kræve, at man har læst minimum én og helst flere af de foregående, for at man får det fulde udbytte. På den anden side, så vil jeg til enhver tid, anbefale at man læser en serie i rækkefølge, så med dét udgangspunkt er det skide ligegyldigt. Jeg har en lille smule svært ved at kende Assad i den her bog, men det er nok meningen, vil jeg tro. Under alle omstændigheder, så er jeg temmelig spændt på hvordan det kommer til at gå i de næste bøger. 

Jeg oplever at der er taget en lille smule fat i noget med ignorance og forudindtagelse. Den unge mand, kalder på den ene side på opmærksomhed og nærvær og samtidig er han selv ignorant og selvcentreret. Politiet har ligeledes svært ved at finde de rigtige spor, fordi de forblændet af normer. Vi ser verden fra vores egen vinkel og vi har svært ved at se andres vinkel eller andres behov. Måske det er en slags morale i bogen, eller måske tillægger jeg den noget der ikke var tanken. Under alle omstændigheder, kommer jeg til at tænke på ord, der har fulgt mig i efterhånden rigtig mange år. ”There is no truth – only perception” eller oversat til dansk … ”der findes ingen sandhed – kun synsvinkler.” 

Så altså … en fremragende velskrevet bog, fyldt med grusomhed, ondskab, kærlighed og hjertegribende sorg og frygtelige skæbner. En bog som indeholder masser af uhygge, men ikke på dén måde jeg gerne vil have uhygge. En bog som til tider blev en anelse langsommelig, men som samtidig fik mig til at smile fordi den er fuld af en tør humor, som ligesom bare sniger sig ind over det hele. Jussi skriver, så jeg bliver glad i kroppen – selv når det er hjerteskærende trist, er det på samme tid lyst og humoristisk.

4 krimiperler får den, fordi jeg nok trods alt ønsker mig mindre terror, mere gys.

Anmeldelse: Jo Nesbø - Kniv

Åh hvor jeg dog elsker Harry Hole og åh hvor jeg dog synes, at Jo Nesbø er en brilliant forfatter. Det hele flyder ligesom bare afsted på den lækre måde. Jeg blev draget ind i historien med det samme og havde svært ved at give slip igen.

Jeg synes det er en anelse svært, at skrive for meget af handlingen, uden at afsløre en væsentlig del, som I selv skal have lov at overraskes over, når I læser. Jeg kan dog godt afsløre, at Rakel har smidt Hole ud. Det har taget hårdt på ham og Harry er røget seriøst på drukvognen igen. Samtidig havner han midt i sit livs mareridt, hvilket er endnu sværere, når man ligger i blød i sprit. Men vi kender jo alle sammen Harry Hole … han formår at trække sig selv mere eller mindre ud af alkoholbadet og indlede jagten på en tidligere kending. En person, som ønsker hævn over Harry og som samtidig voldtager unge kvinder når de har ægløsning. En person som bruger kniv, når han dræber.

Endnu engang har Nesbø skrevet en fuldstændig fantastisk Hole-bog. En bog som fangede mig og som gav mig lyst til at læse i alle ledige stunder. Jeg var sikker på, at jeg havde gennemskuet plottet forholdsvist tidligt. Jeg nåede at tænke, at det var en mikrosmule kedeligt, men så skal jeg da ellers lige love for, at røven blev taget på mig. Jeg burde efterhånden kende Jo Nesbø godtnok til at vide, at alt kan ske. Og alt sker. Og arg altså en slutning – det er jo ikke til at holde ud, at der (grangiveligt, for at bruge et Hole-ord) skal gå en evighed, før vi får mere Harry Hole! Og så behøver I vist ikke høre mere for at vide, at her er noget at glæde sig til. 

Det er ikke en hverken skræmmende eller uhyggelig historie, men den er ekstremt godt gennemtænkt. Har man ikke læst de forrige bøger i serien, så skal man ikke starte her. 

6 krimiperler til Kniv, Jo, Harry og slænget.

Anmeldelse: Inger Wolf - Pyromanen sæson 2, "Giften"

Ih hvor har jeg glædet mig til sæson 2 af Pyromanen. Første del, fik undertitlen ”Sorger”. Del 2, har fået undertitlen, ”Giften”.

Giften foregår i Tromsø helt oppe i Nordnorge. Et gammelt hotel, brænder ned og størstedelen af gæsterne brænder inde. Da Tromsø ikke har eksperter på området og da deres politichef kender Klara Larsens chef i Danmark, bliver det derfor hende, som bliver udlånt til Norge.

Klaras ekspertise er brande, men det står hurtigt klart at der er mere på spil end brand i dette tilfælde. Det undrer både Klara og resten af teamet, at ingen har ringet efter hjælp og kun et par stykker har forsøgt at flygte. Jeg vil helst ikke afsløre noget som jeg synes du skal læse selv, men ud fra bogens titel, kan man nok alligevel godt ræssonere sig frem til, hvad der er på spil.

Hotellet har været i en bestemt familie igennem generationer. Nu er det dog solgt til en person med anden etnisk baggrund. Det varer ikke længe, før der går rygter om terror, hvilket også skal vise sig at være korrekt, men dog med en hel anden vinkel end den byens borgere først antager. Snart er jagten sat ind på en gal fanatiker. Virkelig gal! Og det værste er, at handlingen er skræmmende realistisk. Så vil jeg ikke afsløre mere - det skal I selv have lov at læse jer til.

Hovedpersonerne Klara Larsen og Sebastian Vinther, havde en enkelt nat sammen i sidste bog. Siden da, har der været temmelig kold luft imellem dem grundet Klaras stædige væsen. Men følelserne er der og de beskrives fint uden at komme til at fylde i historien. Jeg synes det er et par stærke hovedpersoner, som jeg lynhurtigt er kommet til at kende og holde af. Især Klara har mange lag og vi kommer lidt længere ind til hendes traumatiske oplevelser fra barndommen i denne bog. De bliver dog ingenlunde afsløret, men noget tyder kraftigt på, at næste bog kommer til at bringe os endnu nærmere. Den del glæder jeg mig enormt meget til. Om de begge er med i næste sæson? Jeg kan kun røbe, at forfatteren satte mig i en paniksituation undervejs! 

Skal jeg sætte fingeren på noget, så skal det være slutningen, som jeg måske godt kunne have ønsket lidt anderledes.

Inger Wolf har endnu engang skrevet en fuldstændig fremragende krimi. Jeg blev både rystet og skræmt undervejs, og jeg holdt vejret flere gange. Jeg opholdt mig alene på et hotelværelse, under noget af læsningen – på et tidspunkt blev jeg så bange, at jeg var nødt til at lukke bogen og sove. Det skal selvfølgelig ikke kunne siges, om følelsen af at være alene et fremmed sted, gjorde en forskel. Uanset hvad, så er bogen tankevækkende og den rørte mig på flere måder. Terror er skræmmende og den biologiske slags som i denne bog, er ikke mindre barsk.

Topkarakter til Giften

Bogen findes indtil videre udelukkende som lyd- eller e-bog hos Mofibo, men forventes udgivet i papirsform til september.

Anmeldelse: Kristian Corfixen - Sygeplejersken

Jeg har kastet mig over endnu en true crime-bog. Denne gang var det Sygeplejersken, som omhandler sagen fra Nykøbing Falster Sygehus, hvor en ung sygeplejerske blev dømt for drabsforsøg, på 4 indlagte patienter. Nogen mener, at tallet er langt langt større og andre mener, at sygeplejersken er uskyldig og burde være frifundet.

Jeg kender et menneske, som har denne sag tæt inde på livet, idet vedkommende er i nær familie med den dømte. Derfor fulgte jeg sagen ret nært, da den var på sit højeste i medierne. Af samme årsag, så gav det mig ondt i maven at læse denne bog. Jeg forsøgte at holde mine tanker omkring sagen neutrale. Det samme forsøgte jeg at gøre under læsningen, og jeg synes bogen er belyst rigtig fint fra begge vinkler.

Vi får fortalt en historie, som også her vinkles fra flere personers oplevelser, som de har haft på nattevagter op til den nat det hele kulminerede. Et hændelsesforløb, som er så spændende fortalt, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig. Jeg gik fra at tænke ”Ej, hun må jo være skyldig, det kan ikke være anderledes”, til at komme i tvivl og spekulere over de ord, som Jakob Buch-Jepsen skrev i sin bog. "Hellere lade 10 skyldige gå fri, end at én uskyldig bliver dømt". For ja, der er masser af spor der beviser, at der er en person på sygehuset, som har haft i sinde enten at dræbe, eller også har hensigten været, at skabe en livstruende situation, for derved at skabe spænding i egen tilværelse. Men selvom der er beviser, så er der jo ingen af dem, som endegyldigt beviser, at det er pågældende sygeplejerske som har gjort det. Og dog. Hvad der i virkeligheden skete, er der kun én person der ved. 

Jeg er sikker på, at der er masser af mennesker som sidder derude og har en mening om sagen. Jeg synes selvfølgelig det er svært at forholde mig neutral, men samtidig så får jeg lidt sådan en følelse når jeg læser bogen, som nok bedst kan sammenlignes med en ”kigge-kø”. Som om jeg ved at læse bogen, stikker næsen i noget der i bund og grund ikke kommer mig ved. Som om jeg bare burde se at komme videre og lade sagen og dens involverede være i fred. Som om det ikke tilkommer mig, at have en mening. Som om jeg har læst den af ren nysgerrighed. Måske den følelse opstår, fordi det stadig er så relativt ny en sag. Fordi sagens involverede stadig lider.

Bogen er skrevet fint og sagligt. Den tager ikke parti og den belyser som sagt begge sider. Måske trods alt, så tager den mest parti med ofrene, de pårørende og de andre sygeplejersker. Det skinner en smule igennem, synes jeg, om end jeg ikke tror det er hensigten. Den er så spændende fortalt at siderne nærmest vender sig selv. 

Det er en skræmmende historie. For når vi er syge er vi allermest sårbare og netop da, bør vi kunne føle os trygge og stole på at vi selv og vores pårørende er i de bedste hænder. Kærlige hænder som ønsker os raske igen. Jeg håber at Sygeplejerskesagen har været medvirkende til at skabe større sikkerhed omkring medicinen på landets sygehuse. Ikke bare i forhold til drab, som forhåbentlig er yderst sjældent, men også i forhold til fx læger og sygeplejerskers misbrug, som også er et issue i denne sag. Den slags farlig medicin, bør der være skærpet opsyn omkring - men det er en anden historie.  

4 krimiperler fra Frk. Tine til Sygeplejersken.

Anmeldelse: Jakob Buch-Jepsen (i samarbejde med journalist, Stine Bolther) - Jeg som anklager

Normalt er true crime-genren ikke mit interesseområde, men jeg mødte forfatteren til Jeg som anklager, Jakob Buch-Jepsen, på årets krimimesse i Horsens. Han virkede yderst imødekommende, sød og sympatisk. Da han samtidig har været anklager på Ubådssagen, blev min interesse for bogen vakt. Jeg tror det meste af Danmark fulgte med dengang. I det tilfælde, overgik virkeligheden med garanti de flestes fantasi.

Bogen er bygget op i dagbogsform, skrevet af anklageren selv. Vi får lov at følge med i hans liv, både det private med familien og det der foregår i og omkring retssalen. Vi får et indblik i de tanker der rører sig i ham, når han er i gang med en større sag – alt lige fra tanker omkring valg af farven på hans slips, til de følelser og tanker der suser rundt i ham, når han står i retssalen og afhører en drabsmand. Det personlige touch, giver bogen en ekstra og meget positiv vinkel.

Jeg har selvfølgelig set en lang række amerikanske film, hvor dele af den foregår med dramatiske retssalsscener. Jeg har også ofte tænkt, at det må være en underlig følelse, at stå som forsvarer i en sag hvor en drabsmand er under anklage. Fx en sag som den om Peter Madsen og drabet på Kim Wall. Hvordan kan man få sig selv til at argumentere for en frifindelse af sådan en mand? I Jeg som anklager, svarer Jakob Buch-Jepsen på det spørgsmål. Han fremstår endnu engang enormt sympatisk, når han forklarer at han aldrig bliver sur over at tabe en sag, at ingen skal dømmes uden beviser og at alle har ret til, at netop deres sag bliver set grundigt på fra begge vinkler. ”Hellere lade 10 skyldige gå fri end at få én uskyldig dømt”, skriver han i bogen.

Bogen er som sagt bygget op som en slags dagbog. Den gennemgående historie er Ubådssagen, men opdelt i etaper, hvor vi får andre sager belyst undervejs. Det virker på den måde som en slags cliffhanger, som gav mig lyst til at læse mere hurtigst muligt. Jeg fulgte sagen om ubåden da den var på sit højeste, men jeg har aldrig fulgt den så tæt, at jeg kendte alle detaljer. Der er selvfølgelig stadig ting der ikke bliver nævnt, men der var rigtig meget som var nyt for mig.

Jeg finder mig selv fuldstændig betaget af både denne bog, men også af dens forfatter. Jeg synes det er ekstremt spændende at få indblik i den her verden og jeg har kæmpe respekt for den måde Jakob Buch-Jepsen håndterer ikke blot de anklagede, men også sig selv, under så uhyggelige og bestialske sager, som dem beskrevet i bogen her.

Som nævnt tidligere, så havde jeg fornøjelsen af at møde Jakob Buch-Jepsen på årets krimimesse i Horsens. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde læst bogen inden jeg mødte ham, for selvom jeg er blevet oplyst via læsningen, så opstod der samtidig ca. en milliard nysgerrige spørgsmål om alt muligt. 

Jeg er færdig med bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den har gjort stort indtryk på mig og jeg vil faktisk helst bare have mere. Kan jeg få dét – kommer der mon en 2’er? Please!

Anmeldelse: Finn Halfdan - Oraklet

Vi skal ikke læse mange sider ind i Oraklet, før vores hovedperson, Daniel Bro, modtager et skæbnesvangert opkald. Spændingen stiger og så er stilen ligesom lagt!

For 19 år siden, blev Daniels søster myrdet. Sagen har været åben lige siden. Historien begynder hvor Daniel Bro, som nu er politibetjent, tager hen for at fortælle sine forældre, at sagen er blevet henlagt. Og det er så her opkaldet kommer ind i billedet. Netop da Daniel har lukket døren til forældrenes hus, bliver han ringet op af en person, som tilbyder ham navnet på søsterens morder.

Daniel tager selvfølgelig imod tilbuddet, som indebærer fuld diskretion samt en række modydelser. Når man er en lille smule rebelsk og ikke er typen der bare parerer ordrer, så er det svært at holde ord omkring diskretion. Daniel Bro vil kende sandheden, koste hvad det vil.

Plottet er vanvittigt godt fundet på, synes jeg. Hvis du skulle have adgang til en masse ustraffede menneskers DNA-profiler, hvor ville du så starte? Jeg havde ikke regnet den ud. Jeg synes idéen er fascinerende og ret genialt tænkt. Desværre ligger idéen med den anonyme stemme i telefonen enormt tæt op ad en anden bog, som udkom i efteråret 2018. Det er dog på trods af dét, ikke to bøger der som sådan kan sammenlignes, og baggrunden for det hele er også forskellig.

Daniel Bro er en yderst interessant hovedperson. Han er lige dele cool og samvittighedsfuld og han stopper ikke før tingene går efter hans næse. Han har en sød og kompetent partner, Alba, som hjælper ham og står bag ham. Også hun er cool og en smule rebelsk, men dog ikke i samme kaliber som Daniel. Kan han stole på hende?

Daniel og Alba er et par stærke hovedpersoner, som jeg gerne læste flere bøger med. Det er dog sådan, at dette er Finn Halfdans tredje bog, men ingen af dem hænger sammen som serie. Oraklet bliver også afsluttet i en sådan grad, at det ikke tyder på, at vi skal høre mere til Daniel og Alba. Men vi kan jo krydse vores fingre og håbe. På den anden side, så kan enkeltstående bøger altså også noget, som serier ikke kan. 

Jeg har læst de to forrige bøger af Finn Halfdan. Begge er gode bøger. Jeg synes han bliver bedre og bedre og denne her er fortjener fem krimiperler.