lørdag den 31. maj 2014

Anmeldelse: George Shuman - 18 sekunder


Sherry Moore er blind, men hun har en helt særlig evne. Når hun holder en død persons hånd, kan hun se de sidste 18 sekunder af vedkommendes liv. Hun har et godt ry og har hjulpet politiet i flere sager.
I denne bog kommer hun i kontakt med kriminalinspektør Kelly O’Shaugnessy igennem sin gode ven kriminalassistent John Payne. Kelly og John efterforsker hver sin sag i hver sin by, men de finder hurtigt ud af, at der er mange spor der peger i retning af, at deres sager hænger sammen.

18 sekunder, er en intens og medrivende krimi. Spændende fra ende til anden og så kan jeg godt li det lidt overnaturlige aspekt med Sherrys evner. Man kan mene, at det er lidt for nemt at skrive en krimi hvor mord, voldtægter og bortførelser kan opklares af en blind kvinde, som ovenikøbet også er blændende smuk. Normaltvis er jeg heller ikke til det overnaturlige, men her fungerer det. Og helt ligetil bliver det trods alt ikke for kriminalbetjentene. Tvært imod er det skrevet så jeg bare ville ha mere. Jeg sad hele tiden og glædede mig til, at hun skulle ud at holde nye lig i hånden :)

George Shuman er god til at beskrive de forskellige scener, så jeg nemt og meget levende, kunne forestille mig situationen. Selv lugten af død, formår han at beskrive så tydeligt, at det ikke lige var appetitten der var størst bagefter.

Rigtig god bog. 4 krimiperler


Anmeldelse: Pierre Lemaitre - Alex



Den smukke pige Alex, bliver brutalt overfaldet og smidt ind i en varebil, en aften hun er på vej hjem. Hendes overfaldsmand har bygget et lille bitte bur, hvor Alex holdes fanget uden at kunne rette sig op og uden noget særligt mad eller drikke. Hun hejses op under loftet i en øde fabrikshal og her kæmper hun en ulige kamp om livet imod sin overfaldsmand.
Samtidig bliver Kriminalbetjent Camille Verhoeven sat på sagen. Det er ikke den bedste start han får på opgaven, idet han stadig kæmper med sorgen over, at have mistet sin egen kone ved bortførelse og drab. Camille er en meget lille mand i ordets bogstavelige betydning, men han er hård og sej og går målrettet efter en opklaring af sagen.

Bogen er opdelt i 3 dele. Hver del twister historien og den jeg troede var offer, var det ikke alligevel og den jeg troede der var koldblodig og kynisk, havde pludselig min dybeste medfølelse. Kanon god måde at opbygge en krimi på, som jeg ikke er stødt på tidligere i denne form.
Egentlig synes jeg det er en super god bog. Hvis det var muligt at pille dele af den, som forstyrrede min læsning en del, ville den være endnu bedre. For det første er det sproget. Jeg synes ikke det flyder. Sætningerne er bratte og meget anderledes end hvad jeg er vant til at læse. Personernes tanker er rodet rundt imellem hinanden, så det til tider kan være lidt svært at holde styr på dem. Om det kan være fordi bogen er oversat fra fransk, kunne være en mulighed, men under alle omstændigheder synes jeg det ødelagde noget for mig. Jeg synes også der er nogen lidt ligegyldige omstændigheder med i bogen, såsom Camilles afdøde mor og hans kvaler omkring salget af hendes malerier. Det bliver for langt og uden pace og fik mig til at kede mig tilsidst.

Der er dog ingen tvivl om, at selve plottet (hvis man kan kalde det sådan), vil være noget jeg kommer til at tænke over et stykke tid endnu. Grum historie, grum skæbne og jeg håbede til det sidste, at retfærdigheden måtte ske fyldest :)
Det overordnede tema vil jeg ikke nævne, da det vil ødelægge noget af overraskelsen i historien.

4 krimiperler til Alex fra mig