Anmeldelse: Angela Marsons - Tavse skrig

Tavse skrig er en af den slags bøger, som giver ondt i maven imens man læser. Ikke sådan på kvalmemåden fordi det hele er penslet ud, men på den der ”rørt dybt ned i maven-måde”. De skæbner vi møder – både de døde og de levende … arg mand, hvor er det hjerteskærende!!

Jeg er vild med hovedpersonen, Kim Stone. Hun er på den ene side iskold, ligeglad og utilnærmelig. På den anden side, er hun det varmeste og mest omsorgsfulde menneske man kan forestille sig. Det lykkedes til fulde for forfatteren, at koble de to sider af hende sammen, så hun bliver en yderst troværdig person, som jeg glæder mig til at følge.

Liget af en kvinde findes. Hun er myrdet ved drukning i sit eget badekar. Kim Stone er den ledende efterforsker, men da det viser sig, at sagen trækker tråde til et nedlagt børnehjem for unge piger, bliver sagen personlig for Kim. Hun har selv en fortid, på netop sådan et sted. Flere lig dukker op, nye såvel som gamle og det står snart klart, at der er tale om en kold og beregnende morder. Én som på ingen måde er nybegynder.

Vi følger hovedsageligt Kim Stone i hendes arbejde og i hendes møde med forskellige kollegaer, men vi følger også nogen af ofrene, i det øjeblik de bliver slået ihjel. Et par gange kommer vi endda med ind i hovedet på morderen. Den er en af den slags bøger der giver mulighed for at man gætter med og forsøger at regne ud, hvad motivet kan være. Jeg troede jeg havde regnet den ud på snedigste vis, men sandheden viste sig, at være endnu snedigere.

Jeg synes virkelig det her er en cool debut! Den er så veldrejet og fint skrevet. Den har uhygge og den er spækket med følelser, men samtidig er den støvsuget for kærlighed og parforhold 😊

Fem krimiperler får den af mig.

Anmeldelse: Bernard Minier - Cirklen

Claire Diemar er blevet myrdet. Hun er bundet og druknet i sit eget badekar. I poolen i hendes have, flyder der en masse dukker rundt i vandet. På kanten af bassinet sidder en ung mand. Han husker intet af aftenens forløb, men den myrdede kvinde, er både hans lærer og hans elskerinde.

Martin Servaz er tilbage og det samme er muligvis den seriemorder der også hærgede i forrige bog, ”Iskold død”. Julian Hirtmann er besat af Servaz og måske gælder det samme, den anden vej rundt. Men sporene er få og Servaz må kigge i andre retninger, som peger mod hans egen fortid og det universitet han selv studerede på og som hans egen datter studerer på nu. En af hendes bekendte, er det unge mand på swimmingpoolens kant. Tilfældighed?

Samtidig med historien, følger vi sideløbende en kvinde som holdes indespærret og som er udsat for modbydelige ting igennem en langvarig periode. Historien er spændende og jeg havde svært ved at vente på afslutningen af denne del i bogen. Afsløringen kom bag på mig og gav den i forvejen fremragende bog, et lille ekstra plus på genialitetskontoen.

Det her er en ordentlig fed moppedreng på hele 590 sider. Det har taget mig lang tid, at komme igennem den. Til tider, synes jeg den blev en smule langsommelig, men alligevel blev den aldrig egentlig kedelig. Den har både spænding, tempo, uhygge, mulighed for selv at gætte med, stærke hovedpersoner samt det vigtigste – et rigtig godt plot og flere overraskelser til slut. Jeg har det som om jeg kender Martin Servaz og alligevel er der stadig en masse der venter på at blive belyst. Både ham og de to kvindelige betjente, er personer jeg har lyst til at følge og jeg føler på en eller anden måde en tomhed nu hvor bogen er slut. Måske fordi den er så lang, at man følger med i personernes gøren og laden lidt længere tid.

Jeg vakler lidt mellem 4 og 5 perler, men jeg synes faktisk den er så velskrevet, at den fortjener 5.

Anmeldelse: Matthew Arlidge - Dukkehuset

Ruby vågner i sin seng. Hun har tømmermænd og orker ikke at åbne øjnene. Hun trækker dynen tættere om sig, men noget er ikke som det bør være. Duften er forkert. Ruby åbner øjnene og finder sig selv i en fremmed seng. Spærret inde i et kælderrum. 

Liget af en ung kvinde bliver fundet gravet ned på en strand. Hun har ligget der i flere år, men ingen har meldt hende savnet. Nogen har sendt dem beskeder fra hende, så familie og venner har ikke anet uråd.

Så er stilen ligesom lagt for denne 3. del i Matthew Arlidges serie om Helen Grace. Grum, creepy og med en fuldstændig forskruet morder. Der er højt tempo og spænding fra start til slut. Helen Grace er ikke den typiske heltinde. Hun er stærk og sej udadtil, men indeni har hun ar, som aldrig forsvinder. Det er ikke noget som får lov at tage meget plads i bogen, men mere noget som vi fornemmer eller som bliver afdækket bid for bid. Personligt synes jeg, at hun er en super cool hovedperson. En som jeg føler jeg kommer til at kende når jeg læser, og en som jeg savner at høre mere om, når de sidste sider er vendt. I det hele taget er Matthew Arlidge en forfatter, som jeg synes bliver bedre og bedre bog for bog. Jeg ærgrede mig da bogen var slut og over at der nu er ventetid helt til hen omkring september, før næste bog er på hylderne. Hans bøger er velskrevne og når jeg læser dem, føles det lidt som at se en film. Kæmpe plus.

Specielt med denne serie, vil jeg anbefale at du starter fra bog nr. 1. Der sker en hel del ting i de to første bøger, som der henvises til i denne. Der er også baggrundsviden om hovedpersonerne, som bedst forstås hvis man ved hvad der hentydes til. 

Dukkehuset gav mig den der helt særlige følelse af spænding i hele kroppen, men efter flere overvejelser, kommer den ikke helt op til de nye 6 perler. Den ligger dog på grænsen, så det bliver 5 store perler 😊

Den 6. krimiperle siger goddag

Byd velkommen til den 6. krimiperle. 

Hidtil har jeg kørt med 5 perler, men jeg synes ofte, at det er for lidt difference. En treer hos mig, er egentlig en okay karakter, men den kan godt føles svær at give, når bogen egentlig var god, men lige manglede den sidste prik over i’et. 

Det samme gør sig gældende med en rigtig god bog. Dem lander jeg ofte på fem perler, men så er det svært at vide, hvornår vi har med de der bøger at gøre, som bare lige er ekstra gode. Som giver rislen ned ad ryggen, gys, uhygge og ondskab på den helt rigtige måde. Dem der fortjener en ekstra perle. Det kan de få nu. 

Jeg har selvfølgelig overvejet om jeg skulle gå tilbage og rette alle anmeldelser. Jeg er nået frem til, at det bliver for stort et arbejde og for svært at huske. Et par stykker, bliver dog alligevel nok rettet lidt. Jeg håber det vil bidrage til et bredere spektrum i mine anmeldelser. 😅

Anmeldelse: Dennis Jürgensen - Marcherende myrer

Roland Triel er tilbage. Det samme er hans plageånd, Inge Renee Janné, som Triel mistænker for drabet på sin kone og på ildspåsættelse i deres gamle hus på Myntevænget mm. Triel forsøger at køre sagen privat og i det skjulte, men det er ikke let, for Inge Reneé slår til og rammer Triel hvor det gør mest ondt.

Samtidig sker der et voldsomt mord i byens nye sommerfuglecenter. Jeg vil ikke afsløre hvordan det sker, men jeg kan afsløre at det involverer myrer. Det er gået op for mig, at jeg bedst kan lide de brutale mord, som er begået på en spektakulær måde. Når der er tænkt over en anderledes spændende mordmetode, som ikke ”bare” er et skud i brystet eller en snittet hals. Det må jeg sige, at der er her. Altså tænkt og researchet i noget usædvanligt.

Mordet i sommerfuglecenteret trækker tråde 32 år tilbage i tiden. Til en dansker i Spanien, som blev beskyldt for mord. Mord han naturligvis ikke har begået. Vi følger ham i tiden op til forbrydelsen og jeg vil mene, at det er denne historie der er den mest hjertegribende i denne bog. Da sidste side var vendt, sad jeg tilbage med en klump i halsen. Yderst rørende historie.

Noget jeg desværre ikke sad tilbage med, var forløsning over endelig at have fået afsluttet drabet på Myntevænget. Æv, for nu synes jeg den er ved at være trukket langt nok. På den anden side, får historien ikke længere så meget plads, så set fra dét perspektiv er det måske ok, at der er en historie der er gennemgående og som på en eller anden måde får mig til at føle, at det er én lang historie jeg læser.

Når det så er sagt, så synes jeg at forfatteren formår at fortælle to forskellige historier, som heldigvis ikke mødes i tilfældigheder på nogen måde. Det er lækkert synes jeg. På trods af, at bogen er lige så lang som de andre i serien, så kom jeg aldrig til at kede mig. Kapitlerne er korte og afsluttes som regel med spænding. Jeg synes Marcherende myrer er en af de bedste i serien indtil nu.

Én meget vigtig brik bliver lagt på plads til sidst, så nu glæder jeg mig til at læse om konsekvenserne af den. Jeg er kommet sent i gang med Marcherende myrer, så heldigvis, skal jeg ikke vente alt for længe på fortsættelsen.

Fire krimiperler fra mig til myreflokken 🐜🐜🐜🐜

Dennis Jürgensen besøgte selfievæggen hos Krimifan, under årets Krimimesse i Horsens. Han er nok cirka verdens roligste og rareste mand 😊