Anmeldelse: Inger Wolf - Det perfekte sted at dø

Det perfekte sted at dø, er en af de bøger jeg har ventet mest på i år. Skulle det have forbigået nogens opmærksomhed, så er jeg stor Inger Wolf-fan :)

Denne gang bliver Daniel Trokic sendt til Japan og selvmordsskoven Aokigahara. Her skal han forsøge at opklare mordet på en ung dansk forsker, som er fundet hængt i den uhyggelige skov. Mordet er blevet arkiveret som selvmord, så Trokic har ingen hjælp at hente hos det japanske politi, som ikke er interesserede i at hjælpe ham, grundet stolthed og frygten for at tabe ansigt i de højere lag hos politiet. Trokic indlogerer sig, på et lille hyggeligt hostel, hvor den dræbte boede og hvor alle hans kollegaer fra forskerteamet også bor. Angst, hemmeligheder og overtro, blander sig med løgne, hyggelig atmosfære og folk som holder af hinanden, samtidig med, at ingen stoler på hinanden. Imens jeg læste, nåede jeg at mærke det hele. Stemningen blandt de indlogerede, er beskrevet så fint, at jeg næsten følte jeg var en flue på væggen.

Det perfekte sted at dø, er en super god bog. Den holdt mig fanget fra start til slut og blev på intet tidspunkt kedelig. Beskrivelsen af skoven og søen, er så levende at jeg næsten kunne se den for mig og mærke stemningen omkring dem. Yderligere var jeg efterfølgende nødt til, at google Aokigahara og se billeder derfra. Der er både smukke billeder af skoven, men også masser uhyggelige billeder af folk, som har hængt sig i træerne. Trokic viser lidt flere følelser end han plejer. Både hans egne dæmoner fra fortiden i Kroatien, men også hans følelser for politikvinden Angie, som han mødte i forrige bog ”Under en sort himmel”. Heldigvis får sidstnævnte ikke lov at fylde for meget, så vi har stadig en rendyrket krimi, uden alt for meget føleri :)

Plottet i bogen, er, som altid i Inger Wolfs bøger, rigtig godt gennemtænkt og snørklet, så det ikke er sådan lige at regne ud, hvordan det hele hænger sammen. Det perfekte sted at dø, er ikke så makaber som flere af hendes tidligere bøger, men uhyggen er der – både i form af stemningen fra omgivelserne, men også den der snigende fornemmelse af, at lige om lidt sker der noget grumt.  

Efter sigende, skriver Inger Wolf i øjeblikket på en bog, som ikke er i Trokic-serien. Det glæder jeg mig meget til, men samtidig håber jeg ikke vi har hørt det sidste til Daniel Trokic og Lisa Kornelius :)

5 krimiperler fra mig til Inger :)

Anmeldelse: Samuel Bjørk - Der hænger en engel alene i skoven

Der hænger en engel alene i skoven, er en god og spændende krimi. Der er godt tempo i den det meste af vejen, men det er som om den har flere temaer, som ikke helt formår at flette enderne sammen. Ikke at der som sådan er huller i plottet som ikke bliver udfyldt, men mere fordi der er en del emner som forfatteren gerne vil berøre, men ikke helt kommer i dybden med eller får flettet sammen så det virker autentisk.

Bogen handler om politiefterforsker Mia Krüger, som har bosat sig på en øde ø, hvor hun planlægger at tage sit eget liv. Hendes tidligere chef Holger Munch, dukker op i huset og får hende overbevist om, at komme tilbage til politiet for at hjælpe med en alvorlig sag. En sag hvor seksårige piger bliver dræbt og iført gammeldags dukkekjoler, inden de efterlades på offentlige steder. De opdager snart, at der er en forbindelse til en tidligere sag, hvor et spædbarn forsvandt fra det lokale hospital. Barnet blev aldrig fundet.

Samtidig hører vi om forskellige mennesker i en religiøs sekt i skoven. Her kunne jeg godt have tænkt mig, at vi var kommet lidt mere ind i en sag med den sekt. Uden at røbe for meget, så er hele sekt-scenariet en lille smule overflødigt for handlingen, selvom det er spændende læsning.

Mia Krüger og Holger Munch, kan jeg rigtig godt li. Selvom Mias konklusioner til tider er lidt søgte, så kunne jeg godt se bort fra det. Jeg synes det holder.

Alt i alt synes jeg det er en rigtig god bog, som jeg bestemt anbefaler andre at læse. Den scorer ikke toppoint fordi jeg synes den blir en smule rodet til sidst og pga den manglende sammenhæng mellem de ellers spændende emner!

S O M M E R T A N K E R :)

Hermed en lille sommerhilsen fra mig. Jeg håber I alle sammen har haft en dejlig sommer.
Min sommer har været helt fantastisk, med hele 4 ugers ferie sammen med min kæreste og vores tre skønne piger. To uger var vi i Italien, med et temmelig ustadigt vejr, men trods alt også masser af solskin. Nu er pigerne tilbage i skole og børnehave og jeg på arbejde igen.

Jeg fik også tid til at læse lidt i ferien. Bl.a. læste jeg den nye bog af Chris Carter, som jeg denne gang valgte at læse på engelsk for at prøve at læse den med Chris Carters egne ord. Det var egentlig meningen, at I skulle have haft en anmeldelse af den nu, men efter samtale med forlaget Jentas, som udgiver Chris Carter på dansk, besluttede jeg, at vente med at lægge anmeldelsen på, til vi nærmer os den danske udgivelsesdato i starten af oktober. Indtil da, kan jeg fortælle, at det er en topklasse bog og efter min mening en af hans bedste til dato :) 

I sommerferien, måtte jeg også sande, at jeg er en kylling hvad angår uhyggelige ting sådan irl. Jeg var i Tivoli med mine piger og spøgelsestoget skulle selvfølgelig prøves. Jeg var den af os der var mest bange og på et tidspunkt, var jeg tæt på, at skubbe min datter ud af vognen, da to lig lænede sig indover mig og skreg. Da vi tog en tur igen lidt senere, sad jeg med lukkede øjne hele vejen og åbnede dem kun, når vi kom til 5D-området, hvor vi skulle skyde monstre med laserpistoler. Dét var så til gengæld ret sjovt.

I Italien, tog pigerne og mig et par timer i wellness. Her var der bl.a. et dampbad, som selvfølgelig skulle prøves. Det viste sig, at være temmelig mørkt derinde og jeg var så rystende nervøs for, hvad der kunne gemme sig inde i mørket og alt dampen, så jeg satte mig yderst på bænken lige inden for døren. Sad der højst to minutter, før det simpelthen blev for uhyggeligt og jeg skyndte mig ud med et "Pyyyyhw, det er simpelthen for varmt..." :) Underligt at jeg har det sådan, når jeg næsten ikke kan få krimier der er blodige og uhyggelige nok. Eller måske er det netop derfor??

Det er nu næsten en uge siden jeg blev færdig med den sidste bog. Af en eller anden grund, er jeg ikke startet på en ny endnu. Jeg tror aldrig før der er gået så lang tid mellem to bøger, så nu er det i gang igen. Jeg har en hel række bøger, der venter på at blive læst og så udkommer der snart en hel stribe bøger, som jeg glæder mig til at læse. I november venter BogForum, som jeg selvfølgelig også skal deltage i. Det bliver et godt efterår :)
 

 

 

Anmeldelse: Roberto Costantini - Du er det onde

Jeg har en lille smule svært ved, at finde ud af, hvad jeg mener om denne bog. På den ene side, så havde jeg enormt svært ved at komme igennem den. Jeg synes den var sindssygt langstrakt og jeg kedede mig jævnt flere gange. Alligevel var der et eller andet der fik mig til at holde fast ved den. Måske fordi bogens hovedperson Michele Balistreri (og til dels også hans ven Angelo Dioguardi), er så autentisk beskrevet. Jeg kom lynhurtigt til, at synes rigtig godt om dem begge og jeg havde lyst til at finde ud af, hvordan det hele hang sammen. Samtidig er den velskrevet og har en ret god portion humor.

Bogen foregår i Rom, Italien. Vi starter ud i 1982 da den unge smukke Elisa Sordi forsvinder. Balistreri har på daværende tidspunkt, ikke meget andet i hovedet, end at score flotte piger og da Elisa Sordi forsvinder den aften, hvor Italien bliver verdensmestre i fodbold, slår han sagen hen og overbeviser sig selv om, at Elisa er sammen med venner for at se fodbold. Kort tid efter, findes Elisa Sordis lig mishandlet i Tiberen og Michele Balistreri må se i øjnene, at han har skidt i nælderne. Sagen trækker tråde helt ind i Vatikanet og ingen er særligt samarbejdsvillige. Tværtimod.

Del 2 foregår i 2006 hvor Michele Balistreri nu fungerer som politikommisær. Snart begynder en ny række mord, som har ligheder  med det gamle uopklarede mord, fra 1982. Et mord der har forfulgt Balistreri lige siden.  Også denne gang strækker trådene sig ind i Vatikanet og gang på gang, lægges der bevidst forhindringer for opklaringen. Er det Vatikanet eller andre højtstående der stikker kæppe i hjulet, eller er det en udspekuleret seriemorder der udnytter de svagere til at opnå sit mål?

Selvom ”Du er det onde” ind imellem var lidt halvlang, så har den helt sikkert også sine gode og spændende øjeblikke. Jeg læste den imens jeg var i Italien, så det gav muligvis også et ekstra plus på kontoen. Den handler en del om magt og korruption i Italiensk politik, politi og ikke mindst i Vatikanet. Det får dog heldigvis ikke lov at fylde meget i forhold til opklaringen af mordgåden. Slutningen er yderst spændende, men jeg kunne ha ønsket, at den havde haft lidt mere af stemningen fra slutningen, hele vejen igennem.

Ikke nogen dårlig bog, bestemt ikke... men heller ikke toppen af poppen.

Den lander på 3 krimiperler, da den faktisk stadig står tydeligt for mig, nu 1 uge og endnu en bog senere :)