Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Lucy

Lotte Dalgaard har skrevet 3. del i serien om journalisten Line Lyng. Denne gang skal Line grave i et par gamle uopklarede sager. Den ene omhandlende et brutalt mord på en rasteplads, det andet en forsvundet teenager, som nu efter 30 år, stadig ikke er dukket op. Det gør hun imidlertid kort efter. Da hun befinder sig på den britiske ø Jersey, må Line Lyng afsted.

Bogen er hovedsageligt fortalt af henholdsvis Line Lyng og den forsvundne pige Anna – eller Lucy, som hun kalder sig nu. Lucys historie er både interessant og spændende. En trist skæbne, for et ungt menneske, som har mødt den forkerte mand og er endt på værste vis, som fange i sit eget hjem.

Bogen er kategoriseret som spændingsroman, men jeg er desværre nødt til at sige, at jeg ikke synes der er meget spænding i den. Flere steder er den på vej til at blive det, men det er som om der sker for mange forskellige ting, uden der rigtig bliver gået i dybden med nogen af dem. Jeg kan godt lide opklaringsdelen i en krimi, men det er der ikke noget af her. Hovedpersonen er journalist og det vi oplever hende gøre, er mest af alt at interviewe. Her er mange gentagelser og jeg synes det bliver rodet når der springes så meget i tid og personer som der gør.

Lotte Dalgaard er virkelig god til at skildre den ”ægte” personlighed, med meget menneskelige følelser og behov. I en krimi, bliver det dog alt for meget for mig. Jeg er mest til det temmelig uhyggelige med masser af plots og opklaringsarbejde hvor jeg selv kan gætte med på hvem morderen er. Jeg har ikke behov for at høre om hovedpersonens sexfantasier og hendes mange tanker om mad og overvægt. Af den grund, savnede jeg flere forskellige ting i denne bog. Jeg tror til gengæld, at Lotte Dalgaard, ville kunne skrive en super god skønlitterær bog, som ikke gik under betegnelsen krimi, for hun forstår som sagt, at skildre det virkelige menneske på godt og ondt.

Er du mest til krimier med masser af følelser og personlige relationer, og hvor du ikke skal forholde dig til opklaring, så vil Lucy måske være noget for dig. Noget litterært mesterværk er den dog langt fra.

Du kan både følge Frk. Tines krimitanker på Instagram og på Facebook 

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Heksen

Hvad er en heks? I 1600-tallet, var det kvinder som blev anklaget for at være i besiddelse af overnaturlige, onde kræfter og som blev ført igennem vandprøven, tortureret og til sidst brændt på bål.

Op igennem tiden forsvandt disse hekseafbrændinger, men mennesker bliver stadig uskyldigt hængt ud offentligt, for ting de ikke er dømt for i retten. Men folket har dømt dem og det er ofte nok.

I Heksen, følger vi tre historier i tre forskellige årstal. Den ene er helt tilbage i 1672, hvor Elin fortæller sin næsten ubærlige historie om både kærlighed, jalousi og ubeskriveligt had. Den anden foregår for 25 år siden, hvor den 4-årige Stella blev dræbt og smidt i en skovsø. To 13-årige piger tilstod mordet, og da de senere trak deres tilståelse tilbage, var det for sent. De var dømt af både retten og folket.

Sidste historie foregår i nutiden og med alle de gode gamle og meget velkendte personer, i hele Camilla Läckbergs Fjällbacka-univers. Det er lidt som at komme hjem, når læsningen går i gang. Endnu en 4-årig pige forsvinder og så endda fra samme gård, som for 25 år siden. Kan det være et tilfælde? Måske, for der findes nu et flygningecenter i byen og mon ikke det må være en af dem? Dog bor flere af de involverede personer fra Stella-sagen stadig i byen, så alle sten skal vendes.

Det er lang tid siden jeg har læst en bog, der går så meget i følelserne. Den gav mig en konstant indre tristhed, ondt i maven og trak tårer op til mange gange imens jeg læste. Så mange forskellige personligheder, som livet har ramt for hårdt og brutalt.

Historien om heksen Elin, er det der ramte mig mest. Jeg blev dog ved at spekulere over hvordan det kunne have en sammenhæng med mordgåden i de to øvrige historier. En lille notits på bogens sidste side, forklarer det som jeg efterhånden selv nåede frem til, men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg nok ikke helt der er sammenhæng i det. Jeg forstår godt hvad forfatteren vil med det. At drage paralleller til de uskyldigt dømte. Dem som bliver dømt af befolkningen og hængt ud som farlige mennesker. Det som mange flygtninge oplever i dag – dette tilfælde i Sverige. Jeg synes bogen blev meget lang. Også lidt for lang og jeg kom ind imellem til at kede mig med passager, som ikke virkede vigtige for handlingen. Der er for mange af de der episoder hvor en eller anden ”fornemmer” at have overset et eller andet vigtigt for opklaringen. Det bliver for urealistisk og jeg mener bogen kunne være kortet minimum 200 sider ned, for at gøre spændingen i opklaringsarbejdet mere intens. Lidt en kedelig krimi synes jeg det er.

Når det så er sagt, så er det en vanvittigt tankevækkende bog. Jeg tænker, at budskabet er, at man ikke skal dømme andre uden at kende deres inderste tanker og følelser. Bevæggrunden for deres handlinger, kan være noget helt andet, end det vi tror vi ved om det andet menneske. Og ved vi nogensinde hvad der foregår i andres inderste? Jeg tror det ikke. Ser vi bort fra krimidelen, så er det en hård bog. Så mange triste skæbner, så mange uskyldige ”gerningsmænd”. Hjertegribende, tårefremkaldende og yderst tankevækkende. 

En bog der ikke slipper sit tag følelserne, lige med det samme. 

Anmeldelse: Jane Harper - Tørke

Tørke, er en bog, som har vundet en hel masse titler, så jeg havde selvfølgelig sat snuden op efter et brag af en bog. En fuldstændig mageløs debut, står der udenpå den. Det er jeg ikke helt enig i.

Aaron Falk bor i Melbourne, men vender for en kort periode hjem til barndomsbyen, Kiewarra, for at deltage i begravelsen af en gammel ven. En lille flække i ingenmandsland, som han og hans far rejste fra, for at undgå ondsindet sladder. Da Falk var ung, døde en af hans gode veninder. Det er aldrig blevet opklaret hvordan hun døde. Om det var mord eller selvmord, men folkene i byen, giver stadig Falk skylden.

Vennen som er død, er Luke Hadler, som har skudt sig selv med et gevær, efter først at have skudt sin kone og søn. Aaron Falk, har ikke set vennen længe og har aldrig mødt hans kone. Alligevel er der noget i ham som tvivler på, at vennen har gjort noget så grusomt. Byen betjent, er også i tvivl og det varer ikke længe, før de to slår pjalterne sammen og begynder at grave i sagen. De støder på hemmeligheder, som folk har gemt på i årevis. Hemmeligheder, som nogen vil gå langt for at lade forblive hemmeligheder.

Varme og tørke præger historien og er skildret meget fint. Næsten så man kan fornemme det selv, her i kolde Danmark. Falk er en god mand og en jeg hurtigt fattede sympati for, men under huden på ham kommer vi ikke, hvilket er ærgerligt. Når personerne fortæller, bliver vi taget med tilbage i tiden og er med under de pågældende hændelser. Virkelig godt fundet på og anderledes end andre bøger med tilbageblik Desværre synes jeg ikke der ellers er så meget andet originalt ved bogen. God historie med en overraskende slutning, men ikke så overraskende, at den fik mig til at tabe underkæben. Langtfra.

Det kan være farligt at sætte forventningerne for højt til en bog der er meget hypet som denne. Ind imellem bliver man altså desværre skuffet. Bestemt en bog der er værd at læse, men forvent dig ikke den vilde uhygge eller spænding. Det sindsoprivende i bogen, ligger i det sørgelige der er sket med både familien Hadler og den unge Ellie fra fortiden. I hvor langt nogen mennesker vil gå, for at beskytte egen stolthed og eget nederlag.