Anmeldelse: Harlan Coben - Holdt for nar

Æj altså, jeg elsker, når jeg får fat på en bog, som fænger fra start til slut. Når jeg simpelthen ikke har lyst til at lægge den fra mig, for at gå på arbejde, lave mad eller andre praktiske opgaver. Sådan en bog er ”Holdt for nar”.

Vores hovedperson, Maya Stern, har lige mistet sin mand. For få måneder siden, mistede hun også sin højtelskede søster, Claire. Efter begravelsen af Mayas mand, Joe, forærer Mayas veninde hende et nanny cam. En fotoramme, med et indbygget skjult kamera, som skal hjælpe Maya, med at holde øje med babysitteren, når Maya er på arbejde. En dag ser Maya sin afdøde mand på en af optagelserne. Hun er rystet og går i gang med at undersøge sagens sammenhæng. Hun stoler ikke på nogen, så hun må arbejde næsten på egen hånd, med at finde den rette sammenhæng.

Holdt for nar, er ikke en uhyggelig krimi, det var ikke en krimi der fik mig til at gyse, men den var til gengæld spændende og intens fra start til slut. Som læser, aner man hele tiden, at historien kommer til at tage en drejning, at man rent bogstaveligt, bliver ”holdt for nar”. Jeg gættede og gættede og selvom jeg kom i nærheden, så havde jeg ikke regnet plottet ud. Som altid med Harlan Cobens bøger, er der indlagt små livsfilosofier, som får mig til lige at standse op og tænke. Ikke dybe filosofier, der forstyrrer læsningen, men lige akkurat nok til, at give bogen et ekstra løft. Jeg havde lyst til at læse i den hver gang jeg havde en ledig stund. Når jeg ikke læste i den, tænkte jeg på den. Den helt perfekte sommerferiebog 😊🌞

Harlan Coben, har skrevet rigtig mange bøger og størstedelen af dem, er ikke en del af en serie, så man kan bare springe på.

Hvis du har lyst, kan du læse mine anmeldelser, af andre Harlan Coben-bøger, lige HER

Anmeldelse: Katrine Engberg - Blodmåne

Dette er Katrine Engbergs 2. bog i serien om politiassistenterne Jeppe Kørner og Anette Werner, men det er mit første møde med dem begge. Jeg synes med det samme godt om specielt Jeppe. Vi har et fællestræk, som jeg ikke er stødt på ret mange andre, der har. En endnu ret ukendt gren af Tourettespectret, som kaldes tanketics. Melodier, dele af en sang, et navn eller et ord, som kører inde i hovedet, bag de andre tanker. Hos Jeppe Kørner, er det vist hovedsageligt sange. 😊🎵

Liget af en kendt modemand dukker op i sneen. I første omgang, forveksles han med en hjemløs, men det står snart klart, at der er tale om mord, begået på grusom og særdeles udspekuleret vis. Jeppes gode ven, Johannes, er på en eller anden måde indblandet i sagen. Jeg vil ikke sige så meget mere om det, men jeg vil godt afsløre, at programmet Mads & Monopolet, spiller en pænt stor rolle i sagen 😋

Bogen er nutidig og skrevet i et nutidigt sprog. Flere gange kom jeg til at smile og fik i øvrigt udvidet mit ordforråd, med det flatterende ord ”tørkneppe”… jow jow.

Blodmåne er en tankevækkende bog. Venskaber fylder en del, men temaet hævn og savn optager endnu mere. Der er flere af hovedpersonerne, som savner både mødre og fædre, på trods af et svigt, som har sat spor ind i voksenlivet. Det gør bogen levende og giver hurtigt en følelse af, at kende dem.

Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide uhyggelige krimier. De skal ryste mig og det skal helst risle koldt ned ad ryggen. Det fik jeg ikke rigtigt her. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere detaljer omkring mordene, evt. være kommet lidt tættere på offeret i de sidste minutter. Plottet er godt og ikke sådan lige at regne ud. Jeg gættede og gættede, for der var masser af mulige gerningsmænd. Den del var lige i øjet.

Af forskellige årsager vippede jeg lidt mellem 3 og 4 krimiperler, men jeg synes dog at den overordnet set fortjener de 4. Jeg var underholdt hele vejen igennem og havde svært ved, at lægge bogen fra mig. Sproget flyder og det er en af den slags bøger, som på en eller anden uforklarlig måde, gør mig lidt glad.

I fredags, var jeg så heldig, at være inviteret til udgivelsesreception for Katrine Engberg. Det foregik i Botanisk have på Observatoriehøjen. Det var en god og sjov oplevelse, og en del af handlingen i Blodmåne foregår netop der. Katrine fortalte os, at hun har fundet et suverænt godt mordvåben til bog 3. Hun mente også, at den ville blive mere uhyggelig. Jeg har svært ved at vente på den 😊

VIL DU VÆRE MED OVRE PÅ FACEBOOK??? 

Anmeldelse: C. L. Taylor - Savnet

Savnet, går under betegnelsen ”thriller”. Jeg synes mere, vi har at gøre med noget domestic noir. Dog kommer vores hovedpersoner også ud i det offentlige rum, men jeg synes som udgangspunkt, at historien drejer sig, om de nære relationer. Men altså…. Hvad ved jeg egentlig om genrer? Nul og en ski, så det må jeg hellere lade vær, at kloge mig på!

I stedet kan jeg fortælle lidt om handlingen. Vores hovedperson og jeg-fortæller, Claire Wilkinson, har mistet sin søn. Det er 6 måneder siden han forsvandt sporløst. Claire og hendes mand, Mark, lever i håbet om, at Billy bare er stukket af hjemmefra, men som tiden går, rinder håbet stille og roligt ud. Claire er ved at gå helt i stykker og hun begynder at opleve black outs, hvor hun pludselig vågner et fremmed sted, uden at ane hvordan hun er kommet dertil, eller hvad hun har lavet under sit black out. Vi føler tydeligt hendes smerte og skyldfølelse. Hendes mand og anden søn, plages også af skyldfølelse og deres liv er ligeledes på vej ned i mørket. Bogen gennemsyres af sorg, tragedie og følelsen af, at der venter os en overraskende drejning.

Desværre kommer der ikke nogen drejning. Jeg ventede og ventede på, at historien skulle tage fart. Vel er Claires oplevelser og følelser gribende, men det bliver ret hurtigt kedeligt og langtrukket. Super ærgerligt, for jeg var ret vild med forfatterens forrige bog, Løgnen. Den var, efter min mening, af en helt anden og langt mere slagkraftig kaliber. Det mest spændende, er den sideløbende historie, i form af en chatkorrespondance mellem to personer. Vi er ikke helt er sikre på hvem personerne er, men vi begynder at få en anelse og der tegnes et billede, af en ubehagelig person. 

Slutningen er tankevækkende. I får lige et lille citat: 
”Men man er nødt til, at give slip på sine børn. Man er nødt til at lade dem vælge deres egen vej, og hvis de vælger den forkerte, kan man kun håbe, at de kommer til en og rækker ud efter ens hånd..”