Adventskonkurrence på Facebook

Julen nærmer sig, så derfor har jeg lavet en lille adventskonkurrence til jer. For at deltage, skal du over på Facebook. 

Bogen der kan vindes, er Kludedukken, som du kan læse min anmeldelse af lige H E R

Anmeldelse: Lotte Petri - Black notice

Black notice er en krimiserie. En miniserie, kan man nok kalde det. 5 afsnit har den og hvert afsnit har omkring 45 sider. Nogen lidt flere, andre lidt færre. Selvom den er kort, så er den spækket med spænding og grusomhed.

Drabsefterforsker Felix Jørgensen og hans nye makker Kathrine Nymark, bliver sat på sagen om at finde en brutal morder, som lemlæster og forulemper unge kvinder, for til sidst at slå dem ihjel. Det står hurtigt klart, at der er tale om en seriemorder, som er på spil flere steder i Europa. Vi følger flere forskellige efterforskere og det hele kædes fint sammen.  

Der er tilpas mange beskrivelser, til at fodre min fantasi med uhyggelige billeder. Det er en kort historie, så jeg var hurtigt igennem den, hvilket var både godt og skidt. Jeg ville gerne vide hvordan den endte og samtidig ville jeg have mere. I en miniserie som denne, har forfatteren friere spil og kan gøre som det passer hende/ham med sine hovedpersoner. Det gjorde, at jeg hele tiden havde en fornemmelse af, at tingene ikke nødvendigvis kom til at ende lykkeligt. Og arg altså, hvilken slutning. Jeg håber ikke det her er det sidste vi har hørt til Felix og Kathrine - de er et stærkt makkerpar. Jeg ønsker mig enten 5 afsnit mere eller en hel roman om de to.

Bogen kan læses afsnit for afsnit på e-bog, men er også udgivet samlet i papirbog.

Følg meget gerne med på Facebook og Instagram

Anmeldelse: Paul Cleave - Øje for øje

Forestil dig, at en af de personer du elsker allermest, blev udsat for en grov forbrydelse med døden til følge. Hvis et eller andet møgsvin, havde voldtaget og/eller dræbt din elskede eller dit barn. Hvordan ville du have det – ville du ønske 5 minutter alene med drabsmanden og udøve hævn?

Theodore Tate og hans makker Carl Schroeder, oplever gang på gang at de pårørende til grove forbrydelser, ønsker netop dette. 5-minuttermanden har sat sig for at hjælpe disse pårørende, så han opsøger dem og tilbyder dem deres fem minutter alene. Flere af dem tager imod tilbuddet og Tate har til opgave at sætte en stopper for disse drab. Det er svært for ham på flere måder. Dels fordi han har en formodning om hvem 5-minuttermanden er, men også fordi Tate selv har haft sine 5 minutter, da hans datter blev slået ihjel og hans kone blev katatonisk. Han har aldrig fortrudt sin handling.

Paul Cleave er god til, at skrive krimier, som ikke er som alle andre. Dette er 2. bog fra ham, hvor vi faktisk følger morderen og ved (næsten) fra starten hvem han er. Alligevel formår han at skabe masser af spænding og jeg var fastholdt hele vejen igennem. Jeg synes dog ikke ”Øje for øje”, er helt på højde med de andre bøger jeg har læst af ham. Selvom der er spænding, så er den ikke så højintens som normalt i Cleaves bøger og jeg synes der bygges mere på følelser i bogen her. For jeg kom selvfølgelig til at tænke på alt det her med straf. Hvis vi forestiller os, at man fik sine 5 minutter med den der har fået vores liv til at styrte i grus, så sidder der en familie et sted derude, som også får taget en person fra sig, som de elsker højt – voldsforbryder eller ej. Har de så også ret til at hævne? Skruen uden ende. Spørgsmålet om dødsstraf rejses også. Hvem er det der straffes hårdest når det sker? Er det morderen der forlader denne jord med en giftsprøjte i armen, eller er det morderens efterladte? Hans mor og far, kone og børn?

Øje for øje er en god og spændende bog, som sætter tankerne i gang. Jeg fik lidt en følelse af, at der er sprunget en bog i rækken over, med udgivelsen af denne. Der henvises en hel masse til en anden sag. Hvis det er tilfældet, så kender vi allerede slutningen af den bog nu, hvilket er ærgerligt. Det har dog ikke stor betydning for handlingen i denne bog. Øje for øje, er 6. bog af Paul Cleave udgivet på dansk. Forlaget har dog ikke valgt at udgive bøgerne i den rækkefølge de er skrevet, så derfor skaber det til tider lidt forvirring i læsningen. 
Sproget og humoren står skarpt som altid. Det er nok det jeg sætter størst pris på hos i Paul Cleaves bøger!

4 krimiperler til Øje for øje.

Følg også gerne med på Facebook og Instagram

 H E R kan du læse flere anmeldelser af Paul Cleaves bøger 😊

Anmeldelse: Mats Strandberg - Hjemmet

Hjemmet er bog nr. 2 fra svenske Mats Strandberg. Første bog hed Færgen og begge bøger er præget af et overnaturligt element. Hvor den første handlede om vampyrer, har denne djævelen som omdrejningspunkt. Eller måske er det noget andet tilsvarende ondt - det finder vi ikke helt ud af. 

Vi følger flere forskellige personer undervejs, men vores hovedpersoner er Joel og Nina. Joel er vendt tilbage til den lille by, fordi hans mor er blevet dement. Han har passet hende et stykke tid, men nu har hun fået plads på demenshjemmet "Fyrreskyggen". På Fyrreskyggen arbejder Nina. Joel og Nina har en fortid sammen, som bedste venner, men det sluttede brat og på en uhensigtsmæssig måde. Snart begynder underlige ting at ske på Fyrreskyggen. De demente ældre bliver bange og utrygge og begynder at se ting, som ikke umiddelbart er synlige for andre. Efterhånden som hændelserne eskalerer, finder Nina og Joel ud af, at de er nødt til at stå sammen. 

Hjemmet har en uhyggelig forside, synes jeg. Jeg synes også at scenen ligesom er sat, for en uhyggelig historie. Desværre synes jeg simpelthen ikke der skete nok. Den krybende uhygge, som jeg havde sat mine forventninger op efter, udeblev desværre helt for mig. Jeg kan godt være med til det overnaturlige til en vis grænse, men når det kommer til djævlebesættelse og lignende, så står jeg altså åbenbart af. For mig blev bogen langsommelig og kedelig og jeg kunne simpelthen ikke svinge mig op til at finde noget som helst uhyggeligt eller spændende ved den. Til gengæld synes jeg de demente ældre er skildret virkelig fint og respektfuldt. Jeg har selv Alzheimers demens inde på livet, da min svigerfar er ramt af det. Bogen gav indblik i sygdommen og hvad vi kan forvente med tiden. På den måde blev jeg rørt af fortællingen. 

Bogen er betegnet som en hjertegribende gyser. Hjertegribende er jeg meget enig i. Gyser ... not so much. 

2 perler må den desværre nøjes med. 

Frk Tines Krimitanker er både på Facebook og Instagram. Jeg vil blive glad, hvis du har lyst til at følge med der også! 

Anmeldelse: Daniel Cole - Kludedukken

Altså, bare titel og omslag gør alene, at denne bog giver en fornemmelse af uhygge der kryber under huden. Når man så læser bagpå – hvilket jeg så faktisk ikke gjorde, fordi det undgår jeg helst – så stiger forventningerne lige et ekstra lille nøk.

Vores hovedperson er kriminalassistent William Fawkes, som dog går under navnet Wolf. Han bliver kaldt ud til en opgave, som viser sig, at være i lejligheden lige overfor hans egen. Et lig dingler fra loftet og viser sig hurtigt, at være en form for dukke, syet sammen af kropsdele fra 6 forskellige mennesker. Wolf genkender hovedet og holdet skal nu finde ud af hvem de øvrige 5 ligdele tilhører. Midt i balladen, sender morderen en liste med yderligere 6 personer, sammen med tidspunkterne for hvornår de skal dø. Så tikker minutterne ellers derud af og der er ikke sparet på hverken opfindsomme mordmetoder, malende beskrivelser eller overraskelser undervejs.

Jeg er ekstremt begejstret for den her bog. Den har den der lille snert af humor som jeg elsker og er i det hele taget virkelig vellykket rent sprogligt. Jeg valgte at høre den som lydbog, så den kunne være min tidsfordriv i bilen, på vej til BogForum og hjem igen. Den blev SÅ meget mere end dét, for jeg kunne slet ikke vente med at høre den, til jeg skulle køre hjem igen. Alt den tid jeg opholdt mig på mit hotel, kørte den også. Jeg havde lyst til at høre den hele tiden og lå vågen til langt ud på natten, selvom den også gjorde, at jeg næsten ikke turde sove alene. I øvrigt også en ret fremragende oplæser, hvis du skulle få lyst til at høre den som lydbog.

William Fawkes er en stærk hovedperson og endnu mere i samspillet med kollegaen Emily Baxter. Bestemt to personer, som jeg vil glæde mig til at følge. Jeg har læst mig til, at Daniel Cole er i gang med at skrive en toer. Tak for det. Så håber jeg ikke der går for lang tid, før vi får den på dansk.

5 krimiperler får den af mig.

Frk Tines krimitanker, kan du også finde både på Facebook og Instagram 

Anmeldelse: Sara Blædel - Ilkas arv

Jeg er en af dem, som synes rigtig godt om første del af ”Bedemandsserien”. Jeg har glædet mig til fortsættelsen og været spændt på hvad der videre ville ske for Ilka og om den, tilsyneladende lidt luskede nonne, virkelig har rent mel i posen. Hvor den første bog, hørte til i gruppen af bøger med lidt mere langsommeligt tempo, så er der skruet en hel del op for tempoet i denne.

Ilka befinder sig stadig i den lille amerikanske by, Racine. Hun har arvet sin afdøde fars bedemandsforretning, men det vil være en underdrivelse at sige, at det ikke går så godt for forretningen. For Ilka, betyder bedemandsforretningen heller ikke rigtig noget. Det betyder mere for hende, at finde ud af, hvorfor hendes far forlod Ilka og hendes mor for 33 år siden, og aldrig lod høre fra sig igen. Og Ilka kommer et godt skridt nærmere i denne bog. Da først én dør har åbnet sig på klem med snerten af hemmeligheder, så varer det ikke længe før skeletterne vælter ud af skabet.

Endnu engang har vi at gøre med en følelsesladet bog, men den kombinerer i højere grad spændingen og jeg var fanget ind fra start til slut. Jeg kan virkelig godt lide Ilka. Hun er stærk og sej, men samtidig følsom og såret og nu også styret af hævnlyst og en stærk indre vrede. En vrede som hun - måske - har arvet fra sin far.

Jeg er fascineret af den her fortælling. Jeg synes det er opløftende, med noget så anderledes som en krimi der har en bedemandsforretning som omdrejningspunkt. Det er et modigt skridt at tage, af en forfatter, som ellers har en stor fanskare til en populær krimiserie. Jeg synes det er lykkedes til fulde og jeg havde virkelig svært ved at lægge bogen fra mig igen. Og så lige en lille afsløring – bogen slutter med en cliffhanger, som gør det riiiigtig svært at vente på den tredje og sidste bog i serien!!

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Pagten

Der er gået 5 år, siden Thomas Ravnsholdt – bedre kendt som Ravn, mistede sin kæreste Eva. Igennem de forrige bøger, har vi fulgt ham på godt og ondt, i tiden efter drabet. Politiet var sikre på, at Eva var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, i forbindelse med et indbrud i parrets fælles lejlighed. Ravn har nægtet at opgive sin søgen efter Evas morder, men er nu så småt ved at acceptere, at han aldrig når i mål. Og så dukker der pludselig spor op. Spor, som bliver serveret for Ravn i passende dosis, af den fængslede politimorder Igor Kaminsky. Oplysningerne bliver givet til ham via Evas chef, forsvarsadvokat Christopher Bruhn. Snart kommer Bruhn ud for en ubehagelig ulykke. Der er omstændigheder ved hans død, som drager Ravns opmærksomhed i retning af mordet på Eva. Hans jagtinstikter er tændt igen, og denne gang er der flere spor at gå efter.

Hvis du har læst alle bøgerne om Ravn, så har du sikkert lige som mig, ventet med længsel på en opklaring af mordet på Eva. Vi har hele tiden vidst, at der lå mere bag end bare et fejlslagent indbrud. I denne 5. bog, bliver vi endelig klogere og jeg afslører ikke for meget, når jeg fortæller, at morderen får et navn og et ansigt. Han får endda en personlighed og vi fornemmer brudstykker af en barndom med en tyranniserende far.

Der er spænding og fart på, fra start til slut. Jeg blev fuldkommen fanget ind i Ravns verden og kunne næsten ikke lægge bogen fra mig igen. Den fulgte med mig overalt hvor jeg vidste, at der lige ville blive lidt tid til læsning. Som det er sket flere gange før, når jeg læser Katz Krefelds bøger, så havde jeg det som om jeg så en indre film. I øvrigt passer Michael Falch ind i mit billede af rollen som Ravn, skulle serien nogensinde blive til film eller tv-serie :)

Jeg er endnu engang kommet rigtig meget i tvivl omkring uddeling af krimiperler. Jeg var opslugt i spændingen fra start til slut, den havde elementer af creepy og kvalme, som jeg sætter pris på i en krimi, men den var ikke decideret uhyggelig med et udspekuleret plot og en vanvittig intelligent morder. Ligeledes er den ikke umiddelbart en stand alone, da jeg vil mene, at man virkelig vil mangle baggrundsviden hvis man læser den, som den første. Har man der imod læst dem alle, så er jeg sikker på at man vil elske denne bog. Og Ravn. Han har udviklet sig væk fra drikkeriet og er blevet en pænt sej hovedperson.

4 perler og en kæmpe ros, fra mig til Pagten

Imens jeg sad og skrev denne anmeldelse, fløj der pludselig en ravn op og satte sig på lygtepælen foran vores hus. 

 Frk. Tines krimitanker, er både på Facebook og Instagram. 

Anmeldelse: Karin Slaughter - Den gode datter

De fleste vil, når de hører navnet Karin Slaughter, regne med, at det er en god grum krimi, de skal i gang med at læse. Jeg har kun læst tre Slaughter-krimier og de to seneste var særdeles uhyggelige og med lækre plots. Det gør sig desværre ikke gældende for denne.

De to søstre, Samantha og Charlotte, bliver udsat for en forfærdelig tragedie, som i bogstavelig forstand, smadrer deres lille familie. 28 år senere, har tragedien ødelagt søstrenes forhold til hinanden og Sam har forladt den lille by, Pikeville, for altid. Da tragedierne endnu engang vælter ned over Charlotte og truer med at ødelægge hende helt, ender Samantha alligevel med at komme tilbage for at støtte sin søster. Hemmeligheder fra den forfærdelige dag for 28 år siden, bliver stille og roligt trukket frem i lyset.

Det har taget mig flere uger at komme igennem denne bog. Ikke bare fordi det er en murstensroman på 539 sider, men ganske enkelt fordi den ikke formåede at fange mig særlig længe af gangen. Den lagde egentlig rigtig spændende ud og de første 150 sider var jeg begejstret. Så var det som om det hele ligesom gik lidt i stå og der kom mange gentagelser, fordi vi hører samme historie flere gange. Godt nok fra flere vinkler, men alligevel de samme hændelser. Historien er egentlig god og virkelig godt skrevet. Alligevel bliver det temmelig langtrukket og jeg kom til at kede mig efter få sider, hvilket også er grunden til, at det tog mig så lang tid at blive færdig. De ting jeg synes var de mest interessante, blev kun berørt sporadisk.

Skyld og tilgivelse er emner der vendes i bogen, ligesom kærligheden til forældre og søskende og behovet for at føle sig elsket, værdsat og at høre til i flokken. Indimellem er sandheden værre end hemmeligheden.

Måske er denne bog ikke skrevet som krimi. Det står heller ikke på den som betegnelse. Det er en følelsesladet bog, en velskrevet og dyb bog fyldt med overvejelser om livet, hvis man lige vælger at analysere en smule. Der er bare lige den hage, at den simpelthen blev for lang og spændingen og krimidelen for kort. 

Frk. Tines krimitanker er også på Facebook og Instagram

Anmeldelse: Lotte Dalgaard - Lucy

Lotte Dalgaard har skrevet 3. del i serien om journalisten Line Lyng. Denne gang skal Line grave i et par gamle uopklarede sager. Den ene omhandlende et brutalt mord på en rasteplads, det andet en forsvundet teenager, som nu efter 30 år, stadig ikke er dukket op. Det gør hun imidlertid kort efter. Da hun befinder sig på den britiske ø Jersey, må Line Lyng afsted.

Bogen er hovedsageligt fortalt af henholdsvis Line Lyng og den forsvundne pige Anna – eller Lucy, som hun kalder sig nu. Lucys historie er både interessant og spændende. En trist skæbne, for et ungt menneske, som har mødt den forkerte mand og er endt på værste vis, som fange i sit eget hjem.

Bogen er kategoriseret som spændingsroman, men jeg er desværre nødt til at sige, at jeg ikke synes der er meget spænding i den. Flere steder er den på vej til at blive det, men det er som om der sker for mange forskellige ting, uden der rigtig bliver gået i dybden med nogen af dem. Jeg kan godt lide opklaringsdelen i en krimi, men det er der ikke noget af her. Hovedpersonen er journalist og det vi oplever hende gøre, er mest af alt at interviewe. Her er mange gentagelser og jeg synes det bliver rodet når der springes så meget i tid og personer som der gør.

Lotte Dalgaard er virkelig god til at skildre den ”ægte” personlighed, med meget menneskelige følelser og behov. I en krimi, bliver det dog alt for meget for mig. Jeg er mest til det temmelig uhyggelige med masser af plots og opklaringsarbejde hvor jeg selv kan gætte med på hvem morderen er. Jeg har ikke behov for at høre om hovedpersonens sexfantasier og hendes mange tanker om mad og overvægt. Af den grund, savnede jeg flere forskellige ting i denne bog. Jeg tror til gengæld, at Lotte Dalgaard, ville kunne skrive en super god skønlitterær bog, som ikke gik under betegnelsen krimi, for hun forstår som sagt, at skildre det virkelige menneske på godt og ondt.

Er du mest til krimier med masser af følelser og personlige relationer, og hvor du ikke skal forholde dig til opklaring, så vil Lucy måske være noget for dig. Noget litterært mesterværk er den dog langt fra.

Du kan både følge Frk. Tines krimitanker på Instagram og på Facebook 

Anmeldelse: Camilla Läckberg - Heksen

Hvad er en heks? I 1600-tallet, var det kvinder som blev anklaget for at være i besiddelse af overnaturlige, onde kræfter og som blev ført igennem vandprøven, tortureret og til sidst brændt på bål.

Op igennem tiden forsvandt disse hekseafbrændinger, men mennesker bliver stadig uskyldigt hængt ud offentligt, for ting de ikke er dømt for i retten. Men folket har dømt dem og det er ofte nok.

I Heksen, følger vi tre historier i tre forskellige årstal. Den ene er helt tilbage i 1672, hvor Elin fortæller sin næsten ubærlige historie om både kærlighed, jalousi og ubeskriveligt had. Den anden foregår for 25 år siden, hvor den 4-årige Stella blev dræbt og smidt i en skovsø. To 13-årige piger tilstod mordet, og da de senere trak deres tilståelse tilbage, var det for sent. De var dømt af både retten og folket.

Sidste historie foregår i nutiden og med alle de gode gamle og meget velkendte personer, i hele Camilla Läckbergs Fjällbacka-univers. Det er lidt som at komme hjem, når læsningen går i gang. Endnu en 4-årig pige forsvinder og så endda fra samme gård, som for 25 år siden. Kan det være et tilfælde? Måske, for der findes nu et flygningecenter i byen og mon ikke det må være en af dem? Dog bor flere af de involverede personer fra Stella-sagen stadig i byen, så alle sten skal vendes.

Det er lang tid siden jeg har læst en bog, der går så meget i følelserne. Den gav mig en konstant indre tristhed, ondt i maven og trak tårer op til mange gange imens jeg læste. Så mange forskellige personligheder, som livet har ramt for hårdt og brutalt.

Historien om heksen Elin, er det der ramte mig mest. Jeg blev dog ved at spekulere over hvordan det kunne have en sammenhæng med mordgåden i de to øvrige historier. En lille notits på bogens sidste side, forklarer det som jeg efterhånden selv nåede frem til, men hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg nok ikke helt der er sammenhæng i det. Jeg forstår godt hvad forfatteren vil med det. At drage paralleller til de uskyldigt dømte. Dem som bliver dømt af befolkningen og hængt ud som farlige mennesker. Det som mange flygtninge oplever i dag – dette tilfælde i Sverige. Jeg synes bogen blev meget lang. Også lidt for lang og jeg kom ind imellem til at kede mig med passager, som ikke virkede vigtige for handlingen. Der er for mange af de der episoder hvor en eller anden ”fornemmer” at have overset et eller andet vigtigt for opklaringen. Det bliver for urealistisk og jeg mener bogen kunne være kortet minimum 200 sider ned, for at gøre spændingen i opklaringsarbejdet mere intens. Lidt en kedelig krimi synes jeg det er.

Når det så er sagt, så er det en vanvittigt tankevækkende bog. Jeg tænker, at budskabet er, at man ikke skal dømme andre uden at kende deres inderste tanker og følelser. Bevæggrunden for deres handlinger, kan være noget helt andet, end det vi tror vi ved om det andet menneske. Og ved vi nogensinde hvad der foregår i andres inderste? Jeg tror det ikke. Ser vi bort fra krimidelen, så er det en hård bog. Så mange triste skæbner, så mange uskyldige ”gerningsmænd”. Hjertegribende, tårefremkaldende og yderst tankevækkende. 

En bog der ikke slipper sit tag følelserne, lige med det samme. 

Anmeldelse: Jane Harper - Tørke

Tørke, er en bog, som har vundet en hel masse titler, så jeg havde selvfølgelig sat snuden op efter et brag af en bog. En fuldstændig mageløs debut, står der udenpå den. Det er jeg ikke helt enig i.

Aaron Falk bor i Melbourne, men vender for en kort periode hjem til barndomsbyen, Kiewarra, for at deltage i begravelsen af en gammel ven. En lille flække i ingenmandsland, som han og hans far rejste fra, for at undgå ondsindet sladder. Da Falk var ung, døde en af hans gode veninder. Det er aldrig blevet opklaret hvordan hun døde. Om det var mord eller selvmord, men folkene i byen, giver stadig Falk skylden.

Vennen som er død, er Luke Hadler, som har skudt sig selv med et gevær, efter først at have skudt sin kone og søn. Aaron Falk, har ikke set vennen længe og har aldrig mødt hans kone. Alligevel er der noget i ham som tvivler på, at vennen har gjort noget så grusomt. Byen betjent, er også i tvivl og det varer ikke længe, før de to slår pjalterne sammen og begynder at grave i sagen. De støder på hemmeligheder, som folk har gemt på i årevis. Hemmeligheder, som nogen vil gå langt for at lade forblive hemmeligheder.

Varme og tørke præger historien og er skildret meget fint. Næsten så man kan fornemme det selv, her i kolde Danmark. Falk er en god mand og en jeg hurtigt fattede sympati for, men under huden på ham kommer vi ikke, hvilket er ærgerligt. Når personerne fortæller, bliver vi taget med tilbage i tiden og er med under de pågældende hændelser. Virkelig godt fundet på og anderledes end andre bøger med tilbageblik Desværre synes jeg ikke der ellers er så meget andet originalt ved bogen. God historie med en overraskende slutning, men ikke så overraskende, at den fik mig til at tabe underkæben. Langtfra.

Det kan være farligt at sætte forventningerne for højt til en bog der er meget hypet som denne. Ind imellem bliver man altså desværre skuffet. Bestemt en bog der er værd at læse, men forvent dig ikke den vilde uhygge eller spænding. Det sindsoprivende i bogen, ligger i det sørgelige der er sket med både familien Hadler og den unge Ellie fra fortiden. I hvor langt nogen mennesker vil gå, for at beskytte egen stolthed og eget nederlag.

Anmeldelse: Darcey Bell - En lille tjeneste

Hvor godt kender du din bedste veninde? Er I virkelig veninder, eller er det hele bygget på en grum løgn?

I ”En lille tjeneste”, finder Stephanie ud af, at hendes bedste veninde, Emily, ikke har fortalt hende sandheden om sig selv. Stephanie har svært ved at holde på nogen hemmeligheder omkring sit eget liv. Det går op for hende, at hun måske har afsløret for meget – noget som måske kan bruges imod hende.

Da Emily forsvinder, er Stephanie sikker på, at der er sket en forbrydelse. Emily dukker ikke op efter sin søn, som Stephanie passer. Hun sagde hun ville hente ham næste dag. Emilys mand siger, at hun er på flere dages forretningsrejse og Stephanie begynder efterhånden at tvivle på egen forstand.  

Da liget af Emily bliver fundet og hendes søn bliver ved at påstå, at hun er levende og at han har set hende, begynder Stephanie for alvor at tvivle på egen forstand.

Bogen er skrevet i 3. person og fortælles i første omgang af Stephanie. Både i en slags dagbogsform, men vi følger også med i de ting hun skriver på sin blog, til andre mødre. Historier, som tegner et rigtig fint billede af nutidens trend med sociale medier, og hvordan folk iscenesætter sig selv som én ting, imens virkelighedens billede er noget helt andet.

Bedst som vi tror, at bogen er bygget op af skiftevis Stephanies tanker og hendes blog, så dukker Emilys tanker og hendes vinkel på historien pludselig også op. Til sidst får vi ligeledes ægtemanden Sean på banen. Jeg synes det virker rigtig fint. Jeg kan godt lide den typer bøger, hvor man får flere vinkler på samme sag.

Til at begynde med, synes jeg historien var spændende, men hurtigt begyndte den at køre i samme, lidt tamme, rille. Der skete ikke rigtigt det vilde, men alligevel var jeg fanget af en underliggende spænding som byggede op til noget stort. Der var da også enkelte småoverraskelser undervejs, men ikke noget sindsoprivende. Personerne virker barnagtige og halvdumme og det bliver især tydeligt hos Stephanie hen imod slut. Det som jeg troede ville byde på det vildeste twist til sidst, blev bare mere og mere fladt. Bogens slutning er mildest talt – pardon my French – pisse irriterende! Masser af løse ender og ingen af dem efterlod noget som helst til fantasien.

Den kunne have haft det hele, men den tabte det på gulvet. To perler fra mig. 

Anmeldelse: Luca D'Andrea - Bjerget

Ti bogstaver: Besættelse. 

Den sætning nævnes flere gange i løbet af bogen og på en måde kan man godt sige, at det var præcist sådan jeg havde det undervejs. 

Bjerget er en bog, som jeg havde yderst svært ved at lægge fra mig, da jeg først var gået igang. Bogens handling foregår i Dolomitterne, og fik måske tilsat lidt ekstra krydderi, idet mine forældre var på vandretur netop dér imens jeg læste. Samtidig kørte vi selv i bjerge på vej på ferie i Italien, i nogenlunde samme område, da jeg gik igang med bogen. Det alene, kan dog ikke tage æren for den her fremragende læseoplevelse.

Bogen fortælles i jeg-form af hovedperson, Jeremiah Salinger. På den måde bliver han enormt virkelig og jeg følte næsten jeg kom til at kende ham. Han er lidt som et barn på nogen områder. Impulsstyret og lyver for sine nærmeste, for at undgå skæld ud eller for at få lov til at fortsætte med de ting han brænder for. Han er typen der glæder sig som et barn, når der er sjove ting i vente. 

Jeremiah er amerikaner, men gift med Annelise, som er fra det sydlige Italien. Den tysktalende del af Sydtyrol. De mødte hinanden i New York, men da Salinger og hans ven, Mike, havde brug for at få gang i deres karrierere indenfor dokumentarfilm, rykkede de teltpælene op og flyttede tilbage til Annelises fødeby, Siebenhoch. Mike og Salinger arbejder på en dokumentar om redningstjenesten i Dolomitterne. Alt går efter planen, men så sker der en alvorlig ulykke, som ødelægger Jeremiah Salinger. Han går i stå og ved en tilfældighed, støder han på en gammel historie om en massakre som fandt sted i byen 30 år tidligere. En grusom massakre, hvis morder aldrig er blevet afsløret. Jeremiah begynder at rode op i den gamle sag. Det får følger, som han ikke havde ventet og er samtidig ved at ødelægge forholdet til hans kone og deres lille datter Clara. 

Bjerget skal laves til tv-serie og jeg har ekstremt svært ved at vente på det. Det er en af den slags bøger, som jeg så for mig som en indre film. Der hang en dyster steming over hele fortællingen og flere gange var jeg holdt hen i åndeløs spænding. 
Det er ikke en bog med masser af action. Den tenderer tværtimod til den lidt langsommelige side engang imellem. Nogen vil måske kalde den langtrukket, men for mig var den kilde til kuldegysning og den pirrede min nysgerrighed i så høj grad, at jeg var nærmest ukontaktbar. Isoleret fra de ting der foregik omkring mig. Bedst som jeg troede, at nu havde jeg regnet ud hvem der havde gjort det og hvordan det hele hang sammen, så troede Salinger det samme som mig og min teori faldt fra hinanden. Historien er fyldt med overraskende twists, og sidste overraskelse, havde jeg på ingen måde set komme. 

Bogen er skrevet i et flydende, let og meget nutidigt sprog. Jeg er fuldstændig ovenud begejstret over dens dybde og genialitet. Da sidste side var vendt, følte jeg en tomhed og en form for savn. 

Fem bogstaver: Mørke.  

Fem bogstaver: Kulde

Seks bogstaver: Bedrag

Elleve bogstaver: Fremragende

Fem store krimiperler!

Min kæreste læste også bogen. Han synes den var en lille smule kedelig og langtrukket, så vi er lidt uenige om den. Jeg er spændt på at høre, hvad I andre synes. 

HUSK at Frk. Tines krimitanker også er på både Facebook og Instagram

Anmeldelse: Blake Crouch - Dark matter

Forestil dig, at du er en glad lille fisk, som svømmer rundt og puster bobler i din sø, sammen med din fiskefamilie og alle dine fiskevenner. Det er her I bor, det er den verden du kender. Men så en dag, bliver du løftet ud af din sø og finder ud af, at der findes en hel anden verden. En parallel verden. Ikke fortiden, ikke fremtiden, men lige nu og her i en verden, hvor du har truffet et andet valg, på et afgørende punkt. Du er stadig dig, men dit liv er forandret.

Sådan kan Dark matter beskrives, hvis det skal gøres på et helt lavt plan. Vi har at gøre med kvantemekanik og vi har samtidig at gøre med en bog, som kræver tungen lige i munden, hvis man skal kunne følge med. Ikke hele vejen igennem, men for at forstå hvad det egentlig er der foregår. Alligevel er jeg ikke sikker på, at jeg helt har fattet det.

Jason Dessen er kvantefysiker. Han arbejder som lærer på universitetet og bor i Chicago med sin kone og søn. En aften bliver han kidnappet og injiceret med en sprøjte. Da han vågner, går det hurtigt op for ham, at han befinder sig i en anden virkelighed. En hvor han ikke er gift og har en søn. En hvor han er en kendt fysiker, som har fundet vejen til multiverset. Efter det går op for Jason, hvad der er sket med ham, bliver hans fokus, at finde tilbage til den virkelighed han kender. Der er dog stærke kræfter, som vil gå langt, for at forhindre ham i, at afsløre kriminelle handlinger der har fundet sted, for at opnå at springe mellem parallelle virkeligheder. Jason får hjælp fra uventet kant, og så begynder rejsen. Det er her, historien begynder at blive indviklet, og her den lille historie om fisken, bliver relevant.

Det lyder muligvis som en omgang tung læsning, men det er det ikke. Slet ikke. Bogen er skrevet i et meget letfordøjeligt sprog og historien er båret af kærlighed. Jeg har set den omtalt som science fiction, men det er jeg ikke helt sikker på, at jeg vil kalde den. Krimi er det heller ikke helt - thriller nok nærmest. Uanset hvad, så er det en bog, der fik mig til at glemme alt omkring mig. Den satte så mange tanker i gang, at jeg lige skulle bruge et par dage til at fordøje den, før jeg var i stand til at formulere en anmeldelse, eller starte på en ny bog.

Måske har du stiftet bekendtskab med filmen ”Sliding doors”, som har Gwynneth Paltrow i hovedrollen. Den Kører lidt i samme teori, omkring parallelle virkeligheder, hvor en lille ændring i vores handlinger, kan ændre de ting der sker, radikalt.

Jeg er sikker på der er nogen som vil mene, at Dark matter er en mærkelig bog. Jeg synes det er en ekstremt intelligent tænkt bog, vanvittigt spændende og dejligt anderledes. Den tvinger tankerne i gang, på en meget uhøjtidelig måde. Jeg så bogen som en indre film og har siden fundet ud af, at der faktisk er en filmatisering i gang. Jeg håber ikke de er for længe om at producere den, for jeg GLÆDER mig til at se den. Jeg er samtidig spændt på, hvem de vælger som Jason Dessen. I mit hoved, kunne det sagtens være Matt Damon, og han har jo desuden allerede øvet sig grundigt, på at spille en der hedder Jason… sååå.. 

At den foregår i Chicago, hvor jeg har boet i 1½ år, giver den lige det ekstra prik over i'et. 
Jeg håber heller ikke der går for lang tid, før der er nyt på dansk fra Blake Crouch. Jeg fornemmer, at det kommer til at blive et yderst interessant bekendtskab. 

Topscore til Dark matter. Læs den - for hvad nu hvis du ikke gør?? 😉

Den er for vild!

Anmeldelse: Michel Bussi - Pigen på flyet

Jeg havde egentlig besluttet mig for, at jeg ikke gad læse flere bøger oversat fra fransk. Jeg synes sproget bliver stift, når alle tiltaler er De, Dem og Deres. Det forstyrrer min fordybelse i historien, når jeg hele tiden bider mærke i, at sætningerne lyder mere direkte oversat, fremfor sætninger man ville benytte på dansk. Da denne bog dumpede uventet ned i min postkasse, bestemte jeg mig dog for, at den skulle have en chance.

I 1980, styrter en passagerflyver ned i bjergene nær den fransk-Schweiziske grænse. Alle passagerer bliver dræbt, med undtagelse af en lille babypige på bare 3 måneder.
Det viser sig desværre hurtigt, at den nu forældreløse baby, ikke var eneste baby ombord. Snart er der to sørgende bedsteforældrepar, som forsøger at få retten til den lille pige. Omstændigheder gør, at ingen af bedsteforældrene kan foretage en 100% sikker identifikation. Den ene pige ombord havde en søster, den anden havde en bror. Ingen af dem var med på flyet og begge for små til at kunne identificere babyen.

De to babyer kommer fra vidt forskellige kår. Den ene fra en styrtende rig familie, den anden fra en familie med trange kår. Vi kommer ind i historien da den overlevende pige, netop er fyldt 18 år og selvom hun er opvokset i den ene af de to familier, er hendes identitet stadig ikke fastslået.

Bogen handler om jagten på sandheden, for familierne har aldrig givet op.
Historien er hovedsageligt fortalt gennem broren Marc, men også delvist gennem en privatdetektivs dagbog.
Alt i alt, synes jeg det er en interessant historie med et virkelig spændende plot. Den har flere twists hen ad vejen, som var særdeles overraskende. Den sætter tanker igang om følelser, blodets bånd og hvor langt man er villig til at gå, for at opnå sin vilje. Også selvom det man tror på, ikke nødvendigvis er sandheden. På de sidste sider, måtte Frk. Tudefjæs lige tørre et par tårer væk fra kinderne. På mange måder en rørende og tankevækkende bog, hvilket desværre bliver tilsidesat af, at bogen generelt er temmelig langtrukket. Der er alt for mange tanker og fortællinger om ligegyldige ting. Gang på gang, vendte jeg den ene side efter den anden, som jeg kun havde skimmet hurtigt igennem, uden at gå glip af noget. Drønærgerligt, at der ikke er blevet skåret lidt mere ind til benet!
Og så var der jo det med det franske. Jeg blev positivt overrasket, for selvom der også i denne bog blev brugt De, Dem og Deres, så flød resten af sproget mere nutidigt og sætningerne, var oversat, som man ville bruge dem på dansk.

Jeg kommer ikke til at huske denne historie længe. Jeg kedede mig også lidt for meget til tider. Jeg synes dog der var tilstrækkeligt mange overraskelser og de sidste sider var enormt spændende. Derfor lander Pigen på flyet, på 3 krimiperler.

Anmeldelse: Lotte Petri - Djævelens værk

Det her er en bog jeg har glædet mig til at læse. De to forrige bøger af Lotte Petri, var efter min mening, anderledes i plottet end så mange andre krimier og fungerede virkelig godt. Djævelens værk, er på sin vi også anderledes, men jeg synes ikke den når op på siden af de andre to, som jeg har læst.

Hovedpersonen, Josefine Jespersen, er retsantropolog og ekspert i knogler. Da tusind skeletter, skal graves op af Assistentens Kirkegård, og stedes til hvile et nyt sted, på grund af Metrobyggeriet, er Josefine med til, at undersøge alle skeletterne. Der er selvfølgelig ballade omkring beslutningen om, at flytte grave – mange mennesker bliver berørte af det på forskellige måder.

Da Josefines kollega, bliver slået ihjel, smidt i en åben grav og får ridset et omvendt kors ind i kraniet, står det klart for både Josefine og for politibetjenten Xander, at der er større kræfter på spil. Vi kommer både omkring satanisme og djævleuddrivelse, på vores vej mod opklaringen. En interessant vinkel synes jeg.

Både Josefine Jespersen og efterforskeren Xander Damgaard, er personligheder, som er fint og nært beskrevet. De er begge nemme at synes om og personer, som jeg ser frem til at følge.

Når det så er sagt, så må jeg desværre også indrømme, at jeg ikke er helt oppe at ringe over denne bog. Den har på mange områder lige det jeg godt kan lide. Masser af blodige drab og et snørklet plot, som lader mig som læser gætte med og bryde min hjerne med, hvordan det hænger sammen. Den har endda elementer af uhygge og der er godt med spænding. Når jeg ikke er helt oppe i skyerne, så skyldes det, at jeg ikke synes det er helt realistisk. Ikke så meget den del der har med djævelen og eksorcisme at gøre. Det er der jo nogen der tror på og jeg skal ikke kunne sige, om det kan lade sig gøre, at folk bliver besat af djævelen, selvom det ikke er noget jeg selv tror på. Nej, det urealistiske er mere plottet. Uden at røbe for meget, så undrer det mig, at man myrder løs til højre og venstre, for at nå frem til en bestemt person, som man i sidste ende, bare kan gå ind af hoveddøren hos. Hvorfor gør man ikke bare det fra starten? Så bliver størstedelen overflødigt. For mig, bliver det også irriterende, når vi som læsere, får alle detaljer skåret ud i pap til sidst. Når vi skal have forklaret hvordan og hvorfor både ditten og datten gik til, så synes jeg det er lidt letkøbt. Det burde være op til læserens egen fantasi eller ligge som en selvfølge, når alle brikkerne falder på plads med opklaringen. Det virker som om det gik lidt stærkt med slutningen, hvilket er virkelig ærgerligt, for det er faktisk en super god bog. 

Frk. Tines krimitanker, er nu både på Facebook OG Instagram. Kom og vær med :) 

På Godsbanen med Elsebeth Egholm

Igår, onsdag d. 9. august 2017, var jeg inviteret til bogbloggerarrangement, af Politikens Forlag. Denne gang, handlede det om en af mine yndlingsforfattere - Elsebeth Egholm. 

Det er nok ikke gået ret manges næse forbi, at hun netop har udgivet en ny bog, som samtidig er første del af en helt ny serie. Hovedpersonen hedder Katarina (Rina), og udover at have egen lægepraksis, så klatrer hun i sin fritid. Før i tiden, havde Rina sin daglige gang på Godsbanen i Århus. Et område midt i byen, hvor unge mennesker har fået lov, at bygge og opholde sig. Området kaldes også Institut for (X) og nej, det er ikke en fejl med X'et, hvilket jeg først troede da jeg læste bogen. Stedet hedder faktisk sådan. 😊 Og her på Godsbanen mødtes vi, for at gå en tur i området og se, hvor Elsebeth Egholm har fået sin inspiration til bogens kulisser. 

Jeg bor i Århus og kendte godt til Godbanen. Jeg kendte dog intet til alt det omkringliggende, så det var en stor oplevelse at gå rundt og se det hele. De mange flotte huse og sager der var blevet bygget- Alt det liv der var dernede, med både skatebordbaner, beach volley og alle mulige andre former for aktiviteter. 

Jeg tog en masse billeder, så I måske kan fornemme lidt af stemningen dernede.  

Undervejs fortalte Elsebeth om sin bog og om sine nye hovedpersoner. Vi var mange og det blæste lidt, så jeg er desværre nødt til at indrømme, at jeg ikke hørte sådan vildt meget af det der blev sagt. I stedet var der virkelig mange indtryk, som jeg har forsøgt, at fange til jer. 

Her under, holdt en form for smed til. Det så ud som om de reparerede motorcykler og knallerter og måske også cykler. 

Der var rigtig mange fine huse dernede. Her er et af de mest interessante. Huset er bygget højt oppe på en container, med terrasse og hele moletjavsen. Sikke en udsigt de må have deroppefra.

Som nogen af jer nok ved, er jeg også en del af Team Krimifan.dk. Vi er 8 faste bloggere, og idag var 4 af os afsted. Her er jeg sammen med Betina. 

Ind imellem gjorde vi holdt, så folk kunne kigge sig lidt mere omkring og stille spørgsmål til forfatteren. 

I bogen "Jeg finder dig altid", er Rinas ekskæreste og bedste ven, Ray, indehaver af en lille dagligvarebutik på Institut for (X). Butikken er inspireret af et sted der findes i virkeligheden. Den lille butik, er dog ikke dagligvarebutik, men et sted hvor alle street art-kunstnerne, kan købe deres spraydåser med maling. De unge mænd der bestyrer butikken, var overraskede over at få at vide, at deres lille biks, indgik i en bog. De bad begge om et eksemplar af bogen. Butikken ligger lidt afsides i et lille, meget hyggeligt område. 

Her ses Elsebeth Egholm udenfor butikken, sammen med Camilla Wahlgren fra Politikens Forlag.

Et lille selfie, måtte der altså også til, når jeg nu befandt mig midt i en bogkulisse 😄

Godsbanen og Institut for (X), ligger meget centralt midt i Århus. Når man står dernede, kan man se både Musikhuset og regnbuen på toppen af kunstmuseet Aros. 

Efter rundvisningen, havde Politikens Forlag bestilt bord til os på Spiselauget. Vi kunne vælge imellem flere forskellige retter. Jeg valgte kalv. Mmm.. hvor smagte det dejligt. Det er ikke sidste gang jeg har spist dernede. Det var et anderledes sted, men meget hyggeligt. Imens vi ventede på, at få vores mad, skrev Elsebeth hilsner i alle vores bøger. Vi fik os en masse gode grin og snakken gik derudaf. Faktisk var det så hyggeligt, at arrangementet, som egentlig var programsat til kl. 19.00, strakte sig helt til kl. 20.00, hvor flere skulle nå et tog. Vanvittig god og hyggelig eftermiddag, som jeg er virkelig glad for, at have fået lov at deltage i. 😍