Anmeldelse: Lars Kepler - Kaninjægeren

Endelig kom der længe ventet ny krimi fra Lars Kepler. Jeg indrømmer blankt, at jeg er en lille smule forelsket i Joona Linna og han har været savnet.

I denne bog, starter Joona ud i fængsel og jeg må komme med endnu en indrømmelse – jeg har faktisk glemt hvorfor. Det havde dog ikke nogen betydning for handlingen, og bogen starter lige på og rå, med en spændingsscene der gav hjertebanken og et uhyggeligt, blodigt, brutalt mord. Så ruller spændingsbussen ellers derudaf og holder tempoet i jævn høj fart hele vejen.

Det brutale mord, er på ingen ringere, end Sveriges udenrigsminister. Saga Bauer sættes på sagen og tadaaa, ja rigtig gættet, hun får en meget højtstående herre, til at sørge for, at de får lov at benytte sig af Joonas hjælp og skarpe hjerne. Det varer heller ikke særlig længe, før han har opdaget, at hvad man først efterforsker som terror, i stedet viser sig, at være en gal mands værk. Et uhyggeligt og gennemtænkt værk, som bunder i hævn på grusommeste vis.

Her i huset, har vi en sødeste kanin. En meget tam dværgvædder, som bor i vores stue og er meget højt elsket af hele familien. Når man har sådan en størrelse, så er der lige et par steder i bogen, som stikker i ens kaninhjerte. Bortset fra det, så synes jeg det er fremragende læsning, med alle de brutale udspekulerede mord. Jeg havde kuldegysninger og tog flere gange mig selv i, at holde vejret grundet det høje spændingsniveau.

Jeg er vild med den her bog. Jeg ønskede ikke at den skulle slutte, på trods af, at den er intet mindre end 576 sider lang.

Kaninjægeren er 6. del i serien om Joona Linna og Saga Bauer. Den efterlader os, med en cliffhager, som gør det pisse irriterende (pardon my French), at skulle vente på bog nr 7 :) :)

5 kæmpe krimiperler fra mig. 

Har du lyst til at følge med på Facebook? Så klikker du bare lige HER :)

Anmeldelse: Øbro & Tornbjerg - Pigen og vogteren

I denne 5. del i serien om kriminalpsykolog Katrine Wraa, skal vi en tur ind i psykiatriens verden. Psykoterapeuten Alice Milford findes myrdet i sit hjem og da Alice var fortaler for terapi frem for psykofarmaka, kan nogen i medicinalbranchen muligvis have interesse i, at skaffe Alice af vejen? 

Der var også mange kontroverser i hendes privatliv, hvor hun bl.a. datede direktøren for et stort medicinalfirma, hvilket ikke var velset i hverken hans eller hendes kredse. Hun var også i gang med at skrive en bog, sammen med sin plejedatter, hvilket gav problemer i forholdet til hendes biologiske datter, som altid har følt sig svigtet af sin mor. 

Katrine har det svært efter tabet af kæresten Jens, men er på vej til overfladen igen. Hun hyres derfor til at arbejde på sagen sammen med kriminalbetjenten Naja Skytte. Til at starte med er forholdet en smule anstrengt, men det viser sig hurtigt, at de to er et godt match.

I bund og grund, synes jeg, at det er et spændende emne der berøres i bogen her. At alt for mange børn og unge - ja alt for mange mennesker generelt, får udskrevet psykofarmaka, hvor samtaleterapi måske (måske ikke) kunne være vejen frem i stedet. Jeg var egentlig også rigtig godt underholdt gennem det meste af bogen. Jeg kan godt lidt Katrine Wraa og jeg kan rigtig godt li hendes nye makker, Naja. Men… desværre synes jeg, at historien og mordopklaringen, begyndte at trække i langdrag. Det blev meget det samme og jeg var desuden en smule skuffet over slutningen. Jeg havde lidt håbet på en anden morder, som havde været mere oplagt :)

3 krimiperler herfra 

Har du også lyst til at følge Frk. Tines Krimitanker på Facebook? 

Anmeldelse: Lotte Petri - Sort død og Hvidt snit

SORT DØD:

Man skal ikke skue hunden på hårene og heller ikke skue en bog på dens cover. Jeg bøjer hovedet i skam, bukker og skraber og indrømmer, at det er jeg kommet til. Jeg synes omslaget på Sort død, er så kedeligt, at jeg har udsat bogen længe fordi der hele tiden kom andre bøger ind foran, som umiddelbart virkede mere interessante. Heldigvis kan jeg godt indrømme, når jeg tager fejl. Og jeg tog grueligt fejl i dette tilfælde, for det viste sig, at være en virkelig god, spændende og yderst interessant bog!

Vores hovedperson er Selma Eliassen, som er chef for Overvågningstjenesten på Epidemiologisk Institut. Med andre ord, er det hendes opgave, at forhindre biologisk terror. Når vi tænker på biologisk terror, går vores tanker ofte i retning af breve med miltbrand, for at skade flest muligt mennesker. Det er ikke den slags terror vi har at gøre med i bogen her. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men jeg kan nævne, at vi kommer omkring syge fanatikere, forsøg på mennesker, som stammer helt tilbage fra 2. verdenskrig, et brutalt mord i en MR-scanner, på en person med metal indopereret i kroppen. Og så er der pest – en genmanipuleret og menneskeskabt type!

Her er masser af uhygge, her er masser af spænding og uventede twist. Og så er der tankerne, som hurtigt begyndte at krybe rundt i hovedet på mig – det ville kunne ske i virkeligheden. Eller i hvert fald noget tilsvarende, for der findes syge mennesker derude. Og hvem i bogen kan vi stole på. Når man ser film om biologisk terror, så er det ofte sådan, at smitten får udryddet en masse mennesker eller også er den tæt på at gøre det. Mennesker i rumdragt-lignende tøj, render rundt og er helte. Sådan er denne bog ikke. Forfatteren får det hele flettet fint ind i en mere typisk krimi, men med biologien som mordvåben frem for knive og pistoler eller andre makabre genstande. Det er det som efter min mening, gør den ekstra god. At sagen også har hold i virkelighedens grumme eksperimenter tilbage under 2. verdenskrig, gør kun det hele bedre pga den viden vi får med som ekstra materiale. 

Jeg vil straks gå i gang med næste del i serien :)

HVIDT SNIT:

I Hvidt snit møder vi igen Selma Eliassen som vores hovedperson. Denne gang er der et par personer, som også fylder lidt mere i bogens handling, nemlig politikommisær Ian Buchanan og Selmas studiekammerat og veninde, retsmediciner Lone Olsen. De var også med i Sort død, men det er som om de får lidt mere plads og karakter nu, hvilket er positivt.

Også i denne bog, er mordene utraditionelle og pænt rædselsvækkende. Ud fra bogens titel, er det nok ikke den store hemmelighed, at morderen udfører det hvide snit på sine ofre. Men hvorfor? Det er Buchanans opgave at finde ud af, og da der samtidig ser ud til at være en sammenhæng mellem nogle giftmord, bliver det også Selmas opgave.

Hvidt snit, hænger på flere måder sammen med Sort død, så jeg synes ikke jeg vil komme ind på for meget af handlingen, med fare for, at komme til at afsløre noget, som ikke skal røbes, hvis man endnu ikke har læst denne serie. Der er generelt er et rimeligt pace hele vejen igennem. Jo, der går lidt parforhold og privatliv i den, men det er minimalt og mest bare fremmende for handlingen. Hovedsageligt, er vægten lagt på sagen og opklaringen af den. Det sætter jeg pris på. Jeg synes det er ret fedt, at der er så meget læring undervejs. Måske er det bare mig, der ikke har fulgt ordentligt med i historietimerne, men jeg blev i hvert fald oplyst og forfærdet over de grusomme forsøg der er foretaget på mennesker tilbage i tiden. I bøgerne her, er der folk, som stadig deler og fastholder de nazistiske ideologier og kæmper for bl.a., at udrydde mennesker med visse genfejl.

Da jeg gik i gang med Sort død og Hvidt snit, troede jeg faktisk at det var del 1 og 2 af en serie. Da jeg skulle skrive anmeldelsen her, fik jeg vendt bogen og kunne se, at de er nr. 3 og 4. Jeg synes ikke det er et problem at starte her, men det er lidt vigtigt, at man læser dem i rækkefølge, da Sort død ikke afsluttes helt og fortsætter ind i Hvidt snit.

Efter min mening, er dette et par virkelig gode og anbefalelsesværdige bøger. Jeg håber meget, der snart er en del mere på vej :) 

Vil du også være med på Facebook?

Anmeldelse: Harlan Coben - Bliv hos mig

Jeg glæder mig altid, når en ny Harlan Coben-krimi er på vej. Hans bøger er anderledes end mange af de andre. Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvordan, men jeg tror det er noget med dybden i dem. Ikke dybde forstået på den måde, at vi kommer langt og dybt ind i karaktererne, men mere sådan, at han ligesom altid har lidt mere på hjerte end selve historien. Der er på en eller anden måde, hældt en lille dosis livsvisdom ind i hans bøger. Tankevækkende små sætninger her og der, som får mig til lige at standse op og fundere.

I Bliv hos mig, møder vi Megan og hendes mand David. De lever det lykkelige forstadsliv – stadig forelskede efter mange års ægteskab og børn som er blevet til unge. Men Megan gemmer på en fortid, som hun aldrig har fortalt David om. En fortid, som hun tror han vil fordømme, men som hun stadig til tider savner.

Som I nok har gennemskuet, så bliver der snart rodet op i fortiden og Megan tvinges til at tage tilbage til Atlantic City, hvor det hele begyndte – og endte. En række mænd er forsvundet og et mønster begynder at tegne sig. Et mønster, som Megan er en del af. Måske er fortiden alligevel ikke så attraktiv og måske har nogen ikke interesse i, at hun er tilbage og roder i forsvindingssagerne sammen med politiet.

Bliv hos mig, er ikke specielt uhyggelig og heller ikke specielt blodig. Det er nok mest hvad jeg vil betegne som en hyggekrimi. Jeg synes den blev lidt rodet, for der var mange personer at hitte rede i og en enkelt gren af historien, var også mere eller mindre irrelevant for handlingen. Jeg troede langt hen ad vejen, at det var en del af en uhyggelig historie, men det viste sig, at være noget andet og mere trist, i stedet.

Harlan Coben har skrevet en lang række bøger og indtil videre har dem jeg har læst, alle været det man kalder stand alones – altså bøger som ikke er en del af en serie. Selvom jeg er vild med serier, så har det altså også visse fordele, at forfatteren kan gøre hvad han vil med personerne og deres liv. Han skal ikke tænke på, at de skal leve videre i bedste velgående i næste del. Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente og det holder spændingsniveauet på et højt plan.

Den lander på 3 krimiperler for mig, for selvom det er en god, spændende og meget velskrevet bog, så er der altså bare dele af den, som ikke virker realistiske for mig og i stedet medvirkede til lidt for meget rod. 

Følg meget gerne med på Facebook :) 

Anmeldelse: Michael Katz Krefeld - Dybet

Skræmmende, spændende, uhyggelig, fascinerende, blodig, ond, bestialsk, tankevækkende, sørgelig… alle disse ord, kan beskrive handlingen, i Michael Katz Krefelds seneste bog ”Dybet”.

Bogen er 4. del i serien om eksbetjenten Ravn, som nu har slået sig ned som privatdetektiv, og som primært forsørger sig ved, at afdække andre menneskers utroskab. Ind imellem, dukker der heldigvis langt mere interessante sager op. I Dybet, bliver Ravn opsøgt af en tidligere barnemorder – en som ikke bare har dræbt, men også på det groveste mishandlet en lille treårig pige. Manden opsøger Ravn, for at få hjælp til at finde sin medsammensvorne fra dengang. Han mener at makkeren er ude på et større dræbertogt. Ravn er selvfølgelig ikke meget for at hjælpe ham, men noget tyder på, at manden taler sandt. Eller gør han?

Jagten på morderen sætter ind, men hele tiden, havde jeg fornemmelsen af, at der lå noget mere bag. At manden ikke havde rent mel i posen. Jeg sad med en konstant fornemmelse af, at Ravn blev snydt. Om han bliver det eller om det var ren fornemmelse plantet af forfatteren, vil jeg ikke fortælle jer. Der imod, vil jeg gerne fortælle, at denne bog er i absolut topklasse og er spændende fra start til slut.

Har du læst de forrige bøger i serien, så ved du også, at Ravn plejer at være en drukkenbolt, som sørger over tabet af sin kone, Eva. I Dybet, har han fået styr på sit alkoholproblem og det klæder ham, synes jeg. Det gør også fortællingen mere autentisk. Til at begynde med, har Ravn lagt drabet på Eva på hylden og lader det ikke længere fylde så meget. Der bliver dog åbnet en lille dør, så den sag kommer vi givetvis til at høre mere til, i kommende bøger.

Bogen – som jeg i øvrigt har valgt at høre som lydbog pga hjernerystelse – fortjener 5 store krimiperler. Den kan sagtens læses selvstændigt, men som altid, vil jeg anbefale, at man tager serier fra en ende af, for at få den fulde forståelse. 

Anmeldelse: Tess Gerritsen - Synderen

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ret glad for Tess Gerritsens bøger. De plejer at være isende uhyggelige. Denne var også virkelig god og havde sine højdepunkter, men det virker som om forfatteren har lagt mere energi i personskildringerne her, så derfor når vi ikke helt de samme uhyggelige højder, som i de foregående bøger i serien. Og det er et eller andet sted også fint. Når vi ved, at vi har med en lang serie at gøre, så er det rart, at komme helt tæt ind på livet af hovedpersonerne. Det kommer vi her. Jeg vil dog mene, at der til tider går lidt for meget ”tissekonelitteratur” i den. Unødvendige sex- og parforholdsscener i en krimi, bliver bare langtrukne for mig. Det skal dog siges, at parforholdsdelen, viser sig at have betydning for senere hændelser i bogen.

Synderen er 3. del i serien om Rizzoli & Isles. Denne gang bliver Maura og Jane kaldt til et kloster, hvor to nonner er blevet overfaldet. Den ene med døden til følge – den anden er overlevet ved en fejl. Skal morderen findes indenfor murerne eller er vedkommende sluppet gennem klosterets porte? Under obduktionen gør Dr. Isles en tragisk og temmelig uventet opdagelse. Samtidig dukker et lig op, som er efterladt i en gammel nedlagt restaurant. Liget har fået skåret hænder og fødder af og hvad der er sket med ansigtshuden, skal ikke afsløres her.

Selvom Synderen ikke er helt på højde med de to foregående bøger i serien, så er den alligevel en god og spændende bog. Plottet er ikke voldsomt twisted eller uhyggeligt, men det var alligevel overraskende og flere steder trak det da også lidt i mine tårekanaler. Spændingen fejler heller ikke noget og jeg kan godt lide, at der hele tiden er gang i efterforskningen. Der er ingen hovsaløsninger og enderne bliver bundet fint sammen til sidst.

Kunne jeg give 3½, havde den fået det, men nu får den lov at snige sig op på fire krimiperler fordi jeg trods alt var ret godt underholdt :) 

For at følge på Facebook - klik lige HER :)