Anmeldelse: Chris Carter - Jeg er døden

Efter at have læst Chris Carters forrige bog, ”Ondskab”, var jeg sikker på, at den var min Carter-favorit. At nu kunne han helt seriøst næsten ikke blive bedre. Men det kunne han. Der er virkelig virkelig langt imellem bøger jeg sådan for alvor synes er uhyggelige. ”Jeg er døden” er sådan en bog. Jeg var fuldstændig opslugt og de mange korte afsnit gjorde, at jeg bare fortsatte og fortsatte. Jævnligt måtte jeg lige stoppe op imellem kapitlerne og få vejret, lige falde ned igen og sikre mig at der ikke stod en morder bag mig :)

En seriemorder er endnu engang løs i L.A. Hunter er tilbage på sin pind i LAPD, efter at have været udlånt til FBI. Jeg ved, at mange har været spændte på hvor vidt Carlos Garcia er med igen eller om han er out for good. Det vil jeg ikke afsløre her :)

Undervejs følger vi to historier sideløbende og Chris Carter bryder sin egen regel, om ikke at være grum mod børn. Jeg fik helt ondt i maven, for det er ikke småting den stakkels dreng bliver udsat for! Samtidig er vi med hver gang en ny pige skal slås ihjel. Vi følger hende i tiden lige op til mordet når hun møder sin morder og sin skæbne. Herefter ser vi hende ikke før hun bliver fundet efter de mest groteskt udførte mord. Her er det som sædvanlig den store pensel der er i spil, når det kommer til udpensling af detaljerne. Ansigtskød der er slebet af og indvolde der er trukket ud over gulvet, er bare et par af de djævelskheder pigerne er udsat for, men det psykologiske spil lægges der også vægt på. Med en morder der er ekspert i forklædning, er Hunter og hans partner for alvor på dybt vand.

Jeg ved, at den her bog, har voldt Chris Carter store problemer undervejs. Ca. halvvejs med bogen, måtte han kassere størstedelen og starte helt forfra, fordi han ikke selv var tilfreds. Det kunne jeg ikke mærke da jeg læste den, og ”Jeg er døden” en er lige præcis så suverænt spændende som alle hans forrige bøger i serien. Denne gang er der oven i købet skruet en ekstra tand op for gru og uhygge. Den tog min nattesøvn og den tog min fritid. Eneste klagepunkt er, at den er slut og ventetiden på bog 8 synes uendeligt lang… men nedtællingen er begyndt!

Er du på Facebook? Følg meget gerne bloggen der <3

Anmeldelse: Steffen Jacobsen - Et bjerg af løgne

Michael Sander er tilbage og det samme gør sig gældende for Lene Jensen. Eminent makkerpar, hvis det ikke lige var fordi de ikke er et makkerpar i denne bog. Faktisk nærmest det stik modsatte. Michael Sander er ansat af Nobel oil til at finde en USB-nøgle, som er forsvundet i forbindelse med mordet på Nobel Oil’s chefgeolog. Lene, som siden sidst, er blevet forfremmet til vicepolitiinspektør, er sat på sagen for at opklare mordet på chefgeologen. Bogens hovedemne er olieboringer i Grønland og hvor meget folk er villige til at feje ind under gulvtæppet, til fordel for enorme pengesummer. Nobel Oil står for, at lave en af historiens største olieboringer, da chefgeolog Peter Holm, opdager et problem livsfarligt for menneskeheden. Kort tid efter, findes Holm dræbt og alle hans data samt sikkerhedskopieringer er forsvundet.

Der er intet samarbejde imellem Lene og Michael og mest af alt virker det som om de har lyst til at slå hinanden ihjel. Og dog.. der ligger en slags had-kærlighedsforhold og ulmer imellem dem, så selvom de ikke kan tåle synet af hinanden, så passer de alligevel på hinanden.

Jeg synes Lene er blevet hårdere end hun plejer at være, imens Michael tværtimod er blevet mere følsom. Hans søster er psykisk syg og selvmordstruet, men Michael har sat sig for at passe hende og beskytte hende. Flere gange er han opløst i tårer og jeg synes faktisk den lidt mere bløde side klæder ham. Han er sådan en hovedperson, man kommer til at blive en lille smule forelsket i imens man læser.. haha :)

Et bjerg af løgne, er en af den slags bøger der næsten læser sig selv. Den er spændende fra start til slut og det er svært ikke at lade sig rive med. Jeg synes ikke helt den lever op til Trofæ, men på den anden side… der er ikke meget der lever op til Trofæ :) Den har masser af aktion og der er heller ikke sparet på detaljerne, når det kommer til brutale drab og obduktioner! Vupti havner man helt ude på kanten af stolen :)

Har du læst de to første i rækken og kunne li dem, er der ingen tvivl om, at du også skal nappe denne her. Har du endnu de andre til gode, så er mit råd at starte med Trofæ – en af den slags bøger man ikke glemmer! Personligt er jeg ret vild med Steffen Jacobsen! 

Klik her, for at følge mig på Facebook