Anmeldelse: Emelie Schepp - Ondt blod

Ondt blod, er mit første møde med Emelie Schepp, selvom dette er 3. bind i en serie. Hvem der helt præcist er hovedpersonerne sådan gennemgående i serien, er jeg derfor ikke sikker på. Umiddelbart, synes det at være betjentene Mia og Henrik, samt anklager Jana Berzelius. Omkring sidstnævnte er det tydeligt, at der er sket noget forudgående, som dels er blevet afdækket i de forrige bøger og som dels stadig mangler at blive afsløret. 

En teenagepige kommer hjem og finder sin mor bundet fast til en stol, med hænderne skåret af. Falckredderne Phillip og Sandra er hurtigt på stedet, men kvinden står ikke til at redde. Det indbyrdes forhold mellem Phillip og Sandra, er i forvejen ikke super godt og det bliver ikke bedre, når begge forsøger at placere skyld på hinanden, for ting der er gået galt. Endnu et offer bliver fundet og betjentene Mia og Henrik samt anklageren Jana, er på sagen. Morderen er iskold og beregnende og pilen peger i retning af en blodig hævn.

At dømme ud fra bagsideteksten på Ondt blod, skal dette være en krimi i højt tempo. Lige det, synes jeg ikke den lever op til, selvom jeg godt fornemmer, at det er hensigten. Tvært imod, synes jeg den blev langsommelig og meget forudsigelig. Morderen havde jeg hurtigt gennemskuet og så bliver resten nemt kedeligt. Selvom det er blodige og ondskabsfulde mord, så er det som om det ikke helt slår igennem. Det samme gælder for de følelsesladede steder i bogen, som på en eller anden måde også virker lidt flade. Janas historie virker interessant, så jeg håber næste del, giver os større indblik i hendes fortid og hvad det er hun vil gå så langt, for at beskytte.
Jeg tror desværre det har en betydning for min oplevelse, at jeg kommer ind midt i en serie, så har du stadig Emelie Schepp tilgode, vil jeg anbefale at du starter fra bog 1. 

Er du på Facebook, kan bloggen følges der 💖

Anmeldelse: Carin Gerhardsen - Domino

Sidste side er vendt i sidste del af Carin Gerhardsens serie om Hammarbypolitiet. 8 bøger er det blevet til og jeg har nydt dem alle. Denne var ingen undtagelse og jeg synes egentlig det er lidt trist at det er forbi.

Vi starter ud tilbage i 1997, hvor hele to dødsfald sker i samme lille by. Det ene er et brutalt mord på en syvårig dreng, begået af hans femårige kammerat. Drengen er dræbt ved slag i hovedet med en hammer. Fremme i nutiden, sker der endnu engang drab med samme fremgangsmåde.

Sjöberg, Gerdin, Petra og alle de andre på det tæt sammentømrede team, har en svær opgave foran sig. En opgave som bliver endnu sværere, fordi holdet er amputeret på flere måder. Gerdin har lagt sig syg, Hamad fungerer ikke psykisk efter overfaldet i forrige bog, hvilket også nedbryder Petra. Sjöberg er presset af den nye stedfortrædende chef, som gør alt der står i hendes magt, for at pille ham ned. Men holdet er stærkt og de står sammen om at opklare de brutale mord.

Efter min mening er det her en rigtig fin afslutning på en god serie. Jeg har altid nydt at læse Carin Gerhardsens bøger, som ikke er hverken hyggekrimi eller neglebidende uhygge. De ligger et sted midt imellem og har som regel et godt plot og masser af opklaringsarbejde. Det samme gør sig gældende denne gang og jeg blev både fanget af spænding og plot og rørt over de skæbner der har betalt en høj pris gennem årene. En lille smule langtrukket, synes jeg dog den blev engang imellem, når vi følger opklaringen, ved hvad de når frem til og alligevel får det hele gentaget når de briefer hinanden. Jeg mener der også kunne være skåret nogen ting væk fra historien omkring Hamad, men på den anden side, er det med til at øge spændingen i en anden sidehistorie, så alt i alt er jeg nået frem til, at det er fint nok.

Når jeg læser forfatterens ord tilsidst i bogen, så tolker jeg det som om, hun er færdig med at skrive. Ikke bare Hammarbyserien, men helt færdig. Hun skriver, at hun nu får tid til være sammen med hendes nære, nu hvor hun ikke skal svede ved sit skrivebord mere og at hun vil komme til at savne læserne. Jeg håber jeg tolker det forkert, for jeg vil rigtig gerne læse mere af Carin Gerhardsen og havde glædet mig til at finde ud af, hvad hun ellers kunne finde på. Der er ikke andet at gøre, end at krydse fingre 😊

Hvis du har kunnet lide de andre bøger i denne serie, så tror jeg ikke, du vil blive skuffet over Domino. Den har lidt af det hele, uden dog at tage mig ud på kanten af stolen. Den gav mig en lille klump i halsen tilsidst. Som sagt – en rigtig fin afslutning på en rigtig fin serie!!

Anmeldelse: B. A. Paris - Bag lukkede døre

Uh altså, det her var en læseoplevelse udover det sædvanlige. Bag lukkede døre, er i genren domestic noir, som kendetegnes ved, at handlingen mestendels udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge. Titlen ”Bag lukkede døre”, siger egentlig det meste for denne bog.

Jack og Grace bor sammen i et stort smukt hus. De har været gift et års tid, men opfører sig stadig som nygifte og nyforelskede. Alt er perfekt i deres liv. Jack er en dygtig advokat, som aldrig har tabt en sag. Grace går hjemme og er tilsyneladende den perfekte husmor, som ikke har brug for andet end sin elskede mand. Udover Jack, er det vigtigste i Graces liv, hendes søster Millie, som har Downs syndrom. Millie bor i øjeblikket på en skole, men snart skal hun hjem og bo i kærlige omgivelser hos sin søster og svoger.

Men som den kvikke læser nok har regnet ud, så er der revner i det perfekte glansbillede. Grace har ingen veninder, Grace ejer ikke en mobiltelefon, Grace melder altid afbud til planlagte arrangementer. Grace bevæger sig ingen steder hen, uden Jack ved sin side! Hvorfor?

Bag lukkede døre er ikke en hæsblæsende thriller. Den foregår i et stille og roligt tempo og der pilles langsomt flere og flere lag, af den grusomme historie. Bogen er fortalt i jeg-form af Grace, hvilket gør, at vi kommer dybt ind i hendes tanker og følelser. Helt derind hvor frygten og fortvivlelsen bor. 

Gennem hele bogen ligger en mørk sky af gru og ondskab. Den gjorde mig ikke bange, men den gav mig klump i halsen og ondt i maven. Den fik mig til at krydse fingre for, at de rigtige sejrede til sidst.

4 store krimiperler fra mig, til denne creepy, men særdeles realistiske fortælling!

Kom gerne og følg med på Facebook 💖

Anmeldelse: Geir Tangen - Maestro

Her har vi at gøre med en helt ny krimiforfatter, men en som tydeligvis har styr på at skrive en krimi der fænger fra første side.

Den ene af vores hovedpersoner, journalisten Viljar Ravn Gudmundson, modtager en mail, der forudsiger et mord. Viljar tager det ikke rigtig seriøst, men sender det alligevel til politiet. Da mordet bliver en realitet, bliver Viljar mistænkt og beskyldt for at ønske opmærksomhed. Snart dukker endnu en mail op og det bliver hurtigt tydeligt, at der er tale om en bindegal morder, som ikke er bange for at efterlade sig spor, i jagten på den helt rigtige måde, at udføre sine brutale mord. Og lad mig bare slå fast, at her ikke er sparet på mord eller detaljer omkring dem. Som regel er der en eller anden grænse, for hvem der bliver slået ihjel og ”de gode”, bliver som regel reddet i sidste øjeblik. Sådan er det ikke her. Der myrdes løs til højre og venstre. Vi har at gøre med en morder, som har skrevet sin egen drejebog og hvor han selv er dukkeføreren, der planlægger hvordan tingene skal foregå. Viljar er ikke længere mistænkt, men jaget.

Jeg kan virkelig godt li den her bog og den her forfatter. Jeg synes også godt om bogens hovedpersoner, journalisten Viljar og politiefterforskeren Lotte Skeisvoll. Jeg oplevede bogen som spændende fra start til slut. Et enkelt sted, måtte hånden lige op foran munden i forfærdelse. Der er masser af små drejninger, som gør, at morderen ikke er sådan lige at regne ud. Jeg havde en i kikkerten længe, men var samtidig klar over, at det nok var et twist. Ganske rigtigt. Jeg blev overrasket, selvom det alligevel ikke var så overraskende endda.

Bogen manglede på ingen måde spænding, men alligevel savnede jeg noget uhygge. Jeg blev ikke skræmt på et eneste tidspunkt. Derfor lander Maestro på 4 krimiperler i stedet for 5.

Jeg sætter pris på at vide, at der er planlagt en trilogi. Så håber jeg der er skrevet lidt mere af det creepy ind i de næste to. Fantastisk med en ny og lovende forfatter på banen. Nårh ja... så er der også skrevet en sjov lille, men meget overraskende og original, gimmik ind i bogen :) 

Synes du det kunne være hyggeligt at følge med på Facebook også? Se med lige H E R  :)

Anmeldelse: Anna Grue - I lige linje

Der er et eller andet helt særligt over Anna Grues skaldede detektiv, Dan Sommerdahl. Efter 7 bøger i hans univers, synes jeg, at være kommet til at kende både ham og resten af omgangskredsen af venner, politifolk, ekskone og børn, ganske godt.

Jeg kan virkelig godt lide Dan. Jeg synes han er en fornøjelse at følge, men jeg kan også virkelig godt lide en god krimi og det synes jeg ikke helt jeg fik da jeg læste I lige linje. Anna Grue skriver i et dagligdags sprog og om et dagligdags miljø, men denne gang, gik der bare også lidt for meget dagligdags i krimidelen. I hvert fald for mig.

Handling:

I den lille fiktive by, Christianssund, findes en garvet cykelrytter død efter at være kørt af vejen og ned i et hul. Manden er rytter gennem mange år og ingen forstår, hvordan det lykkedes ham at overse afspærringerne på vejen. Intet tyder dog på en forbrydelse, så sagen henlægges som uheld. Ikke lang tid efter, findes en anden mand dræbt. En som også kan kædes til byens cykelklub. Dan får mistanke om, at det hele på en eller anden måde hænger sammen, så han går i gang med at snuse rundt. Dan kommer langt omkring – faktisk hele vejen til Oxford, hvor han både skal finde en forsvunden pige og sin egen far.

Følelserne får lov at fylde en del i denne bog. Noget tyder på, at Dan igen er på vej ud i noget stress eller depression. Han er halvsur, han kan ikke sove om natten og samtidig er hans mor ramt af en blodprop, har mistet evnen til at tale. Han spekulerer på, hvad han har opnået i livet, om det er godt nok og på hvorfor han er endt alene på randen til ensomhed. Derudover, følger vi også et par SOSU-assistenter, som begge arbejder på det plejecenter, som Dans mor nu bor på. Begge kvinder har også en masse følelser i spil.

Mine tanker:

Når jeg går i gang med en Anna Grue-krimi, så ved jeg godt, at der er dømt hyggelæsning og jeg forventer ikke dybe plots, masser af blod, gru og uhygge. Hendes bøger plejer dog alligevel at indeholde lidt mere mordgåde og spænding end denne. Det blev simpelthen for tyndt for mig. Jeg tog mig selv i at blive irriteret over måden hvorpå Dan og Christianssund politi, hele tiden arbejder parallelt. Vi får på en eller anden måde, mange af tingene to gange. De opdager de samme ting på næsten samme tidspunkt og hvis Dan opdager noget først, holder han det til at starte på, for sig selv. Jeg lod mig også irritere over at vennen Flemming, som også er kriminalbetjent i byens politi, uden videre plaprer ud om fortrolige oplysninger omkring mordet, til både Dan og ekskonen Marianne og over hvordan Dan ser det som en selvfølge, at Flemming holder ham opdateret om hændelser, anholdelser osv. Det bliver simpelthen en smule for urealistisk, ligesom der også er lidt for mange tilfældige sammenfald.

I lige linje, blev en meget blandet læseoplevelse for mig, fordi jeg på den ene side kedede mig med handlingen og på den anden side hyggede mig i selskab med Sommerdahl-universet. Nu er det altså, det uhyggelige og uforudsigelige, der trækker mest i mig, så derfor lander jeg på to krimiperler denne gang. 

Har du lyst til, også at følge med på Facebook?