Anmeldelse: Stefan Ahnhem - X måder at dø på

Ih hvor har jeg ventet med længsel på denne bog! Dette er ligesom en miniserie i serien, og den første ”Motiv X” sluttede brat, og med mange uforløste spørgsmål. Endelig kom afslutningen, som tager fat præcis hvor den forrige sluttede – og øv øv øv for dælen noget møg … for bogen er læst og nu starter ventetiden forfra. Det er da næsten ikke til at holde ud, at der nu skal gå det meste af et år, før vi igen skal være i selskab med Fabian Risk. Levede ”X måder at dø på” op til forventningerne? Dét tror jeg nok den gjorde!!

I forrige bog, blev der taget hul på historien om Terningemanden. Ringer det en klokke? Måske har du allerede læst bogen af samme navn, skrevet af Luke Rhinehart. Vores gerningsmand i X-serien, er stærkt inspireret af denne bog. Tilfældige mennesker bliver slået ihjel på bestialsk vis, efter metoder gerningsmanden selv har fundet på. Terningen bestemmer hvordan.

Vi får lukket et par døre, men flere står stadig åbne. Dunja er temmelig fraværende i bogen her, men Kim Fucking Sleizner, glimrer ved stadig at være et røvhul. Den historie er en af dem jeg glæder mig til at følge og en af dem jeg samtidig vil glæde mig til, at se afsluttet. Jeg håber til det sidste, at Dunja får lov at få sin hævn.

Hvilket fremragende univers, som simpelthen står knivskarpt på det indre biograflærred. Det er som at se en film – en grusom, grum, gruopvækkende, blodig og detaljeorienteret film. Jeg rejser mig fra min plads i læsestolen og klapper højt og længe … jeg er simpelthen begejstret over Stefan Ahnhems evne til at skrive så jeg holder vejret i spænding, og flere gange lige må tage en pause og puste ud, når kapitlet får ende. Ja, der er mange tråde at holde styr på, fordi der kører så mange sideløbende historier, men hvor er det fantastisk cool som han alligevel har styr på det og får samlet op på alle de løse ender og samtidig formår at lægge nye spor ud til næste del i serien. Og ja, indimellem bliver gerningsmanden en smule fuld af overmenneskelige evner, men skidt pyt, det er sådan det er med de rigtig gode og uhyggelige serial killer thrillers som jeg sætter så stor pris på. Det er dét der får hårene til at rejse sig og dét der giver kuldegysninger. Jeg vil mærke en krimi i hele kroppen, jeg vil gyse og føle mig på grænsen til skræmt. Alt det formår Stefan Ahnhem at gøre med ”X måder at dø på”. Tak for det og skyyyyyynd dig nu bare at skrive næste del, for vi er faktisk nogen, som ikke ret godt kan vente!!

Hvis du ikke har læst "Motiv X" så anbefaler jeg dig at gøre det først. Ellers går du glip af for meget.

Anmeldelse: Charlie Donlea - Kvinden i mørket

En sjælden gang imellem sker det, at jeg støder på en – for mig – helt ukendt forfatter, som så viser sig at sparke røv på smukkeste vis. Smukkeste selvfølgelig ment ud fra min hang til gys og grumhed, for der er ikke meget smukt over ”Kvinden i mørket”. Eller er der?

Måske er der alligevel, for bogen er delt i to halvdele, hvor den ene foregår i 1979 og den anden i 2019. Begge halvdele har en speciel hovedperson som er beskrevet på fineste vis og med stor respekt omkring begges lidelser. I 1979 følger vi Angela Mitchell, som lider af OCD og autisme. Hun bliver optaget af at finde den morder der hærger Chicago og som går under tilnavnet ”Tyven”.

I 2019 følger vi Rory Moore, som er retsmedicinsk rekonstruktør og nok landets bedste. Ja se, allerede der er der nytænkning, for sådan en titel er jeg personligt ikke selv stødt på i en krimi før. Rory har også sit at slås med i form af OCD og angstanfald. Da hendes advokatfar dør, må Rory som også er uddannet advokat, overdrage firmaet og alle igangværende sager, til andre. En enkelt sag hænger hun dog på – nemlig sagen om Tyven fra 1979, som nu skal prøveløslades.

Det her er en bog der fanger fra første side. Den har faktisk nærmest bare hele favoritpakken. Jeg fik lov at gætte med på sammenhængen fra første færd, jeg blev snydt af falske ledetråde, jeg holdt vejret i spænding, min hjerterytme steg op til flere gange og jeg tog mig selv i at råbe neeeeeeeeeej når kapitlerne skiftede lige midt i det mest spændende. Jeg havde lyst til at læse i den konstant og da jeg lagde den fra mig efter sidste side var vendt, føltes den på en eller anden måde fremmed. Det føltes ikke som om det var dén bog jeg havde læst, men mere som en film jeg havde set. Fuldstændig opslugt og fordybet.

På bagsiden står der, at bogen er lige dele 1970’er serialkiller-thriller og nutidig kriminalroman … det tilslutter jeg mig 100p og tilføjer at selvom de fleste nok vil kunne regne ud, hvor det bærer hen ad, så kulminerer det til sidst i en nervepirrende slutning.

Det ser umiddlebart ud til, at Charlie Donlea skriver stand alones, men jeg har googlet mig frem til, at der er endnu en Rory Moore-krimi på vej til os i efteråret 2020. Intet mindre end fremragende!

Anmeldelse: Jakob Melander - Ind i den hvide nat

Endelig er den her – Jakob Melanders næste bind i serien om Lars Winkler. 7. del bliver det. Og selvom jeg er glad for Melanders skrivestil, så synes jeg samtidig at han mangler noget power eller råstyrke eller hvad man skal kalde det, i sine krimier. Noget mere gru og uhygge. Jeg ved godt, at det ikke er dét jeg får når jeg læser Melanders bøger om Lars Winkler, men sidste bog, ”Fjenden iblandt os”, havde dog en anelse af det, så jeg håbede at der ville være lidt af samme skuffe denne gang.

Lars og Sanne går en tur på stranden og finder kadaveret af en ko skyllet i land. Koen er skamferet på ubehagelige steder, hvilket får Lars til at ekspedere den videre til retsmedicinske undersøgelser. Det skal da også snart vise sig at være det rigtige valg. Unge mennesker begynder at dukke op på hospitalerne med psykoser efter indtagelse af LSD-lignende stoffer. Hvordan de to ting hænger sammen, skal du selv læse dig frem til 😊

I en sideløbende historie, følger vi Nanna Christoffersen, som er betjent i indbrudsafdelingen. Desværre har Nanna rodet sig ud i noget med stoffer og skylder penge til uheldige hårdtslående typer. For at skaffe de penge hun ikke har, snyder hun sig til at sjæle penge og genstande på de steder de bliver kaldt ud. En af de genstande hun stjæler, kommer til at besegle hendes skæbne.

Jeg troede at hele scenariet med Lars og Sanne og deres ødelagte forhold, endelig var forbi. Det var det så ikke – desværre. Selvom det ikke får lov at fylde alt for meget, så er det dog stadig mere end det behøver. Stod det til mig, var Sanne flyttet videre og ude af øje … Jeg kan godt lide Lars Winkler og hvis han nu var en virkelig person, var det helt sikkert fedt, at han har de følsomme sider. Men det er han ikke og jeg synes han kommer til at fremstå lidt for svagelig. Heldigvis mander han sig op til sidst og tak fordi han ikke igen synker ned på bunden af ”den hvide sne”. At han tager sagen i egen hånd og forlader rundkreds og gruppekram, giver ham også noget coolness.

Der sker simpelthen alt for lidt for mig i denne bog. Jeg har brugt meget lang tid på at komme igennem den. Det sidste af den, valgte jeg faktisk at lytte til, for derved at kunne sætte tempoet op og ikke blive distraheret af ting der foregik omkring mig. Jeg savner samtidig noget dybdeborende i historien, som for mig at se, har for mange hændelser der passer lidt for tilfældigt sammen. Selve plottet er egentlig ret fedt, men det hører vi stort set intet om. Her ville jeg gerne have fulgt en af forsøgspersonerne under agten fx.

Der er til gengæld masser af dybde i personerne og netop dét er Jakob Melanders allerstærkeste side, synes jeg. Han forstår at skildre de menneskelige følelser på fineste vis. Nanna Christoffersen fik mig til både at føle vrede og irritation hele vejen igennem bogen. Men jeg mærkede hende og lærte hende at kende. Måske var det meningen at vi ikke skulle synes om hende, måske skulle vi fatte sympati. Måske er det helt bevidst, at hun taler til nogen og ikke til andre. Lars Winkler er et andet godt eksempel. Selvom jeg skrev længere oppe, at han er lidt for blød til tider, så kommer vi hele vejen rundt om en fin og nuanceret mand. Han føles nærmest helt virkelig på en eller anden måde. Lige præcist dét, er denne bogs styrke.

Slutteligt er jeg altså lige nødt til at nævne bogens fine cover – hvordan dét og bogens titel rammer helt plet i forhold til indhold. Jeg kan jo tage fejl i min analyse, men kraniet i et psykedelisk mønster sammen med de hvide striber, der for mig ligner baner af et snifbart stof. Stoffet er hvidt, det bringer dig ind i en psykedelisk rus, men samtidig bringer det dig ind i natten enten i form af psykoser, døden eller slet og ret et ødelagt liv for personen og vedkommendes nærmeste. Godt tænkt!

3 krimiperler